I det seneste nummer af Grundtvigsk Tidende sker der to spændende ting vedrørende pædagogik og dannelse. For det første er der en stor artikel, der sætter fokus på Center for Karakterdannelse (CFK); et nyt initiativ der bygger på efterkrigstidens humanistiske pædagogik, og vel at mærke med fuld interesse for de åndshistoriske sammenhænge. For det andet er der en omtale af et grundtvigsk initiativ om åndsfrihed og uenighed, som er en del af CFK’s projektportefølje.
1. Artikel om Center for Karakterdannelse: Dannelsens effekt på læring
I artiklen om det nye CFK-initiativ er der interviews med de to initiativtagere, Jonas Norgaard Mortensen og Kristian Toft. Mortensen er den daglige leder af centret, og Toft er formand for centrets styregruppe.
Artiklen peger på en vigtig og lidt rørende sammenhæng, der satte nogle ting på plads for mig selv.
CFK’s åndelige grundlægger er Jonas Norgaard Mortensen, som kommer fra Ry, der ligger i Skanderborg Kommune. Her gik hans børn på den lokale folkeskole, Mølleskolen, hvor netop Kristian Toft var skoleleder 2017-2023.
Nu er jeg måske ikke den eneste, der har undret mig lidt over Tofts og Skanderborgs engagement i CFK, for netop Skanderborg Kommune var blandt de mest ivrige og ukritiske kommuner inden for den John Hattie-inspirerede læringsmålsideologi, der fulgte i kølvandet på skolereformen. Men ifølge artiklen var Toft allerede 2017 træt af ”kompetencer og målstyring” og satte i stedet kursen mod ”dyder og dannelse”, som der står. Denne interesse blev efterfølgende forstærket af en henvendelse fra en af skolens forældre, nemlig Jonas Norgaard Mortensen selv.
Senere, i 2023, blev Toft direktør i det netop nedlagte DCUM (Dansk center for undervisningsmiljø). Her blev hans interesse kanaliseret over i en blanding af positiv psykologi og relationskompetencer, som dominerede det nye center.
CFK er langt mindre end DCUM, og det er jo heller ikke en statslig organisation, men fagligt og filosofisk set er CFK et bredere initiativ end DCUM, hvilket muligvis har præget Tofts ideudvikling. Sådan fortolker jeg i al fald følgende citat:
”Vi er her for at inspirere og eksperimentere. Der er høj grad af frihed og ansvar i denne måde at arbejde på. Listen over karakterdyder er heller ikke komplet, og vi vil ikke bestemme, hvad der sker ude i klasselokalet”.
Inden for den traditionelle positive psykologi, som altså prægede dele af DCUM, finder man ikke en sådan ubestemthed vedrørende dydernes nærmere struktur og bestemmelse, og teorien om relationskompetence har stort set tabt dens oprindelige filosofiske forbindelser. Med Tofts interesse for pædagogiske formål og for CFK er der altså mulighed for at udvikle en meget mere undersøgende tilgang til pædagogikkens sociale og etiske aspekter, end hhv. den positive psykologi og relationsteorierne normalt kan præstere på egen hånd.
I artiklen sætter Toft, som selv er uddannet musiklærer, prikken over i’et ved at sige noget i retning af, at centrets mål er at gøre sig selv overflødigt. Centret er altså en slags jordemoder for en historisk-poetisk praksis, hvor fødselshjælperen efterfølgende mere passivt kan iagttage pædagogikkens tilsynekomst og lykke uden efterfølgende at blande sig med andet end åndshistoriske påmindelser og et upraktisk råd i ny og næ.
Men det varer naturligvis længe, inden vi kan komme dertil. Først er der brug for at forstærke den kulturhistoriske og pædagogiske påmindelse, som den pædagogiske kritik har udviklet gennem årene, f.eks. omkring diskussioner af “uren pædagogik” og dannelse.
Den smukke forstærkning i Tofts tankegang sker som sagt – som jeg læser det – på baggrund af mødet med Jonas Norgaard Mortensen, som tidligere har arbejdet med dannelsesbegrebet i Guldborgsunds kommune og skrevet om europæisk humanisme.
Mortensen kontakter altså sine børns skoleleder, og det er her, at der opstår en slags syntese, som gør, at Toft og Mortensen slår sig sammen. Dette sker i efterdønningerne af, at skolepolitikken i slut-10’erne oplever en dannelsesjustering i regi af undervisningsminister Merete Riisagers rige indsats. Herefter opbygger Toft og Mortensen fra 2021 og frem CFK-initiativet.
Denne syntese, hvor alle gør op med læringsmålsideologien, kan faktisk ende med at aktivere de græske visdomstraditioner, som også den positive psykologi trækker på. Og relationskompetenceteorien trækker jo oprindeligt på en mere kulturelt formet reformpædagogik; en sammenhæng som Tofts engagement i CFK også kan bidrage til at udvikle. CFK kan på den måde bringe det bedste frem i alle, så reformpædagogik, antikkens tradition og dannelsesbegrebet kan arbejde sammen hos alle pædagogisk interesserede mennesker.
Jonas Norgaard Mortensen understøtter denne tendens på en mere pædagogisk-filosofisk måde. Han knytter i Grundtvigsk Tidendes artikel det nye CFK-initiativ direkte an til folk som Grundtvig, Kold, Løgstrup og Hal Koch, dvs. til en åbent konciperet dansk tradition, som jo ellers er blevet helt marginaliseret af både læringsmålsfolkene, af de positive psykologer og af den dominerende læringsforskning. Den nationale og filosofiske tradition er ifølge Mortensen ”blevet rystet af eksternaliserede krav”.
Man skal her huske på, at Mortensen også er dybt påvirket af europæisk humanisme. Vi er i traditionen fra den ”danske verdensborger”, som den pædagogiske filosof Peter Kemp udtrykte det. Og Kemp var jo selv ustandselig i kamp imod skolereformens instrumentalisme.
Det er svært at få armene ned, når man læser følgende fine citater af Jonas Norgaard Mortensen:
”Der er helt klart en systemkritik i det her; akademia, kapitalismen og det politiske system har været ved at forvrænge vores dyrebare dannelsestradition. Vi tror på kærlige og kloge praktikere. Lærere og pædagoger er vores virkelige eksperter. Vi tager vores forankring i Grundtvig og Løgstrup alvorligt. De stod jo også for en balancerende kritik af det moderne og rationalismen. Vi vil gerne tale om ånd. Og visdom. Ordentlighed. Og livsduelighed. Det er fint nok, at det pædagogiske pendul i en periode svingede mod individ og psykologi, som vi heller ikke forsager. Nu mener vi så, at vi skal lade det svinge mod oplysning og visdom, som bliver til magi, når det kommer i hænderne på lærerne.”
Og videre:
”Lærerne og pædagogerne er eksperter, og projektet handler om dydsetik og karakterdannelse. Det er ikke teori og abstraktioner. Vi bygger nedefra for at skabe en bevægelse væk fra konkurrencestatens kompetencer og læringsmål mod kultur, moral og visdom. Det er egentlig ret enkelt. Eleverne skal oplyses, oplæres og opdrages som medskabende og medansvarlige medborgere. Det er vores nordiske guld. Dannelsestraditionen”.
Og ligesom Kristian Toft gør det, så lægger Mortensen op til, at dyderne ikke ligger fast på en eller anden liste, som nogle kritikere lader til at tro, men at de skal medtænkes og udvikles både i filosofiske undersøgelser, i pædagogiske dannelsesprocesser og i æstetisk aktivitet. I den forstand er der en dyb sammenhæng mellem dannelse og karakterdannelse. Det er en god indsigt min mening, for ellers vil der jo være en risiko for, at karakterdannelse og en dyd som “vedholdenhed”, som er god i mange sammenhænge, ender med at understøtte f.eks. konkurrencestaten eller andre dårligdomme.
2. Grundtvigsk projekt om uenighed og åndsfrihed
I forbindelse med artiklen, der jo selv står i et grundtvigsk tidsskrift, er der en kort omtale af et konkret CFK-projekt, som også er initieret af grundtvigianerne. Projektet handler om at udvikle store skoleelevers evne til at være i og udforske uenighed, i hvad man kalder for ”et ordentligt skænderi”. Det handler kort sagt om åndsfrihed: Hvem er du, som jeg er allermest uenig med? Man skal kunne ”blive i ubehaget”, som der står, i et slags ”uenighedsfællesskab”.
Denne undersøgelse af ”uenighedens dyd” understreger CFKs åbne karakter, der som nævnt også blev fremhævet af både Toft og Mortensen. På centrets første dydsstruktur, står ”uenighed” eller lignende nemlig ikke anført. På den måde bliver CFK et undersøgende og filosofisk sted: Hvad findes? Og ”Hvad er uenighed?” Det vil sige, at vi får en slags modsætning til konkurrencestatens instrumentelle forskning, som fokuserer på ”hvad virker med hvilken målbar effekt”?, hvor uenighed ofte degenererer en slags rest, dvs. til identitetspolitisk polemik.
Bag uenighedsprojektet står Center for Åndsfrihed, hvor netop Grundtvigsk Tidendes uhyre selvstændigt tænkende redaktør, Ingrid Ank, er den ledende kraft. Grundtvigsk Skoletjeneste er også med i arbejdet.
Og netop Ingrid Ank skrev i 2020, sammen med Daniel Toft Jakobsen, den strålende bog ”At være demokrat er ikke at være bange”, hvor de gennemgik åndsfrihedens tradition og aktuelle tilstand i kulturen, på skolerne og i forskningen.
Med dette fokus på ”uenighed” kommer Ank og CFK i filosofisk kontakt med en nyere bevægelse inden for den åndsvidenskabelige pædagogik, som herhjemme især har sit udspring i pædagoguddannelsen. Jeg tænker her på det store arbejde med en form for reform- og åndspædagogisk re-traditionalisering, der finder sted i kredsen omkring docent Jan Jaap Rothuizen og docent Line Togsverd, som også har forgreninger ind i progressive norske miljøer.
Også i disse grupper taler man om betydningen af en ”uenighedens pædagogik”. Disse ideer bør efter min mening også kunne oplyse og give mere filosofisk fundament til især teorierne om relationskompetence, som jo oprindelig var præget af Erik Siggaards kulturelt interesserede reformpædagogik. På den måde kan CFK indoptage nogle af DCUM’s temaer på en mere filosofisk funderet måde.
Jeg ved ikke, hvor meget disse to ”uenigheds”-miljøer er i kontakt med hinanden. Men jeg håber, at de er.
Der er kort sagt en samklang mellem CFK, åndsfrihed og de grundtvigske miljøer. Denne pointe forstærkes af, at både Grundtvigforskeren Ove Korsgaard og formanden for Grundtvigsk Forum, Kirsten Andersen, er med i CFK’s faglige panel. Og sidstnævnte sidder også i den styregruppe, som Kristian Toft som sagt er formand for.
Referencer og links:
”Er karakterdannelse løsningen på folkeskolens trivsels- og adfærdskrise”, Grundtvigsk Tidende, nr. 19, december 2024. https://grundtvigskforum.dk/viden/er-karakterdannelse-l%C3%B8sningen-p%C3%A5-folkeskolens-trivsels-og-adf%C3%A6rdskrise
CFK’s hjemmeside: https://www.karakterdannelse.dk/
Om uenighedsprojektet: https://aandsfrihed.dk/boern-og-unge-skal-blive-bedre-til-at-skaendes/
Ingrid Ank og Daniel Toft Jakobsen. At være demokrat er ikke at være bange – åndsfrihed under pres, Klim, 2020.
Rothuizen, J. & Togsverd, L. (red.). Det pædagogfaglige miljø – et uenighedsfællesskab, Akademisk Forlag, 2023.
Andre indlæg om Center for Karakterdannelse: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-om-center-for-karakterdannelse.html
Analyse af teorien om relationskompetence: http://www.thomasaastruproemer.dk/undersoegelse-af-relationskompetence-og-skaeldud.html