Danmark består i pædagogisk forstand af tre synteser, som er slynget. Det er IKKE faser, men normative og essentielle lag, der er inde i hinanden, hvilket gør læreren til en folkelig u-ekspert, der kan tænke, føle og handle – som selv er i slynget.

Jeg ønsker følgende: Danske børn og voksne bør smile og svaje i en udisciplineret disciplin i kærlighed til kundskaber.

Det nationale

Danske børn og voksne er lykkelige, tillidsfulde og hader korruption. Hvorfor? Fordi de er en del af en dobbelt gave. En gave, de selv har givet til den, de selv har fået en gave af. De giver alt til konger og pædagoger, som giver alt tilbage, så folket kan myldrer frem mod døden. Kongen og pædagogen bliver tiltagende konstitutionel og magtesløs, mens han overvældes af folkelige stemmer og handlinger, som han smiler til. Folket bruser omkring et ord i en samling, en folke-samling. Det er en dobbelt gavmildhed. Det er lykke, verdens lykkeligste folk med den største tillid og den mindste korruption. En sådan naivitet er både såbar og sårbar. Der skal så lidt til, en enkelt gave, før et dansk barn befrugtes af pædagogik, som det kan bære videre som en frugt, men også så lidt før et det dansk hjerte keder sig eller skal have en pille. Skolen skal værne om lykken. Lykken er kundskab, og kundskab er en dobbelt gave.

Kundskab er i skolens essens. Læreren er både gavegiver og modtager og en beskytter af kundskabens dobbelte gavekarakter.

De største trusler:

1. At kongen (læs: lærer/stat etc.) siger, at han giver gaver, men at han ikke kan modtage en gave, eller at folket (læs: barn/forældre/studerende etc.) ikke kan modtage gaver, men altid har ret – at den dobbelte gavmildhed mister sin dialektik.
2. At kundskaber mister deres gavmildhedsstruktur og bliver midler til at score og performe.

Velfærdsstaten

Danske børn og voksne er åbenhjertige i et fællesskab af åbenhjertige, der forudsætter lighed, men som aldrig deklarerer ligheden som mål. Hvorfor? Fordi de er en del af velfærdsstatens syntese, syntesen mellem åndsfrihed og solidaritet, mellem den grundtvigske bonde og den ikke-revolutionære arbejder. Det er frihed. Verdens frieste folk. En sådan frihed er både såbar og sårbar. Der skal så lidt til for, at danske børn og voksne taler i eksistens og solidaritet, dvs. i åndelig pligt og social kærlighed, men også så lidt før en dansk mund bliver grov og hensynsløs ud fra formel ret og ligemageri. Åndsfriheden er ytringsfrihed ophøjet til pligt, til ægte ret, dvs. ret formidlet af solidaritet. Velfærdsstatens syntese er den ret, som er ret.

Velfærdsstaten er også i skolens essens. Læreren er i eksistens og solidaritet. Han må åbne sin mund i et fællesskab, åndsfrihed i solidaritet.

De største trusler:

1. At solidaritet og åndsfrihed splittes, hvorved de degenerer til ”policy-loyalitet” og ”kommunikation” i et postuleret fællesskabs økonomiske og sociale interesser

2. At velfærdsstaten bliver velfærdsstatslig og sætter operative mål for ligheden.

Postmoderniteten

Danske børn og voksne er ujævne og søde. Hvorfor? Fordi de fødes og fødes i-gen som unikke individer i en folkelig æter, en usynlig og luftig opløser, der skiller alting ad, i det ene og det andet selv, der pynter sig sødt og nordisk og arbejder med de fælles ting, som ikke er tæmmet. Opmærksomheden puffer lidt til en ting, og ser hvad der sker. Dermed bringes de adskilte dele sammen i tingslig frihed. Gavmildheden gen-skabes. Menneske og menneske, og ting og ting, dannes  og gen-dannes i egenartede og u-sociale processer. Den moderne skole aftæmmer sproget og sætter det i gen-kontakt med kulturens og naturens ting, der vender tilbage som gaver til selvet, der adskiller sig i-gen. 1970’ernes pædagoger løsrev selvet men tæmmede tingen. Derfor accepterer de nu tingene som vilkår, som de kalder konkurrencestaten og sådan noget. En fuld postmodernitet frigør også tingene, så den dobbelte gavestruktur kan genopstå. Den postmoderne syntese mangler altså endnu lidt, for at at nå til fuldkommenhed.

Læreren er skrå, fjern og engageret på samme tid. Skolen er en passage for tingenes og opmærksomhedens frie møde.

Den største trussel: At tingene og selvet tæmmes i didaktiske og sociale apriori, og at læreren kommer for nær.

Bemærkninger

Alle synteser er i hinanden.

Danmarks synteser er inde i et europæisk legeme, hvor de samme processer delvist hedder noget andet, og hvor der også er nogle flere slyngninger, som jeg ikke har nævnt her.

Følger vi denne formel, kommer vi i overensstemmelse med os selv og i uoverensstemmelse med verden, som efterfølgende vil vise sig på ny, altså i korrigeret og tingslig form og vende tilbage som en gave, der tvinger os ”selv” hen til åndsfrihedens og solidaritetens eksistens (som godt kan være fyldt med strid, men også med beundring). Vi bliver verdensborgere, vi spreder lykke.