Professor Jens Rasmussens filosofi 1: Analyse af interview fra 2010 – dannelsens deroute

DPU’s blad, Asterisk. Nr. 53, udkom i 2010 med et temanummer om ”opmåling af uddannelse”, hvor man kan læse et interview med professor Jens Rasmussen.  I dette interview præsenterer Rasmussen sit syn på dannelse, som han tydeligvis ikke har høje tanker om. Jeg bringer det frem, fordi Rasmussen i disse måneder rejser rundt med det synspunkt, at dannelse er en vigtig del af folkeskolereformen, en “ren Humboldt!” ligefrem. Så der er både dannelse og ikke-dannelse på samme tid. Fundamentet er som sand.

Et af afsnittene i interviewet handler om ”fortidens dannelsesideal”. Det er en meget sigende titel, for Rasmussen mener, at ”dannelse” er noget ”utidssvarende”. I interviewet får vi at vide, at ”dannelse” er ”fortidens svar, men i Danmark og store dele af Europa tror vi stadig på den ide”, hedder det, underforstået at det skulle vi tage at holde op med.

Men, spørger intervieweren, hvorfor er dannelsestilgangen ikke tidsvarende, og hvad betyder det for dansk læreruddannelse? Og så svarer Rasmussen, at dannelse bygger på ”en nu overhalet skelnen mellem det individuelle og det almene”, og han siger også, at fra omrking 1950 er dannelsesidealet afløst af ”at lære at lære”. Hvad skal man dog stille op med sådanne one-liners? Jeg aner det ikke. Jeg sidder her med tre store norske nyudgivelser om dannelse, og med de sidste 70 års fantastiske tænkning på hylderne. Det hele overses totalt. Der står selvfølgelig noget om almenhed og individualitet en gang imellem, men på helt andre måder end det fremgår af Rasmussens ideer, og der står også om så meget andet. Det er som om, at Rasmussen vil af med det fag, han er professor i, nemlig pædagogik, men han har jo også bidraget til at afvikle pædagogik som selvstændigt fag på læreruddannelsen. Det er nok, fordi ”pædagogik” er en dansk og europæisk dannelsestradition, som vi egentlig burde værne om, men som Rasmussen synes er “fortidens svar”.

Vi får også at vide, at det er et problem, at lærere har haft for travlt med at tænke i menneske- og samfundssyn, i selvstændighed og i pædagogiske synteser, og at de i for høj grad har undervist på baggrund af holdninger. Den slags er ”dannelse”, og det skal vi af med. I stedet skal vi gøre som i Singapore, hvor de har ”forskningsinformerede lærere, der systematisk og metodisk kan dokumentere effekterne deres undervisning”. Eleverne skal “lære at lære”, som det hedder, med den konsekvens, at virkelighed og kultur afkobles, og at dannelse reduceres til bevidsthedsoperationer, der kan styres og optimeres i de til enhver tid dominerende magthaveres interesse. Det, metodeinfernoet og de individualiserede læreprocesser, er så det syn, der er blevet til Ny Nordisk Skole, læreruddannelse og skolereform. Et syntesefrit, holdningsfrit, dannelsesfrit, menneskefrit område. Rasmussen kaldte allerede, helt præcist efter min mening, i 1995 sit filosofiske grundlag for en ”metodisk antihumanisme”, som altså er folkeskolelovens, læreruddannelsens og Ny Nordisk Skole gen.

Men hov! Rejser Rasmussen ikke rundt i disse måneder sammen med frænden, Lars Qvortrup, og siger, at folkeskolen er ren Humboldt, universitetstraditionens store dannelsesfilosof? Men var dannelse ikke ”fortidens svar i Danmark og Europa”? Men nu er den altså også nutid? Det, vi skulle af med, kan pludselig bruges? Forvirringen er total. Fornuften er helt væk. Den Humbolt, som Rasmussen og Qvortrup får øje på, er da også en lille forpjusket reflektator, fordi han bliver iagttaget fra den rene og skære anti-dannelsesposition, som står så rent her i 2010-teksten. Så selvom det er lidt pudsigt med sådanne skeleterede referencer til den pædagogiske tradition, så skal man ikke altså lade sig narre. Der er ingen dannelses i omegnen.

Og hvorfor er intervieweren, Claus Holm, ikke mere kritisk end han er? Det er nok fordi, at Holm, som var formidlingsdekan på DPU og redaktør for Asterisk på det tidspunkt, er medskribent på Viden om uddannelse, som er Rasmussens manifest fra 2007, hvis systemteoretiske distinktioner susede rundt hos Rejseholdet og i arbejdet med læreruddannelsesreformen i de år – ja, faktisk er 2007-udgivelsens begreber grundlag for interviewets første del, som jeg har ladet ligge her. Desuden skrev Holm engang, hvad jeg har nævnt i andre sammenhænge, at vi skal gå fra Løgstrup til konkurrencestat, og minder det synspunkt ikke om Rasmussens modstilling af dannelse og ”forskningsinformerede lærere, der kan dokumentere effekterne af deres undervisning”?

Vi får derfor en lille dialog mellem åndsfæller, vekselvirkninger midt i 2010’s finanskrisedamp, der bekræfter den instrumentalisme, der bredte sig kraftigt i de år, ikke mindst på DPU, hvor Lars Qvortrup var dekan og prædikede det helt store evidensevangelium, hvilket man kan læse om i Asterisks ledere fra dengang. Holm, Qvortrup og Rasmussen deler filosofi, nemlig systemteorien, og sætninger, sætninger som spreder sig, sætninger som vil af med dannelse, og som mener at dannelse og modernitet er modsætninger, sætninger som lever godt i finansangstens fattige ilt. Men nu har Qvortrup og Rasmussen fået kolde fødder, eller hvad man nu skal kalde det, så nu skal vi høre på en masse tyndt pjank om en forpjusket Wilhelm von Humboldt, hvis begreber tæmmes til ukendelighed i de systemteoretiske gevandter.

PS i interviewets start drøftes en rapport, som Rasmussen havde skrevet sammen med to andre forskere, hvor han på baggrund af hans og Holms bog fra 2007 mener at vise, at jo mere filosofisk litteratur, man har på læreruddannelsen, desto dårligere klarer man sig på Pisa. Rapporten blev effektivt kritiseret af blandt andet Klaus Nielsen i Dansk Pædagogisk Tidsskrift og af tidligere rektor for Silkeborg Seminarium, Peter Lykke. Rasmussen tog til genmæle i et nummer af tidsskriftet Gjallerhorn, men hele grundspørgsmålet er jo så uden for “pædagogisk” rækkevidde, som noget næsten kan være.

PPS i samme blad er der også et virkeligt interessant interview med Jens Erik Kristensen og Ove Korsgaard, som begge, på hver deres facon, slår ring om den nye instrumentalisme, samtidig med at de kritiserer den. Muligvis vil jeg skrive om denne iagttagelse ved en senere lejlighed.

 

Link til Interview i Asterisk, nr. 53, 2010: http://edu.au.dk/fileadmin/www.dpu.dk/aktuelt/magasinetasterisk/udenforhierarki/nr53juni2010/udgivelser_asterisk_20100604150838_asterisk_53_s21-23.pdf

Link til Asterisks arkiv: http://edu.au.dk/aktuelt/asterisk/

 

2 tanker om "Professor Jens Rasmussens filosofi 1: Analyse af interview fra 2010 – dannelsens deroute"

  1. Fin lille beskrivelse og analyse af dannelsens betydning i opdragelse og uddannelse indvævet i en kritik af parnasset, også selvom den både fornægtes og genoptages. Vi har behov for en nærgående analyse og dokumentation af instrumentalismens og metodologiens selvforståelse, dens ideologi, dens bestræbelser på at objektivere sig selv og hvordan den ekskludere kritik, selvkritik og historie, egen og andres. Hvordan den sætter af fra sit erkendelsesgrundlag og i virkeligheden også er en intention, der blot er frosset fast i realitetens afprøvning. Derfor er JRs opgør meget illustrativt, det ligner alle andre teoretikeres forsøg på at sige at denne vej er den absolut rigtige, mens alle andres er helt forkerte. Hvorfor opstår dette behov? I løbet af ganske kort tid fordufter vejEN og afløses af nye veje, fordi vilkår og situation har skiftet karakter og så tvinges man til at vedkende sig sin historicitet/tidslighed…alt for sent.

  2. Jeg kan næsten ikke bære udsigten til vores lands menneskelige armod på denne konto, og det at det hele sker i det skjulte, bekvemt indpakkede. Mit eneste håb, er at lærerne (igen er det os der reelt har opgaven) vil få ganske svært ved helt at forsage menneskelige, filosofiske og eftertænksomhed helt ud af den lavpraktiske hverdag med børn. Uanset alt, så skal lærerne hele tiden foretager valg, på baggrund af noget, og dette noget har heldigvis vist sig at være ganske sejlivet af den simple grund at det ofte føles rigtigt. Det virkelige skred vil først ske i det øjeblik vi alle har været den mølle igennem, som Brian Degn Mortensen taler om, når al menneskelighed er fjernet fra hele livshjulet. Men det bliver forhåbentligt lige så umuligt at fjerne, som mælkebøtter fra en græsplæne. Indtil videre vil jeg bestræbe mig på at være en tydelig mælkebøtte, oplysende og svært nedbrydelig helt på gulvplan.

Skriv en kommentar