Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) – del 2

 

Indholdsfortegnelse:

1. Indledning

 A..En metodisk note

 B. Forholdet mellem DPU og DPO

2. Mellemlederhenvendelser og antidannelsens vej ned gennem det pædagogiske system

 A. Jens Rasmussens henvendelse til universitetets mellemledelse

 B. Supplerende episoder

 C. DPO og dannelsen

 D. DPO’s løb ned i skolen – KVAN, Agedrup og Farstrup

3. Lars Qvortrups henvendelser til mellemleder og samarbejdspartnere

 A. Facebook-opdateringen

 B. Henvendelsen til mine samarbejdspartnere

4. Endnu en mellemlederhenvendelse og den affektive vending

5. Stefan Hermanns bevægelser i DPO

6. Ny Nordisk Skole

7. Konkurrencestat, kommunisme og læringsmål

8. Andreas Rasch-Christensens bevægelser i DPO

 A. Eksperten

 B. Dafolo

 C. Folkemødet i Allinge

9. Konklusion

NOTER (1-75) (desværre virker ikke alle note-links i teksten)

 ————————————–

1. Indledning

D. 28. februar 2014 offentliggjorde jeg det magtpolitiske essay ”Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)” på herværende blog[1]. I teksten gennemgik jeg de fora og samarbejdsflader, som præger dansk pædagogik, og jeg påviste en ideologisk og personmæssig strukturering, der alle trækker på forskellige former for tilknytning til system- og konkurrencestatsteori, og som derfor er en del af et mere samlet opgør med dannelse og pædagogik i Danmark. Eftersom det er den pædagogiske elite i landet, jeg taler om, kaldte jeg de definerende sætninger, og de personer, som sætningerne strømmer igennem, for Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO). Jeg har i flere omgange udvidet essayet, som også indgår i min nye bog Pædagogikkens to verdener, der udkommer på Aalborg Universitetsforlag i juni 2015. I bogen indgår de empiriske og teoretiske fund i en samlet undersøgelse og refleksion, hvis overordnede design kan studeres i bogens indledningskapitel[2]. Bogen handler om, hvordan sprogspillene i og omkring DPO har afsondret sig fra pædagogikkens og skolens formål via en række begrebsmæssige og organisatoriske processer; en proces som er en del af pædagogikkens globalisering og standardisering i det hele taget[3]. DPO var et slags empirisk fund.

I herværende anden del af DPO-analysen fortsætter jeg studiet af denne tilstand. Jeg vil blandt andet skrive om de reaktioner, tiltag og bevægelser, jeg er stødt på i og omkring DPO i løbet af det seneste år. Mønstrene bekræfter alle de hypoteser, som lå til grund for det første essay, og de viser, at begrebsmæssige forskydninger også sætter sig i emotioner, handlinger og organisatoriske lukninger. DPO har simpelthen konsolideret sit hegemoni, hvilket kan studeres ved sprogspillenes gang gennem landet. Nogle centralt placerede aktører griber ligefrem til direkte intimideringer af kritikernes ytrings- og forskningsfrihed med de mest besynderlige begrundelser, og på skoleniveauet gentages intimideringerne med indgreb over for kritik, som typisk rekonstrueres som ”negative holdninger og synspunkter”.  Alle disse handlinger er variationer over samme struktur, hvilket jeg vil vise i løbet af min fremstilling. Herværende blog er derfor et konkret studie i et globaliseret sprogs afsondring fra virkeligheden og derfor også et studie i den pædagogiske glemsel og i de psykologiske blokeringer og udfald, denne afsondringsproces afstedkommer.

Først vil jeg dog sige, at jeg i forbindelse med DPO-1 har mødt overvældende interesse, forståelse og generel enighed fra brede kredse i den danske pædagogiske verden – også fra nordiske kolleger. En række centralt placerede forskere på alle landets universiteter og mange lærere på landets professionshøjskoler støtter grundlæggende essayets analyser og konklusioner, og jeg har også modtaget mange positive mails og henvendelser fra lærere, pædagoger, forskere og debattører på baggrund af arbejdet. Desuden har mange teologer, historikere og kulturinteresserede i det hele taget været glade for indlægget. Der er således ingen tvivl om, at jeg har ramt en åre af virkelighed.

Men hvad er der så sket i de oligarkiske cirkler, og hvordan har DPO reageret på mit arbejde? Ja, det handler dette opfølgende essay som sagt om, og indimellem trækker jeg tråde til den ene og den anden forskningsartikel, policy-tiltag og offentlige aktivitet vedrørende dit og dat; ligesom i det første essay, hvis konklusioner stadig gælder til fulde. Kort sagt: Del 2 er en udvidelse af og bekræftelse på en allerede og stadigvæk eksisterende hegemonisk strukturerende struktur i dansk pædagogik. Det er et studie i den pædagogiske forsknings, i uddannelsespolitikkens og i diverse professionsaktørers ureflekterede og magtfulde symbiose, der har sat sig i sætningernes rækkefølger.

De fire centrale personer i oligarkiet har reageret meget forskelligt. Jeg undersøger dels de handlinger og bevægelser, der kan iagttages hos og i omegnen af de indflydelsesrige professorer, Lars Qvortrup og Jens Rasmussen. Rasmussen og Qvortrup er samarbejdspartnere helt fra de gamle rå-kommunistiske dage. Siden murens fald har de været helt opslugte af en altomfattende systemteori og policy-instrumentalisme, der via en række teoretiske, politiske og praktiske processer åbenbart skal smøres ud over de næste generationer. Derpå omtales Stefan Hermanns og Andreas Rasch-Christensens arbejde, og undervejs er der den ene og den anden afstikker til stort og småt i DPO’s indre organer. Alting er grundigt dokumenteret med referencer og noter undervejs. Hvis der skulle være en fejl, korrigerer jeg naturligvis gerne, og hvis nogen mener, der mangler oplysninger, modtager jeg gerne input fra alle, der har viden eller noget på hjerte vedrørende de sager og processer, jeg omtaler. Herværende beskrivelse er så ærlig, transparent og ansvarlig, som det er muligt[4]. Men den er også normativ, fordi DPO’s filosofi er dybt skadelig for landets pædagogiske udvikling.

 

A. En metodisk note

De mere overordnede metodiske overvejelser bag mit arbejde kan man læse om i Pædagogikkens to verdener i kapitel 19 og 20. Her er blot en kort tilføjelse:

Som det vil fremgå nedenfor, tror mange DPO-folk, at jeg er konspirationsanalytiker, men det er jeg ikke. Jeg er faktisk fuldstændig ligeglad med det emne, og jeg har mig bekendt aldrig nævnt ordet. For hvad er konspiration? Det er, når et eller flere aktører bevidst og hemmeligt manipulerer med sproget for at opnå en fordel, der er moralsk flosset. Det har jeg aldrig skrevet om. Jeg henviser ikke til ordet eller dets indhold, og jeg interesserer mig ikke det mindste for det.

Tværtimod interesserer jeg mig for det MODSATTE, nemlig de tilfælde, hvor sproget u-skjult og selvfølgeligt griber og overtager subjektet, så subjektet fjernes fra det selv og reduceres til et objekt for sprogspillenes løbske kilder. Derved reduceres mennesket og personen til en teknisk koordinationscentral for sprogspillenes tvang, og dermed kan virkelighedens og tingenes egenart og essens ikke kan komme til syne.

Det sidste er min metode. Det er en form for dekonstruktion af forfatteren, som jeg gennemfører for at finde den virkelige forfatter, som er fælles og usynlig, så mennesket kan kontrollere og tage ansvar for sit sprog. Det er den slags metode, som DPO kalder for ”mobning”. Jeg kalder i stedet metoden for videnskabelig, fordi jeg river forfatter og sag fra hinanden, så den virkelige sag kan vise sig. Hvad der sker undervejs i sådan en proces, og at nogen bliver ærgrelige og forveksler det med alt muligt andet, det er videnskabeligt og normativt set sagen uvedkommende.

Det er da anti-konspirativt om noget! Ja, det er nærmest en form for videnskabelig naivisme, som jeg ser det. I herværende blogindlæg, arbejder naivismen på det helt empiriske og politiske niveau med at adskille sag og person, så pædagogikkens formål igen kan arbejde i Danmark og i Europa.

 

B. Forholdet mellem DPU og DPO

Som en sidste ting her i indledningen vil jeg gerne understrege, at DPO ikke er lig med DPU. DPU er stedet, hvor en fri pædagogisk videnskab i alle dens afskygninger arbejder og brydes, og den slags er der faktisk masser af, helt uafhængig af politisk og faglig observans. Tænk blot på Frederik Pios spændende musik- og almenpædagogiske arbejde, Kirsten Hyldgaards interessante ideer om ”pædagogiske umuligheder”, Asger Sørensens spændende arbejder inden for den kritiske teori, John Krieslers studier af de globaliserende uddannelsespolitiske domæner og Charlotte Palludans interessante afdækning af ulighedsproduktion i børnehaver – blot for at nævne nogle få. Der er massevis af spændende ideer og forskning på DPU.

DPO er derimod det sted, hvor en ny smal læringsforskning lægger sig lydigt under skolereformens tynde begreber. Dette essay handler altså ikke om DPU, men kun om DPO.

Måske kan man formulere det som en pædagogisk lov: Jo tættere den pædagogiske forskning kommer på skolereformens kredse, desto mere forfalder den. Forskningen ridses af reformens afvisning af pædagogik. Den pædagogiske forskning ender med at bekræfte afvisningen af pædagogik.

Og den reciprokke lov: Jo tættere skole-policy kommer på den forskning, som er tæt på policys egen kreds, desto mere forfalder policy.

Dermed får vi en selvbekræftende nedad-spiralerende proces, der suger policy og forskning ned i pædagogisk glemsel. Tingene ridser hinanden i en negativ spiral. Sprogets løbske kilder løber uden kontrol og ansvar igennem forskning, policy og formidling. Vi får et hegemoni og en diskurs, som breder sig på kryds og tværs af samfundets institutioner, kommissioner, skoler og forskningsinstitutioner.  DPO er derfor både et meget smallere og et meget bredere begreb end DPU.

Hvordan ser en pædagogisk videnskab og en skolepolitik ud, der i stedet bekræfter og opbygger hinanden? Den ser ud som DPU, Danmarks Pædagogiske Universitet. Så får vi viden, folkelighed og politik i en opadstigende strøm. På den måde kan man godt sige, at det allermest forskellige fra DPO, som findes, er DPU.

 

2. Mellemlederhenvendelser og antidannelsens vej ned gennem det pædagogiske system

A. Jens Rasmussens henvendelse til universitetets mellemledelse

Jens Rasmussen var den første, der gav lyd fra sig efter mit første blogindlæg. Eller ”lyd og lyd”…? Det var en form for tavs larm. Hvordan det? Skrev han på bloggen? Skrev han i en avis? På Facebook? Eller andre hel- eller halvoffentlige steder? Eller til mig selv? Nej, det gjorde han ikke. Han skrev derimod allerede d. 4. marts 2014, altså ugen efter blogindlægget, en e-mail, som var stilet til den daværende institutleder ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Hanne Løngreen, og den ligeså daværende dekan, Mette Thunø, som i øvrigt selv var nævnt i DPO-bloggen. Han skrev til ’de voksne’ og klagede sin nød, med anklager om ”løgn og fordrejninger” og meget andet utroligt, som jeg vil uddybe om et øjeblik.

Faktisk fik jeg i første omgang kun via vandrørene at vide, at der overhovedet havde været en henvendelse. Jeg blev d. 7. marts 2014, altså ugen efter offentliggørelsen af blogindlægget, ringet op af en kollega, der fortalte, at jeg måske skulle være mere tilbageholdende med min kritik, eftersom universitetets ledelse var blevet kontaktet af nogle utilfredse repræsenter for DPO. Jeg fik på det tidspunkt kun vage hentydninger til, hvem der havde skrevet til ledelsen, og jeg fandt faktisk aldrig ud af, hvor flertalsformen, altså det med ”repræsentant-er”, helt præcist kom fra. Nå, men jeg skrev naturligvis til institutledelsen for at høre, hvad det hele handlede om. Ledelsen var fuldstændig tavs.

Til sidst, efter en uges tavshed, skrev jeg d. 13. marts, at eftersom der ingen reaktion var, så var der jo heller ingen sag, og at det hele derfor må have været en storm i et glas vand. Men hovsa, 20 minutter efter fik jeg pludselig en ultrakort e-mail. Jeg blev bedt om at komme til samtale med ledelsen og en HR-repræsentant. Men der var ingen angivelse af emne eller kontekst overhovedet. Efter flere dages yderligere forsøg på at vride noget officiel information ud af systemet, fik jeg d. 17. marts at vide, at mødet skulle dreje sig om universitets ”personalepolitik og mere specifikt delpolitik for mobning”, men intet yderligere overhovedet. Intet om hvem, hvad og hvorfor – til trods for at ”mobning” ifølge universitetets personalepolitik kan få ”ansættelsesmæssige konsekvenser”. Jeg var virkelig tæt på at klage til rektor over den enestående dårlige behandling… måske ligefrem over ”mobning”?

D. 21. marts afholdes det pågældende møde med deltagelse af mig selv, institutlederen, en HR-mand og min TR. Jeg bliver her orienteret om, at professor Jens Rasmussen har skrevet to mails til ledelsen, og jeg får udleveret begge mails til gennemlæsning uden mulighed for forberedelse. Hvad står der så i Rasmussens henvendelser? Ja, begge mails kan læses i noterne, men her er en opsummering af den første korte mail, der som nævnt er stilet til dekanen og institutlederen[5]:

I emnefeltet blot står der blot “Rømer”. Rasmussen ønsker at ”gøre opmærksom på” mit DPO-essay, som efter hans opfattelse er udtryk for en ”konspirationsteori”, der er ”stærkt ærekrænkende”. Men ærligt talt: der står ikke noget i mit essay om nogen “konspiration”, faktisk har jeg, som nævnt i indledningen, aldrig brugt ordet, og jeg interesserer mig ikke for det. Essayet er heller ikke det mindste “krænkende”. Rasmussen forveksler ”krænkelse” med ”irritation”. Han er blot irriteret. Ligesom en sociologisk og evidensbaseret sandhed altid har været det for dem, som bliver analyseret. Sociologen Henrik Dahl har for nylig lavet en lignende analyse af det litterære netværk i Danmark, hvor der også var nogle kunstnere, der sprællede lidt. Det er en samfundsforskers arbejde at se objektivt på den slags. Det er ikke “konspiration” men en del af en kortlægning af samfundets magtstruktur, i dette tilfælde et pædagogisk kompetenceregime, og der er ingen krænkelse andet end den irritation, som opremsning af fakta og en stillingtagen til disses betydning, kan forårsage. Og eftersom jeg udover at være samfundsforsker også er filosof, politolog, pædagog og borger, så sætter jeg naturligvis analysen ind i en normativ og kulturel sammenhæng, som i sig selv er veldokumenteret i mit øvrige forfatterskab. I Universitetsloven står der, at man skal forske, formidle og debatterer, og det er lige præcist det, jeg gør. Enhver kan offentligt anholde det ene og det andet i min tekst, hvis der skulle være en fejl et eller andet sted, og det hele bygger på grundige studier, som er publiceret alle mulige steder. Men der var umiddelbart ingen fra DPO, der havde noget, der skulle korrigeres, hvorefter jeg jo måtte konkludere, at teksten er fejlfri.

Rasmussen skriver også til ledelsen om mig, at ”meget af det, han skriver, ved tidligere lejligheder er afvist som løgn, fordrejning og demagogi”. Rasmussen mener altså, i sin ’hemmelige henvendelse’, at han allerede har “afvist” det hele – og endda som “løgn”? Han er sådan en slags supervidenskabsmand, der går og afviser det hele en gang for alle? Helt ærligt! Han har da aldrig afvist noget som helst, tværtimod – og hver gang han har forsøgt, har jeg svaret og begrundet, hvorfor jeg mener, at han tager fejl. Rasmussen mener også, at jeg lyver. Men jeg har sandelig ikke “løjet”. Muligvis tager jeg fejl i noget – det kan jeg jo ikke vide – men jeg har da ikke “løjet”. Sådan kunne jeg aldrig finde på at skrive om en medborger eller med-videnskabsmand. Og så endda hemmeligt og skjult via universitetsbureaukratiet. Rasmussen kan ikke svare for sig, og så skriver han til en mellemleder og anklager andre for at lyve, mens han skriver, at han har afvist det hele ”ved tidligere lejligheder”. Det er svært at finde ord, synes jeg.

Desuden skriver Rasmussen, at det er “uacceptabelt at skulle stå model til noget, der bedst kan karakteriseres som mobning for ikke at sige karaktermord på min og mange andres person”. “Mobning”!? Landets mest magtfulde pædagog, som skriver på Undervisningsministeriets hjemmeside, som har fri adgang til et utal af tidsskrifter, som har tætte kontakter med instituttets ledelse, og som jeg aldrig har samarbejdet med, siger, at han bliver “mobbet” af en helt-og-alene Klodshans fra smilets by, der hverken bander eller noget, men blot stikker en kile ind i en systemteoretisk dyade mellem policy og forskning? Og “karaktermord”? Jeg aner intet om hans karakter, og jeg skriver heller ikke noget om Rasmussens personlige egenskaber, for jeg ved ikke noget om dem. Og “stå model”? Hvem i al verden tror han, at han er. Majestæten selv? Bekræfter den formulering ikke blot hele min pointe med ”oligarkiet”? Det synes jeg. Jeg har kritiseret Rasmussens offentlige forskning og handlinger og begrundet det over mange sider. Hvordan kan det have det mindste med ”mobning” at gøre? Jeg er helt paf. Rasmussen er presset og irriteret, og det forveksler han så med ærekrænkelse, men en sådan ”forveksling” bør ingen tage sig af.

Til sidst i sin e-mail fortæller Rasmussen, hvor betydningsfuld han selv mener, at han er: “Jeg er jo af den opfattelse, at jeg varetager (tillids)opgaver, som fakultetet og instituttet værdsætter”. Ja, og det er jo lige netop de “tillidsopgaver”, som mit indlæg handler om; jeg ”værdsætter” blot ikke hans arbejde med disse emner, og jeg ytrer mig ikke på ”fakultetet og instituttets” vegne, men som selvstændig borger og forsker under kritikkens fane. Rasmussen mener, mit indlæg har “ødelæggende virkning” for de pågældende organers “anseelse”. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Skulle jeg i mit arbejde med samfundets pædagogiske objektivitet tage det mindste hensyn til f.eks. ph.d.-rådets anseelse? Mit job er det stik modsatte. Det er fri objektivitet og normativitet. Det er destruktion af ”anseelse”, hvis det er konsekvensen. Det er det, man har en kritisk offentlighed og pædagogisk filosofi til, så samfundets følelse og fornuft kan komme tæt på hinanden i skabende og forpligtende processer.

Rasmussens mail er en ren og skær ”oligarkisk handling”, og derfor skal den selvfølgelig omtales i dette DPO-2 indlæg.

På mødet får jeg som sagt også udleveret yderligere en e-mail, der er længere end den første, og som er adresseret d. 19. marts, altså 14 dage efter den første e-mail og kun to dage før mit møde med institutledelsen. Denne gang er brevet dog kun stilet til institutlederen. Rasmussen er nok blevet bedt om at uddybe lidt, hvilket han så gør (jvf note 3, hvor man også kan læse mit svar).

Det var hård kost at få præsenteret et så utroligt anklageskrift uden det mindste varsel, og jeg forstår ikke, at jeg ikke var blevet orienteret forinden. I stedet bliver jeg bedt om at tage stilling på stedet, hvilket jeg så gjorde ved at afvise hele molevitten som pinlig ud over alle grænser. Jeg havde dog, på baggrund af de almene rygter, skrevet et begrundelsespapir, som jeg læste op[6].

Da jeg sidder i toget på vej hjem, skriver jeg et svar både til den ene og den anden af Rasmussens mails, for der var trods alt mange ting, jeg ikke fik sagt til samtalen om beskyldningerne, som jeg jo skulle tage stilling til ’on the spot’. I svaret kommenterer og tilbageviser jeg punkt for punkt alle Rasmussens anklager, og svaret, som man også kan læse i noterne, får jeg med møje og besvær vedlagt sagens akter[7].

Efter mødet beder ledelsen om betænkningstid indtil d. 11. april, altså hele tre uger. Da de 21 lange dage er gået, skriver ledelsen i en e-mail på to linjer, at den ikke agter at foretage sig yderligere. Der er ingen indholdsmæssig markering, hvilket ærligt talt ville have klædt universitetet. Jeg skriver derpå følgende til institutledelsen:

”Kære Hanne – Mange tak for denne tilbagemelding, som jo må betyde, at jeg ikke har mobbet nogen, at alt er normaliseret, og at jeg kan genoptage mit virke helt i samme ånd, som jeg plejer.God påske til dig og din familie. – Mh Thomas”

Der kom intet svar.

Det var vilde dage. Jeg besluttede mig dengang for ikke at offentliggøre disse ting, både for husfredens skyld, og fordi jeg ikke orkede. Men det var på en måde alt for venligt og dovent af mig, for det var helt klart, at Rasmussen – med al sin snak om krænkelse og især ”mobning”, der som nævnt er udførligt beskrevet i universitetets personalepolitiske retningslinjer med sanktioner og det hele – ville sætte en skræk i livet på mig. Men jeg offentliggør så sagens akter nu af to grunde. For det første fordi presset mod mit arbejde er blevet skærpet af en række yderligere mellemlederhenvendelser, der følger samme struktur som Rasmussens, hvilket fremgår af de næste afsnit. Jeg er med andre ord stødt ind i en form for affektiv struktur hos DPO, som Rasmussens mails blot er det første af en række eksempler på. For det andet fordi det, her et år efter episoden, pludselig er blevet magtpåliggende for alle mulige at understrege, at Rasmussen skam med sin e-mail-henvendelse ikke ”klagede” over mig, hvilket slet ikke var et tema i marts/april 2014, hvor der jo var en langvarig proces omkring et møde med bisidder, referat og alt muligt. Ja, det er ligefrem sådan, at hvis folk i den almindelige debat bruger ordet ”klage” om sagen, så bliver de nærmest beskyldt for at lyve. Rasmussen selv skrev f.eks. i Folkeskolen.dk følgende i en kommentar til et indlæg, hvor Brian Degn Mårtensson skrev, at Rasmussen engang havde klaget over mig:

”Usandt: Jeg skal korrigere en faktuel fejl i ovenstående indlæg: Jeg har aldrig indgivet en klage over Thomas Aastrup Rømer. Det er en usandhed, Thomas Aastrup Rømer har fremsat flere gange, hvilket den dog ikke bliver sand af.”

Der skal ikke meget til at være ”usand” og endda ”flere gange”. Det næste bliver nok, at landmændene aldrig har klaget over vejret[8]. I øvrigt ved jeg ikke af, at jeg selv har brugt ordet ”klage” i forbindelse med sagen. Men ok, jeg synes faktisk det er en klage.

 

B. Supplerende episoder

Jeg bør notere, at det ikke er første gang, Rasmussen henvender sig til diverse ”mellemledelser”, når det kniber med argumenterne. I 2012 havde jeg en blog på folkeskolen.dk, hvor jeg blandt andet kritiserede Rasmussens men også mange andres arbejde. Redaktionen fik derpå en henvendelse fra Rasmussen, hvor han klagede sig, og efterfølgende blev jeg ringet op af et redaktionsmedlem, som bad mig dæmpe kritikken. Ved samme lejlighed annoncerede redaktionen, at man ville lukke bloggen. Også her var Rasmussen vred over, at jeg blev ved med at kritisere hans arbejde, og han skrev derfor listigt til redaktionen i stedet for at diskutere sine synspunkter direkte med mig (han skrev dog et enkelt indlæg, som jeg også svarede på over 6 sider). Jeg lagde naturligvis alt materiale, jeg havde om forløbet, på min blog[9].

Jeg er også bekendt med en anden sag, hvor Rasmussen var utilfreds med en videnskabelig kritik af sit arbejde. En dansk videnskabsmand, der i dag er en internationalt anerkendt forsker, havde skrevet om Rasmussens teorier i et videnskabeligt tidsskrift. Rasmussen ville ikke svare i selve tidsskriftet, men kontaktede, som jeg har fået det oplyst, i stedet tidskriftets redaktør og klagede over, at den pågældende artikel var blevet accepteret, når den nu, altså efter Rasmussens mening, var så fyldt med misforståelser af hans arbejde. Igen ser vi denne bagvendte forståelse af, hvad pædagogisk kritik er.

Endelig kender jeg også til en sag, hvor en seminarielærer tilbage i 00’erne i forbindelse med en lektoransøgning havde skrevet noget kritisk om Jens Rasmussens systemteoriske ideer. Her skrev Rasmussen, som allerede dengang var en fremtrædende forsker, heller ikke til den pågældende lærer, men derimod til vedkommendes leder for at få rapporten udleveret. En procedure, der oplevedes som stærkt grænseoverskridende for den unge lærer.

Det er et mønster efter min opfattelse, og jeg synes slet ikke om det. Formodentlig er det blot toppen af isbjerget, jeg kender til, men det kan jeg jo ikke vide.

 

C. Rasmussen og dannelse

Endelig er det værd at nævne, at Rasmussen, som ellers har brugt hele sit faglige liv på at tale dannelse og humanisme ned under gulvbrædderne, her på det sidste sammen med åndsfællen Lars Qvortrup er begyndt at genfinde nogle af klassikerne for at redde lidt dannelses-ære. Især går det ud over ny-humanisten Wilhelm von Humboldt, der udsættes for særdeles smalle læsninger. Blandt andet siges det, at Humboldts dannelsesbegreb svarer til skolereformens kompetencebegreb, hvilket ærligt talt er et kors for tanken. Og kritikken af skolereformen, både den ”konservative” og den ”progressive”, som det firkantet hedder, hævdes at være ”før-humboldtsk”. Hvorfor det? Jo, det er fordi disse kritikker, ifølge Rasmussen, trækker på et skel mellem det almene og det individuelle, som Rasmussen gerne vil af med; et syn han har rejst rundt med siden 1980’erne, hvilket jeg redegør grundigt for i Pædagogikkens to verdener. Rasmussens opgør med ”det konservative” og ”det progressive” følger i øvrigt fuldstændig logikken i f.eks.Christine Antorinis opgør med de nationale og de kritiske traditioner. Også Antorini havnede herefter i 00’ernes systemteori, og det er fra denne havn, at alle de nuværende skavanker myldrer frem[10].

Nå, men Rasmussens Humboldt-synspunkter kan man læse om i en lang redningsplanke for skolereformen i bogen Folkeskolen efter reformen, der udkom her i 2015 (jeg vil vende tilbage andre af bogens indlæg senere). Rasmussens markeringer om Humboldt og dannelse, som i sig selv er ekstremt smalt argumenterede, er vanskelige at tage for gode varer, fordi Rasmussen allerede i 1996 annoncerede ”den metodiske anti-humanisme” som pædagogisk princip. Og humanisme, som er Humboldts gebet, er jo det modsatte af den dobbelte anti-humanisme, som er Rasmussens! Rasmussen er stadig metodisk antihumanist, det er der ingen tvivl om. Det er let at se ved den maltraktering, Rasmussen foretager af Humboldts smukke sprogdragt, der som sagt slet og ret reduceres til at være understøttende for skolereformens dannelsesopgør[11]. Rasmussen fremførte i øvrigt samme tese – dengang formuleret som, at ”Folkeskolereformen er en ren Humboldt!” – på konferencen ”Konkurrencestatens krav til dannelse” i 2013. Dengang måtte idehistorikeren Jens Erik Kristensen, som ellers bestemt ikke selv er ny-humanist, korrekse reduktionismen[12]. Som nævnt rejser Lars Qvortrup rundt med samme budskaber. Han præsenterede f.eks. ”Humboldt-tesen” i bladet Folkeskolen sidste år, men også i Deadline på DR2 d. 31. december 2014 foran filosoffen Peter Kemp, som så noget forbavset ud[13].

 

D. DPO’s løb ned i skolen – KVAN, Agedrup og Farstrup

Fra disse intellektuelle bevægelser, siver hele denne selvmodsigende antidannelses-tankegang langsomt ned i uddannelsespolitikkens lavere lag og videre direkte ud på skolerne, hvor de tyndt konstruerede begreber lægger et grumt pres på fornuften og følelsen hos landets pædagoger og lærere. Et eksempel blandt mange på ”de lavere lag” kan man finde i det nyeste nummer af tidsskriftet Kvan, som er helliget emnet ”målstyret undervisning”, som DPO’s aktører er stor-promovører af[14]. Formanden for det udvalg, der udarbejdede de nye fagmål i faget Dansk, Lise Vogt, skriver i et utroligt mekanisk sprog om at gå fra ”indhold til læring”, så man er lige ved at græde på modersmålets vegne (Retningslinjerne for målarbejdet i skolens forskellige fag var i parentes bemærket udarbejdet af Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensen). Lige så smal og mekanisk er en artikel af to af undervisningsministeriets læringskonsulenter, Rasmus Ulsø Kær og Thomas Binderup, som vel at mærke rejser rundt med dårligdommene til landets lærere. Sidstnævnte forfatterpar omtaler slet ikke pædagogiske spørgsmål, mens Vogt dog nævner dannelsesindvendingen, som hun affærdiger med, at ”en del af dannelsen er at kunne læse, skrive og regne”, hvilket lyder som en klon af Jens Rasmussens første forsøg på at sige noget om dannelse for et par år siden – som om en ordentlig dannelsesteori skulle være imod gode kundskaber i læsning og matematik? Det er den slags sætninger, som gør mig helt paf i balletten. Vogt har da også været ansat i Antorinis ministerium, hvor hun, som jeg har fået det oplyst, deltog i de meget lidt nyttige rejser til Ontario, og i dag har hun eget konsulentbureau, hvor hun hjælper til med den læringsmekanik, hun selv har promoveret. Der refereres i de to artikler kun til folk som Hattie, Nottingham, OECD, Rasmussen etc., og der er ikke den mindste forbindelse til pædagogikkens tradition, altså alt det der ”før-humboldtske” noget med det nationale og det progressive, som DPO’s begrebskonstruktører har smidt i grøften. Andreas Rasch-Christensen, hvis arbejde jeg vil omtale grundigt nedenfor, og som arbejder tæt sammen med Jens Rasmussen, har også skrevet i tidsskriftet, men ånden i og kvaliteten af hans indlæg adskiller sig ikke det mindste fra de to andres. Sidst i temanummeret redder tre fremtrædende seminarielærere, Karen Marie Hedegaard, Torben Nørregaard Rasmussen og Steen Simonsen, og professor Lene Tanggaard samt formand for dansklærerforeningen, Jens Raahauge, både pædagogikkens og Kvans ære ved nogle ordentlige og langt mere tænksomme artikler, men selvom vi er nogle, der læser alt, hvad der kommer fra DPO, er interessen vist ikke gensidig. I al fald er der i DPO-indlæggene ingen referencer til de mere tænksomme artikler eller til noget som helst andet for den sags skyld. Tænk, jeg synes, at disse DPO-forfattere fra ”de lavere lag” trænger til et ordentligt skud filosofi fra den nationale og kritiske tradition, inklusiv en ordentlig perciperet Humboldt.

Herfra, fra de ministerielle mål, deres konsulentkontorer og lærernes tidsskrifter, siver tomheden direkte ind i den pædagogiske praksis. Mest radikalt på Agedrup Skole, hvor en af landets mest erfarne og flittige lærere, Erik Schmidt – som ligefrem i 2007 fik Gymnasielærernes pris for sit dannelsesarbejde – i 2014 fik en tjenstlig advarsel for ”negative holdninger og synspunkter” af en grøn og læringshellig skoleleder, Mohammed Bibi. Og her i april 2015 har vi så fået endnu en sag fra Farstrup Skole i Aalborg Kommune, hvor en erfaren lærer, Helge Christiansen, af sin splinternye skoleleder, Simon Madsen, blev nægtet adgang til en personale-weekend, hvor skolens lærere skulle arbejde under den lidet kønne overskrift: ”En læringsmålstyret organisationskultur”. Simon Madsen mente, at Christiansens holdning til emnet var for kritisk, så Christiansen blev forment adgang. Her har vi Rasmussens og DPO’s filosofi omdirigeret til en operativ og totalitær form for skoleudvikling[15].

 

3. Flere bagvendte henvendelser

A. Facebook-opdateringen

I februar 2015 holder Lars Qvortrup en forelæsning for nogle masterstuderende på Aarhus Universitet. Jeg deltager også, for jeg er jo meget interesseret i Qvortrups holdninger, der har haft så stor og negativ betydning i Danmark. Qvortrup og hans forskningsprogram i Aalborg har desuden netop fået den største bevilling, som Mærsks Folkeskolefond har tildelt, nemlig 21 mio. kr.. I vurderingsudvalgets centrale dele sidder, som nævnt i DPO-1, folk der er helt slynget ind i DPO’s vokabular, blandt andet Per B. Christiansen, der var med til at lave læreruddannelsesreformen i 2012, samt systemteoretikerne Jens Rasmussen, som jeg allerede har nævnt, og Thomas Nordahl, som Qvortrup har arbejdet tæt sammen med i mange sammenhænge[16]. De 21 mio. kr. er tildelt et ekstremt mekanisk udviklingsprojekt med titlen ”forskningsinformeret, målstyret skole- og kompetenceudvikling”, der skal bidrage til skolereformens implementering i en række kommuner[17]. Projektet har den internationale gren af instrumentalismen som solid klangbund. Blandt andet består den såkaldte ”baggrundsgruppe” for projektet af John Hattie, Viviane Robinson og Ontario-manden Michael Fullan, hvis navne går igen og igen i strukturen for de stivfrosne læringsreferencer. Qvortrup rejser også rundt i kommunerne med sine ideer; f.eks. har han holdt et på alle måder forudsigeligt foredrag sammen med uddannelsesdirektøren i Horsens, Kjeld Kristensen. Man kan høre begge oplæg på You-tube[18].

Nå, men tilbage til hovedsporet: Qvortrups forelæsning for de masterstuderende var én lang kritik af mit, Svend Brinkmanns og Lene Tanggaards arbejde med begrebet ”uren pædagogik”; et begreb vi har fremlagt i to store antologier, Uren pædagogik 1+2. Han kritiserede især, med både navn og citater, mit eget arbejde, og han gjorde også lidt grin med det ene og det andet, så han viste lidt videnskabelige følelser, hvilket var dejligt.

Da jeg kommer hjem, skriver jeg – som jeg ofte gør, når jeg har oplevet noget – mine indtryk ned. Det bliver til to tekster: En tekst til min private facebook-profil, hvor mit ansættelsesforhold ikke engang er nævnt[19], og en tekst til min blog, der også er privatfinansieret[20]. Jeg nævner blot dette med det ”private” som en skærpende omstændighed, for ingen af oplæggene havde været problematiske selv under fuld ansættelsesfanfare. Tværtimod er det hele ren dyd i forhold til at formidle og debattere forskning, som det er opgaven i forhold til Universitetsloven. Facebook-opslaget ”likes” af førende forskere, praktikere og meningsdannere i hele landet. Qvortrup har også mulighed for at skrive. Ja, han kan skrive lige, hvad han har lyst til, ligesom mange andre, f.eks. debatredaktører, politikere og stenrige bankdirektører, har gjort det i tidens løb. Han kan også skrive noget på sin egen profil eller et helt tredje sted. Men det gør han ikke, hverken på Facebook eller på bloggen eller nogle andre steder. Disse ”data”-ledelsesprofessorer virker på en måde helt hjælpeløse, når det kommer til den folkelige brug af den nye teknologi. Det er styringsdata over for folkelig data, for nu at sige det på den måde. Nå, men tavsheden er jo fint nok, hvis den betød, at Qvortrup lod sagen fare til pyt-kassen, men Qvortrup lod ikke noget fare.

I stedet kontakter også han mit universitets ledelse. Hvad han konkret skriver eller siger, ved jeg ikke, men efterfølgende får jeg besked fra min nyansatte leder om, at vedkommende har beklaget overfor Qvortrup, at han som gæst på institutionen er blevet omtalt ”nedsættende” på Facebook af en ansat ved den institution, hvor han havde holdt sin forelæsning. Qvortrup har altså siddet og hygget sig på min Facebook-profil, og i stedet for at skrive noget i kommentarfeltet eller andre steder, har han taget et screen-shot af mit indlæg og sendt det til min leder, der i løbet af få timer rykker ud med en officiel beklagelse af min ”brøde” – og det er skam med orientering til institutledelsen og det hele; en institutledelse, der vel at mærke i sig selv er sunket ned i DPO, hvilket vil fremgå nedenfor.

Jeg skriver gentagne gange til mine ledere for at få en forklaring, men jeg kan næsten ikke vriste noget ud af dem. Jeg henvender mig også til Dansk Magisterforening om sagen. DM’s konsulent formulerer i løbet af få dage et skarpt og principielt brev til universitetets lokale ledelse, med CC til hele stregen ovenover til og med rektor. Det lød sådan her:

”Kære XXX – Som det fremgår af Thomas Astrup Rømers mail til dig den 9. februar, har han kontaktet DM om sagen vedrørende din beklagelse overfor Lars Qvortrup. Jeg er endvidere blevet orienteret om den mailudveksling, som du og Thomas har haft her i løbet af weekenden. Det er med stor beklagelse og dyb overraskelse, at vi kan konstatere, at du ikke har i sinde at forsvare Thomas’ ytrings- og forskningsfrihed, men tværtimod synes at fastholde din kritik af, at han tager en faglig debat op på sin Facebook side.

I henhold til universitetsloven er det universiteternes forpligtelse at forsvare forskningsfrihed, herunder naturligvis også forskernes muligheder for at indgå i en offentlig debat. Med din beklagelse overfor Lars Qvortrup gør du i realiteten det modsatte, og jeg ser derfor frem til, at du hurtigst muligt tager initiativ til at få markeret overfor de involverede parter, at Thomas ikke har gjort noget forkert, og at din beklagelse overfor Lars Qvortrup annulleres med en opfordring til, at alle involverede respekterer den lovsikrede forskningsfrihed, herunder også respekterer faglige synspunkter, som man ikke deler, uden at intimidere forskere, som har en anden opfattelse end en selv.

Thomas fører en faglig debat, som bliver modsvaret af en administrativ klage og beklagelse, som derved underminerer grundlaget for faglige diskussioner og den faglige udvikling, som altid vil følge af en faglig debat og brydning af meninger og opfattelser. Det har altid været en del af universiteternes mission at være hjemsted for brydninger mellem forskellige forskningsmæssige retninger, og hvis der administrativt lægges låg på den ene side i en sådan debat, kan universitetet måske fastholde sit navn, men har desværre mistet sit indhold og reelle betydning.

Jeg ser på denne baggrund som sagt frem til, at Thomas hurtigst muligt får tilsendt en beklagelse af sagsforløbet. – Venlig hilsen YYY”

Nogle gange er man bare glad for, at man har en fagforening, der ikke kun tænker på løn.

Efter DMs aktion går der 35 minutter, før den lokale leder punkt 1: trækker irettesættelsen af mig tilbage, og punkt 2: skriver til Qvortrup, at universitetet trækker beklagelsen til ham tilbage, endda med DM’s brev som ledsagende begrundelse. Så det var jo godt.

Efter den udgang på sagen, som trak lidt tænder ud i et par uger, skrev jeg til ledelsen, som var skiftet helt ud siden Rasmussen-sagen. Alligevel gjorde jeg mig umage med at formulere mig på samme måde, som da jeg lukkede sagen om Rasmussens beskyldninger. Jeg gik fra ”bør til er”, for nu at sige det på den måde:

”Kære XXX – Mange tak for beklagelsen til mig og din tilbagetrækning af beklagelsen til Lars Qvortrup. Jeg ser frem til at fortsætte mit videnskabelige, formidlingsmæssige og debatterende virke efter helt samme moralske og faglige kompas som hidtil, og jeg glæder mig over, at fremtidige forsøg på faglige intimideringer bliver henvist til den offentlige og videnskabelige debat, hvor de hører til – også med de ”toner”, der nu engang gør sig gældende der. – Med venlig hilsen Thomas Aastrup Rømer”

Det kom der ingen kommentar til.

 

B. Henvendelsen til mine samarbejdspartnere

Men det stopper ikke her. Samtidig med facebook-sagen skriver Qvortrup en række e-mails til nogle af mine samarbejdspartnere ved et andet universitet. Han skriver, at de ved at være medredaktører på udgivelsen Uren Pædagogik påtager sig et medansvar for det, som Qvortrup hævder er et konspirations- og personangreb fra min side, og at jeg arbejder imod god videnskabelighed og ikke argumenterer for mine synspunkter. Der står også noget om, at jeg er aldersdiskrimerende over for 60 årige, fordi jeg i bogen Uren Pædagogik lavede en form for yderst veldokumenteret generationsanalyse af den pædagogiske forskning[21].

Så Qvortrup skriver sådan lidt rundt til den ene og den anden om sin utilfredshed. Han skriver til ledere og kolleger for at se, om han kan stække mine ideer og min kritik. Hvem mon han mere har skrevet til, og har han og Rasmussen brugt teknikken mange gange før, udover de eksempler jeg har nævnt her? Jeg ved det jo ikke, men jeg tror det efterhånden, og det gør mig vred, fordi jeg kan mærke trykket på min frie mund. Og hvad med andres munde? Folk, som måske er knap så tykhudede som undertegnede? Og Qvortrup er jo ”ekspert” i skoleledelse, så hvad med alle de skoleledere, han har i favn på sin masteruddannelse oppe i Aalborg? Hvad går de og samler op deroppe i det nordjyske? De lærer måske at skrive hemmelige e-mails til diverse mellemledere eller til folks samarbejdspartnere? I hvert fald lærer de noget om operativ systemteori og ”dataledelse”, og det kan måske være ligeså slemt?

Det hele bliver ærligt talt noget omklamrende for mig – og måske også for andre. Og udover at de herres adfærd bekræfter DPO-tesen til fulde, er denne klæbrighed også en af grundende til, at jeg hellere må få fortalt min historie og vise den samlede strukturerende struktur, den bringer til syne.

 

4. Endnu en mellemlederhenvendelse og den affektive vending

Systemteoretikerne, altså Rasmussen og Qvortrup, har tidligere i deres underordning under konkurrencestatsbegrebets overhøjhed været tæt forbundet med dansk neo-strukturalisme, hvilket jeg har skrevet om flere gange. Denne tilstand understreges af en ny neo-strukturalistisk aktør på DPO’s scene, nemlig DPU-professor Dorthe Staunæs, som i samarbejde med Helle Bjerg og Malou Juelskjær er begyndt at skrive sig ind under accepten af skolereformens snærende bestemmelser. Staunæs og Bjerg har blandt andet i 2014 skrevet en bog med den skrækkelige titel: ”Læringscentreret skoleledelse: Tænketeknologier til forskningsinformeret skoleledelse” , hvis horisont er tæt på skolereformen[22], og i 2013 skrev de sammen et parallelt skolereform-anerkendende indlæg med en lignende titel i tidsskriftet ”Skolen i morgen – tidsskrift for skoleledelse” [23]. Helle Bjerg har endvidere, sammen med netop Lars Qvortrup, skrevet forord til den danske Dafolo-oversættelse af den New Zealandske forsker Viviane Robinsons bog ”Elevcentreret skoleledelse”, der også er helt ”læringsteknologificeret”[24]. I forordet hyldes hele instrumentalismen, og der er ikke det mindste tænksomme vink om noget som helst. Qvortrups begejstring for Robinson fremgik også af et læserbrev, han havde i Politiken, hvor han kraftigt opfordrede avisens journalister til at overhøre en dyr forelæsning af Robinson på Helle Bjergs professionshøjskole, UCC. Det var især journalisten Henrik Palle – ”den sjove dreng”, som Qvortrup nedladende skrev – der ifølge professoren trængte til at komme på Robinson-kursus, fordi han, altså Palle, havde skrevet en helt almindelig anmeldelse af TV2’s serie om lærerinden Rita, som havde haft nogle genvordigheder med en nidkær skoleleder, hvilket Qvortrup åbenbart mente var alt for groft overfor landets dataledende skoleteknologer, som han selv uddanner oppe i Aalborg[25].

Endelig skrev Staunæs allerede i 2012 en meget instrumentalistisk og policy-begejstret kronik i Politiken sammen med netop Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, så allerede dengang var der ”affektive intensiteter” – for nu at bruge et af Staunæs’ egne udtryk – mellem Staunæs og systemteoretikerne. Kronikken bar den karakteristiske titel ”Visionen for den nye, stærke skole”, og teksten lægger sig fladt ned for den nye læringstænkning og det med fuldt læringsudstyr[26]. Denne policy-bekræftende interesse går stærkt igen i et foredrag, Staunæs holdt på Undervisningsministeriets Sorø-møde i 2014, hvor man drøftede ”erfaringer med folkeskolereformen”. Foredraget ligger på undervisningsministeriets hjemmeside, og her kan man fordybe sig i et stærkt radikaliseret læringsvokabular, hvor både lærere, elever og skolen er væk til fordel for ”klasseledelse all inclusive, psy-ledelse, mellemrumspotentialiteter og tænketeknologier”[27]. Et lignende foredrag blev også holdt i regi af Ny Nordisk Skole her i 2015[28].

Midt i april 2015 skrev jeg en grundig analyse af Staunæs’ synspunkter i et blog-indlæg med titlen: ”Dorthe Staunæs’ opgør med den pædagogiske tradition”, hvor man kan læse mere om disse forbindelser[29]. Jeg skrev også en mail til Staunæs, der lød således:

”Kære Dorthe – Selvom vi er kolleger, har vi vist aldrig hilst på hinanden? Men jeg vil sige, at jeg har skrevet en analyse af en af dine artikler (skrevet sammen med Juelskær) på min hjemmeside. Jeg har muligvis misforstået det hele, og du er naturligvis meget velkommen til at svare i kommentarfeltet, hvis du har lyst. – Mange hilsner, Thomas Aastrup Rømer, DPU-Trøjborg”

Min analyse og invitation afstedkom dog hverken en almindelig faglig, tavs eller polemisk reaktion fra Staunæs og Juelskær. I stedet gav også denne tekst anledning til en administrativ henvendelse. Staunæs og Juelskær blev så oprørte, at de sendte to klager til universitetets ledelse[30]. Skrivelserne følger helt samme struktur som Rasmussens mails, som jeg omtalte i afsnit 2A. Først skældes ud i det mest utrolige vokabular. Der står, at jeg ”sviner til”, er ”hadsk”, at jeg ”demagogiserer”, at jeg tillægger klagerne ”lyssky motiver”, at jeg mangler ”analytisk grundighed”, at jeg foretager ”udpegning, beklikning, motivjagt og forvrængning”. Derpå henviser de, helt ligesom Rasmussen, til at mit arbejde skader ”Aarhus Universitets ry”. Der står også, igen som hos Rasmussen, at ”jeg har fået at vide”, at jeg har ”misforstået og forvrænger” klagerens tekster. Der står endda, at jeg laver ”anklager”, som er ”helt ude i skoven”. Der er i klagerne ingen dokumentation for nogle af påstandene.

Jeg kender kun meget få, der efter læsning mener, at Juelskærs anklager har noget på sig. Nogen synes måske højst, at tonen er lidt hård. Det er et ”vidende og bidende” indlæg, som Berlingskes lederskribent skrev, og det er  også den almindelige opfattelse blandt dem, der har blandet sig i diskussionerne. At gå til en mellemleder for at afgøre en videnskabelig og pædagogisk strid er efter min opfattelse et tegn på en fagligt set presset forskningsmiljø, der ikke kan svare for sig på en af de mange kommunikationskanaler, som findes i samfundet. Men dekanen accepterer alligevel at behandle klagen, og onsdag d. 29. marts må jeg derfor igen til samtale på en universitetsleders kontor med juridisk bisidder og forklare mig overfor en universitetsledelse, som med denne tredje intimidering efter min opfattelse har et noget anløbent forhold til ytrings- og forskningsfriheden.

Jeg bliver så vred over indkaldelsen til samtalen, at jeg offentliggør klagerne på min hjemmeside, og derpå eksploderer sagen i landets medier på en måde, der sætter hele DPO-spørgsmålet ind i en ny fase, som jeg må skrive om, når fasen for alvor har udfoldet sig, dvs. i et DPO-3 til næste forår. Der etableres desuden en underskriftsindsamling, hvor der indsamles næsten 1000 underskrifter på godt et døgn, 22 fremtrædende forskere og skolefolk skriver et langt brev til dekanen, sagen kommer på lederplads i to førende dagblade, og der er hektisk aktivitet på diverse sociale medieplatforme, hvor mange etablerede forskere og fremtrædende skolefolk udtaler sig på min side i sagen. Ja, det virker faktisk som om, at DPO er helt alene i verden[31].

Heldigvis får sagen en lykkelig udgang. D. 8. april afgør dekanen sagen med følgende udmærkede formulering, der efter min opfattelse redder universitetets ære:

”Efter vi har talt sammen har jeg nu haft lejlighed til at vurdere hændelsesforløbet, og på den baggrund finder jeg ikke, at der er grundlag for at foretage mig yderligere. Ved møderne med de involverede parter, har jeg gjort det klart, at der skal være meget vide rammer for den faglige og saglige kritik af andres videnskabelige arbejder, jf. reglerne om ansvarlig forskningspraksis § 6.”

Dagen efter svarede jeg følgende:

Kære Johnny – Mange tak for din mail og for den klare afgørelse, som jeg er meget lettet over. Jeg glæder mig til at genoptage mit arbejde i pædagogikkens og den pædagogiske videnskabs tjeneste i samme engagerede og kritiske ånd, og med samme moralske og videnskabelige kompas, som hidtil. Jeg er glad for at vide, at denne indstilling også efter din og universitetets mening falder sammen med et humanistisk fakultets formål og tradition. – Med venlig hilsen Thomas Aastrup Rømer”

Efterfølgende studsede jeg lidt over mit eget udtryk “genoptage”. Ordet henviser ikke til nogen formel suspension, men nok mere til en psykologisk tilstand. Måske burde jeg have skrevet “fortsætte”? På den anden side: Parret “genoptage/fortsætte” peger fint på den dobbelthed, jeg nu arbejder i. I den sammenhæng er det i øvrigt lidt pudsigt, at netop suspensionsbegrebet af nyere pædagogisk teori opfattes som definerende for, hvad en skole er. Måske har jeg blot været i ”skole”?[32]

I mit svar til dekanen brugte jeg bevidst samme formuleringer som i sagerne om Rasmussens og Qvortrups henvendelser, der jo er variationer over samme tema. Dagen efter bekræftedes sagen i Jyllandsposten med nogle velvalgte ord af den tidligere chefjurist i tænketanken CEPOS, Jacob Mchangama[33]. Universitetet, Mchangama, pressen og hele samfundet fastslog derved i fællesskab den videnspolitiske objektivitet, som allerede eksisterede før, og som nu fortsat eksisterer. Samfundets essens er bekræftet. Ligheden som forudsætning er testet og verificeret.

Mchangama var dog nervøs for, om sagen vil gøre forskere og måske også andre nervøse for at kritisere frit. Muligvis har han ret? Men jeg håber, han tager fejl. Jeg håber, at Aarhus Universitets afgørelse slipper kritik, diskussion, forankring og kreativitet løs i hele samfundet, så følelse og fornuft kan komme til syne; ikke mindst i det pædagogiske system, hvis formålsparagraffer stadig taler om åndsfrihed, kundskaber, demokrati og selvstændighed. Egentlig er det blot loven selv, som blev bekræftet med sagen, hvorved alle igen kan og bør følge den lov, som allerede er[34].

NB: De mere grundlæggende begrundelser for det affektive sammenfald mellem systemteori og neo-strukturalisme og policy fremgår af min bog Pædagogikkens to verdener.

 

5. Stefan Hermanns bevægelser i DPO

Stefan Hermann, som er rektor for professionshøjskole Metropol, tilhører – ligesom både Staunæs og til dels også Claus Holm som jeg vil omtale nedenfor – det neo-strukturalistiske miljø, og også han lægger sig lydigt under konkurrencestatens og skolereformens præmis. Når det kommer til at agere i den offentlige debat, er han imidlertid oligarkiets dydsmønster. Han tager til genmæle, som man bør. Først i en anmeldelse i Information af bogen Uren Pædagogik, som jeg er medredaktør på og derefter i en lang og velskrevet artikel i efterfølgeren Uren pædagogik 2, som vi tre redaktører havde inviteret ham til at skrive i[35]. I sin artikel kritiserer Hermann en artikel, jeg engang skrev, hvor jeg på min side kritiserede hans kritiske anmeldelse af den første Uren Pædagogik-bog[36]. Det er da dialog på højere plan! Derudover svarer han ordentligt, når man skriver eller diskuterer med ham i øvrigt, og endelig kan han lave lidt sjov med det hele på twitter.com. Jeg har aldrig hørt om, at han skulle have skrevet fornærmede breve til min eller andres ledelse på trods af, at han efter min opfattelse har alt for meget tillid til ledelse generelt. Tværtimod ’likede’ han faktisk en Facebook-opdatering, jeg lavede om Jens Rasmussens mail-henvendelse. Men Hermann er heller ikke systemteoretiker. Han er Foucault-mand, og de plejer ikke at være helt så operative som systemteoretikerne, selvom der er visse undtagelser, hvilket vi jo lige har set et eksempel på. Desuden er hans far, Leif Hermann, SF’er af den gode skole, forfatter til bøger om ”social udvikling” og aktiv i dannelsesforeningen Sophia. Stefan Hermann er af en åndsfri slægt.

Hermann tilhører dog stadigvæk de oligarkiske cirkler. F.eks. skrev han for nylig et vildt forsvar for DJØF’ere sammen med en Arne Eggert, som har været en centralt placeret ministeriel embedsmand i forbindelse med implementering af skolereformen, og som jeg også nævnte i DPO-del 1[37]. Og professionshøjskolen Metropol, som Hermann er rektor for, er også involveret i de mest utrolige samarbejds- og videreuddannelsesprojekter, hvor man i samarbejde med ministerium, kommuner og konsulenthuse promoverer læringsmekanikken i det sjællandske. Det kan man følge med i, hvis man abonnerer på højskolens nyhedsbreve.

Hermann sidder også i formandsskabet for det nye ”Rådet for børns læring”, der er afløser for økonomen Jørgen Søndergaards og Niels Egelunds ekstremt instrumentalistiske Skolerådet. Hermann deler her formandsskabet med Agi Czonka, som også, hvilket fremgår af den første blog, er med i mange policy-inspirerede grupperinger omkring DPO. I “Rådet for børns læring”, der er oprettet som en del af skolereformens forligstekst, sidder iøvrigt rigtigt mange fra DPO og Ny Nordisk Skole. Endelig er der den pudsige krøllede krølle – hold godt fast -, at Agi Czonka selv har været formand for EVA (Danmarks Evalueringsinstitut), og at Stefan Hermann i dag sidder i EVA’s bestyrelse, netop som repræsentant for det “Rådet for børns læring”, hvor Czonka altså, sammen med Hermann, selv sidder i formandsskabet. I dag er Czonka direktør for SFI, som jo ikke just er et center for åndsvidenskab, og hun har været med i kredsen omkring Ny Nordisk Skole hele vejen. [38].

Her i skrivende stund har Hermanns trofaste væbner, dekan Camilla Wang, fået rektorstillingen på UC-Sjælland efter Ulla Koch. Wangs synspunkter er de samme som Hermanns, dog uden hans intellektuelle åbenhed, så vidt jeg kan vurdere det, så hun synker formodentlig ned i nærheden af skoleledernes niveauer, som man finder det hos skolelederformand og Ny Nordisk Skole-formand, Claus Hjortdal, skoleleder Camilla Ottsen og den LPS/Qvortrup-uddannede skoleleder Peter Haldor Hansen[39]. Med Wang på UC-Sjælland, Hermann på Metropol og Joen Laust Jakobsen på UCC har DPO’s vokabular sat sig tungt på Sjællands lærer- og pædagoguddannelser.

Dette organisatoriske tryk på læreruddannelsen forstærkes af en verserende revision af læreruddannelseslovens kompetenceområder. I en helt aktuel korrektion af den allerede instrumentaliserede lov fra 2011, som blandt andet Jens Rasmussen og Rasch-Christensen stod bag, lægges der op til en radikalisering af den i forvejen radikaliserede tænkning i reformens indre. Forslaget er simpelthen, at dén centrale didaktiske kompetence for en lærer i fremtiden bliver at kunne implementere ”læringsmålsdidaktik”, som jo er en form for kode for dannelsestabet. DPO’s smalle didaktiske teori er nu simpelthen en statslig metode. Der røg den sidste rest af metodefrihed! Denne reduktion og styring af landets lærere i en ren og bindende statslæringsdidaktik er da også blevet meget kritisk modtaget af både lærerforening, seminariernes pædagogiklærere og de lærerstuderende, og det forstår jeg godt[40]. Men uanset, om forslaget korrigeres eller vedtages, så står læringsmålstænkningen i disse år bomfast over det hele, både i policy og forskning. Og nu vi er ved læringsmålene, kan jeg tilføje, at Hattie og Qvortrup står centralt i forhold til at implementere samme systematik på vores stakkels gymnasier, som nu formodentlig skal have samme tur som skolen[41].

Endelig har jeg noteret, at Hermann i forbindelse med den allerede nævnte Agedrup-sag, hvor en lærer fik en advarsel for ”negative holdninger”, ikke ville deltage i en protestskrivelse, selvom den pågældende lærer faktisk gav Hermann den såkaldte Holger-pris i 2009[42]. I stedet skrev Hermann dog et læserbrev til Information, hvor han mere generelt talte om ”åndsfrihed” – et højst usædvanligt ord i regi af DPO[43].

Er Hermann lidt på vej ud af DPO? Der er tegn i den ene og den anden retning, synes jeg. Måske var han lidt fejlanbragt fra starten? Måske var der blot et uheldigt sammenfald mellem hans nye rektorstilling og 00’ernes teoretiske ånd? Der er naturligvis langt igen, før tingene er normaliseret, men jeg håber, Hermann finder sig selv, og at denne proces sætter sit præg på Metropol og dermed Københavns lærere og pædagoger. Han er faktisk den eneste professionshøjskolerektor, der intellektuelt set har forudsætningerne for at løfte professionshøjskolerne i en mere fornuftig retning. Nå, men måske reflekterer jeg blot i håbets blå tåger? Det gør jeg nok.

 

6. Ny Nordisk Skole

I den første blog identificerede jeg Christine Antorinis initiativ Ny Nordisk Skole som et arnested for den fremstormende instrumentalisme, og det har ikke ændret sig. I den mellemliggende tid er der dog sket nogle få ændringer. Den såkaldte ”dialoggruppe”, altså de 23 personer som i første omgang deltog i arbejdet, har ændret navn til det lidt finere ”akademiråd”, og der er også kommet en bestyrelse[44]. Formand er stadig Antorinis gamle ven Lars Goldschmidt, som rejser rundt med det helt store konkurrencestatsbudskab uden den mindste reference til seriøs pædagogik[45]. Men Goldschmidt deler ikke mere formandsskabet med Danmark Lærerforenings næstformand, Dorte Lange, som trak sig ud under lidt mystiske omstændigheder. I stedet er Claus Hjortdal, der står i spidsen for skolelederforeningen og som også er med i DLF’s hovedbestyrelse, blevet medformand, og han er skam også meget glad for Goldschmidt, kan man læse på twitter.com, ligesom Dorte Lange var det i gamle dage, hvor hun sammen med Goldschmidt var på ”roadshow” med et ”manifest” for Ny Nordisk Skole[46].

Desuden er de to professionshøjskolerektorer Stefan Hermann og Joen Laust Jakobsen med i akademirådet, suppleret af en masse organisationsfolk. Som i den gamle gruppe er der stort set ingen repræsentanter for pædagogisk forskning og slet ingen fra åndsvidenskabelige, grundtvigianske eller kritiske kredse i landet. Det er Ny=Ikke, som jeg plejer at sige.

Endelig er det værd at nævne, at der er lidt tvivl om den nærmere sammenhæng mellem Ny Nordisk Skole og Finansministeriet. I nogle tidlige formuleringer fra 2011 lød det som om, at Ny Nordisk Skole ikke var tænkt som et lovforberedende projekt, og det var måske derfor, at DLF gik med i projektet, selvom de efter min opfattelse burde havde gennemskuet fænomenets essens fra starten[47]. Efterfølgende kom Finansministeriet kraftigt ind over, hvilket man kan iagttage, hvis man orienterer sig i en lang intern fælles skrivelse fra Undervisnings- og Finansministeriet fra 2012[48], eller hvis man læser om et aktuelt oprettet finansministerielt ”implementeringskontor”, hvor Finansministeriet opfatter sig selv som et ”resultatministerium”, ja ligefrem et ”fællsskabsministerium” – så kan den danske skole vist ikke synke dybere[49]. Finansministeriets indflydelse på sagerne træder også frem, hvis man ser på brugen af det amerikanske konsulentbureau Mckinsey som implementeringsaktør[50], hvis man læser en kronik, som Antorini skrev sammen med finansministeren Bjarne Corydon[51], og hvis man i det hele taget har processen om vedtagelsen af L409 i frisk erindring. I dag kører de mange spor i en helt integreret proces – med de forskellige indholdsmæssige, organisatoriske og personmæssige momenter, som jeg har beskrevet – i retning af at omdanne samfundet til en dannelses- og formålsfri læringsmuskel.

Denne kobling til Corydon lægger en yderligere indholdsmæssig vinkel ind over foretagendet. Corydon er nemlig, ligesom dagbladet Politikens chefredaktion og altså også Ny Nordisk Skoles formand, som omtalt i DPO-1 erklæret fan af konkurrrencestatsteorien, og han holder efter sigende ligefrem møder med Ove Kaj Pedersen, som jo opfandt teoriens danske afart. Corydon er selv af neo-strukturalistisk oprindelse fra sin universitetstid, selvom han var irriteret over de normative sider af bevægelsen, og efter hvad jeg har fået oplyst, læste Corydon og Hermann sammen på universitetet og besøger hinanden ved festlige lejligheder[52]. Antorini selv refererer, via henvisninger til hendes daværende mand Henrik Dahl, til Lars Qvortrup i en af sine bøger, og i et nyligt interview, hvor hun skal forklare skolereformens filosofi, refererer hun direkte til Jens Rasmussen ([53] og [54]). På den måde får vi en blanding af policy, neo-strukturalisme, konkurrencestat og systemteori helt inde i magtens indre organer.

 

7. Konkurrencestat, kommunisme og læringsmål

Claus Holm har fået en mere central placering i oligarkiets mønstre siden det første essay, både fordi han har haft mange indlæg om det ene og det andet, og fordi han i efteråret 2014 blev konstitueret leder af Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU). Han har i mange år haft ledende poster på DPU. Fra 2001 til 2008 var han kommunikationsdekan under rektor Lars-Henrik Schmidt.  Derpå var han noget lignende under Lars Qvortrups dekanat fra 2008-2011. I 2006-2012 skrev han ph.d.- afhandling, hvor han forsøgte at kombinere sine gamle chefers to teorier, hhv. samtidsdiagnosen og systemteorien. Holm tilhører derfor samme grundfløj inden for den pædagogiske forskning som Stefan Hermann, der også er elev af Schmidt, men han har altså i de seneste år suppleret med en mere funktionalistisk side, som han har taget fra systemteorien. Både Schmidt og Qvortrup har dog samme rod, nemlig i kommunistisk strukturalisme, så i bestemte (men ikke alle) sammenhænge er forskellen til at overse. Holm skriver da også i overensstemmelse med dette grundlag, at det moderne universitet tenderer mod at blive et ”serviceuniversitet”, hvor det gælder om at ”hykle mindst muligt” og at lave ”strategisk spin for egen forskning” i ”kampen om opmærksomheden”, og det lyder jo ikke sjovt[55].

Man må også huske på, at Holm er stor tilhænger af Ove Kaj Pedersens teori om konkurrencestaten, som også Jens Rasmussen og Lars Qvortrup skriver sig hen i nærheden af, hvilket alt sammen er grundigt dokumenteret i 1. del af herværende blog og i min bog Pædagogikkens to verdener.

Ove Kaj Pedersen bygger konkurrencestaten på en strukturalisme, der i sit indre er præget af Pedersens ungdomshelte, nemlig primært af kommunisten Louis Althusser og sekundært af Michel Foucault, som begge fratages al normativitet og filosofi, hvorefter deres teorier omdannes til produktionsmaksimerende strukturer, der udsletter al handling, politik og humanisme. Det er marxisme uden marxisme for nu at sige det på den måde. Altså ren produktionstænkning uden al den besværlige ”overbygning”, som det hed i gamle dage, dvs. uden filosofi, oplysning, religion, æstetik, pædagogik og politik. Der er hverken lilla bleer, national dannelse, kritisk sans eller europæisk oplysning i miles omkreds. Der er ikke andet end strukturer, arbejdsmarked og historicisme, som man kan gå og tilpasse sig, indtil man dør. Det er også derfor, at Corydon, som jo også er vild med konkurrencestaten, som allerede nævnt kan hævde, at finansministeriet er et ”fællesskabsministerium”.

Nu har jeg så lige læst en helt frisk artikel af Claus Holm i bogen Livsduelighedens pædagogik. Artiklen ”Den rige personlighed er livsduelig” bygger eksplicit på en konkurrencestatspædagogik, men hos Holm er det blot med fuld kommunistisk fanfare, og det hele kører derfor med eksplicit og selvfølgelig reference til Antorini, Ny Nordisk Skole, Ove Kaj Pedersen, skolereformen og Karl Marx i èn og samme bevægelse[56]. Jeg kalder nogle gange den slags tekster for ”vilde”. Jeg elsker dem på sæt og vis.

Holm mener, at vi med konkurrencestaten får mulighed for at udvikle en “rig personlighed”, selvom der ikke, når det kommer til konklusionen, er andet end opportunisme og strækmarch i Ove Kaj Pedersens begreb[57]. Konkurrencestaten opfattes ligefrem hos Holm som en tilstand, der kan realisere en ny kommunistisk idealtilstand. Det kan man f.eks. læse om i artiklens intro:

“For omtrent 160 år siden formulerede Karl Marx forestillingen om en rig individualitet som det kommunistiske samfunds individideal. I dag får forestillingen relevans. Lyder det lidt besynderligt, er det ikke mærkeligt? For de fleste af os går næppe rundt og tror, at vi er lige på trapperne til at blive en del af et kommunistisk samfund”.

Og artiklen fader ud i samme ånd med: ”I dag kan Marx’ ide om det kommunistiske samfunds rige individualitet få ny relevans”. Holm tror måske, at konkurrencestatens individualitetsbegreb og skolereformen er en form for kommunistisk paradis, at han ender i tusindårsriget? Det gør han ikke. Han ender i en form for ureflekteret neo-kommunistisk bismarck-isme. Det er nemlig i den politiske omegn, Ove Kaj Pedersen rejser rundt i landet med det, han lidt for selvbevidst kalder for en “statsraison” for konkurrencestaten, og som præger centrum-venstre helt ind i generne med al dens arbejdsmarkedsfundamentalisme og udslettelse af pluralitet og civilsamfund, og dermed af pædagogik som sådan[58]. Holms ”rige personlighed” eksisterer ikke, fordi han ikke har reflekteret over ’rigdommen’ i den filosofiske grund. I stedet kommer den “rige personlighed” til at være et ideologisk dække over det modsatte, nemlig egoisme og massesamfund, også kaldet for opportunisme og konkurrencestatssoldat i Ove Kaj Pedersens jargon; altså omtrent de egenskaber, som Holm tillægger forskeren i sit strukturalistisk konciperede ”serviceuniversitet”.

Så vi havner altså i en blændende blanding af konkurrencestat, skolereform og kommunistisk paradis, hvilket bekræfter min tese fra Pædagogikkens to verdener om, at konkurrencestaten er en forfaldsmarxistisk ideologi.

Nå, men jeg fortaber mig i indhold, som jeg må tage en anden gang. Claus Holms tekster og markeringer slynger sig om hinanden dybt inde i DPO’s begrebslighed. Her er nogle yderligere momenter:

1. Holm har arbejdet tæt sammen med Jens Rasmussen, hvis arbejde jeg har nævnt både her og i andre sammenhænge. De to skrev i 2007 sammen med en tredje systemteoretiker, daværende DPU-dekan Søren Kruuse, bogen Viden om uddannelse, der er en decideret systemteoretisk nedsmeltning, og som filosoffen Peter Kemp har kaldt for ”pædagogisk anti-filosofi”[59]. Rasmussen var også vejleder på Holms ph.d.-afhandling.

2. Desuden er den allerede omtalte bog, Folkeskolen efter reformen, udkommet her i 2015 på Hans Reitzels forlag. Bogen er netop redigeret af Jens Rasmussen, Claus Holm og Andreas Rasch-Christensen, som jo alle spiller en central rolle i herværende analyse (Rasmussens bidrag til bogen har jeg allerede omtalt under afsnit 2C).

I Holms bidrag, som hedder ”Ny styring af lærerens autonomi?”, argumenterer han for, at læringsmålstænkningen ikke medfører et tab af autonomi og dømmekraft for læreren[60]. Holm mener, at den internationalt fremtrædende uddannelsesteoretiker Gert Biesta i sin drøftelse af dømmekraftsbegrebet roder sig ud i nogle problemer, som efterfølgende løses af…. Ja hvem? Svaret er: af Lars Qvortrup og Jens Rasmussen, den systemteoretiske anti-filosofi par excellence, og sagen afgøres ved at skelne mellem DPO-parret ”evidensbaseret” og ”evidensinformeret”. Antifilosofien skal altså løse et pædagogisk problem, og det er jo ikke så godt, for derved får vi anti-filosofi over det hele. Holm konkluderer da også, at skolereformens ”paradigmeskift” først vil slå igennem, når ”det gamle paradigmes bærende kræfter dør ud”. Færdig med dem![61]

Lektor Steen Larsen har i øvrigt en lang og velskrevet anmeldelse af bogen på folkeskolen.dk. Her skriver han blandt andet:

“Bogen vil være guf for alle taleskrivere i Undervisningsministeriet, fordi den netop er så kritikløs og selvkritikløs. Her vil kunne copypastes i den helt store stil til eventuelle begejstringstaler”.

Og Larsen fortsætter:

“Bogen opfører sig som en slags embedsmandsbog fra ministeriet, skærer bevidst mange, mange relevante, faglige diskussioner væk, hvilket i sig selv er akademisk stærkt betænkeligt, egentlig akademisk arrogant. Den løsriver sig selv bevidst fra virkeligheden”[62].

Jeg kunne ikke være mere enig. Denne ureflekterede sammenkobling af forskning og policy, som Larsen beskriver, er lige præcis definitionen på DPO.

3. Holm støttede i 2010 i Information op om Lars Qvortrups primitive fyringsvarsler af tre pædagogiske filosoffer, fordi deres forskning ikke var ”relevant”[63].

4. På trods af Holms fremtrædende rolle som formidlingsleder, har han ikke siden 2010 henvendt sig til mig, som ellers vist nok er blandt de mest formidlende og diskuterende forskere på hans institut, men det skal jeg måske være glad for, hvis man tager karakteren af de øvrige henvendelser i betragtning? I 2010 fik jeg den såkaldte Holger-pris for mit formidlingsarbejde, men Holm kvitterede ikke med nogen institutionelt markeret anerkendelse. Til gengæld kommenterede han min takketale, som jeg havde lagt på www.folkeskolen.dk. Heller ikke her udtryktes den mindste anerkendelse, selvom Holm havde underskrevet sig med fuld institutionel fanfare. Til gengæld kunne jeg læse:

”Men du må oppe dig og tage dig sammen til at levere analyse og argumenter. Man må kunne forvente et stærkere analytisk niveau og ikke mindst, at dine argumenter beror på viden om og indsigt i alt det, du skælder ud på. Ellers står jeg tilbage med et oplæg, der mest af alt består af u-underbyggede påstande om, at alle andre end du befinder sig i en blindgyde med hensyn til pædagogisk forskning og som alene hævder sig ved en polemisk dumdristighed”[64].

Formidlingsdekanen har talt? Åbenbart ikke i en ”nedsættende tone”, som det hedder, når det er mig, der engagerer mig? Nå, men jeg end ikke overvejede at ”klage” til Holms leder, som jo også var Qvortrup selv. I stedet svarede jeg ham hen over 20 sider. Pr dags dato har jeg så skrevet over 1000 sider om sagen, og jeg havde faktisk allerede dengang skrevet en del, så nu er kritikken forstummet. I al fald har jeg ikke hørt noget fra Holm siden udover almindelige officielle skrivelser.

Som afrunding kan jeg tilføje, at Holm på lederplads i DPU’s blad Asterisk har skrevet, at ”indholdsdidaktik er død – længe leve læringsmålsdidaktik” – og det står endda to gange[65]. Det er ganske vist en forfærdelig måde at stille tingene op på, men uden pædagogisk formål, er det sådan, det ender. Endelig har Holm og Rasmussen for nylig skrevet en kronik til bladet Folkeskolen med den truende titel: ”Skolereformen kræver mindst 10 års fokuseret indsats”[66]. Måske regner Holm med ”det gamle paradigmes” fortalere så er “døet ud”? Eller måske er det et form for supplement til Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens begreb om ”læringsmål 2.0”, som de lancerede i Dafolo-udgivelsen Paideia? Begrundelsen for den ønskede ’opgradering’  fra 1.0 til 2.0 er, at de læringsmål, som de forskellige faggrupper havde vedtaget i første omgang, ikke, efter forfatternes opfattelse, er stringente nok i forhold til Rasmussens og Rasch-Christiansens eget instrumentelle oplæg[67]; altså det oplæg, som Rasmussen ovenfor mente var en modernisering af Humboldt, hvormed han kunne klassificere landets kritiske og nationale traditioner som ”før-Humboldtsk”, og hvorved både kritikken, det nationale og nyhumanismen selv styrter i grus.

 

8. Andreas Rasch-Christensens bevægelser i DPO

Andreas Rasch-Christensen, som er forskningschef på professionshøjskole VIA, har jeg faktisk kommunikeret flere gange med på Facebook. Han føler ikke selv, han har indflydelse i dansk pædagogik, og nu er han også blevet fodboldkommentator for en fjernsynskanal. Han har også skrevet en bog om en fodboldspiller, der bider sine medspillere. For nylig er Rasch-Christensen blevet anklaget for at have plagieret dele af sit fodbold-skriv fra en anden fodbold-blogger. Det er alt sammen meget eksotisk[68].

 

A. Eksperten

Jeg begynder at tro, at Rasch-Christensen har ret i, at han ingen magt har. Jeg tror, jeg måske har overvurderet hans indflydelse. Jeg blev forført af, at han sidder med i så mange råd og nævn og skriver kronikker med alle de andre. Han har nemlig tilsyneladende ingen holdning, og så er det jo også svært at have magt. Til gengæld må de andres holdninger jo så have magt over ham, og hvordan skal man egentlig diskutere med en magtfuld person uden magt? Rasch-Christensen mener som de andre, og nu ”skriver” han åbenbart også som de andre, hvilket han på en måde altid har gjort.

Men selvom han vist ingen holdning har, er han skam vigtig. Jeg var for nylig inde på professionshøjskole VIA’s hjemmeside, hvor man kunne søge efter eksperter om folkeskolen. Selvom der jo er mange dygtige ansatte på VIA’s lærerseminarier, altså folk med holdning og dømmekraft, var de pågældende slet ikke nævnt. Der stod kun Rasch-Christensens navn[69]. Andreas Rasch-Christensen er simpelthen VIA’s eneste ekspert i skolespørgsmål? Efter jeg skrev om det på facebook, blev der tilføjet et par personer, der ligger tæt på Rasch-Christensens faglige observans. Jeg lavede i øvrigt en tilsvarende undersøgelse tilbage i 2011, og den gav samme resultatet. Den gamle undersøgelse fortalte jeg om i min bog Krisen i Dansk Pædagogik og i en række blogindlæg på folkeskolen.dk[70].

 

B. Dafolo

Endnu en detalje er situationen omkring forlaget Dafolo i Frederikshavn. Det er fra dette forlag, at mange af DPO’s ideologiske værker udgives, blandt andet James Nottinghams, John Hatties og Lars Qvortrups bøger. Derudover udgiver forlaget også det allerede nævnte tidskrift Paideia, der, så vidt jeg kan gennemskue det, udspringer fra Lars Qvortrups LPS-center i Aalborg. I tidsskriftet er der masser af DPO-artikler, og med i redaktionen er LP-metodens systemteoretiske ophavsmand, normanden Thomas Nordahl, der som nævnt også sidder i Mærskfondens vurderingsudvalg sammen med Jens Rasmussen. Nordahl har ifølge en norsk professor, Svein Sjøberg, sagt, at begrebet ”metodefrihed” skulle tages ud af det pædagogiske vokabular, og Sjøberg er røget ud i et længere slagsmål om disse emner i Aftenposten[71]. Dafolo udgiver også et tidsskrift for skoleledere, Skolen i morgen, som redigeres af… ja, netop af Andreas Rasch-Christensen – sammen med skoleleder Camilla Ottsen, som er leder af Ny Nordisk Skole-mønsterskolen i Brønshøj, som også har fået en masse penge af Mærsk-udvalget til noget skolereform-maskimekanik. Det er i øvrigt også et pudsigt sammentræf, at tidsskriftets titel ”Skolen i morgen”, minder om den afslutningsreplikken i regeringens skoleudspil, ”Gør en god skole bedre”, hvor man  annoncerer ”morgendagens skole” – en trist poesi. Resten af bladet er stort set rent DPO-stof.

En sidste bemærkning til Andreas Rasch-Christensens arbejde vedrører hans forbindelse til Politikens uddannelsesredaktion, som også har båret kraftigt ved til de nye reformer. Uddannelsesredaktøren Jakob Fuglsang har netop udgivet bogen ”Den store løgn om uddannelse – et opgør med selvmodsigelserne i det danske uddannelsessystem”[72]. Fuglsang er glad for skolereformen, men kritiserer dens implementering. Der er i bogen stort set kun referencer til DPO-folk, og der er ingen analyser af pædagogiske mål og formål. Den hyppigst citerede forsker i bogen er netop Andreas Rasch-Christensen, og Fuglsang skriver ligefrem, at ”Andreas Rasch-Christensen fra professionshøjskolen VIA University er en af dem, som jeg tit ringer til for at blive klogere på uddannelsesforskning” (s. 54). Hermed er Politikens horisont angivet, hvilket er i fuld overensstemmelse med avisens chefredaktions tilslutning til konkurrencestatsideologien.

 

C. Folkemødet i Allinge

Mange tråde mødes også på Folkemødet i Allinge i juni 2015. På Allinges havn har Aarhus Universitet ankret deres forskningsskib Aurora, hvor der afholdes debatter. På førstedagen diskuteres under emnet: ”Et år med skolereformen: Er der styr på den målrettede skole?”

Hvem deltager? Ja, fra universitetet deltager kun en person med pædagogisk kompetence, nemlig Claus Holm, og den anden ”ekspert” er Andreas Rasch-Christensen. Rasch-Christensen deltog også i Allinge sidste år. Her var han i vilde omgivelser i grundtvigianernes telt, hvor han diskuterede folkeskolen med en Alexander von Oettingen i blændende intellektuel form, så man var lige ved at græde over kløften mellem Pædagogikkens To Verdener.  Derudover deltager allerede nævnte Lars Goldschmidt, som også spillede en central rolle i DPO-1, på Aurora. Goldschmidt er også konkurrencestatstilhænger, medforfatter på Antorinis bøger fra gamle dage og endda, som allerede nævnt, formand for Ny Nordisk Skoles Akademiråd. Det var også Goldschmidt, der i sin tid skrev om, at lærerne skulle være “duracellkaniner”, hvilket jeg bliver ved med at gøre grin med, indtil han siger, at han fortryder udtalelsen[73].

Alle de tunge debattører på Aurora er altså centralt placeret i Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO).

Dernæst kommer et par mindre vigtige deltagere, som på et mere operativt niveau også har deltaget i promovering af skolereformens ideer, og som altså tilhører hvad man kunne kalde for DPO-sætningernes frontpersonale. Det er skoleelevernes organisation, som er repræsenteret ved deres tidligere formand, samt skole-hjemorganisationen, som deltager med Mette With Hagesen.

Kritikken på mødet skal alene løftes af fagforeningerne: Det er dels Dorthe Lange fra DLF, som selv er tidligere medformand for Ny Nordisk Skole og dermed ikke på den kritiske fløj, samt Uffe Rostrup fra de Frie Skolers Lærerforening. Rostrup må nok kæmpe en ensom kamp. Han kan så stå der med al sin ensomme følelse – med sine ”negative holdninger” eller ”konstruktive dialog” – mens ”forskningen” på universitetets skib sætter sejl.

Endelig deltager fysikeren Flemming Besenbacher fra AU, men han har så vidt jeg ved ingen relation til skoledebatten.

Jeg synes, det er forkert af Aarhus Universitet at skrue det faglige program så smalt sammen. Netop ved et universitetsbåret arrangement burde man have løftet en betydelig bredere palet af videnskabelig og folkelig diskussion. Nu kommer AU i min optik blot til at blåstemple DPO, og det bliver svært at skelne arrangementet fra mange andre[74].

 

9. Konklusion

Hermed har jeg beskrevet DPO’s udvikling i det sidste års tid i forskellige organisatoriske, videnskabelige og handlingsmæssige kontekster. Hele den overordnede tese, som er angivet i min bog, er bekræftet, og tendenserne, som jeg beskrev i DPO-1 er konsolideret.

Jeg er på en eller anden mystisk og snørklet måde havnet midt i det, som Michel Foucault i 1977 kaldte for “the politics of the scientific statement”. At jeg skulle havne der lå ikke lige i kortene tilbage i 2007, hvor jeg underviste i socialret og organisationsteori på et århusiansk pædagogseminarium.

“The politics of the scientific statement” er det pulserende, levende og stridbare sted, hvor en postuleret pædagogisk objektivitet – et hegemoni, der sprutter af evidens, forfaldskommunisme og konkurrenceideologi – demaskeres som ren forvildet normativitet, der ikke kan deklarere sig selv. Demaskeringen sker ved det, som Foucault i en række af sine sene forelæsninger kalder for Parrhesia, dvs. åbenhjertig tale, der vil sandheden på et fuldstændigt ærligt, transparent og ansvarligt grundlag[75].

”The politics of the scientific statement” er det sted, hvor åndsvidenskabelig objektivitet kaldes for “løgn og fordrejning” af det pædagogiske oligarki, med elementer af det som den franske filosof, Jean-Francois Lyotard, ville have kaldt for videnskabelig ”terror”, dvs. ved afkortning af de processer, som skaber en videnskabelig, folkelig og samfundsmæssig stemme.

“The politics of the scientific statement” et det punkt, hvor videnskab, pædagogik, debat og formidling bliver til et og det samme; til en kraft, til en undersøgelse, til en undtagelse, til en respektløs destruktion, der bygger op.

 

NOTER:

[1] Blogindlæg fra d. 28. februar 2014: Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki.html.

[2] Rømer, T.A. (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

[3] Et tema, der f.eks. er undersøgt af Hanne Marlene Dahl i kapitel 3 i den helt nye bog ”Pædagogprofessionens historie og aktualitet – Kamp og status, U-press, 2015, hvor der tales om ”et transnationalt vidensfelt”. Lektor ved DPU, John Kreisler, har sammen med flere internationale forskere har været inde på noget af det samme i forskellige sammenhænge (se note 2’s henvisning for yderligere referencer).

[4] Jf. Uddannelses- og forskningsministeriet: ”Danish Code of Conduct for Research Integrity”: http://ufm.dk/publikationer/2014/the-danish-code-of-conduct-for-research-integrity og Aarhus Universitets nye regelsæt om ”ansvarlig forskningspraksis”: http://www.au.dk/fileadmin/www.au.dk/forskning/Ansvarlig_forskningspraksis/Aarhus_Universitets_Regelsaet_-_Ansvarlig_Forskningspraksis_25_marts_2015.pdf.

[5] Se begge Rasmussens henvendelser her. Se her for mine skriftlige svar på Rasmussens anklager.

[6] Mit eget begrundelsespapir i forbindelse med Rasmussens anklager: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2015/04/Begrundelsespapir-ifm-mobbehistorie-2.pdf

[7] Min svar-mail til Rasmussens to mail: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2015/04/svar-p%C3%A5-mails-og-kommentar-til-m%C3%B8de.pdf

[8] Se Brian Degn Mårtenssons blogindlæg fra d. 21. maj 2015 og Rasmussens svar: http://www.folkeskolen.dk/564115/det-jeg-hoerer-dig-sige#564154. Min egen kommentar til sagen kan læses på facebook.

[9] Vedrørende nedlæggelse af blog på www.folkeskolen.dk, se: Rømer, T.A. (2013). Krisen i dansk pædagogik, Munkebo: Fjordager, s.354-361. Se også en diskussion om ”metodefrihed” mellem Rasmussen og undertegnede i samme bog, s.181-188. I forbindelse med et blogindlæg af Brian Degn Mårtensson d. 21. maj 2015, citerer Rasmussen i kommentarfeltet følgende fra sin henvendelse til Folkeskolens chefredaktør. “”Vi ønsker ikke Thomas Rømers blog eller for den sags skyld nogle andres blog lukket. Det er bestemt ikke vores bestræbelse, hvilket du heller ikke finder belæg for i vore henvendelser. Vore henvendelser vedrører alene uvederhæftige, løgnagtige og ærekrænkende udsagn om os (…). Derfor har vi spurgt til et etisk kodeks for blogindlæg på sitet, som det kendes fra andre medier”. Hvem “vi” referer til ved jeg ikke, men igen har vi formuleringerne “uvederhæftige, løgnagtige og ærekrænkende” uden dokumentation.

[10] Se Pædagogikkens to verdener, kapitel 3. Samme pointer findes også i en kortere form som kronik i Politiken: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1876116/ud-fra-christine-antorinis-horisont-har-venstrefloejen-svigtet-moralsk/.

[11] Se Rasmussen, J. (2015). ”Folkeskolereform 2014”, i Rasmussen, J. & Holm, C & Rasch-Christensen (red.) (2015): Folkeskolen efter reformen, København: Hans Reitzels Forlag, s. 9-44.

[12] Se omtale af konferencen ”Konkurrencestatens krav til dannelse” på http://www.thomasaastruproemer.dk/konkurrencestatens-krav-til-dannelse-kommenteret-referat-fra-konference-pa-dpu-aarhus-universitet-d-20-november-2013-i-emdrup-kobenhavn.html

[13] Qvortrup, L. (2014). ”Folkeskolereformen – et dannelsesprojekt, der savner tydelighed”, i Folkeskolen, nr. 6: http://www.folkeskolen.dk/542336/folkeskolereformen–et-dannelsesprojekt-der-savner-tydelighed. Se også kritisk diskussion af kronikken på http://www.thomasaastruproemer.dk/lars-qvortrups-syn-paa-dannelse-i-folkeskolen-nr-6.html. Faktisk er det muligt at tænke systemteori og Humboldt mere frugtbart sammen, men så er det med en hel anden horisont end Rasmussens og Qvortrups. Jeg tror, hvis man må gætte lidt, at sociologen Gorm Harste og lektor Michael Paulsen har bedre muligheder for at etablere en sådan syntese.

[14] Se Kvan, nr. 101, april 2015.

[15] Agedrup-sagen er behandlet mange steder, f.eks. journalistisk på: http://www.folkeskolen.dk/546439/med-jobbet-som-indsats-erik-schmidt-fik-en-tjenstlig-advarsel-for-negative-holdninger. Alle indlæg om sagen er samlet på: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt. Sagen fra Aalborg er beskrevet journalistisk på: https://www.folkeskolen.dk/561941/laerer-udelukket-fra-paedagogisk-weekend- og på min egen blog: http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-agedrup-sag-i-aalborg.html.

[16] Link til vurderingsudvalget i Mærsk-fonden: http://www.apmollerfonde.dk/folkeskolen/vurderingsudvalg.aspx

[17] Link til Qvortrups Mærsk-projekt: http://www.lsp.aau.dk/fileadmin/filer/Billeder_til_hjemmesiden/Maersk/Forskningsinformeret_maalstyret_skoleudvikling.pdf

[18] Youtube-videoer fra Horsens Kommune: Uddannelsesdirektør Kjeld Kristensens oplæg: https://www.youtube.com/watch?v=suLD_AOBx6M. Lars Qvortrups oplæg: https://www.youtube.com/watch?v=SO4Q-IbHGlg

[19] Link til facebookopdateringen: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10153048518369481&id=837549480&pnref=story

[20] Link til blogindlæg: http://www.thomasaastruproemer.dk/er-der-en-strid-mellem-uren-og-ren-paedagogik.html

[21] Se Rømer, T.A. (2011). ”Dansk pædagogik i fald og bund”, i Rømer, T.A. & Tanggaard, L. & Brinkmann, S.: Uren pædagogik, Aarhus: Klim, s. 130-158.

[22] Staunæs, D. & Bjerg, H. (2014). Læringscentreret skoleledelse Tænketeknologier til forskningsinformeret skoleledelse, Frederikshavn: Dafolo.

[23] Staunæs, D. & Bjerg, H. (2013). ”Tænketeknologier: når forandringer består – projekter forgår”, Skolen i morgen, vol 16. nr. 8, s. 4-6: http://edu.au.dk/fileadmin/www.dpu.dk/e-boeger/OL/SIM_maj2013_print.pdf

[24] Bjerg, H. & Qvortup, L. (2015). ”Forord”, i Robinson, V.: Elevcenteret skoleledelse, Dafolo, s. 9-13.

[25] Qvortrup, L. (2015). ”Masser af pædagogisk ledelse i folkeskolen”, i Politiken, d. 23. marts.

[26] Staunæs, D. & Qvortrup, L & Rasmussen, J. (2012). “Visionen for den nye, stærke danske skole”, kronik i Politiken, d. 9. februar.

[27] Slides fra D. Staunæs’ foredrag: ”Læringscentreret ledelse” fra undervisningsministeriets Sorø-møde 2014: http://www.uvm.dk/Aktuelt/~/UVM-DK/Content/News/Udd/Folke/2014/Okt/141007-Praktikere-delte-erfaringer-med-folkeskolereformen

[28] Slides fra D. Staunæs’ foredrag ved workshop i Ny Nordisk Skole, 2015: http://nynordiskskole.dk/~/media/NORDISK/Filer/PDF15/150206%20Workshop%205%20Ledelse%20og%20medledelse%20med%20fokus%20paa%20boern%20og%20unges%20laering.pdf

[29] Blog indlæg om D. Staunæs’ synspunkter: http://www.thomasaastruproemer.dk/danske-paedagogiske-tekster-1-dorthe-staunaes-opgoer-med-den-paedagogiske-tradition.html

[30] De to klager og yderligere info om sagen kan tilgås på http://www.thomasaastruproemer.dk/paa-dpu-anklager-om-had-og-tilsvining-og-forsoeg-paa-administrativ-intimidering-pga-faglig-kritik-og-debat.html

[31] Sagen kom på lederplads i Jyllands-Posten og i Berlingske samt i en længere kommentar af uddannelsesredaktøren på Politiken. Alle indlæg i sagen er samlet på: http://www.thomasaastruproemer.dk/loebende-registrering-af-indlaeg-vedroerende-klage-over-blog-indlaeg.html

[32] Se Masschelein, J. & Simon, M. (2013). In defence of the school – a public issue, Leuven: E-ducation, Culture & Society Publishers.

[33] Se “Lektor frifundet for “tilsvining”, journalistisk dækning i Jyllands-Posten. (forkortet version i papiravisen d. 10. maj) http://jyllands-posten.dk/aarhus/ECE7692688/Lektor-frifundet-for-%E2%80%9Dtilsvining%E2%80%9D/.

[34] Jeg har kendskab til yderligere to lignende eksempler på klagesager fra DPU i tidens løb. Niels Egelund fortæller i et stort interview i Politiken d. 12. maj 2015, at han tilbage i 1980’erne af 33 forskerkolleger blev ‘bedt om’ at undlade at offentliggøre nogle bestemte resultater. Så vidt jeg kan se af interviewet, var der dog ikke tale om en ’administrativ henvendelse’ fra Egelunds kritikere. Det var mere en form for gruppepres. Og psykologen Nikolaj Lunøe beretter både i en Facebook-opdatering og under et af mine blogindlæg, at Egelund selv i 2005 klagede til DPU’s daværende rektor, Lars-Henrik Schmidt – altså denne gang i en ren administrativ henvendelse. Egelund mente, at en anden DPU-forsker, Peter Allerups, kritik af den statistiske kvalitet af Pisa-undersøgelserne var ukollegial. Schmidt svarede, ifølge Lunøe, at hvis Allerup havde kendskab til faglige problemer med Pisa-metoderne, var det ikke kun hans ret men også hans pligt at fortælle offentligheden om dem, se: http://www.thomasaastruproemer.dk/afgoerelse-i-klagesag.html.

[35] Link til Hermans anmeldelse af Uren pædagogik i Information: http://www.information.dk/28344918

[36] Hermann, S. (2014). ”Et rent snit”, i Tanggaard, L. & Rømer, T.A. & Brinkmann, S. (2014). Uren pædagogik 2, Aarhus: Klim. Min egen analyse af Hermanns arbejde, som Hermann altså kommenterer i sin artikel, kan man læse i tidsskriftet Nyt Dansk Udsyn 2013, nr. 2, s. 5-18: http://nyt-askov.dk/wp-content/uploads/2012/11/ONLINETIDSSKRIFTET-NYT-ASKOV-FEBRUAR-2013-F%C3%86RDIGE2.pdf.

[37] Hermann, S. og Eggert, A.: ”Drop nu det stereotype gyserbillede af djøferne”, Politiken, d. 7. marts: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2577192/drop-nu-det-stereotype-gyserbillede-af-djoeferne/

[38] Se personerne bag “Rådet for børns læring” her, og bestyrelsessammensætningen i EVA kan man se her. For referat af Folkemøde om inklusion i regi af “Rådet for børns læring”, se: http://www.thomasaastruproemer.dk/folkemoede-2014-maa-vi-faa-ro-debatmoede-om-inklusion.html.

[39] F.eks. på Wangs blog på www.danskekommuner.dk: http://www.danskekommuner.dk/Blog/Camilla-Wang/Pressede-unge-skal-mode-flere-krav/. For diskussion af Peter Haldor Hansens synspunkter, se: http://www.thomasaastruproemer.dk/hvad-vil-det-sige-ikke-at-vaere-imod-skolereformen.html. (efter offentliggørelsen af DPO-2, skrev Camilla Wang på facebook om denne passage i bloggen. Efterfølgende sluttede netop Peter Haldor Hansen og Camilla Ottsen og Arne Eggert op, hvilket jo sådan set bekræfter min teksts overnestemmelse med virkeligheden. Diskussionen kan læses her.

[40] Omtale af revisionen af læringsmål i læreruddannelsen med diverse høringssvar: http://www.folkeskolen.dk/560843/nye-laerere-skal-laere-at-undervise-efter-maal

[41] Se f.eks. gymnasierektorernes hjemmeside: http://www.danskegymnasier.dk/synlig-laering/.

[42] Protestskrivelse i Agedrup-sagen, hvor Hermann ikke var med: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2014/08/L%C3%A6serbrev-til-Fyens-Stiftstidende.pdf.

[43] Herman, S. (2014). ”Fri debat om skolereform”, Information, d. 5. september, i forkortet og uforkortet form: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2014/09/To-indl%C3%A6g-af-Stefan-Hermann.pdf

[44] Personsammensætning i Ny Nordisk Skoles akademiråd og bestyrelse, se: http://uvm.dk/Aktuelt/~/UVM-DK/Content/News/Udd/Folke/2014/Sep/140922-Ny-bestyrelse-og-akademiraad-for-Ny-Nordisk-Skole

[45] For Lars Goldschmidts forhold til konkurrencestaten, se diskussion i Højskolebladet: http://hojskolebladet.dk/nyheder/2013/oktober/direktoer-med-ambitioner-for-hoejskolerne (bemærk diskusisonslinks i bunden), og følgende referat fra Folkemødet i Allinge 2014: http://www.thomasaastruproemer.dk/folkemoede-2014-statsideologen-ove-kaj-pedersen-i-hoejskolernes-telt-og-paa-allinge-bibliotek-2.html.

[46] Claus Hjortdal hylder Lars Goldschmidt på twitter.com: https://twitter.com/claushjortdal/status/559748846830768128

[47] Se artikel i Folkeskolen: ”Jeg tror vi har brug for lidt begejstring”, http://www.folkeskolen.dk/69786/jeg-tror-vi-har-brug-for-en-periode-med-lidt-begejstring

[48] Se den fælles skrivelse her: http://www.folkeskolen.dk/~/8/4/uvm-fm-papir-til-net.pdf

[49] For nylig har finansministeriet sat sig tungt på Undervisningsministeriet, se: http://www.folkeskolen.dk/562115/implementerings-kontoret-corydons-forlaengede-arm-i-undervisnings-ministeriet

[50] For Mckinseys indflydelse, se f.eks.: http://politiken.dk/indland/politik/politikfakta/ECE2218602/dokumentation-her-er-konsulenternes-rolle-i-skolereformen/

[51] Antorini, C. & Corydon, B. (2013). “Uddannelse er det første kapitel i regeringsgrundlaget”, Politiken, d. 26. august: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2057711/antorini-og-corydon-uddannelse-er-det-foerste-kapitel-i-regeringsgrundlaget/

[52] For Corydons tilknytning til neostrukturalismen, se:

a) Corydon, B. (1998): ”Anmeldelse af Ernesto Laclau og Chantal Mouffe, redigeret af Carsten Jensen, Demokrati og Hegemoni, København: Akademisk Forlag, 1997”, i Politica, vol. 30, s.115-117.

b) Corydon, B. (2000). Et demokratisk Europa – en teoretisk orienteret analyse af muligheder og begrænsninger for en demokratisk udvikling af den Europæiske Union, Specialeafhandling ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

[53] Se http://www.folkeskolen.dk/563150/antorini-folkeskolereformen-er-en-laeringsreform

[54] Se Antorini, C. (2006). ”Grundtvig mod min vilje”, i Cappelørn, N.J. m.fl. (red.): Alle mine kilder – en samling af foredrag om arven efter Grundtvig og Kierkegaard som kilder til inspiration, København: Vartov.

[55] Se Holm (2006). Forståelsens rasen – om troværdig forskningsformidling”, København: Danmarks Pædagogiske Forlag, s. 145-146. Ph.d.-afhandlingen, hvis overordnede titel er ”Kampen om troværdigheden – forskning i formidling” er en kobling af tekster fra tre udgivelser skrevet over seks år, hvor en del af den ene udgivelse er skrevet sammen med Jens Rasmussen, der også var vejleder på projektet. I det omfang afhandlingen knytter an til Lars-Henrik Schmidts teorier lanceres mere brede kritiske begreber, men ”kritikken” falder dog ned som et lam, så snart, begreberne nærmer sig systemteorien, dvs. de mange referencer til Qvortrup og Rasmussen. I lyset af de mange mellemlederhenvendelser, jeg har beskrevet, er der dog et kosteligt afsnit om, hvorfor danske forskere ikke kan lide kollegial kritik på s.125-131. Det er afsnit som dette, der klart sætter Holm i en langt mere kritisk disponeret forbindelse end mange af de andre, jeg har nævnt.

At det pt. er den systemteoretiske indflydelse, der dominerer hos Holm, så man sidst i en kommentar, han skrev i Information, hvor han argumenterede for, at professorer generelt savner mere styring fra universitetsledelsen, se Holm, C. (2014). ”De dygtigste forskeres frihed udnyttes dårligt”, Information, d. 19. juni: http://www.information.dk/501232:

Holms kommentar tager udgangspunkt i en barok sag fra Aalborg Universitet, hvor en professor blev afskediget, fordi hans forskning ikke var lønsom nok. Holm har ingen synlige anker mod udkommet af sagen fra Aalborg. Tværtimod forsvarer han beslutningen lidt, som jeg læser det, men det kan læseren jo selv bedømme. Holm argumenterer i sin kommentar for, at ”højeste kyndighed forlanger, at en forskningsinformeret universitetsledelse formulerer tydelige forventninger” Det er altså konkurrencestatens ”myndighed”, der skal styre den pædagogiske forskning, altså ”kyndigheden”, i en dannelsesfjendtlig stats tjeneste på det nye ”serviceuniversitet”, som Holm kalder det, hvor der er fyldt med albuer, hykleri og spin. Vi får med andre ord den ‘underdanige kyndighed under den evidensbaserede myndighed’, kort sagt: viden under teknokrati. I denne horisont er det svært at få den kritiske tradition, som repræsenteres af Lars-Henrik Schmidt, i spil. Omtalen af afhandlingens forsvar kan læses her: http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/kampen-om-trovaerdigheden-forskning-i-formidling/.

[56] Holm, C. (2015). ”Den rige personlighed er livsduelighed”, Livsduelighedens pædagogik – faglige pointer til den relationsprofessionelle, Frederikshavn: Dafolo, s. 179-196.

[57] Hele systematikken i Ove Kaj Pedersens virke og argumentation taler for, at konkurrencestaten har taget over og reorganiserer tidligere statsformer under sit herredømme. Holm tager imidlertid fat i en isoleret passage, som Pedersen i dag aldrig nævner med nogen vægt, hvor Pedersen taler om, at kampen mellem statsformernes ideologier er ”uafgjort”. Denne fejlbedømmelse af Ove Kaj Pedersens intentioner er den mere grundlæggende årsag til, at Holm mener at kunne kombinere konkurrencestaten med kritiske traditioner. Men eftersom systematikken som sagt er modsat, så kan Holm heller ikke for alvor opretholde sit synspunkt, hverken her eller andre steder. Derfor ender det hele, som jeg ser det, i en ideologisk sløring.

[58] Denne kedelige konsekvens af Ove Kaj Pedersens ideologi er også markeret af historikeren Michael Böss i en kommentar, ”Det Danmark vi ikke vil kende”, i Berlingske: http://www.b.dk/kommentarer/det-danmark-vi-ikke-vil-kende. Se også for grundig analyse Brian Degn Mårtenssons nye bog: Konkurrencestatens pædagogik, Aarhus Universitetsforlag, 2015.

[59] Se Kemp, P. (2011). ”Kampen om dannelse”, i Hagtvet, B. & Ognjenovic, G. (red.). Dannelse – tenkning, modning, refleksjon, Oslo: Dreyers forlag, s. 215-228.

[60] Holm, C. (2015). ”Ny styring af lærerens autonomi”, i Rasmussen, J. & Rasch-Christensen, A. & Holm, C.: Folkeskolen efter reformen, København: Hans Reitzels Forlag. Min egen analyse af DPO’s ødelæggelse af dømmekraftbegrebet, kan man læse i Pædagogikkens to verdener, kapitel 26.

[61] Min egen drøftelse af evidensbegrebet kan man blandt andet læse i Rømer, T.A. (2014). ”The Relationship Between Education and Evidence”, Cursiv, nr. 14, s. 105-122. http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Cursiv/CURSIV_14_www.pdf

[62] Se Larsen, S. (2015). ”Historisk værk om skolereformen”, på www.folkeskolen.dk: http://www.folkeskolen.dk/561856/historisk-vaerk-om-skolereformen .

[63] Qvortrup, L. mfl. (2010). ”Kemps kampagne mod DPU holder ikke”, Information, d. 20. maj, 2010: http://www.information.dk/233668. Se også for en opsamling på sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogisk-filosofi-recovered.html.

[64] Link til diskussion mellem Claus Holm og undertegnede i forbindelse med uddelingen af Holger-prisen i 2010: http://www.folkeskolen.dk/505720/oplaeg-paa-det-alternative-soroemoede.

[65] Holm, C. (2014). ”Didaktikken er død – længe leve didaktikken”, Asterisk, december: http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Asterisk/72/Asterisk-72-s2.pdf.

[66] Se Folkeskolen, nr. 10, 2015: http://www.folkeskolen.dk/563899/skolereformen-kraever-mindst-ti-aars-fokuseret-indsats.

[67] Se Rasmussen, J. & Rasch-Christensen, A. (2014). ”Kompetencemål i den nye læreruddannelse”, Paideia, nr. 4, s. 15-25.

[68] Om Rasch-Christensens fodbold-plagiat: http://www.folkeskolen.dk/561863/fodboldbog-giver-skoleforsker-sag-paa-halsen.

[69] Link til Facebook-opslag om VIA: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10153062246779481&id=837549480&pnref=story.

[70] Link til blog om VIA på www.folkeskolen.dk: http://www.folkeskolen.dk/505746/via-uden-eleverfaringer.

[71] I Norge er John Hatties betydning for noget, der ligner DPO, beskrevet af professor Svein Sjøberg i kronikken ”Skoleforskning som børs og katedral”, Aftenbladet, d. 4. maj: http://www.aftenposten.no/meninger/kronikker/Kronikk-Skoleforskning-som-bors-og-katedral-7984003.html. Hele diskussionen af Sjøbergs kronik er samlet på: http://www.mestrermestrerikke.no/2015/05/kritikkens-demokratiske-betydning.html. Nordahls syn på pædagogik og metodefrihed ligger fuldstændig på linje med DPOs. Det kan man se et eksempel på i et helt friskt indlæg fra d. 21. maj 2015 på bloggen utdanningsnyt.no.

[72] Fuglsang, J. (2015). Den store løgn om uddannelse – et opgør med selvmodsigelserne i det danske uddannelsessystem, København: Gyldendal.

[73] For referater fra begge debatarrangementer, se Pædagogikkens to verdener, kapitel 45.

[74] Se mere om arrangementet i Folkemødets program: https://kalender.brk.dk/event/user-view/15157?redir.

[75] Se Foucault, M. (2001). Fearless Speech, Los Angeles: Semiotext(e).

5 tanker om "Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) – del 2"

  1. Hele det rejste spørgsmål er efter min overbevisning fokuseret på en lettere misvisende dikotomi. Moderne pædagogik kan ikke reduceres til et simpelt spørgsmål om at være for og imod dannelse, men burde derimod handle om “hvad” det er man ønsker at danne eller at anti-danne os til og hvordan vi metodisk set bliver i stand til dette.

    Den tid hvor folkeskolen var hovedkilden til dannelse er for længst forbi. I dag dannes vi i højere grad gennem (reality) tv, sociale medier, film-, reklame- og modeindustri, i fritidsinstitutioner, psykiatriske bofællesskaber, fængslerne, på gaden, baren og diskotekterne – langt uden for folkeskolens pædagogiske rækkevidde. Skal skolen konkurrere med alt dette, skal den have våben i hænderne, som skriger på kontrol i bedste Skinner stil. At opdrage vores børn i demokratiets navn til en blind tro på at de har friheden til selv at vælge deres tilværelse og identitet kommer for alvor til kort, når vi ser dem radikaliseret af fanatikere, for derefter at slå sig selv og andre ihjel under en fremmedgørende og livsfornægtende illusion om, at det skulle være deres eget ønske. Eller når vi ser dem bukke under for en ensom tilværelse, som de teorien selv skulle være herrer over. Fundamentalistiske henvisninger til begreber såsom fornuft og følelse kan næppe i sig selv dæmme op for en sådan fejludvikling, da begreber som disse har været med til at skabe illusionen om den frie viljes rækkevidde og den menneskelige moral som givet blot ved at være menneske. 300 års oplysningsfilosofi reddede ikke den gamle verden fra sit forfald i to verdenskrige, så hvorfor og hvordan skulle den gøre det nu i den økonomiske verdenskrig mellem konkurrencestater?

    Jeg er med Skinner her. Der findes ganske givet instrumentalisme uden humanisme, men der er ingen humanisme uden instrumentalisme. Der er ikke den enes død, vi skal gå efter, men en sameksistens, hvor det ene reinforcerer og konsoliderer det andet.

    DPO er blot endnu en historie om menneskets manglende evne til at få ideologi, magt, ansvar, samt midler og mål til at hænge sammen, uanset om fortællingen er sandfærdig eller ej. Jeg tvivler på at denne manglende evne kan tilskrives nogle få udvalgte personer. Jeg tvivler endnu mere på at manglen kan kobles sammen med det teoretiske standpunkt vi bekender os til og at en erklæret humanist dermed skulle være mindre tilbøjelig til at forfalde til uhensigtsmæssig brug af magt end en systemteoretiker. Sådanne tilbøjeligheder er universelle og et udtryk for vores menneskelige fejlbarlighed.

    Det hele kan nok sammenfattes med Skinners egne ord:

    “Society already possesses the psychological techniques needed to obtain universal observance of a code — a code which would guarantee the success of a community or state. The difficulty is that these techniques are in the hands of the wrong people–or, rather, there aren’t any right people.”
    B.F. Skinner, Walden Two

    Bedste Hilsner
    Henrik Skovlund

  2. Mange tak for en Meget oplysende og skræmmende normativ analyse.

    Fandt 3 sætninger der måske er fejl i:

    “både fordi har haft mange indlæg om det ene ”

    “Det er skolelevernes organisation ”

    “Rostrup nok må kæmpe en ensom kamp”

    Jeg er desværre i min egen kommune, hvor jeg sidder i Børne- og ungdomsudvalget vidne til hvordan paradigmet eller hegemonien påvirker og indvirker ude i provinsen.

    Vi er en lille fattig landkommune, men vi har råd til, på det mest umulige tidspunkt – 3 år efter inklusionensdoktrinen der igen i år resulterede i at skolernes budget blev skåret til fordel for inklusionskonsulenter som forvaltningen er sikker på kan rejse rundt på skolerne og spare en masse penge ved at hjælpe lærerne med at inkludere, og samtidig med folkeskolereformen og Lov 409, at sende alle 630 lærere og pædagoger på kurser og til foredrag med engelske eksperter i synlig læring ( En certificeret og beskyttet synlig læring-filosofi, der har en evidensbaseret tilgang, der er udviklet af den australske professor John Hattie. Tilgangen består af fem hovedelementer, der med afsæt i forskningen kan forventes at have en signifikant positiv effekt på elevernes læring lavet af Dafolo http://dk.mercell.com/45862375/synlig-laering.aspx).

    Det koster millioner og der vil blive uddannet 21 impact coaches der skal stå for implementeringen af synlig læring på de enkelte skoler, selv om skolerne i deres høringsvar til budgetter m.v. skriger efter ressourcer og tid og anfører at de som det er nu ikke en gang har tid til, at de læsevejledere, matematikvejledere og IT-vejledere de har i forvejen kan gøre det de skal/vil/bør.

    Jeg har skrevet dette læserbrev om det på baggrund af henvendelser fra lærere der er ved at kaste op når de bliver sendt på kursus i Synlig læring, men som ikke selv tør at ytre sig offentligt.

    http://grenaa.lokalavisen.dk/debat-norddjurs-synlig-laering—den-hellige-gral-intet-mindre-/20150325/laeserbreve/150329526/1977

    Senest har DLF Djursland prøvet at få et møde i stand med udvalget om Bilag 1.1 fra den nylige overenskomst mellem KL og Lærernes centralorganisation, men formanden får opbakning af alle undtagen undertegnede til at afvise et møde med mystiske argumenter om at hvis DLF får et møde vil alle andre også have det og det har vi ikke tid til fordi vi jo også har arbejde ved siden af.

    Sproget formanden bruger er mærkeligt upersonligt, følelseskoldt og instrumentelt og passer godt med det nysprog jeg tror karakteriserer den teknokratiske magt, der er ligeglad med faglighed, saglighed og sandhed, men med kold rationalitet drukner ånden og dialogen.

    Eller er det bare mig der overfortolker ?

    “Kære Lisbeth,

    Tak for din invitation til en uformel politisk kop kaffe-drøftelse.

    Jeg har fra starten af min formandsperiode i BUU ønsket at bevare den nuværende model, hvor der er dialog med Kontaktudvalget to gange om året. Jeg har således også afvist lignende henvendelser med den samme begrundelse.

    BUU har mange interessenter og møder, og jeg har ingen interesse i at vægte nogle interessenter højere end andre, idet alle udgør en vigtig del af helheden. Desuden ønsker jeg også at tage hensyn til, at det skal være muligt for den enkelte kommunalpolitiker at deltage i demokratiet samtidigt med, at det skal være muligt for den enkelte politiker at bestride sit civile job.

    Jeg håber, at du forstår og accepterer mit synspunkt.

    Hvis du mener, at der er behov for flere Kontaktudvalgsmøder, vil jeg gerne vide dette.

    Med venlig hilsen
    Lars Østergaard

    Sendt fra min iPad”

    Hvis du en dag har lyst til at forske i hvordan nysprog og DPOs hegemoni kommer til udtryk på kommunalt plan så har jeg mange eksempler og gode historier – Behøver jeg nævne Norddjurs kommune som er der hvor jeg befinder mig – er vældig stolte af at have haft undervisningsministeren på besøg på en skole (børneby) og af at have flere såkaldte enheder, som var nogle af de første der hoppede med på Ny Nordisk skole tilbage i 2012 ?

    http://s-dialog.dk/A-Else+S%C3%B8jmark-Ny-Nordisk-Skole-institutioner-i-Norddjurs-default.aspx?site=norddjurskommune/elsesoejmark&func=article.view&id=414923
    Ved årsskiftet fik vi resultaterne af de nationale test, der vidste at det går rigtig dårligt med at lære at læse og straks lavede formand og næstformand for BUU (v og Soc. Og venstres formand og borgmester (soc.) en handlingsplan der blev vedtaget direkte på næse KB-møde som et lukket punkt. Handlingsplanen er fyldt med nysprog om resultatopfølgning, målstyring, ekstern analyse, effektive og evidensbaserede, fjernelse af implementeringsmæssige barriere (hvad mon det er ?) alt sammen selvfølgelig inden for de nuværende økonomiske rammer og som sagt foreslået under et lukket punkt efter forslag fra V og S. Demokratisk og åbent kan man ikke kalde det.

    Det er ved at gå helt galt med skolen i Norddjurs, hvor lærerne har haft fuld tilstedeværelse med 39,25 timer om ugen og generelt ren kopipaste af lov 409 i forhold til arbejdstid besluttet administrativt, men V og S tror at mere kontrol, analyse og pisken rundt med skolens børn og voksne uden at der bliver tilført midler på et tidspunkt hvor skolerne i forvejen er presset i bund vil gøre at vi kan få bedre resultater og bedre trivsel på et evidensbaseret grundlag. Bedre, godt og evidensbaseret og sådan noget positivt nysprog kan være svært at sætte sig imod hvis man ikke har en lidt mere oplyst, nuanceret og kritisk tilgang til skolepolitik og den nedslagtning der er i gang af kvaliteten, friheden og ånden i vores uddannelsessystem.

    Grundvig m.fl. må vende sig i deres grave af græmmelse og jeg prøver som tordenskjolds soldat at gøre hvad jeg kan, men det er ikke nemt når man står alene over for både kommunalbestyrelse og skoleforvaltning.

  3. Kære Ulf: Tak for et på alle måder tankevækkende indlæg om situationen i Norddjurs Kommune, som formodentlig ligner mange andre. Det, du beskriver, er lige præcis den lokale konsekvens af det syn på pædagogik og pædagogisk forskning, som har indfanget DPO.

    Kære Henrik: Tak for kommentar. 1. Det lyder lidt, som om du mener, at mine erfaringer er normale. Du har ret i, at det nok ikke er første gang i verdenshistorien, at man støder på det, men det er første gang jeg støder på det med sådan en intensitet, må jeg indrømme, og i mit almindelige liv støder jeg faktisk mest på det modsatte, dvs. lydhørhed, hjælpsomhed og gavmildhed. Jeg kan slet ikke genkende, som jeg forstår du mener det, at det, jeg har oplevet, skulle være normalt. 2. Egentlig tilskriver jeg det ikke erfaringerne “få udvalgte personer”, men den overordnede strukturering af dansk pædagogik, der virker igennem personerne samt deres organisationer og ideologier, og som bringer forskning og policy i forbindelse i et opgør og en afsondring fra den pædagogiske tradition 2. I mit syn er skolen en mere afgørende dannelsesinstitution, end de andre socialiseringsarenaer, du nævner; blandt andet fordi den er rundet af en formålsparagraf, der har rod i danske og europæiske traditioner. Skolen er ikke “samfundsmæssig”, for nu at sige det på den måde, men snarere “suspenderet socialitet”, hvor formålene kan strømme frit. 3. Du slipper dannelsesspørgsmålet for hurtigt. Du havner derfor med det samme i konkurrencestat og hos Skinner, og derved kommer du til at mangle pædagogisk modstandskraft overfor DPO’s vokabular. 4. Henviser jeg “fundamentalistisk” til “fornuft og følelse”, som du skriver? Tværtimod efter min opfattelse. Arbejde med fornuft og følelse er betingelsen for at undgå totalitarisme. 5. I mine øjne har mennesket en selvstændig vilje og et frit skabende liv i et historisk fællesskab med andre, og derfor har det også et ansvar. Det er en central pædagogisk målsætning at arbejde med det. Det er åndsfrihedens princip. 6. Man kan, som jeg ser det, ikke skille dannelse og metode helt så kraftigt, som du foreslår, men det er en lang historie, som vi er nogle, der har arbejdet med i bøgerne Uren Pædagogik 1 og 2.

  4. Kære Thomas
    Tak fordi du tog dig tid til at svare. Jeg svarer frækt igen, men forventer ikke nødvendigvis gensvar, hvis du ikke har tid. Så får jeg jo bare det sidste ord, så det er en win-win for mig.

    1.
    “Power corrupts, and absolute power corrupts absolutely.”
    Lord Acton

    Og dette uagtet køn, politisk, etnisk og teoretisk orientering efter min overbevisning.

    Som psykolog og menneske, mener jeg, at der bruges desperate midler hvor magten er, og dermed faren for at miste magten er og ville ikke forvente andet. Dog tror jeg nu ikke lige de mobbe klager du har modtaget er udtryk for bevidst magtmisbrug, men virker på mig som ganske naturlige følelsesmæssige reaktioner på hård kritik, hvor de kritiserede ikke genkender sig selv, og tilsyneladende oplever sig mistolket i sådan en grad, at det føles som en krænkelse. De oplever det som du med vilje vil gøre dem til frontkæmpere for formål de ikke selv mener at stå inde for og har svært ved at skelne det personlige fra det analytiske….og det har jeg til tider også som læser, må jeg indrømme. Du har en meget personaliserende stil og taler da også om at finde den ”rigtige forfatter”, hvor jeg allerhøjest ville tale om at finde den ”rigtige tekst”, såfremt der findes en sådan. Dette opfatter du så på din side ikke som noget personligt. Selv ville jeg gå i ringen med bly i handskerne og et stort grin… og i øvrigt takke for opmærksomheden og invitationen…, men denne form er altså ikke så ”anerkendt” nu om dage, for nu at bruge et moderne begreb.

    Tilbage til magten, så stilner de ufine metoder efter min overbevisning af jo længere væk man kommer fra magtens centrum og derfor støder du (vi) ofte, hvis ikke mest, på lydhørhed, hjælpsomhed og gavmildhed, heldigvis. Det er også det DPU jeg kender, inklusive mine kolleger Dorthe og Malou, som jeg kender som engagerede velmenende forskere og ikke politiske aktører. Selv er jeg taknemmelig for, at nogle gider magten, inklusive dig, for jeg synes ofte den blot bliver støj for mine forskningsinteresser, som handler om mennesker, der har brug for hjælp.

    2. (ikke det første punkt 2). Der er vi uenige. Skolen har tabt terræn til de øvrige sociale arenaer i voldsom grad og denne udvikling fortsætter, især i takt med at internettet bliver en større kilde til viden end både lærere og lærebøger. Vi kan dog godt være enige om, at skolen burde være den vigtigste dannelsesinstitution, men så skilles vandene igen, hvad midlerne til dette angår. Der er jeg ikke bleg for en instrumental tilgang, fx direkte (fremfor indirekte) at forme subjekter i et humanistisk ideal, hvor selvmodsigende det måtte lyde i dine ører. At tvinge mennesker til frihed i Grundtvigs navn , så de bliver i stand til vælge hvad vi ønsker de skal vælge, lyder til gengæld en smule hyklerisk i mine ører, så hvorfor ikke bare gå til sagen fra starten og lære vores børn at frihed har værdier, betingelser og begrænsninger? Psykologien har i hvert fald redskaber til det, og dette langt ud over hvad Skinner har bidraget med.

    3..

    “We do not choose survival as a value, it chooses us.”
    ― B.F. Skinner

    Hvis ikke konkurrencestaten er en realitet, så er den internationale konkurrence det i hvert fald. Kapitalisme er krig på alle fronter, inklusive uddannelse. Der grænser for hvor meget vi kan ignorere denne præmis. Nedruster du midt i en krig, risikerer du at blive løbet over ende af fjenden. Jeg møder dog dig gerne på halvvejen, for så vidt, at vores ideologier ikke bør hylde krig (konkurrencestaten) blot fordi vi tvinges til at udkæmpe den. Men det er altså ikke bare begreber vi skal have modtandskraft imod, men globale kræfter og det kræver mere en hel del mere.

    4. Du henviser ofte til fornuft og følelse som selvindlysende sandheder og uproblematiske begreber, der hverken skal defineres eller selv underkastes kritiske analyser. Dermed bliver de en del af dit normative grundlag, som ikke står til diskussion. Det er det jeg mener med “fundamentalistiske”, som ikke nødvendigvis skal forveksles med ”totalitære” i dette tilfælde. Det kan godt være du har høvlet dem igennem i dine tidligere skrifter, hvad jeg går ud fra, men du underforstår dem i så fald, når du tager dem i brug, fx i kritikken af Dorthe og Malou. Jeg mener ikke at begreberne rent intuitivt udsiger noget om hvad det er vi skal dannes til og hvordan, så dette ville jeg selv ønske diskuteret.

    5. I psykologien er humanismens arvtagere ikke ligefrem kendt for deres fællesskabsbegreb, der ofte reduceres til et socialt behov, der skal opfyldes så individet kan aktualisere sig selv i et påduttet egotrip. Der er dog mange ting i vores liv, som afhænger af ydre omstændigheder, strukturer og rammer, der ikke kan ændres af den enkelte. Ideen om den ophøjede fornuft og frie vilje kan blive virkelighedsfornægtende og placere kompetencer og ansvar, hvor det ikke hører hjemme. Her er det, at vi som voksne, myndige, ”lærde” og magthavere må være vores ansvar bevidst, og være parate til at tage valget for dem, som ikke magter det selv, fx børn i almindelighed og ensomme og marginaliserede børn og unge i særdeleshed. Du kan ikke danne sidstnævnte ud af deres elendighed, da deres elendighed er den største hindring for dannelse…du skal fx have lokket dem i skole først…

    6. Dette er for mig et empirisk spørgsmål og der må eksperimenteres for at afgøre, hvorvidt midler og dannelse kan adskilles. Jeg mener jo min at Skinner analogi i min kommentar til din kritik af Dorthe og Malou illustrerer at hans metode både kan bruges til humane formål og misbruges. Dette tror jeg gælder for de fleste metoder, men udelukker ikke muligheden for, at der også være tilfælde, hvor de ikke kan adskilles. Ideologi er dog gætværk, om end et sådant gætværk kan være uhyre kvalificeret, erfaringsbaseret, logisk, konsistent, og ikke mindst vigtigt for de retninger og rammer, man bør sætte for eksperimenterne. Men verden skal have lov at svare igen og bekræfte eller afkræfte vores påstande.

    Tror vi kan mødes på flere punkter, men så længe diskussionen mere handler om, hvorvidt vi skal dannes og ikke til hvad og hvordan, gør vi os begge skyldige i at tabe det egentlige spørgsmål af syne.

    Hvis det virkeligt er korrekt, at der er et oligarki, som helt bevidst og tilsigtet bekæmper dannelse, stiller jeg mig på din side, også selv om jeg synes humanismen ikke er problem- og modsigelsesfri, men jeg vil først høre det fra de impliceredes egen mund for at drage det så vidt, for jeg tvivler på, at de er modstandere af al dannelse i deres egen optik. Hvis de ikke er modstandere af dannelse i deres egen optik, må vi kunne synge sange om dette her i lidt mere kompromissøgende tonearter og i hvert fald skelne jeres personlige historik fra det I hver især hævder(at hævde).

    Bedste Hilsner
    Henrik

    PS: Jeg er langt mere til Chicago skolen end Skinner, som jeg kun bruger for at provokere lidt. Men jeg synes han er et pragtfuld eksempel på en instrumentalistisk humanist eller humanistisk instrumentalist, selv med det vrøvl, der til tider affødes af denne kombination. Der er perler imellem hans udsagn, som jeg ikke ville være foruden.

  5. Det er endnu værre end jeg regnede med. I dag blev følgende vedtaget og et eksempel på et høringssvar fra en skole;

    “Alle frivillige nationale test bliver obligatoriske i Norddjurs Kommune. Denne ændring
    indfases over en årrække på følgende vis:”

    Tabel 1. Indfasning af brug af både frivillige og obligatoriske nationale test
    Skoleår Fag
    Skoleåret 2015/2016
    Skoleåret 2016/2017
    Dansk og matematik
    Skoleåret 2017/2018 Engelsk
    Skoleåret 2017/2018 Fysik/kemi, geografi og biologi

    Opfølgning på skoleniveau – nationale test og trivselsmålinger
    Alle skoler arbejder systematisk med planlægning, afvikling og opfølgning på de nationale
    test og trivselsmålinger gennem følgende elementer:
     Skoleledelserne italesætter vigtigheden af de nationale test og trivselsmålinger over
    for det pædagogiske personale, forældrene og eleverne selv
     Der gennemføres klassekonferencer efter hver national test og efter hver
    trivselsundersøgelse
     I forlængelse af de nationale test opstilles der både individuelle mål for elevernes
    progression og mål for klassens samlede progression frem mod næste test
     I forlængelse af trivselsmålingen opstilles mål for klassens samlede udvikling frem
    mod næste måling
     Skoleledelserne har et systematisk fokus på udviklingen i såvel de nationale test som i
    trivselsmålingerne på skolen som helhed.
    Opfølgning på forvaltningsniveau – nationale test og trivselsmålinger
    Forvaltningen arbejder systematisk med opfølgning på de nationale test og trivselsmålinger
    gennem følgende elementer:

     Forvaltningen afholder to årlige dialogmøder med aftaleenhederne, hvor der både
    drøftes resultater fra de nationale test og trivselsmålingen og skolernes
    implementering af de øvrige indsatser i forlængelse af folkeskolereformen og de
    kommunale politikker.
    Opfølgning på politisk niveau – nationale test og trivselsmålinger
     Børne- og ungdomsudvalget modtager hvert halve år en redegørelse fra forvaltningen
    om udviklingen i resultaterne af de nationale test og trivselsmålingerne.
     Kommunalbestyrelsen modtager hvert 2. år Kvalitetsrapporten for skoleområdet, hvori
    der ligeledes redegøres for udviklingen i resultaterne i de nationale test og
    trivselsmålinger.
    Forslaget har været sendt til høring i bestyrelser, fælleselevrådet, ungdomsrådet og
    handicaprådet. Høringssvarene er vedlagt som bilag.”

    Og her:

    Børneby Glesborg
    Høringssvar – En målstyret skole.
    Bestyrelsen i Børneby Glesborg har drøftet høringsmaterialet vedr. ”En målstyret skole”.
    Vi synes, det er rigtig godt, at de frivillige test bliver obligatoriske således, at de i endnu højere
    grad kan indgå som en del af den løbende evaluering af den enkelte elev og, at der ved behov
    herfor kan iværksættes et fokuseret forløb for den enkelte elev, så de fastsatte mål nås.
    At både elev, forældre, lærer/pæd. samt ledelse inddrages i forhold til opfølgning på tests anser vi
    endvidere for rigtig vigtigt.
    Vi bakker ligeledes op omkring, at ledelsens øgede italesættelse samt fokus på vigtigheden af, at
    alle elever yder deres bedste/tager testen alvorligt, ligeledes er en vigtig faktor. Samtidig er det
    også vigtigt, at eleverne ikke oplever så stort et pres, at de bliver utrygge ved situationen – dette er
    en balancegang. En grundig forberedelse af eleverne, herunder forklaring af formålet med
    gennemførelse af de forskellige tests, vil sandsynligvis være medvirkende til, at eleverne i endnu
    højere grad motiveres til at gøre deres bedste. Derfor er det også godt, at der hele tiden skal være
    fokus på at give eleverne metoder til problemløsninger samt mulighed for at teste disse i praksis.
    Vi synes også, at det er vigtigt i forbindelse med opfølgningen af de nationale tests, at der lægges
    op til, at det er resultaterne for alle eleverne, der skal fokuseres på, og ikke blot de fagligt svage
    elever, da det jo netop er en af grundtankerne bag den nye folkeskolereform, at der skal vises
    fremgang for alle elever, uanset social baggrund og fagligt niveau.
    Når vi så tænker de nationale tests ind i indsatsområdet vedr. Synlig Læring, bliver det spændende
    at se, om/hvordan vi fremadrettet kommer til at kunne bruge disse test også til måling af elevernes
    progression.
    Slutteligt vil vi rose arbejdsgruppen for også at sætte fokus på trivselsmålingen. I lighed med
    opfølgningen på de faglige tests anser vi det for mindst lige så vigtigt, at både elever, forældre,
    lærere/pæd. og ledelse inddrages i opfølgningen herpå. Vi ved jo alle, hvor vigtig trivslen er for at
    få et godt fagligt resultat.

Skriv en kommentar