DLF og KL har indgået en overenskomstaftale. Den består af noget indledende filosofi og en masse lønteknik. Kigger man på folkeskolen.dk’s debattråd mener mange, at den filosofiske del bare er ”luftige hensigtserklæringer” etc., og at denne del er betydningsløs. Ja, nogle debattører mener ligefrem, at disse hensigtserklæringer er et gode.
Men det er slet ikke rigtigt. Det stik modsatte er tilfældet. ”Luften” består af en knaldhård substans, der er langt vigtigere end al teknikken. I de ”filosofiske afsnit” – altså det ”luftige” – som står i aftalens indledning, forpligter DLF sig på en “positiv og konstruktiv dialog” med KL – en formulering der nævnes to gange. Denne ”dialog” hviler vel at mærke på en accept af det iltfattige skolesyn, som huserer i KL/skolereform-kredsen. Der er med andre ord tale om en tvingende og ond substans, man tvinges til at være ”positiv og konstruktiv” over for. Det havde været helt gratis for DLF at undgå det, men nu sidder man i saksen.
DLF skulle have holdt sig til de tekniske ting om løn, ferie etc. og aldrig have sagt ja til “hensigtserklæringen”. Det er lige netop “hensigten”, der i det lange løb vil vise sig fuld af tvingende substans. Med denne ”hensigt” vil det blive tiltagende umuligt at foretage pædagogisk kritik, og det mindste pip vil blive fortolket som “negative holdninger” a la Agedrup-sagen. Hvis DLF siger et eller andet til de kommuner, hvor man finder eventuelle overgreb på ytrings- og metodefrihed, ja så får foreningen at vide, at den jo har forpligtet sig på “konstruktiv og positiv dialog” med et skole- og lærersyn, der bygger på en statsdirigeret detail-didaktik og på et opgør med pædagogik og dannelse.
Her er den formulering i forligsteksten, der nu i flere år binder DLF til at støtte KL’s og skolereformens skole- og lærersyn; et syn, der går stik imod DLF’s professionsideal, ja faktisk alle former for pædagogiske idealer. Teksten følger lige efter en lovsang om, at lærerens indsats skal ”anerkendes”, men her skal man huske på, at det jo er KL’s ”lærer”, dvs. den styrbare og mekaniske ”læringsekspert”, der skal anerkendes:
“Parterne er enige om, at det er væsentligt med en positiv og konstruktiv dialog om folkeskolen og arbejdet som lærer. Der er med denne overenskomstfornyelse ydet et væsentligt bidrag til at styrke samarbejdet og dialogen. Parterne vedkender sig i den forbindelse deres ansvar for at bidrage til at understøtte positiv og konstruktiv dialog og samarbejde og hermed bidrage til, at folkeskolen og lærerarbejdet fremstår med den respekt og anerkendelse, som de fortjener.”
Efterfølgende – dvs. efter at man nu har forpligtet sig på at være positiv overfor KL’s faglige elendigheder – kan DLF så implementere den “loyalitetspligt”, som foreningen i en nyere markering mener er så vigtig for dens medlemmers ytringsfrihed, selvom ytringsfrihed jo handler om en helt anden form for loyalitet, nemlig loyalitet over for det, man kan se, fremfor over for det, som en iltfattig KL-person mener at kunne se.
Sidst man blev taget ved næsen på denne måde, var i forbindelse med Ny Nordisk Skole. Her blev man også forført af respekt- og anerkendelsestermer til at påtage sig formandsskabet for Antorinis initiativ, der byggede på selvsamme skolesyn som KLs. Konsekvensen blev derfor det stik modsatte af det, man troede, nemlig en destruktion af lærerfaget og dansk skoletradition, hvilket enhver kunne have set, hvis vedkommende havde kigget lidt i begrebernes bevægelser.
Eller måske skulle man ikke bruge udtrykket “taget ved næsen”? Måske forstærker følgende fem momenter simpelthen hinanden i retning af, at DLF ender i selvsamme skolesyn, som KL promoverer, og som L409 er en logisk konsekvens af:
– tilslutningen til Ny Nordisk Skole
– forpligtelsen til at være “konstruktiv og positiv” vedrørende folkeskolen og arbejdet som lærer.
– den substansløse kampagne for lærerens arbejde, som DLF førte i juni 2014
– den gentagne opbakning til skolereformen frem til 2013 (blot frataget testsystemet og L409)
– hyldesten til John Hatties forskning
I så fald er DLF=KL. Uenigheden vedrører kun noget teknik?
De beskrevne processer er udtryk for er en begrebsmæssig logik, der efter min opfattelse vil arbejde ubønhørligt på den lange bane – med færre og færre undtagelser.
Aftaleteksten:
http://www.dlf.org/media/6017199/lc-kl-forhandlingsprotokol-ok15.pdf
Blogindlæg 1 om DLFs syn på “loyalitetspligt”
Blogindlæg 2 om DLFs syn på “loyalitetspligt”
Diskussionstråde:
http://www.folkeskolen.dk/557472/laererforliget-et-ekstra-loentrin-og-fokus-paa-forberedelsen
http://www.folkeskolen.dk/557476/laereraftale-paa-plads-til-aften
Hvor i teksten står der noget om, at DLF hermed forpligter sig til at tilslutte sig KLs syn på skolen, lærerne og undervisningen? Der står da langt snarere, at KL forpligter sig til at tage lærernes faglige betragtninger alvorligt!
Sauer: Man “forpligter” sig egentlig ikke til synet, men til dialog. Man “accepterer” derimod synet, som jeg også skriver det i overskriften. Det ligger i, at man to gange forpligter sig til en “positiv og konstruktive dialog” inden for rammerne af det eksisterende regelsæt, dvs. med det skolesyn og lærersyn, som ligger i skolereform og KL’s tekster og i L409. Du tror måske, at det er KL, der forpligtes med disse formuleringer? Men det er det ikke, for KL har magten og definerer derfor den overordnede og substantielle ramme for, hvad der gælder som “positiv” frem for negativ, “konstruktiv” frem for destruktiv og “dialog” frem for strid. Det er helt som i ånden fra DLF’s tilslutning til NNS, som jeg også skriver det i indlægget. Man skulle efter min mening have holdt sig til traditionel fagforeningstænkning og undladt de passager, jeg omtaler i indlægget, og som lægger sig for meget op af “glasset er halvt fyldt”-filosofien. I så fald kunne man have fortsat en fri kritik. Det får man svært ved nu.
Næh, for vi stemmer da NEJ!
Jeg husker fra 90’erne hvordan dlf kom i klemme med kommunerne med en ordlyd om, at kommunerne “misforstod” hensigterne til egen fordel. Det kan da ikke være den knage, vi nu igen skal hænge vores hat på? Jeg er med på at dlf forsøger sig med en tobenet strategi. Men det fagpolitiske værn halter alt for meget nu. Der er stadigvæk ikke et eneste komma, de forhindrer et skema på 37 lektioner om ugen, eller giver os ret til bare to minutters forberedelse.
Thomas, teksten beskriver først og fremmest en række forventninger til ledelsens inddragelse af lærerne, Tr og kredsen. Forventninger, som npm-drengene har gjort alt for at ombringe. Hvordan det kan blive udtryk for at DLF har solgt ud, forstår jeg ikke. Jeg fastholder, at det er KL, der har rykket sig. Hvilket også ses af Corydons vedholdende forsøg på at stoppe denne aftale. Om det går godt eller ej, kan kun tiden vise.
I mine sorte øjeblikke kan jeg få den tanke, at Corydon og co. måske har tilrettelagt det hele som et skuespil, så DLF kan gå i den tro, at de har “vundet et lille slag”. Heldigvis har jeg også skimt-vis mine lyse øjeblikke – ellers ville jeg bare ende i mistroiskhed og det tjener jo ingen!!
Indledende vil jeg slå fast, at man ved en overenskomst forhandler løn og arbejdstid – ikke skolesyn, skolereform eller for den sags skyld kommunal økonomi, som mange også fejlagtigt tror.
Vi har lavet en aftale, hvor det meget tydeligt fremgår, at vi ikke tager ansvar for lov 409, som jeg tror stort set alle lærere ville ønske hen hvor pebret gror. Nuvel – det kan vi altså ikke. Hvad skulle vi så gøre? Føre de rene hænders politik? Og anlægge en kamikazestil? Jeg føler mig forpligtet til at forholde mig til virkeligheden og forsøge at skabe løsninger for de tusinder af lærere og børnehaveklasseledere, som dagligt gør en kæmpeindsats for at eleverne får den bedst mulige undervisning under til tider vanskelige arbejdsvilkår.
Den aftale der ligger nu er IKKE guldrandet – det skal jeg være den første til at skrive under på, MEN den indeholder nogle elementer, som gør at vi kan kigge fremad. Og ja den indeholder faktisk forpligtelser fx omkring forberedelse.
De håndtag vi her har opnået skal der bygges videre på – både i den her og i kommende perioder.
Jeg vil klart anbefale et ja. Man kan godt stemme nej i protest, men hvad kommer der ud af det? Tror nej-sigere at vi vil få mere ud af en konflikt? Næppe-Ebbe
Niels: Min pointe vedrører slet ikke aftalens “guld” eller mangel på samme. Den vedrører egentlig heller ikke så meget problemerne med L409. Alt det er afledte temaer set fra mit perspektiv.
Min pointe er derimod, at hensigtserklæringerne i aftalens indledning forpligter til en “positiv og konstruktiv dialog om folkeskolen og arbejdet som lærer”, og at man derfor underlægger sig det syn på “folkeskolen” og “læreren”, som ligger i skolereformen. På den måde handler aftalen, i modsætning til hvad der er dit synspunkt, i høj grad om “skolesyn”.
Man kan også sætte det lidt på spidsen og sige det på denne måde. “Folkeskolen” og “lærerarbejdet” har ikke brug for en “positiv og konstruktiv dialog”, men en negativ og destruktiv strid, Men den mulighed mister man nu.
Sauer tror, som jeg har forstået det, at disse formuleringer tvinger KL ind på DLF’s præmisser, men det vil ikke ske, hvis man tager magtens realiteter i betragtning. Og det er efterhånden også vanskeligt for mig at finde ud af, hvad “DLF’s præmisser” egentlig er, ikke mindst i lyset af den meget stædige insisteren på “loyalitetspligt” ifm diskussioner om ytringsfrihed.
Det er tankevækkende læsning…og skaber det fulde U-overblik…på nuværende tidspunkt…
Både du og Sauer, har altid velgennemtænkte pointer…
Personligt har jeg mistet enhver tillid til KL=den kommunale vision, her hvor jeg bor, bliver der alene udnyttet timetælling. Og hele den kommunale virkelighed er så blandet i DK…at vi taber mere end vi vinder..
Jeg er på det handlekraftige nej-hold, men prøver at forstå JA-siden osse… Fordi jeg mener at fællesskabet er det mest tvingende nødvendige at styrke, og hvordan vi gør det, er endnu helt uklart….