Center for Karakterdannelse – nogle svar til Lærke Grandjeans ”åbne brev”

Lærke Grandjean, som i løbet af de seneste 10 år har gjort en kæmpeindsats for den kritiske pædagogik med en lang række vigtige udgivelser og interviews, har i et ”åbent brev” til Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og undertegnede stillet spørgsmålstegn ved vores engagement i det helt nye Center for Karakterdannelse (CfK), hvor vi deltager i et større panel af fageksperter.

CfK blev etableret i vinters og er i en form for meget aktiv projekt- og udviklingsfase. Det egentlige center forventes funktionsdygtigt i juni 2026.

Grunden til, at Grandjean skriver til os, er angiveligt, at vi i 2021 udgav antologien ”Sidste chance – nye perspektiver på dannelse”, som består af en række særdeles forskelligartede indlæg af 17 forfattere fra alle faglige og politiske verdenshjørner, der interesserer sig for dannelsesbegrebet.

Grandjean mener, at vi med denne dannelsesinteresse er blevet eksponenter for et ”dannelsesparadigme”, som hun mener er decideret totalitært, og som nu videreføres ind i det nye center. Altså en meget kraftig kritik, som efter min mening ikke har noget på sig. Tværtimod er revitaliseringen af dannelsen et udtryk for omsorg for både pædagogik og demokrati. Grandjean tager altså 100% fejl.

Grandjean har offentliggjort sit ”åbne brev” på mange platforme og i mange grupper, hvilket er lidt en uskik, synes jeg, for jeg kan jo ikke lægge mit svar ud på så mange tråde, hvis antal og udløbere jeg knap nok selv har styr på. Derfor svarer jeg i første omgang blot her på min egen kanal, som så kan læses og evt. deles af interesserede.

Brinkmann har tidligere forsøgt at svare på nogle af de mange debattråde, men blev nærmest sammenlignet med nazisten Eichmann, så man forstår godt, at han, som jo ellers er en af landets største humanister, lader til at have trukket sig fra SoMe-diskussionerne om dette emne.

Udover det åbne brev har Grandjean her i juni 2024 skrevet en særdeles kritisk kronik om karakterdannelsesinitiativet på mediet Solidaritet.dk, og tilbage i april skrev hun endnu en stor kronik på Ræson.dk i samme ånd. I forbindelse med mit arbejde med nærværende indlæg blev jeg desuden opmærksom på, at Grandjean også havde skrevet et “åbent brev” til mig i starten af juni.

(Alle omtalte referencer kan tilgås i litteraturlisten til sidst under nærværende indlæg.)

Det maner altid til eftertanke, når en person, hvis arbejde man har fulgt og respekteret i mange år, kritiserer de projekter, som man er optaget af. Derfor er der her en række tanker om og svar på Grandjeans markeringer.

Jeg vil dog først sige, at vi, altså Brinkmann og Tanggaard og jeg selv, ikke er trådt ind i CfK som en samlet gruppe. Derfor svarer jeg også i første omgang som ”privatperson”, eller hvad det nu hedder.

Her er mine seks svar:

 

1.

Et af Grandjeans kritikpunkter er, at projektbeskrivelsen omtaler en række specifikke karakterdyder, som umiddelbart lader til at være påvirket af den positive psykologi, og som skal omsættes i en såkaldt ”værktøjskasse”, hvilket jo umiddelbart tyder på en instrumentel og individualistisk tilgang til pædagogik og dannelse. Grandjean gør ret i at anholde dette lidt for uklare punkt, men det er en misforståelse at lægge hovedvægten på det. Projektet og centret indeholder nemlig en mere grundlæggende filosofisk strøm, som er en del af en stor undersøgelse af dannelsens og karakterdannelsens filosofi. Og denne undersøgelse tager vel at mærke udgangspunkt i en kraftfuld filosofisk, teologisk, økonomisk og pædagogisk kritik af pædagogisk instrumentalisering, som i en vis forstand står i modsætning til den positive psykologi. Denne kritik kan tilgås på s. 26 i centrets projektbeskrivelse. De angivne karakterdyder er i øvrigt også helt foreløbige i forhold til den egentlige centerdannelse og i høj grad til diskussion.

I sin kronik fokuserer Grandjean desuden udelukkende og ekstremt kritisk på den ellers meget interessante teologiske side af kritikken, men det er jo alt for smalt, for kritikken er som nævnt meget bredere.

Dermed får udtrykket “værktøjskasse” alt for meget magt over Grandjeans tankerække. At der snarere er tale om et særdeles bredt filosofisk-fagligt projekt kan man også se både af sammensætningen af det faglige panel, som bestemt ikke er præget af psykologisk instrumentalisme, og af den kraftfulde reference til skolens formålsparagraf.

Disse forhold understøtter den omtalte kritiske rammesætning, der som nævnt er angivet i projektbeskrivelsen. Jeg har desuden haft lejlighed til at læse en række af bidragsydernes artikler, der udkommer som bog i 2025. Der er ingen instrumentalisme i den omegn.

Denne konklusion bekræftes af, at Jonas Norgaard Mortensen, der sammen med Mølleskolen i Ry har stiftet centret, i de seneste år har stået for et omfattende arbejde med den såkaldte personalisme, som inspirerede fransk og faktisk også dansk humanisme, bl.a. både Løgstrup i 1930’erne og filosoffen Peter Kemp i 1960’erne.

Det lidt uheldige udtryk ”værktøjskasse”, som Grandjean kritiserer, skal snarere udtrykke det forhold, at dannelsesarbejdet tager udgangspunkt ikke kun i filosofiske begreber, men også i den pædagogisk praksis selv. Derfor er der også knyttet en lang række skoler til projektet, hvor der sker alt muligt.

Det er netop en af det nye projekts store dyder, at der arbejdes med denne åbning for at sammentænke teologiske, politiske og pædagogiske emner i både teori og praksis.

Den meget brede praksis-interesse, som karakterdannelsescentret udspringer af, kan bestemt ikke reduceres til “værktøjer”. Det kan man få en fornemmelse af i et meget spændende podcast-interview med skoleleder Lars Carlsen fra Guldborgsund Kommune. Interviewet ligger på hjemmesiden.

Lærke Grandjean undlader kort sagt at vurdere centret og emnerne i deres organisatoriske og faglige helhed.

 

2.

Grandjean anklager karakterdannelsesprojektet for at være totalitært og udemokratisk, hvilket hænger sammen med hendes uforståelige ubehag ved dannelsesbegrebet. For dannelsesbegrebet er i høj grad understøttende for demokrati og ligeværd. Det er helt ubegribeligt for mig, at Grandjean kan være så firkantet i sine konklusioner her.

Grandjeans dannelseskritik er inspireret af Gert Biestas arbejde. Selv er jeg også meget glad for Biesta, men netop hans dannelseskritik er efter min mening ikke så god, hvilket jeg har skrevet om flere steder, bl.a. i det australske tidsskrift ”Educational Philosophy and Theory” og i en antologi om Biestas arbejde, som Grandjean selv har redigeret. Det er som om, at Grandjean forstærker Biestas fejl med hendes heftige og helt misforståede beskyldninger, der omdanner dannelsens tradition til totalitære overgreb på selvet.

Grandjean har dog ret i, at ”dannelse” også kan bruges på nogle af de måder, hun frygter. Det sker f.eks. i et nyt OECD-inspireret dannelsesprojekt på SDU. Men sådanne fejlanvendelser er på ingen måde tilfældet for det nye centers eller for Brinkmanns vedkommende, og det ligger heller ikke i dannelsens filosofi og natur, som jo er grundlag for netop den demokratiske udvikling op til Grundloven i 1849 og videre frem, og som har rødder i Europas ældste gemmere. Vi taler her om vores rigeste politiske og pædagogiske institutioner og deres begrundelser, som generationerne vokser ind i og fornyer.

Grandjean skriver også, at vi dannelseselskere ikke taler om ”kritik”, men jeg har udgivet en hel bog om ”åbenhjertighedens pædagogik” og har endda fået priser for kritisk arbejde? Og Tanggaard og Brinkmann og jeg selv har lavet en hel udgivelsesrække om ”uren pædagogik”, hvor vi virkelig satte kritisk aktivitet i fokus i en tid, hvor skolereformen ellers nød kraftig opbakning. Skulle vi ikke understøtte kritik? Grandjean taler endda – helt uden at gå ind i vores tekster – om, at vi ”hjernevasker”, selvom det stik modsatte er tilfældet.

I indledningen til ”Sidste Chance – nye perspektiver på dannelse” gør vi i faktisk et kort forsøg på at indkredse dannelsesbegrebet, hvor kritikbegrebet i allerhøjeste grad er aktivt. Vi opregner fire punkter, hvor især det fjerde punkt handler om forholdet mellem kritik og dannelse:

”For det fjerde har dannelse et element af usamtidighed og dissens, dvs. at kundskaberne ikke kan gå op. Der er hele tiden en verden at ting og mennesker, der modsætter sig og svarer tilbage, så man spørger, undersøger og eksperimenterer med tingene en gang til. Det er denne friktion, der er kreativitetens og filosofiens indre, og som dannelsen angår”.

I sin kronik i Ræson skriver Grandjean også, at det, hun kalder for et ”dannelsesparadigme”, som hun i kronikken især knytter til Brinkmanns arbejde, skulle stå for at understøtte OECDs ideologi. Men det kan jeg kraftigt afvise. Brinkmann har om nogen stået for det modsatte, og det samme gør karakterdannelsesprojektet, der netop eksplicit gør op med en vidensøkonomisk bestemmelse af pædagogik og dannelse. Også jeg selv tordnet imod OECD’s indflydelse alle mulige steder.

I samme kronik skriver Grandjean, at ”dannelsesfolkene” reducerer pædagogik til ”socialisering og kvalificering”, som er to af Gert Biestas kategorier. Men det passer heller ikke. Dannelsen er netop et opgør med at reducere pædagogik til disse to kategorier. Denne fejl er et eksempel på, at Grandjean forstærker Gert Biestas fejl. Mit eget bidrag til “Sidste Chance” er f.eks. en analyse af religionens rolle hos Rousseau, Dewey, Fröbel og Montessori. Skulle det være ”socialisering og kvalificering”?

Disse dele af Grandjeans analyser bygger kort sagt på meget kraftfulde misforståelser, både af dannelsens filosofi og af dannelsesfolkenes ærinde.

Sagen er, at al pædagogisk teori indeholder teorier om karakterdannelse og dannelse, hvilket i høj grad også gælder for Gert Biestas fine arbejde, selvom han nogle gange lader til at tro det modsatte.

Grandjean mener også, at centret går imod Løgstrups filosofi, men heller ikke det er korrekt. Her er et citat fra centrets hjemmeside:

”Centret bygger idéhistorisk på blandt andet Aristoteles’ dydsetik, oplysningstidens pædagogiske tænkere samt nordisk livsfilosofi og dannelses- og oplysningsidealer som de udtrykkes af fx N.F.S. Grundtvig, Hal Koch og K.E. Løgstrup”.

Endelig vil jeg sige, at der på centrets hjemmeside ligger udførlige citater fra to af landets store demokrater, nemlig lærerinden Inger Merete Nordentoft og teologen Hal Koch, som begge skrev udførligt om demokratiets betydning ved afslutningen af 2. verdenskrig, og som i parentes bemærket stod på hver sin side i deres syn på samarbejdspolitikken under besættelsen.

 

3.

Grandjean henviser til Hannah Arendts arbejde, men både jeg selv og flere andre i den faglige gruppe omkring karakterdannelsesprojektet har skrevet udførligt om netop Arendts filosofi. Og Arendts virke hviler i høj grad på netop karakterdannelsesanalyser, jf. f.eks. hendes arbejde med holocaust-bureaukraten Eichmann. På samme måde kritiserer Grandjean projektets reference til filosoffen H.G. Gadamer. Gadamer kommer ud af samme filosofiske passager som Arendt, nemlig af den europæiske fænomenologi; en retning, som også præger store dele af det faglige panel i karakterdannelsescenteret.

At disse filosofiske kraftpræstationer, som er født i efterkrigstidens muld, kan tages til indtægt for totalitarisme, er filosofisk og historisk set helt på månen.

 

4.

Grandjean kritiserer vist nok, at barnet skal opdrages til at deltage i kulturen. Men det er jo et vilkår ved al opdragelse og undervisning! Spørgsmålet er blot, hvilken kultur og hvordan. I min optik taler vi ideelt set om en kultur, som er historisk-poetisk rammesat af en politisk forfatning, der både er historisk og demokratisk, og som altid befinder sig mellem fortid og fremtid. En sådan opdragelse kalder på både kulturel og stedslig forbundethed og personlig tilsynekomst. Denne definition er i parentes bemærket stærkt inspireret af f.eks. Arendt, Løgstrup og Biesta, men også af mange andre.

Konsekvensen af denne proces er mange forskellige kunstneriske, etiske, kritiske og demokratiske udtryk, hvor både kulturindholdet, institutionerne og samfundets børn og borgere udvikler sig på mange forskellige måder.

Al pædagogisk filosofi og tænkning er udtryk for forskellige versioner af disse emner. På den måde deltager det nye center i en kulturhistorisk og faglig proces, som mange moderne uddannelsesorganisationer desværre har udelukket sig selv fra siden 2006, men som altså nu endelig får en faglig ramme igen.

 

5.

Grandjean skriver også, at Tanggaard, Brinkmann og undertegnede har været ”vrede”. Nu kan jeg ikke tale for de andre, men jeg erindrer ikke at have udtrykt nogen ”vrede”? Jeg har blot lavet to FB-opslag, hvor jeg i et af disse kort og venligt omtaler Grandjeans analyse.

Hele mit overordnede take på forholdet mellem karakterdannelse og dannelse kan læses fra i dag på centrets hjemmeside, og det er jo også en slags svar. Og nu svarer jeg også her få dage efter det ”åbne brev” og blot en uge efter kronikken. Den gode Grandjean må også lige have lidt tålmodighed.

Men jeg forstår faktisk godt, hvis Brinkmann er lidt vred, når han uafbrudt må høre på Grandjeans beskyldninger om totalitarisme og så videre. Det er som om, at hun har mistet besindelsen.

 

6.

Grandjean omtaler ”dannelse” som et særligt ”paradigme”. Det er ikke korrekt efter min mening. Dannelse er et grundbegreb i moderne pædagogik, som vedrører selvets vekselvirkning med verden. Al pædagogik har et dannelsesbegreb indbygget i dens teori og praksis. Hvis man udelukker ”dannelsen”, så kollapser pædagogikken i ”læring” eller i andre autoritære formater. I den forstand er det i høj grad dannelsesfolkene, der beskytter pædagogikken og barnet mod overgreb.

Dermed har jeg også svaret på Grandjeans bekymring for, at vi glemmer ”selvet”. Dannelse og karakterudvikling er dybt forbundet med ”selvet”, men altid i en fri vekselvirkning med kulturindholdet, som det er lærerens ansvar at understøtte.

Så den indvending har ingen tyngde i vores sammenhæng. Det er netop os, der husker ”selvet” og dets åbne udvikling, men altid ind i en vekselvirkende sammenhæng med verden.

 

7. Kort opsamling:

Det aktuelle karakterdannelsesprojekt er kort sagt udtryk for en åben afsøgning af vekselvirkningen mellem personlig udvikling og dannelse, som dette f.eks. kommer til udtryk i skolens formålsparagraf, der faktisk er refereret i fuld længde i projektbeskrivelsen. Der er prisværdigt og smukt på alle måder.

Projektet er en slags sidste beskyttelse af pædagogikkens forbindelse til både fortid og fremtid, nu hvor både DPU og UC’erne lader til at have mistet deres strategiske interesse for emnet. Denne statslige misligholdelse af pædagogikken gør det helt nødvendigt, at private fonde med åndelig interesse understøtter projekter som det aktuelle. Så Grandjeans ellers udmærkede kritik af fondsstyringen har ingen gyldighed i det aktuelle tilfælde. AP Møller skød en milliard i skolereformens læringsmålsideologi, hvilket jo er i helt anden liga end dette lille projekts søde forhåbninger.

Dertil kommer, at hele projektets afsøgning af forholdet mellem dannelse og karakterdannelse som sagt skal ske i samspil med lærere og skoler rundt omkring i landet. I den forstand er der tale om forhold mellem teori og praksis, som minder om den danske seminarie- og læreruddannelsestradition. At der i denne proces udvikles metoder og lærebogsmateriale er kun godt, men Grandjean har som sagt nok ret i, at ordet ”værktøjskasse” ikke er så velvalgt.

Jeg håber, at disse overvejelser og præciseringer kan være til hjælp, men uanset om de kan, så skal Lærke Grandjean have stor tak for sine kritiske iagttagelser vedrørende det nye center, som hjælper os alle med at udvikle disse nye og gamle tanker. Og Grandjeans markeringer – f.eks. hendes referencer til Arendt og Biesta – tyder faktisk på, at hun selv i høj grad har karakterdannelses-ideer, der, som jeg ser det, sagtens vil kunne bidrage til centrets udvikling.

 

Links:

A. Lærke Grandjeans indlæg om sagen:

Grandjeans “åbne brev”, her som FB-opslag på Humboldt-forum, d. 30. juni 2024: https://www.facebook.com/groups/166751200038468/posts/7770601059653406/

Grandjeans “åbne brev” til mig, FB-opslag i gruppen “Se mig i øjnene…”, d. 2. juni 2024: https://www.facebook.com/groups/557564130923514?multi_permalinks=8039936769352842&hoisted_section_header_type=recently_seen

Grandjeans kronik på Solidaritet.dk, d. 26. juni 2024: https://solidaritet.dk/skolens-demokrati-er-solgt-til-pengestaerke-fonde/

Grandjeans kronik på Ræson.dk, d. 15. april 2024: https://www.raeson.dk/2024/laerke-grandjean-brinkmanns-karakterdannelsesprojekt-er-en-del-af-en-uheldig-tendens-hvor-private-fonde-overtager-skoleforskningen/

 

B. Mine egne indlæg om sagen:

“Forholdet mellem dannelse og karakterdannelse”, artikel om emnet på CfK’s hjemmeside, d. 1. juli 2024. https://www.karakterdannelse.dk/artikler-1/thomas-r%C3%B8mer-aastrup-1

FB-opslag om emnet fra d. 22. maj 2024: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0XZeQSEr68NFhkqu3dUnJJkW8zAD82PJkgZize1s9TQpEsKrArxr3FCApgjePNNw8l&id=837549480

FB-opslag om emnet fra d. 27. marts 2024: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02uuK9zhmCiE2z4h1sKFwGSLa27tKeRGH7sDBdm8FGYqQ68jsc5LDK2H5gQty8Drgcl&id=837549480

 

C. Andre links:

Link til Karakterdannelsescentrets hjemmeside: https://www.karakterdannelse.dk/

 

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.