I 2014 udkom bogen ”Den hemmelige socialdemokrat”. Bogen var skrevet af et anonymt folketingsmedlem, hvis navn mig bekendt aldrig er blevet offentliggjort. Den handler om Socialdemokratiets indre politiske liv i perioden 2005-2014, altså i Thorning-Schmidt epoken.

Den anonyme forfatter peger på en meget interessant sammenhæng, som også har aktuel relevans:

Den helt nyvalgte Helle Thorning-Schmidt blev partileder i 2005, støttet af især den højreorienterede kaffeklub, Morgenmadsklubben, som Henrik Sass Larsen blev leder af. Sass Larsen havde tidligere støttet Nyrup/Lykketoft-fløjen, hvis synspunkter hang godt sammen med Thornings globaliserings- og EU-venlige ideer.

Den anden magtfulde kaffeklub var den mere arbejderistiske ”rustbankerne”, som Carsten Hansen blev leder for, og som udsprang af Svend Auken- og Frank Jensen-fløjen. Faktisk var det denne fløj, som – via Auken-slægtens rødder i Studenterkredsen – var tættest på partiets filosofiske rødder, men denne sammenhæng er helt i glemmebogen, også i ”Den hemmelige socialdemokrat”.

Efter valget af Thorning bliver der lidt intern tumult, men så påbegynder Sass Larsen og Carsten Hansen et kraftfuldt samarbejde. Sass Larsen bliver politisk ordfører, og Carsten Hansen bliver gruppeformand. Dermed bliver der ro på de indre linjer, vel at mærke på Sass Larsen/Thornings præmis. Denne konstellation støttes endda af både Auken og Lykketoft, som jo var en slags filosoffer for hver sin kaffeklub. Man laver endda et fælles notat med titlen ”Samling om fornyelse”.

Over kaffeklub-vandene svæver den nytilkomne Thorning-Schmidt, som med den nye forbrødring får ro og støtte på de indre linjer fra 2006 og fremefter.

En anden person, som står lidt uden for kaffeklubberne, er den tidligere SF’er, Christine Antorini, der ligesom Thorning-Schmidt er nyvalgt. Antorini foreslår, at partiet laver medarbejderudviklingssamtaler og ”individuelle medarbejderskemaer”. Det vil Svend Auken dog ikke være med til: ”Man må vel have lov at gå skemaløs i graven”, siger han med fuld honnør. Antorini er kort sagt ”moderne”, og bliver uddannelsespolitisk ordfører i stedet for Pernille Blach Hansen, forfatteren beskriver som mere kritisk over for den instrumentalistiske skolepolitik, som er under udvikling. Hvis det er korrekt, så må Antorini virkelig være ekstrem, for Blach Hansen drejede allerede i 2004 sit parti i retning af en øget pisaliste-centralstyring af pædagogikken

En tredje person, som er uden for kaffeklubberne, var slet ikke med i Folketinget. Det er nemlig Bjarne Corydon, som var leder af partiets ny ”Analyse- og Informationsafdeling”. Herfra rumsterede konkurrencestatens planøkonomiske ideer, som efter min mening mindede meget om Lars Løkkes synspunkter, dvs. en slags teknisk version af Fogh Rasmussens konkurrencestat.

Faktisk var Corydon en del af den gamle Auken-fløj, men den forbindelse fortoner sig her i de sene 00’ere, både fordi Corydon jo er en slags ”embedsmand”, og fordi Thorning, som Corydon kender fra Bruxelles, nu kalder på strategisk-teknisk opbakning.

Corydon var i studietiden fan af de strukturalistiske marxister, der også optog Ove Kaj Pedersens spirende arbejde med ”konkurrencestaten”, så ord som ”frihed” og ”pædagogik” er virkelig fremmedord. På den måde kommer Corydon måske nok fra venstreorienterede kredse, men i filosofisk forstand er det lysår fra Auken-fløjen, som mere har rødder i de folkelige bevægelser.

Også Carsten Hansen og Sass-Larsen kan bruge Corydons evner i deres nye konsensus. Så pludselig er Corydon og strukturmarxismens nye strategiforståelse overalt i det gamle parti.

Corydon og Thorning bliver tættere og tættere venner, mens de to kaffeklubledere gør alt det hårde arbejde. Undervejs bliver Corydon opmærksom på, at Sass Larsen og Carsten Hansen er begyndt tale ned om Thorning. Corydon ”sladrer” til Helle, hvilket forstærker Corydon-Thorning-alliancen.

Kronen på dette forløb er valget i 2011, hvor Corydon også kommer i Folketinget efter at have fået tildelt en ”gratis” kreds i Esbjerg.

Efter valget i 2011 tror alle, at de to kaffeklubledere, Sass Larsen og Carsten Hansen, skal være ministre og styre det hele. F.eks. regner de fleste med, at Sass Larsen bliver finansminister.

Men Corydon og Thorning sørger for at destabilisere de to arbejdsomme kaffe-mænd ved at lække og forstærke den ene og den anden sag om kaffeklubberne (det er noget med rockere og damer). Både Carsten Hansen og Sass Larsen svigtes på det groveste. Dette beskrives i to kapitler, som hedder hhv. ”Exit Sass” og ”Exit Hansen”. Specielt en grufuld samtale mellem Corydon og Sass Larsen er så tæt beskrevet, at man må tro, at den anonyme forfatter er Sass Larsen selv.

Nuvel, i 2012 sidder Thorning og især Corydon 100% på magten, og der dannes regering med de radikale og SF, hvor især Vestager og Corydon får enorm indflydelse, og hvor Antorini som en lidt fri fugl også kan koble sig på.

Mens de radikale og Corydon-linjen står som vindere, så går SF nærmest i opløsning, bl.a. på grund af sagen om ”betalingsringen” i København, som går helt i opløsning. Hele SF’s ”børnebande” skrider derefter hen til Corydon. Villy Søvndal går af som SF-formand i 2012 og efterfølges af Anette Vilhelmsen, som er mere traditionel anlagt, og som flere år efter ligefrem blev truet på sin civile karriere af den socialdemokratiske magtkreds. Det er processer af stor danmarkshistorisk betydning. I starten af 2014 forlader SF regeringen.

Men kaffeklubberne rører på sig. Sass Larsen, Carsten Hansen, Mette Frederiksen (som er leder af kaffeklubben ”Netværket”) og Corydon skriver endda i august 2012 en kronik i Politiken, hvor det vrimler med globale økonomier og konkurrentencestatsideologi. Ifølge professor Tim Knudsens gennemgang af sagen i sin bog om landets statsministre er kronikken et tegn på, at Thorning vakler lidt, men det har jeg nu svært ved at se. Kronikken bærer i høj grad præg af Corydons forstærkede begejstring for konkurrencestaten. Som jeg ser det, er kronikken derfor snarere et tegn på, at Corydon nu har fået magten over kaffeklubberne.

Det er i dette nærmest enevældige rum, som dirigeres af Vestager og Corydon, at en række uddannelsesreformer – herunder skolereformen – bliver til i 2013. Skolereformen krones efterfølgende med Corydons og Antorinis store målesystem, jf. nedenstående artikel fra Folkeskolen.dk fra april 2015, blot en måned før 2015-valget blev udskrevet. Hele skoletraditionen smadres

Men magtens tinde er både høj og kort. Meningsmålingerne rasler nede omkring historisk lave 16%, og Sass Larsen får oprejsning via nogle artikler i Weekendavisen og gør comeback, endda som gruppeformand og efterfølgende også som minister. Nu var der pludselig ikke noget i vejen med ham mere!

Ud af dette nye tomrum styrkes kaffesegmentet igen, og det er ind i den sammenhæng, at Mette Frederiksen kan konsolidere sin indflydelse og overtage roret i 2015. I årene efter forsvinder både Corydon, Thorning, Carsten Hansen, Antorini og Sass Larsen fra Folketinget.

Men skaden er sket. Frederiksen må regere på bagkant af Corydons revolution. Socialdemokratiets kontakt til efterkrigstidens filosofi er brudt endegyldigt sammen.

Professor Tim Knudsen bekræfter denne konklusion i femte bind af sit værk om danske statsministre. Han refererer Mogens Lykketoft for at sige, at Socialdemokratiet under Corydon og Thorning-Schmidt havde været udsat for ”en fjendtlig overtagelse”. Efter min opfattelse ligger Corydons tanker om konkurrencestaten dog i direkte forlængelse af Lykketofts egne tanker i slutningen af 1990’erne.

I ledende pædagogiske kredse på DPU var Corydon- og Ove Kaj Pedersen-begejstringen nærmest ekstatisk. Man lavede f.eks. en helt ukritisk konference om ”konkurrencestatens krav om dannelse”. Det var rystende at være vidne til.

Efter 2015 fortsætter Lars Løkkes VK-regering med at udvikle Corydons politik, som jo selv var en udvikling af Lars Løkkes politik, og som Mette Frederiksen så overtager i 2019 tilsat lidt gammelsocialdemokratiske brokker. Hun opsluges herefter af ”kriseideologien”, som er en slags Corydon x 10; dvs. en udvidelse af konkurrencestatens logik til alt fra helligdage og smittede måger i Nordjylland til børnefødsler og tredje verdenskrig.

Arbejdet med skolereformen og lærerkonflikten nævnes overhovedet ikke i ”Den hemmelige socialdemokrat”, hvilket er meget underligt. Disse emner omtales til gengæld ret udførligt i Tim Knudsens bog, og i Mikael Busch’ fine bog om Bjarne Corydon fra 2020 er uddannelsespolitikken et helt centralt omdrejningspunkt.

 

Litteratur:

Anonym: Den hemmelige socialdemokrat, People’s Press, 2014.

Tim Knudsen: Statsministeren, bind 5 – mellem almagt og afmagt 2001-2019, Samfundslitteratur 2023.

Mikael Busch: Bjarne Corydon og nødvendighedens politik, People’s Press, 2020.

”Tidligere SF-formand: Socialdemokrat truede mig til syv års tavshed om lærerkonflikten”, DR.dk, d. 17. maj 2024. https://www.dr.dk/nyheder/politik/tidligere-sf-formand-socialdemokrat-truede-mig-til-syv-aars-tavshed-om-laerer

”Implementeringskontoret: Corydons forlængede arm i Undervisningsministeriet”, Folkeskolen.dk, d. 22. april 2015. https://www.folkeskolen.dk/arbejdsliv-arbejdstid-folkeskoleloven/implementeringskontoret-corydons-forlaengede-arm-i-undervisnings-ministeriet/426878

Thomas Aastrup Rømer: ”Konkurrencestatens krav til dannelse”, 2013. http://www.thomasaastruproemer.dk/konkurrencestatens-krav-til-dannelse-kommenteret-referat-fra-konference-pa-dpu-aarhus-universitet-d-20-november-2013-i-emdrup-kobenhavn.html

Thomas Aastrup Rømer: ”Starten på Socialdemokratiets kollaps finder du hos Kirkens Korshær”, Kontrast.dk, d. 15. august 2024. https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/starten-paa-socialdemokratiets-kollaps-finder-du-hos-kirkens-korshaer