I 1993 skrev den senere statsminister Anders Fogh Rasmussen bogen ”Fra socialstat til minimalstat – en liberal strategi”. Rasmussen var dengang et stort navn i foreningen Libertas, der var vækstlag for mange af dé nyliberale koldkrigere, der i dag er aktive omkring partiet Liberal Allicance og tænketanken Cepos. I dag er koldkrigerne blevet voksne, selvom det efter min opfattelse kniber lidt med den åndelige dynamik. Det er som om, de slet ikke opdagede, at muren faldt allerede i 1989.
Foghs bog er en helhjertet og officiel tilslutning til blandt andet til Ayn Rand – en kærlighed som han deler med sin søn, Henrik Fogh Rasmussen, der nu bor i USA og er Rand-tilhænger på den store klinge. I sin bogen hælder Anders Fogh Rasmussen sin Randske entusiasme ud over det meste af Danmarks befolkning.
Lad os se på nogle rand-inspirerede udtryk – bare i kapitel 1 (selve Rand-omtalen står i kapitel 2):
– ”slavesind”
– ”den ynkelige slavenatur”
– ”statsslaven”
– ”trygleri”
– ”trællementalitet”
– ”Vi er reduceret til tæmmede og lydige sociale dyr”
– ”et samfund af livegne”
– ”Socialstatens slavemenneske ligger lydigt som en hund i sin kurv og luner sig foran kaminilden. Er slet ikke menneske mere!”
Hvem taler Fogh mon om? Er det bare en eller anden doven slambert? Eller en eller anden ulykkelig person, der er fanget i kontanthjælpens samspilsproblemer? Nej, han taler om alle de ”2,6 mio danskere, som modtager løn, pension, efterløn, dagpenge, kontanthjælp eller uddannelsesstøtte”. JEG er en livegen træl. JEG er slet ikke et menneske mere. Det samme gælder for min familie og mange af mine bekendte. Gælder det også DIG?
Det vil sige, at alle ovenstående udtryk og formuleringer ifølge nyliberalisten dækker det arbejde og det engagement, som man finder hos børnehavepædagoger, skolelærere, professorer, postbude samt alle landets studerende og folkepensionister. De er alle sammen ”ynkelige slaver, trælle og livegne”. De er “slet ikke mennesker mere!”.
Det er denne filosofi og dens kreds, der nu ligger til grund for Liberal Alliance, Cepos, Netavisen 180 grader og så videre.
Det er også tankevækkende, at 00’erne, altså Foghs årti, jo er en form for forening af ovenstående galimatias (Foghs Venstre) og Søren Krarups rester af Tidehverv (Dansk Folkeparti) – en forening, der stadig arbejder hos en række nyliberalt interesserede, men formodentlig ikke hos Saxo-kredsen, som er mere rent Rand-orienteret (dvs. uden en kristenstruktureret tilføjelse). Liberal Alliance er altså mere rent Randsk i sin filosofi, og partiet markerer derfor en tilbagevenden til Fogh Rasmussens oprindelige syn, som afspejles i ovenstående citater. Det nuværende Venstre er på sin side en slags mekanisering af Fogh/tidehverv-alliancen. Der er totalt idétørke i den omegn.
Disse bevægelser er et decideret åndsvidenskabeligt studieobjekt efter min opfattelse. Vi har brug for lidt åndsvidenskabelig “onani”, som Lars Goldschmidt – konkurrencestatstilhænger, socialdemokratisk skolefilosof og formand for Ny Nordisk Skole – åndløst udtrykte sit syn på Humaniora i Politiken i sidste måned.
Referencer:
Anders Fogh Rasmussen (1993). Fra socialstat til minimalstat, København: Samleren.
Henrik Fogh Rasmussen (2009). ”Jernhesten lever”, berlingen, d. 17. november, http://www.b.dk/kommentarer/jernhesten-lever