I bladet Folkeskolen nr. 20 diskuteres lærernes ytringsfrihed i forbindelse med en sag i Tårnby, hvor lærerne åbenbart ikke må kritisere L409 overfor forældrene uden at spørge deres leder først. Ja, de må ikke engang sige til forældrene, at de mener, at årsagen til, at børnene skriver færre stile, er den nye arbejdstidslov.
Steen Dam, som er organisationskonsulent i Danmarks Lærerforening, siger i den forbindelse, at læreren er en embedsmand, som skal være loyal overfor kommunen, at hun kun må ytre sig frit som ”privatperson”, og at hun altid skal erklære dette forhold ved enhver ytring. Dam nævner ganske vist også Grundloven, men kun som en generel besværgelse, og han drøfter slet ikke en række af de tekster, jeg nævner nedenfor, hvor loyalitetspligten stort set ikke nævnes, men hvor det modsatte, altså de frie ytringers nytte og egenværdi tværtimod fremhæves. Endelig nævner Dam heller ikke den lovbestemte betydning af åndsfrihed i dansk skoletradition.
DLF’s egne konsulenter bidrager dermed til at lukke munden på det hele. Hvis det passer, hvad Dam siger, kan vi godt de facto nedlægge landets universiteter og skoler.
Heldigvis passer det heller ikke. Den centrale skelnen går ikke mellem, om man ytrer sig i ”embeds medfør” eller som ”privatperson”. I så fald ville man jo ikke kunne stole på nogen som helst, der arbejder under en moderne organiserende organisation, som f.eks. en eller anden Fremtidens Skole-kommune. Og skulle jeg så mene og sige det samme som en eller anden universitetsadministrator, som jeg påstås at skulle være “loyal” overfor? Og må jeg ikke kritisere hans eller hendes universitetspolitiske eller pædagogiske synspunkter? altså i fuld embeds medfør? Det er jo latterligt. Det er slet ikke det, som den meget begrænsede loyalitetspligt henviser til.
Hvis man ikke – også som ansat – kan kritisere sin arbejdsplads, bliver hele skoletænkningen jo bygget op på ren klap-hat, og ingen borger eller kollega vil kunne stole på nogen som helst. Så kommer der måske en fagligt ekstremt tynd læringsmaksimerende skoleleder forbi, men ingen må kritisere hans handlinger før efter kl.16? Og hvis en journalist ringer, er den stakkels lærer forpligtet på at lyve så stærkt en hest kan rende?
Det lyder som om, at Steen Dam har overtaget skolereformens filosofi, hvor man går fra at være ”ansvarlig” til at stå til ”regnskab”. Dams råd bliver derfor en markering af en pædagogisk-politisk holdning til skolereformen snarere end begrundet jura og sans for medborgerskab; en holdning der altså bygger på samme filosofi som den skoletænkning, der undertrykker landets lærere lige nu og her.
Nej, den centrale skelnen er mellem, om man som ansat, altså INDE I embedet, udtaler sig på egne eller på institutionens vegne.
Som regel giver det sig selv. Antag, som det refereres i samme nummer af Folkeskolen, at en lærer i Tårnby siger til en forælder, at der altså bliver lidt færre stile i år, fordi en ny arbejdstidslov gør, at tiden er blevet mere knap. Her er det jo klart, at læreren udtaler sig både på egne vegne og som ansat, altså som FAGPERSON, altså som ansvarlig og selvstændig autoritet og ikke som en underdanig revisorlærer. Og hvis DLF ikke – både juridisk og politisk – støtter, at man må sige noget om danske stile, hvordan skal det så ikke gå, når emnerne bliver større?
Og hvis en skoleder kritiserer en kommunes misk-mask-pædagogik, så er det også helt i orden, ja nærmest prisværdigt, for det er jo indlysende, at han i så fald gør det på EGNE og på ALMENVELLETS vegne, men sandelig også i sin egenskab af SKOLEMAND og SKOLEINSPEKTØR – men han taler selvfølgelig ikke på den pågældende kommunens vegne, da han jo netop kritiserer kommunen. Den pågældende skoleleder er i så fald loyal og ansvarlig overfor sit fag fremfor over for sin overordnede. Han er loyal over for videnskab og den folkelige materie frem for over for et bureaukrati eller en postmoderne monark. Herefter kan den offentlige diskussion så gå sin gang, og den pågældende skoleleder kan stå til begrundelsesmæssigt ansvar for sin synspunkter over for alle skoleinteresserede.- og hvis kommunen har et problem med det, kan den bede ham om i helt specielle sager at notere, at det pågældende synspunkt altså er for skolelederens egen regning. Ellers kan vi jo ikke stole på nogen som helst.
Vi giver altså ikke folk lange uddannelser, for at de skal stå og lege papegøje mellem 8-16, fordi en eller anden halvstuderet konsulent på borgmesterkontoret har fået en fiks ide. Accepterer vi en sådan deroute, har vi en statsstyret skole og ikke en folkeskole, som jeg hørte kulturminister Marianne Jelved udtrykke det på en nyligt afholdt skolekonference på Vartov. Men måske er der bare total uoverensstemmelse mellem stemmetast og stemmemund hos ministeren? Står der ikke i folkeskolens §1 at skolen skal været præget af “åndsfrihed”. Tror Danmarks Lærerforening og Taarnby kommune – som åbenbart er helt enige – at det blot er for sjov?
Anvendes den distinktion, jeg foreslår, og som jeg mener er den korrekte, kan og bør man helt og aldeles frit sige, hvad man ud fra professionelle, faglige og personlige overvejelser mener er relevant på et forældremøde eller andre steder inden for de almindelige rammer i offentligheds- og straffeloven. Man kan så måske og muligvis tilføje, at man ikke ved, om en eller anden ledelse er helt enig i alle detaljer – hvis man mener det er absolut nødvendigt og hvis man ikke tror, at ens medborgere kan tænke indenad. For ærligt talt: Det skal jo nødig gå sådan, som det gik en skoledirektør fra Randers, der deltog i Folkemødet i Allinge forrige år. I løbet af sit korte oplæg måtte han fem gange sige, at han jo ikke vidste, hvad hans kommunaldirektør ville sige til dit og dat. Det var som om, at han havde medbragt hele hierarkiet til Bornholm. Det var ikke så folkemøde-agtigt.
Hvis dette princip skrider, bør vi netop bruge vores fagforenings jurister og hele det demokratiske retssystems kraft til at fastholde Grundlovens og skolelovens principper, herunder skoletraditionens åndsfrihed – i stedet for underdanigt og blindt at acceptere et evt. skred, hvis juridiske realitet formodentlig overdrives af de små borgmestermænd og diverse konsulenter.
Konsekvensen af DLF’s holdning bliver i løbet af 0,5 følgende: En kommune køber et pædagogisk koncept, som den hælder ud over kommunens skoler. En række ansatte er kritiske, men må ikke ytre kritik internt eller eksternt, da det opfattes som et brud på “loyalitets- og lydighedsforpligtelsen”. De må vente til efter kl. 16, hvor de blot er “private”, og hvor de sikkert har mistet lysten. Der har allerede været eksempler på det på nogle børnehaver i Aarhus kommune, der fortolker “privat-person” på samme måde, hvilket har den konsekvens, at ingen børnehaveleder kan ytre kritik af kommunens ubehjælpsomme dagtilbudpolitik i den pågældendes egenskab af LEDER AF EN BØRNEHAVE. Det er også tankevækkende, at vores forskningsminister, Sophie Carsten Nielsen, byder forskere, dvs. folk i embede, velkommen i den offentlige debat, mens DLF’s repræsentanter bidrager til at lukke mundene i kuet angst ved at overbetone “loyaliteten” over for den til enhver tid sidende skoledirektør.
Dams syn vil umuliggøre åndsfrihed på skolerne. Hver eneste gang en eller anden får sig en følelse, skal vedkommende rituelt erklære: “Nu udtaler jeg mig som privatperson og måske er det bedst at I ringer til mig efter kl.16, for jeg er jo – ikke bare pr. handling men også i ÅNDEN – loyal over for min nye ledelses pædagogiske koncept, som de har købt et sted i Norge eller i Singapore eller i Canada”.
Er der noget, man ikke må? ja det er der, og det kan man læse om i lov om offentlighed i forvaltning, i straffeloven og i justitsministeriets vejledning om ytringsfrihed til offentlige ansatte og i diverse ombudsmandsafgørelser (se links neden for). Heraf fremgår det, at det kun er meget afgrænsede forhold vedrørende ting som f.eks. videregivelse af personlige oplysninger og afgørende økonomiske dispositioner, der er forbud mod at ytre sig om. Derudover skal man GØRE, som ens overordnede beder om, men ikke SIGE det samme som ham, og man må heller ikke være unødig grov og krænkende. Ellers er der, for så vidt vi lever i et demokrati med ytringsfrihed, og for så vidt vi er på en skole med åndsfrihed, frit slag på alle hylder. Kære lærer: Tal! Kære DLF: Tag jer sammen!
Kan man stole på Steen Dam? Eller er han blot loyal over for sin overordnede? Det kan man jo ikke vide med det loyalitetsbegreb, han fører i marken. Men måske skal man spørge ham igen efter kl. 16? Hvad var det nu den tyske filosof Immanuel Kant sagde: “adlyd men ræssoner offentligt”. Det var vist endda hans definition på oplysning.
Aarhus Universitet og Dansk Magisterforening
På min arbejdsplads har vi gode arbejdsforhold. Jeg mener det faktisk – men hvem vil tro det? Jeg har jo loyalitetspligt, siges det af lærernes forening! Hvem kan vide, om jeg mener det, jeg mener? Måske er jeg en papegøje?
Der er aldrig en eneste universitetsperson, der vil finde sig i sådan et loyalitetsforhold, og jeg vil da også understrege, at Aarhus Universitets ledelse stort set aldrig har lagt låg på den frie diskussion om dette og hint.
Tværtimod har man ved flere lejligheder opfordret til fri og åbenhjertig kritik. Det er også derfor, at mange stadig er loyale på den sande måde overfor deres universitet og gerne arbejder nærmest i døgndrift på trods af de trættende reorganiseringer. Dvs. at man gør sin pligt med nogenlunde glæde, drøfter de små problemer i en konstruktiv ånd og kritiserer både små og især store spørgsmål i fuldstændig frihed og i loyalitet over for MATERIEN.
Men landets skolelærere skal åbenbart ikke have disse muligheder. De skal proletariseres – og nu også af deres egen fagforening. De skal være loyale overfor en kommunal politik, der er vedtaget af det, som Marianne Jelved, altså landets kultur- og kirkeminister, selv har kaldt for “uvidende politikere”, og som implementeres af de helt forvirrede kommuner. Lærerne skal bare makke ret, så snart en nyansat bummelum råber om læringsmaksimering eller sådan noget.
Heldigvis har Dansk Magisterforening aldrig opfordret mig til at holde kæft på den måde. Tværtimod tilskynder de til engagement og kritik og beskytter os, når disse goder trues, hvilket helt entydigt er godt for det fælles bedste. Denne tilskyndelse og beskyttelse bevirker, at alle nogenlunde kan stole på, at hvis en universitetsansat magister taler i tåger, så er der ikke hans arbejdsplads’ eller hans fagforenings skyld.
Så jeg har ikke blot gode arbejdsforhold. Jeg har også en god fagforening – og det mener jeg også.
Anden del af bloggen: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-laererforening-misforstaar-ytrings-og-aandsfrihed-i-en-historisk-afgoerende-situation-for-danske-laerere-del-2.html
Fire referencer:
1. Her er et link til interviewet med Steen Dam på folkeskolen.dk, hvor der også er nogle links til nogle ombudsmandsafgørelser etc.. Man kan også læse Dams svar på min argumentation. Han henviser her blot til en meget omfattende loyalitetspligt helt uden at reflektere ytringsfriheden, som jeg ellers beder om, og som ombudsmanden lægger op til i sine afgørelser – f.eks. i det link, der er i min sidste kommentar, hvor Dansk Sygeplejeråd er helt anderledes oppe på dupperne i forbindelse med en sag i 2001. Danmarks Lærerforening synspunkter har store konsekvenser for mange andre. Sidste mand lukker og slukker: http://www.folkeskolen.dk/553130/som-privatperson-har-du-stoerre-ytringsfrihed
2. Justitsministeriets vejledning vedrørende offentlig ansattes ytringsfrihed:
Forholdet mellem offentligt ansattes ytringsfrihed og kravet om ansattes loyalitet.:https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=2476
Her bør man f.eks. lægge mærke til følgende:
“Som nævnt ovenfor gælder der visse begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed. Dels må offentligt ansatte ikke ytre sig i en urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold inden for eget arbejdsområde. Dels er centralt placerede medarbejdere tæt på beslutningsprocessen undergivet visse begrænsninger med hensyn til ytringer om forhold, der vedrører deres eget arbejdsområde. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at den ulovbestemte loyalitetspligt, der består i et ansættelsesforhold, ikke kan medføre yderligere begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed.“
3. Her et et link til ombudsmandens afgørelse vedrørende sagen, som Dansk Sygeplejeråd indberettede i 2001, hvor det helt klart fremgår, at man også kan ytre sig frit inde i sit embede: http://130.225.180.61/cfje/Lovbasen.nsf/ID/LB01288506
Her står f.eks.: “Der kan således efter min opfattelse ikke opstilles en generel formodning- for, at udtalelser fremsat i tjenesten vil fremstå som udtalelser fra myndigheden.”
4. Andre fagforeninger er langt mindre fokuserede på “loyalitetspligt”. Her er f.eks. et link til Dansk Magisterforenings fortolkning:
http://www.dm.dk/da/LoenOgAnsaettelse/AndreAnsVilkaar/VilkaarOffentlig/LydighedTavshedLoyalitet.
Her står der blot: “Som offentlig ansat er du underlagt loyalitetspligten, hvilket betyder, at du ikke må foretage dig handlinger, der kan skade institutionens indtjening i bred forstand. Kravet om loyalitet gælder både i omtale af institutionen internt og eksternt blandt andet i forhold til kunder og forretningsforbindelser. Det vil også være i strid med loyalitetspligten, hvis du i eget eller andet regi udfører opgaver af nogen art, der konkurrerer med den institution, du er ansat i. Der er – modsat tavshedspligten – ikke fastsat regler om loyalitetspligtens rækkevidde.”
Kort sagt: Skad ikke institutionens indtjening og påtag dig ikke opgaver for en konkurrerende institution. Og det er jo slet ikke den slags emner vi drøfter her.