Keld Skovmand har kastet sig ud i en kritik af processen, indholdet og tankegangen bag de nye fagmål for folkeskolen, de såkaldte ”forenklede fælles mål”. Det foregår i en ny bog Uden mål og med – forenklede fælles mål, Hans Reitzels Forlag, 2016. Dermed lægger Skovmand sig i slipstrømmen af didaktikere, der er ved at vågne op. Tidligere på året var Per Fibæk Laursen ude med en mere uspecificeret, men lignende kritik i bøgerne Drop ambitionerne – og lav bedre undervisning samt Didaktiske ambitioner, og Alexander von Oettingen har også været på banen med sin fine bog Almen didaktik. Alle kritiserer de forskellige sider af den læringsmålstyrede undervisning og den pædagogiske instrumentalisering.  Ja, selv Andreas Rasch-Christensen, som ellers har støttet kraftigt op om læringsideologien, har vist nok også trukket lidt af støtten tilbage, selvom jeg ikke rigtig kan finde ud af det.

Det er især den såkaldte ”læringsmålstyrede undervisning”, som har vækket de slumrende didaktikere og skoleforskere, og jeg følger godt med i udviklingen hos vores forskere, eftersom jeg har analyseret både reform, læringsmål og fællesmål tæt. De omtalte forskerne deler dog en grundlæggende veneration for den empiriske læringsforskning, herunder John Hattie. Ja, Fibæk mener ligefrem, at Hatties teori kan erstatte både reform- og dannelsesorienteret pædagogik, og selv von Oettingen ser ud til at bruge Hattie helt uden kritiske markeringer. Skovmand forsøger for sin del at redde Hattie ved at løsrive ham fra vores lokale læringsforskning og de kommunale klør. Et forsøg han dog slet ikke får i mål, hvilket skyldes – og det er herværende kommentars centrale pointe – at Hattie er en fuldbyrdet repræsentant for netop de tilgange, som Skovmand og også Fibæk kritiserer.

Det er helt uforståeligt for mig, at man har denne kærlighed til Hattie. Selv har jeg studeret Hatties arbejde grundigt, og det er helt sikkert, at hans ideer er i direkte tråd med vores hjemlige læringsideologer, som især Skovmand er kritisk over for. Min fulde analyse af Hatties arbejde kan man læse i følgende indlæg: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-john-hatties-teori-om-visible-learning.html.

Jeg tror, at der måske er en systemfejl i didaktikken, som nogle gange bliver sig udslag i lidt anti-filosofiske markeringer, og som også resulterer i manglende historisk og samfundsvidenskabelig ydeevne. Det kan have noget at gøre med noget sundt, nemlig at man har blikket rettet mod skolen, men det kan også være fordi, at man i mange år ikke har været vant til at kritisere policyniveauerne og det forskningsmæssige hegemoni? Hvad ved jeg? Skovmands kærlighed til Blooms taksanomi og til Ralph Tylers ekstreme rationalisme er en del af samme grundproblem som Hattie-problemet. Ja, Blooms læringstaksonomi vender virkeligheden helt på hovedet efter min mening, men det lader jeg ligge her. Endelig er Skovmands begejstring for Micheal Fullan og Ben Levin problematiske af samme grunde, som jeg angav for Hattie, dvs. at de er en del af det læringssprog, som Skovmand ellers kritiserer. Men det må blive ved postulatet i denne omgang.

Nå, men når det er sagt, så skal Skovmand have en kæmpebuket blomster for at gå direkte i kødet på det, jeg har kaldt for Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO). Skovmand præsenterer en række grundige analyser af mange  problematiske forhold ved ”forenklede fælles mål”. Med disse overordnede tendenser ender vi samlet set i en uafklaret pædagogisk situation. Her er nogle af de vigtigste pointer og diskussioner:

 

1.

Skovmand har fint blik for, at den nye læringsideologi især bæres frem af Lars Qvortrup, Jens Rasmussen, Claus Holm og Andreas Rasch-Christensen. Skovmand anklager læringsideologien for at være totalitær, autoritær og fuld af revolutionsromantik, og han sammenligner direkte med George Orwells bog ”1984”, endda i en lang reference. Der er kontakt afregning rundt omkring i hele bogen med fine henvisninger til både Villy Sørensen og sociologen Lars Bo Kaspersen. Ja, selv fascisme-kortet trækkes helt eksplicit i en lang passage.

Så der er ingen tilbageholdenhed her, og de konkrete analyser er langt grundigere og mere direkte kritiske, end man ser det i f.eks. Fibæk Laursens og von Oettingens bøger. Men jeg kan ikke forstå, at Skovmand slet ikke nævner en række af de analyser og tekster, som allerede har været i gang med disse sammenhænge, herunder mine egne bøger, især Pædagogikkens to verdener, men også f.eks. Peter Kemps Løgnen om dannelse og Brian Degn Mårtenssons Konkurrencestatens pædagogik, som alle har store fællesmængder med Skovmands analyser. I stedet refererer Skovmand grundigt til Gerd Biestas kritiske analyse af ”læringssproget” fra bogen God udddannelse i målingens tidsalder, og det er jo også udmærket. Desværre har Skovmand så slet ikke sans for, at netop Biesta bliver særdeles stedmoderligt behandlet i slutningen af John Hatties bog. Ja, der mangler i høj grad referencer til pædagogisk teori i Hatties bøger. Det er simpelthen et skisma i Skovmands bog angående dette emne, som dækker over en real begrebsmæssig ufremkommelighed og modsætning mellem pædagogik og læringssprog

 

2.

Skovmand dokumenterer en række betydningsskred i centrale didaktiske begreber i de fælles forenklede mål, og det er faktisk i disse meget tekstnære analyser, at Skovmand er bedst. Skovmand undersøger også, hvordan nogle indflydelsesrige engelsk- og tysksprogede bøger er oversat til dansk, så de kommer i overensstemmelse med lærings-nysproget. Endelig argumenterer Skovmand for, at der ingen evidensbasering er af læringsideologiens centrale begreb “læringsmålstyret undervisning”. I et efterfølgende interview i folkeskolen.dk, gav Jens Rasmussen Skovmand ret. Det centrale begreb i skolereformen er altså uden videnskabelig og filosofisk fundering. Rasmussens begrundelse var så, at læringsmålstyret undervisning slet ikke kan evidensbaseres, fordi det er ikke en egentlig metode. Det er mere en tilgang til undervisningen, hvis enkelte elementer så kan være evidensbaserede, men den distinktion er altså tynd som pergament, for nu at nøjes med konklusionen. Nå, men Skovmand svarer selv på tråden, og det går fint. Rasmussen svarer ikke på de mange andre kritikpunkter i Skovmands bog, men han bliver på den anden side heller ikke spurgt. Rasmussen har altid nydt en vis beskyttelse af Folkeskolens redaktion.

(Link til interview med Rasmussen: http://www.folkeskolen.dk/583840/rigtigt-nok-at-der-ikke-foreligger-evidens-for-laeringsmaalstyret-undervisning).

 

3.

Skovmand har ingen sans for de basale teoretiske bevægelser, der ligger til grund for hans iagttagelser, og det er formodentlig også derfor, at han tror, at Hattie kan løsrives fra læringssproget. Men det er da fint, at Skovmand med så stor systematik bruger Biestas kritik af læringssproget til at identificere de mest utrolige citater om alt fra “læringsministerium” til “læringsrevolutioner”. Mange af de legendariske citater, som også Kemp og Mårtensson og jeg selv har samlet over årene, er med.

Af ”læringsrevolutionen” følger desuden en kraftig nedskrivning af undervisning, indhold og formål, og Skovmand har et godt blik for f.eks. kundskabsbegrebets problemer, noget jeg også selv har interesseret mig for i Pædagogikkens to verdener. Højdepunktet er den flotte optælling af læringsord i vejledningen til læringsmålstyret undervisning på s.131. Ordet ”læring” optræder 418 gange, hvorimod ordet ”dannelse” har 0,00 forekomster. I samme kapitel kan man også læse en udmærket en analyse af, hvor stedmoderligt folkeskolens formål og indholdsbegrebet bliver behandlet af den nye læringsideologi.

 

4.

Skovmand argumenterer over flere sider for, at Hattie nærmest er almendidaktiker. Skovmand har fundet nogle passager hos Hattie, som lyder bløde og filosofiske, men disse citater betyder intet for Hatties systematik, der bygger på et rent læringssprog i Biestas forstand. Skovmand henviser desuden til Hatties ”dybde- og konstruktionslæring”, men disse begreber er bundet direkte op på læringsideologien, hvilket jeg redegør grundigt for i min allerede nævnte analyse af Hatties arbejde. Hovedsporet i Hatties arbejde er et rent læringssprog a la det, som Biesta kritiserer. Jeg kan ikke forstå, at Skovmand overser dette centrale punkt. Min pointe understreges af, at Hattie og hans banaliserede konsulent, James Nottingham, hvis motto er ”Hatten af for læring”, arbejder kraftigt sammen med netop vores hjemlige læringsideologer omkring det såkaldte ”Visible Learning+”, som er totalt læringsinficeret, og som flyder rundt i Mærsk-millioner og kommunale synergier.

Derpå følger en virkelig interessant analyse af, hvordan blandt andet den tyske læringsforsker, Andreas Helmke, er blevet fejlfortolket af Jens Rasmussen, så han passer ind i læringsideologien. Også Michael Fullan og Ben Levin, som har spillet en stor rolle i Ontario, hævdes at være dårligt oversat og misfortolket. Det er pudsigt for mig at læse om, for både Fullan og Levin er, ligesom Hattie, dybt knyttet til Biestas læringssprog, Men ok, det er da muligt, at deres læringsideologiske tilbøjeligheder forstærkes af de danske fortalere; en forfaldsproces, som Skovmand viser også har fundet sted i forbindelse med overgangen fra de europæiske læringsdokumenter til den danske såkaldte ”master for fælles forenklede mål”. Skovmand slutter med at citere Ontario-ideologen, Ben Levin, som en form for orakel. Det forstår jeg slet ikke meningen med. Nå, men efterfølgende analyseres det ene og det andet dokument, så man frydes.

 

Konklusion:

Samlet set har Keld Skovmand skrevet en nødvendig og spændende bog fyldt med spændende iagttagelser og analyser, men Skovmands brug af Biestas kritik af læringssproget står i grel modsætning til hans egen begejstring for Hattie, Fullan, Ontaorio og EU’s 2020-strategiske ”nøglekompetencer”. Skovmand ender dermed med at bekræfte det læringssprog, som han ellers trækker nazi-kortet over for. En modsætning, hvis struktur han har til fælles med mange af landets øvrige didaktiske miljøer, nemlig Per Fibæk, Jeppe Bundsgaard og flere andre.

Men jeg er sørme glad for, at vores didaktikere og sociologisk indstillede uddannelsesforskere er vågnet til dåd. Nu skal vi bare have gjort kål på ham der Hattie, så vi kan komme i kontakt med lidt pædagogik.

Endelig vil jeg nævne, at Skovmands bog er anmeldt af Steen Nepper Larsen i Information i omtrent samme ånd som min egen analyse. Larsen har i øvrigt selv netop udgivet bogen At ville noget med nogen – filosofiske og samtidskritiske fragmenter om dannelse og pædagogik på forlaget Turbine. Jeg har lige fået den i postkassen.

Skovmands bog blev også anmeldt af Sten Larsen på folkeskolen.dk. Larsen er med rette begejstret, men har ikke sans for de modsætninger i bogen, jeg lige har beskrevet. Larsen anmeldte forresten også Fibæks bøger i cirka samme ånd, dvs. uden sans for ”Hattie-problemet”. Til gengæld skrev Larsen en fremragende og hyperkritisk anmeldelse af bogen Folkeskolen efter reformen, som primært var skrevet af Rasmussen, Rasch-Christensen og Holm, som Skovmand heldigvis kritiserer af et godt hjerte og med en fin pen.

 

Diverse referencer:

Se også interview med Keld Skovmand på www.folkeskolen.dk: “Afsløring: ingen evidens for at læringsmålstyret undervisning virker”. Den efterfølgende tråd er meget interessant. Her diskuterer Skovmand sit arbejde med både Morten Misfeldt og Andreas Rasch-Christensen, som begge har stået centralt i arbejdet med “forenklede fælles mål”. Der er også en kort udveksling med Jeppe Bundsgaard, der har stået for arbejdet med fælles mål i faget Dansk. Endelig kan man læse Alexander von Oettingens vurdering af Keld Skovmands arbejde.

 

Link til de omtalte anmeldelser:

http://www.folkeskolen.dk/583541/allo-allo-laeringsmaalstyringen-faar-tung-modstand

https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2016/03/knastoer-thriller-laeringsmaalstyring

http://www.folkeskolen.dk/561856/historisk-vaerk-om-skolereformen

 

Første del af denne serie, “Danske pædagogiske tekster”, var “Dorthe Staunæs’ opgør med den pædagogiske tradition“