Institutleder for DPU, Claus Holm, har holdt en ”festforelæsning” for de nye pædagogikstuderende på DPU. Desværre var den ikke så festlig.

Hele velkomsthorisonten bygges op af følgende momenter:

• Et supermarked i Malmø, der beder kunderne om at have store forventninger.
• En reference til Helge Sanders universitetslov.
• En reference til en ny undersøgelse, der fortæller, hvordan fremdriftsreformen vil skabe studenterstress og ”soppebassinsdidaktik”.
• En historisk betragtning: Holm henviser til et såkaldt “studietidsudvalg”, som i 1959 mente, at universiteterne skulle erhvervsrettes, hvilket ifølge Holm også var i de studerendes interesse. Policy og studenterne var altså forenet i glad fælles interesse, endda imod en unavngiven professor, som Holm kalder “frisk”, og som var bekymret for universitetets tradition og kundskabsside. Pointen med Holms fortælling er, som jeg forstår det, at vi i dag er i samme situation: Det vil sige, at der i dag eksisterer en fælles interesse mellem studerende og “kvalitetsudvalget”, for nu at sige det på den måde, hvorimod folk, der interesserer sig for universitets egen tradition, er reaktionære. Måske er det sådan en som mig?
• En solid reference til Kvalitetsudvalgets ekstremt arbejdsmarkedsorienterede rapporter.

Hermed er vi helt fremme ved omkring minut 34 ud af de 44. Vi har ikke fået nogen indvielse til den pædagogiske eller videnskabelige tradition og horisont. Ingen kærlighed, intet ståsted, ingen interesse. Man sidder med indtrykket af, at verden er overbefolket af stressede 12-talspiger og af kvalitetsudvalg med sure professorer i bagvejen. Hvis jeg var 22 år og fyldt med intellektuel energi og interesse, var jeg allerede her smuttet over i kantinen.

Men hovsa, til sidst sker der pludselig noget, som er lidt interessant. Holm siger, at arbejdmarkedstilgangen godt kan blive for smal. Han vil supplere med den såkaldte ”capability-approach”, som er et neo-aristotelisk forsøg på at opliste og arbejde med humanistiske dyder. Denne tilgang kan, som jeg ser det, blive til lidt af hvert: Den kan både arbejde sig hen til den positive psykologis filosofiske glemsomhed, men den kan også, via en solid reference til Martha Nussbaums tænkning, forbinde sig med en mere klassisk aristotelisme/dydslære, som jeg vil tro ikke ligger så langt fra f.eks. Svend Brinkmanns arbejde. Men ok, det er en lang historie, og slet ikke en diskussion Holm knytter an til. Jeg siger det bare her, fordi jeg så lige kan få lov til at nævne min yndlingstese, nemlig at Brinkmann er landets førende positive psykolog, hvilket de positive psykologer vist ikke har fundet ud af :-).

Holms nye reference svæver i det uvisse, fordi han jo er tilhænger af konkurrencestaten, som han tidligere har hævdet ligefrem realiserer et marxistisk individideal, der handler om “livsduelighed”. Holm har desuden placeret sit livsduelighedsbegreb under konkurrencestatslige kategorier. I så fald ender det som ”robusthed” og ”lykke=opportunisme” samt en total traditionsglemsel med en ledsagende nedskrivning af demokratiets betydning (Holm 2015). Men hvis man knytter ”livsdueligheden” an til f.eks. Nussbaum, som Holm nu prøver på, kan han ikke fastholde sit konkurrencestatsbaserede ”livsduelighedsbegreb”, for Nussbaum hader konkurrencestater og elsker både demokrati og den humanistiske tradition, som hun mener, det er pædagogikkens formål at indvie i.

Her er et citat fra Nussbaums bog ”Not for Profit”, der er et kæmpeforsvar for et frit humaniora, og dermed på en måde for den ”reaktionære professor”:

”Thirsty for national profit, nations, and their systems of education, are heedlessly discarding skills that are needed to keep democracies alive. If this trend continues, nations all over the world will soon be producing generations of useful machines (….). The future of the world’s democracies hangs in the balance” (Nussbaum 2010, s.2)

Ja, Nussbaum kalder ligefrem konkurrencestatsideoloigen for en “cancer”, og Peter Kemp, som jo ellers er en af landets hårdeste kritikere af Holms pædagogiske filosofi, har omtalt Nussbaums arbejde yderst positivt.

Og Holm og hans åndsfæller har da også tidligere talt for det stik modsatte af de synspunkter, som Nussbaum udtrykker i citatet. De har talt for at nedtone demokrati og åndsvidenskab, og hele Holms festtale til de stakkels unge pædagogik-studerende emmer jo af samme substans. Jeg må indrømme, at det klikker helt sammen i min lille hjerne heromkring. Det er dansk pædagogik i sin mest paradoksale stund.

Endelig hæfter jeg mig ved det pudsige forhold, at den nye videnscenterleder for det nye Nationalt Center for Skoleforskning (NCS), Christian Kjeldsen, er meget interesseret i disse Capability-teorier. Måske er det ham, der har inspireret Holm? Men Kjeldsen vil få samme problemer som Holm burde have, fordi NCS er en ren konkurrencestatskonstruktion. Det blev helt klart med det ultrasmalle lærings- og skolesyn, der blev præsenteret ved centrets åbning, hvor Holm også deltog, men hvor Kjeldsen af uransagelige grunde desværre ikke sagde noget, selvom han var til stede. Tænk hvis en eller anden havde nævnt navnet “Martha Nussbaum” midt i al datalæringshysteriet?

Nå, men måske vågnede de stakkels studerende lidt op ved de uvante ord til sidst og ved Holms lille forsøg på at røre ved et frit humaniora. Mit bud er desværre, at det ikke bliver til mere, fordi hans ståsted består af antiståsteder, dvs. systemteori og poststrukturalisme ala Ove Kaj Pedersen. Vi kan derfor forvente, at Nussbaum bliver gjort til en konkurrencestatsfilosof, hvis hun da ikke går i den systemteoretiske glemmebog.

Referencer:

Link til Holms festtale: http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/dpu-byder-velkommen-til-1300-nye-studerende/

Omtale af NCS’s åbning: http://www.thomasaastruproemer.dk/aabning-af-en-paedagogisk-nedsmeltning-nationalt-center-for-skoleforskning.html

Claus Holms dimissionstale fra 2015

Holm, C. (2015). “Den rige personlighed er livsduelig”, i Linder, A. (red.). Livsduelighedens pædagogik, Frederikshavn: Dafolo.

Nussbaurm, M. (2010). Not for Profit – Why Democracy Needs Humanities, Princeton University Press.