Den pædagogiske filosof Asger Sørensen, som er lektor ved DPU, har netop publiceret en åbningstale, som han holdt ved Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde i foråret 2023. Asger Sørensen er selv formand for selskabet.

Asger Sørensen blev ansat på DPU i 2008. Siden har han opbygget et omfattende filosofisk og videnskabeligt forfatterskab. Han har også udtrykt sig i mere frie formater, senest i bogen ”Asger Sørensen går på universitetet” fra 2020. Her kan man læse mere om hans liv sammen med Aarhus Universitets realiteter.

Årsmødets tema var egentlig naturfilosofi, så jeg tror, det kom som en overraskelse for mange, da Sørensen brød ud i en appel til selskabet om at betænke pædagogikkens situation på DPU.

Sørensens tale til selskabet kan nu tilgås som artikel via det filosofiske netmedie Paradoks.nu, hvor den blev udgivet d. 14. november 2023. Artiklen indledes med en kort nyskrevet introduktion til talen. https://paradoks.nu/2023/11/14/uden-uddannelse-ingen-frigoerelse-velkommen-til-paedagogisk-filosofi/

Det er strålende læsning, som bør være standardpensum på alle uddannelser, der har med pædagogik at gøre Her er et par af de centrale emner:

 

1. Dannelsen

Asger Sørensen arbejder med at sammentænke klassisk kritisk teori (især Marcuse), den britiske dannelsestradition (liberal education) og dansk post-grundtvigianisme (Løgstrup). Der er tale om dybt tankevækkende forbindelser, der giver rum for både historiske kundskaber, menneskelig fremmedgørelse og udvikling, kunstneriske erfaringer og samfundskritisk arbejde.

Over vandene svæver den tyske filosof Hegel, der diskuterer fremmedgørelsens nødvendighed for dannelse, og en meget ung Karl Marx, som har rødder i den tyske romantik. Den tidlige kritiske teori er også aktiv på bagsmækken.

Med denne filosofiske konfiguration som udgangspunkt bliver uddannelse og pædagogik til et frit rum for kundskabsudvikling, hvorfra samfundets strukturer og indhold konstant kan fornyes, gennemtænkes og kritiseres. Det er denne ”tilblivelsestilstand”, som ifølge Sørensen er menneskets livsbetingelse.

For Asger Sørensen bliver uddannelse en form for forudsætning i borgerens og demokratiets liv. Sørensen refererer heromkring til en bred socialfilosofisk og politisk tradition, herunder Emile Durkheim, John Dewey og Alasdair MacIntyre.

I den forbindelse bruger Sørensen K.E. Løgstrup til at aktivere et klassisk curriculum, som han også finder tegn på hos den unge Marx:

”Skolen er oplysende om menneskelig væren og tilblivelse, om samfundet som sådan, og om hvordan vi lever af og med os selv, med vores kroppe og med hinanden. Det handler om poesi og sprog, det handler om historie, kultur og religion, det handler om fritid, fornøjelse og sport, om videnskab og viden og politik.”

Undervejs sætter Sørensen disse emner, som han altså også finder i den kritiske tradition, i forbindelse med demokratiet. Det er svært at få armene ned, når man læser disse kloge tanker fra borger til borger.

Sørensen forklarer undervejs udførligt, hvordan DPU har udviklet sig i modsætning til hele denne smukke sammenhæng; især i modsætning til læreruddannelsens tradition, som Løgstrups og f.eks. W. Klafkis filosofi i høj grad blev en del af.

I stedet reducerer DPU’s ledelse konsekvent uddannelse til en slags erhvervspolitik. Sørensen har fundet en vigtig tale, som DPU’s leder, Claus Holm, holdt til institutionens dimittender i 2022, der dokumenterer denne triste konklusion.

 

2. Ud-dannelsen

Asger Sørensen beretter også om DPU’s systematiske og årelange forsøg på at slippe af med den pædagogiske filosofi. Helt aktuelt ved en halvering af optaget, pga. en de facto nedlæggelse af uddannelsens aarhusianske gren, samt ved flytningen af faget fra sin egen afdeling til en didaktisk afdeling, hvor kompetencebegrebet og institutledelsens filosofi hersker, og hvor ”dannelse” ofte udskammes eller glemmes.

Overgrebene mod pædagogisk filosofi startede faktisk i 2010 med daværende dekan Lars Qvortrups forsøg på decideret at nedlægge faget. Det kom han dog ikke igennem med, især fordi fagets nestor, filosoffen Peter Kemp, trådte i offentlig karakter.

I stedet forsøgte Qvortrup at fyre tre filosoffer, fordi deres forskning angiveligt ikke var ”relevant”, som det hed. Asger Sørensen, som siden brillerede med en række strålende analyser af pædagogiske og politiske emner, var faktisk en af de ”irrelevante”. Heldigvis lykkedes Qvortrup heller ikke med dette ideologiske og ødelæggende forehavende.

Qvortrup var vild med John Hattie og læringskontrol, og han kaldte Peter Kemp, som var pædagogisk filosofis første institutleder, for en ”plattenslager” og en ”løgner”.

Tænk hvis Qvortrup var kommet igennem med sin læringspolitiske aktion mod bl.a. Asger Sørensen. Så havde samfundet nok ikke haft denne skønne Sørensen-tekst at fordybe sig i og lære af.

Den daværende kommunikationschef, Claus Holm, understøttede i 2010 Qvortrups ideologiske og anti-pædagogiske raid rundt omkring. I 2014 blev Holm selv institutleder, og så gik han selv amok, så man i dag simpelthen må fraråde unge mennesker at frekventere denne pædagogik-fjendske institution, medmindre de da får Asger Sørensen som lærer.

Hvis man kritiserede disse ting, blev man beskyldt for ”polemisk dumdristighed”, mens fyringstrusler og klager føg gennem systemerne. Stemningen var autoritær.

Endelig fremanalyserer Sørensen Claus Holms fyring af mig selv i 2022 som en del af den samme systematik, dvs. som en del af DPU’s opgør med lærerhøjskolens og dannelsens tradition. Jeg er helt enig i denne analyse, hvilket jeg redegør for i en kommende bog ”Universitetets og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”.

Faktisk var jeg selv med til årsmødet, og fyringssagen blev nævnt i flere af mødets oplæg, hvilket jeg naturligvis blev meget rørt over.

 

3. Afsluttende bemærkning

På en måde er Asger Sørensens tekst en form for moderne version af den ikoniske lærerinde Inger Merete Nordentofts arbejde med dansk litteratur i 1950’erne. Nordentoft var modstandskvinde, spejder og socialist, men hun elskede borgerlig-humanistisk dannelse. Det skulle give en kritisk funderet selvstændighed, så nazismen aldrig ville vende tilbage.

Sørensen er også til rød dannelse.

Tak til Asger ”Nordentoft” Sørensen, som er DPU’s eneste kritiske røst fra demokratiets og filosofiens fortrængte og skønne landskaber.

 

PS:

Til sidst vil jeg anbefale, at man dykker ned i nogle af de mange spændende litteraturhenvisninger, som er angivet i artiklens fyldige noteapparat.

 

Referencer:

Link til Asger Sørensens tale i Paradoks.nu: https://paradoks.nu/2023/11/14/uden-uddannelse-ingen-frigoerelse-velkommen-til-paedagogisk-filosofi/

Asger Sørensens bog ”Asger Sørensen går på universitetet – scrapbog fra omvæltningerne”, Filosofisk Rådgivning, 2020. https://www.saxo.com/dk/asger-soerensen-gaar-paa-universitetet_asger-soerensen_paperback_9788743029427

Program og abstracts for Dansk Filosofisk Selskabs årsmøder: http://filosofiskselskab.dk/c/index.php?page=tidligere-%C3%A5rsm%C3%B8der