Tilbage i oktober 2015 indsendte jeg nedenstående forslag om etableringen af et nyt forskningscenter til DPU’s ledelse. Centrets arbejdstitel var “Center for studier i pædagogiske formål og pædagogisk praksis”. Forslaget nød absolut ingen interesse eller opbakning. Det var som om, jeg talte et fremmed sprog. I forbindelse med en efterfølgende reorganisering af instituttets forskningsprogrammer indgik dele af forslagets emner i en større programansøgning om “pædagogik, normativitet og videnskabelighed”. Heller ikke denne programansøgning eller andre lignende blev imødekommet.
Det er op ad bakke at skabe kontakt mellem DPU og den pædagogiske videnskab og tradition. Det er som om, det er to verdener, hvilket understreges af instituttets nye strategi, som jeg vil vende tilbage til ved en senere lejlighed.
Et andet eksempel på eksistensen af de to verdener er et barokt forløb, der udspillede sig i 2014-15: Tilbage i juni 2014, under Hanne Løngreens ledelse af DPU, blev der opslået et professorat i pædagogik. Jeg og otte andre søgte stillingen, og vi var tre til samtale, nu med Claus Holm som konstitueret leder under en ligeså nykonstitueret dekan. En af ansøgerne blev endda tilbudt stillingen. Pludselig, efter over et ½ års kæmpeproces og stadig uden fast ledelse blev hele stillingen nedlagt. Den absurde afgørelse blev begrundet i en kort e-mail med henvisning til “væsentlige strategiovervejelser med konsekvenser for den organisatoriske udvikling og instituttets profil”. Er det ikke tankevækkende, for at sige det mildt, at et videnskabeligt pædagogisk institut mener, at det er imod dets profil og strategi at have et professorat i…ja, netop… i “pædagogik”? Det synes jeg. Få uger efter nedlæggelsen af stillingen blev der opslået en række strategiske mso-professorater, som lå langt fra det oprindelige opslags almenpædagogiske karakter.
Men her er mit forslag (ganske let tilrettet). Gad vide om det kunne være interessant for andre at gå ind i? f.eks. nogen fra pædagogikkens verden?:
Vedrørende forslag om oprettelse af
Center for studier i pædagogiske formål og pædagogisk praksis
Kære XXXX (instituttets og faktultets ledelse)
Jeg skriver til jer for at lufte en ide, som jeg har tumlet lidt med gennem nogen tid. Den har ingen færdig form, men før jeg/vi eventuelt går videre med arbejdet, har jeg brug for at høre om universitetets og instituttets indstilling til forslaget.
Det drejer sig om, at jeg gerne vil sætte fokus på en række problemstillinger, som har stor samfundsmæssig væsentlighed, men jeg ønsker at gøre det i et mere systematiseret samarbejde og med en bedre effekt, end det pt er muligt som almindelig og individuel lektor i pædagogisk filosofi, som er min nuværende stilling.
1. Forslag
Mit konkrete forslag er at oprette et Center for studier i pædagogiske formål og pædagogisk praksis, som jeg foreløbigt har valgt at kalde det.
2. Begrundelser
I dag er den pædagogiske forskning mere og mere knyttet til spørgsmål om anvendelse, evidens og vidensøkonomi. Diskussioner af pædagogiske formål føres både på DPU og mange andre steder ofte under en teknisk og økonomisk horisont. Dermed glemmes den selvstændige værdi af de omfattende og grundige formålsbeskrivelser, som står rundt omkring i landets lovgivning og faktisk også i mange europæiske uddannelses- og forskningsnotater. Disse formål og beslægtede formuleringer er i sagens natur ikke blot tilfældige sætninger men har lange rødder i den filosofiske, samfundsvidenskabelige og åndsvidenskabelige tradition, både på national og europæisk plan.
Det er hele denne formålsfilosofi – med f.eks. begreber som demokrati, kundskaber, åndsfrihed, almendannelse, opmærksomhed etc. – og dens tilhørende praksis, som jeg gerne sammen med andre vil undersøge i et mere formaliseret samarbejde. Endvidere vil det være relevant at undersøge disse formåls relation til både diverse dele af policy, til lærebogsmateriale, til det praktiske liv på skolerne som sådan og til anden og beslægtet pædagogisk forskning, f.eks. læringsteori og didaktik.
På den ene side er centrets emne smallere end filosofi eller pædagogisk filosofi, som er bredere videnskabelige discipliner. På den anden side emnet er også for omfattende og for vigtigt til alene at overlade til den individuelle forskningsfrihed. Der er med andre ord brug for en mere målrettet indsats for at løfte dette vigtige emne og udfylde en forskningsmæssig og pædagogisk mangel i samfundet.
Det er derfor, jeg foreslår en form for særlig centerstatus eller lignende. Jeg forestiller mig, at centrets medarbejdere vil kunne studere pædagogiske formål og praksis i hele samfundets pædagogiske liv, om end der nok vil være en vis overvægt af studier på grundskoleområdet.
Endelig vil det efter min opfattelse være godt for DPU at huse et sådant center. DPU har med sit aktuelt stærke fokus på vidensøkonomi, evidens og anvendelse fået nogle legitimationsproblemer i forhold til mange lærer- og seminariekredse. Et center, som jeg har beskrevet det, vil kunne bidrage til at knytte DPU kritisk og normativt til samfundets pædagogiske aktiviteter. Det vil desuden være i overensstemmelse med dekan Johnny Laursens udtalelse om, at DPU skal bidrage til ”den enkelte danskers frie udvikling og dannelse”. Et emne, der pt. står svagt i DPU’s portefølje, strategi og omdømme.
Temaets vigtighed blev også understreget af universitetets rektor ved hans besøg på DPU i sidste måned. Endelig flugter det fint med den nye forskningsministers prioriteringer, der netop i sin ph.d. fokuserer på de dannelsesmæssige problemstillinger, som er knyttet til det han og andre kalder for ”konkurrencestaten”.
Sat lidt på spidsen kan man sige, at hvor DPU hidtil har interesseret sig for at forskningsinformere skolen, kan centret bidrage til en skoleinformering af forskningen.
3. Organisation mm.
Et eksempel på fordeling af centrets medarbejdere kunne være følgende:
- En professor i pædagogik
- En adjunkt/lektor
- 2 ph.d.’er
- Diverse sekretærhjælp
- Derudover almindelig annuum etc.
Centret har centrum i Aarhus, helst under DPU-Trøjborg, hvorfra dets medarbejdere kan samarbejde bredt ud i instituttets og universitetets pædagogiske, samfundsvidenskabelige og åndsvidenskabelige miljøer. Centret har ikke brug for nogen form for ekstravagance og kan i vid udstrækning trække på eksisterende ressourcer og ansættelser. Udgifterne vil derfor være begrænsede, ikke mindst set i sammenligning med DPU’s udgifter til instituttets øvrige og mere anvendelses- og policy-orienterede opgaveportefølje.
Jeg er med min indsigt i både pædagogiske, filosofiske og statsvidenskabelige emner formodentlig den aktuelt bedst kvalificerede i landet til at løfte dette arbejde, og jeg håber derfor på, at Aarhus Universitet vil udnytte denne kvalifikation til at stimulere de normative og åndsvidenskabelige sider af landets pædagogiske liv.
Har ovenstående interesse, foreslår jeg, at vi holder et møde, hvor vi udveksler ideer af både indholdsmæssig og praktisk art. Hvis vi kan blive enige om et spændende grundlag, arbejdes der videre med sagen frem mod et møde i december/januar, hvorefter centrets praktiske etablering kan påbegyndes.
Med venlig hilsen
Thomas Aastrup Rømer
Lektor, ph.d. i pædagogisk filosofi