De danske liberalister minder om 1970’ernes marxister

Det hævdes af den ene og den anden fløj i forskellige aviser for tiden, at konservatisme og liberalisme er uforenelige eller det modsatte. De er helt klart uforenelige efter min opfattelse, men kun som de udøves i Danmark. Ikke i teorien, selvom der naturligvis er forskelle. Denne lokale uforenelighed hænger delvist sammen med dansk konservatismes ærgerlige tilbøjelighed til at afvise oplysning, humanisme og modernitet, men det vil jeg ikke drøfte her. Her vil jeg pege på det forhold, at de danske liberalister, ud fra hvad jeg har læst, udgør en skråsikker og indspist menighed, som er ligeså lukket om dens idoler, som munkemarxisterne var om deres i 1970’erne. Alt oversættes til en slags mekanikvokabular – ligesom i 70’erne. Men hvor man dengang talte indædt om “basis og overbygning”, produktionsmåde” og “klassekamp” under det gjaldende “lighed”, så er det nu “kontrakter”, “den offentlige sektors størrelse” og “skattetrykket”, der er i fokus under det lige så gjaldende og ideologiske “frihed”. Den forkrampede ånd og effekten er ca. den samme: Mangel på udsyn, dannelse, interesse for andres synspunkter og historisk sans samt nedskrivning af frit åndeligt arbejde og generel uinteresse for den sociale og politiske virkelighed.

De fleste liberalister abonnerer på en blanding af koldkrigs-filosofferne Ayn Rand og Friedrich Hayek, hvis indflydelse i USA har været stor. Der er selvfølgelig også lidt andre på kanterne, men dette er hovedsporet. Det gælder f.eks. for kredsen omkring Saxobank, der simpelthen er opbygget efter Rands filosofi, og som jo er en vigtig ideologisk og økonomisk bidragsyder til Liberal Alliance og vist nok også til Cepos. Det er altså en ren og skær menighed. Og det er ikke uskyldigt, fordi Rand mener, at egoisme er en dyd, og at altruisme er det værste, der findes. Ren guf for en grådig kapitalisme og den stærkes ret. Rand står da også filosofisk set bag den store grådighedspolitik i USA i 00’erne. Ole Birk Olesen virke har så vidt jeg ved også været finansieret af Saxo bank, og jeg har aldrig hørt ham sige Saxo imod; tværtimod virker han lidt for lydig, så Liberal Alliance er hårdt ramt af denne dannelsesfjendske liberalisme. Der er ganske vist andre kræfter i LA. F.eks. Mette Bock, tidligere SF’er og venstregrundtvigianer. Hun er nu bestyrelsesformand for Grundtvigcentret. Grundtvig og Rand er ganske vist helt uforenelige filosoffer, men Bock siger, hun ikke gider læse Rand. Dermed bliver LA kløvet i to, og når man skriver til fx Birk Olsen om sagen, så vil han slet ikke vedkende sin arv, men taler uden om, mens Bock som sagt siger noget i retning af, at hun ikke behøver at læse Rand, fordi det da kan være lige meget. Samme holdning som Bock indtager partilederen Anders Samuelsen, så vidt jeg har forstået. Endelig er der Merete Riisager, som skriver udmærkede læserbreve om dannelse sammen med Bock, så hun er nok tættere på hende, og har formodentlig heller ikke sat sig ind i, hvilket menneskesyn der huserer på partiets højrefløj. Men netop Bock og Riisager burde studere sagerne, for Bock er både politolog og filosof, og Riisager er cand pæd. LA er dermed splittet på en skjult og udeklarerbar måde mellem en egoistisk og asocial anarkoliberalisme, der er gift for alle former for fællesskabstænkning, og en fællesskabs- og nationaltsindet frihedstænkning. Hayek og Rands frihedsbegreb er det, som den britiske Isiah Berlin i sin tid kaldte for et “negativt frihedsbegreb”, hvor frihed er, at ingen blander sig, mens Grundtvigs frihedsbegreb er positivt, dvs at frihed kun kan etablere sig i et fællesskab, i et folk. Som frihedsdiskussionen står hos LA, er denne modsætning helt ureflekteret.

Sagen om LA’s tilknytning til Ayn Rand har været udførligt dokumenteret i både Weekendavisen og Konkurrencestatstidende, der engang hed Politiken. Det samlede resultat bliver, at hele flokken danner en form for kreds omkring Saxobanks Rand-fundamentalisme med forskellige former for besværgelser.

Hayeks liberalisme udspringer for sin del af ideen om spontane ordners frie opståen, og det er faktisk udmærket, hvad han skriver, men det kan jo slet ikke stå alene, og det hele bliver lidt biologisk med den megen tale om “tilpasning” og “naturlig udvælgelse”, og bærer også for meget præg af Hayeks økonomiske baggrund til for alvor at få socialfilosofisk styrke. Hayek har også inspireret Cepos-liberalisten Christopher Arzrouni, som er hyperliberalist og redaktør på Børsen, meget, men det kniber i Arzrounis brug lidt med den mere brede liberale tilgang, og det hele ender i en noget religiøs tilslutning til Hayek. Arzrouni er dog også glad for Karl Popper, men det virker som om, at han læser Popper på samme måde, som han læser Hayek, og dermed reduceres Poppers indsats efter min opfattelse, ikke mindst Poppers kritiske rationalisme, som ikke kan reduceres til biologiske og økonomiske termer så let.

Både Hayek og Popper var dybt præget af den kolde krig. I hovedværket “The open socielty and it’s enemies” kritiserer Popper store dele af den filosofiske tradition, fra Heraklit til Hegel, for dens historiesyn, og det kan man jo godt forstå, fordi en del af marxismen under den kolde krig havde en virkelig grum og deterministisk historiefilosofi, der medførte, at man stort set skulle acceptere alt, fordi historiens lovmæssigheder nok skulle sætte sig igennem og placerer arbejderklassen på tronen til sidst. Men hvis man ikke passer på, så bliver denne kritik af marxismen og af de andre filosoffer jo til et opgør med historien og filosofien som sådan, ikke mindst når den kolde krig så er væk: I dag er problemet nærmest det modsatte. Nu er problemet mangel på historie og mangel på narrativ, og så kommer de negative konsekvenser af Poppers opgør pludselig frem, fordi han, eller snarere hans liberalistiske efterfølgere, i farten kom til at afvikle historien som sådan. Og med denne afvikling kan vores liberalister ikke rigtigt finde noget spændende frem og det hele ender i “frit valg, skattetryk og offentlig sektor”.

Endelig er det et problem for Popper og hans efterfølgere, at skræmmebilledet i for høj grad bliver det, han kalder for “social engineering”, altså social ingeniørkunst. Fordi han skriver i regi af den kolde krig, forstår man godt hans skepsis. Sovjetunionen var jo “social engineering” på den store klinge, og det var grusomt, hvad der foregik. Men denne forståelige kritik ender med at blive en kritik af nærmest enhver form for velfærdsordning og enhver form for fælles og filosofisk opbyggelighed, der i bedste fald forties. Men dermed falder også de traditioner, som har været med til at skabe liberalismen selv, både dens problemer og fordele, f.eks. det fællesskab der skal til, for at kunne udvikle en ‘kritisk eksperimenterende rationalisme’, som Popper går ind for. Med en så ureflekteret relation mellem fællesskab og individ, som præger det meste af ny-liberalismen, er det ikke underligt, at “liberale” faktisk ender med at skabe en hel masse social ingeniørkunst, nu blot i form af qvasimarkeder, incitamentstrukturer, resultatkontrakter, og at vi dermed ender med en ekstremt styret samfundsmodel, der faktisk umuliggør netop de “spontane ordner”, som Hayek talte så meget om. Dermed bliver problemet med neo-liberalismen, eller New Public Management, som det også er kommet til at hedde inden for forvaltningslæren, at den hævder frihed og spontanitet som princip, mens realiteten er ufrihed og kontrol. En sådan modsætning var det, som marxisterne i gamle dage kaldte for “ideologi”. Problemet med liberalismen bliver dermed, at den ikke er liberalistisk nok, men det kan den ikke være, fordi den ikke har den filosofiske kraft, der kan løfte en fællesskabsforestilling. Derfor slår den i det praktiske liv over i sin modsætning, nemlig styring og kontrol.

Hvad er det så, de glemmer, vores liberalistiske munkemarxister? Alt det vigtige faktisk. De glemmer f.eks. at liberalismen også har en dannelseshistorie, og at den er grundlaget for en række af vores vigtigste politiske institutioner, altså vores statsapparat. Disse emner betyder nærmest ingenting i nyliberalisternes indlæg, det nævnes højest i små tilfældige sætninger, som en slags passiv og smal hukommelse. De glemmer derudover, at liberalismen også er knyttet til etiske, nationale og politiske bevægelser. De glemmer med andre ord sansen for individets etiske, æstetiske, politiske og religiøse muligheder, de glemmer, at det liberale individ er et kunstværk, en bygning og en pryd for verden. De glemmer, at med en abstrakt valgfrihed og markedet som præmis i livet, så bør dannelse og opdragelse følge lige efter, ellers kan vi ikke opretholde vores – ja netop – liberale institutioner, og ellers forfalder det individuelle liv til plat forbrugerisme og et teenageagtig ”gør hvad du har lyst til”-begreb om frihed. Individet bliver hos nyliberalisterne til et forbrugsatom, og vi får derved en nivellering af individet inde i liberalismens egen kerne, hvilket jo er paradoksalt. Det er selvfølgelig hele den tyske liberalismes dannelsestradition fra Kant og Humboldt, som stort set overses, men faktisk også de etiske og politiske sider af den britiske liberalisme (Hos John Locke var ejendomsretten f.eks. knyttet til en omfattende moralsk uddannelse, blandt andet fordi der fandtes etiske love, som mennesket ikke selv havde fundet på, men også fordi “ejendom og velstand” giver særlige pligter). Man har forlæst sig på et par filosoffer, der i 1950’erne af gode grunde var kommunistforskrækkede, og som skrev deres bøger under den kolde krig, men man er slet ikke i kontakt med liberalismen som sådan. Man er faktisk låst fast i den kolde krig – ligesom de marxister, som man gjorde op med, var. Endelig er det ærgerligt, når man nu går så lidenskabeligt op i koldkrigsfilosofferne Rand, Hayek og Popper, at man ikke har sans for Michael Polaniys filosofi, hvis arbejde inspirerede Hayek. Polanyi var nemlig meget mere kulturelt avanceret med hans ideer om ”personal knowledge” og ”tacit knowledge” på samme tid, og hans syn på forholdet mellem kritik, ånd og kreativitet er på et helt andet niveau end Hayeks, Rands og Poppers. Polanyis ideer arbejder faktisk på en måde, hvor liberalisme og konservatisme nærmer sig hinanden. Men den slags refleksioner er der vist ikke plads til i den liberale menighed i Danmark? Eller måske har jeg overset noget skriv? Jeg lader mig gerne oplyse. Nu har jeg to gange fået at vide af ærkeliberalister på facebook, at jeg skulle læse dit og dat, men hver gang er der bare endnu mere lukket menighed i de sølle ord, der står, og især ikke står, på papiret. Så min pointe er altså ikke kun, at der er problemer med det, der siges, men i høj grad også med det, der ikke siges. Liberalismen er fanget i sit eget størknede sprog i disse år.

Det er denne mærkelige menighedsagtige lukkethed, der gør, at disse liberalister slet ikke kan komme i kontakt med deres egen tradition, og dermed heller ikke med andre former for politisk filosofi. Det minder mig som sagt fuldstændig om situationen i 1970’erne. Dengang var det nogle marxister, der havde forlæst sig på Marx, og som derfor skabte en marxisme, der nærmest spærrede for udviklingen af en selvbevidst og dygtig arbejderklasse, og hvor teorierne også virkede ensrettende og tvangsmæssige over for en hel ungdom. Der er altså tale om folk, der tærer på og udsuger en eller få tænkere i åndeligt dovenskab, for derefter at spytte ham eller dem ud, mens virkelighedens problemstillinger, og en hel generation i mellemtiden har spildt deres år på at være tilhængere af den ene eller den anden profet. Liberalismen i Danmark kommer på denne måde, noget paradoksalt, til at gentage den lukkede form, som marxismen tog i 1970’erne. Dansk liberalisme er en del af den kolde krig, og der har den sat sig fast.

Så er der lige partiet Venstre – Danmarks liberale parti. Men hvis dem, jeg lige har nævnt, er dårlige liberalister, dvs med for meget vægt på biologi, økonomi og historiemodstand og hvad deraf følger, så er de dog i det mindste liberalister. Det er Venstre ikke. Det går ind for konkurrenceSTATEN, og det er det modsatte af liberalismen. Det er der ganske vist nogle af ovenstående liberalister, der ikke har forstået helt. De ville jo have klare mål for det hele med resultatkontrakter, kommunale læringssystemer og qvasimarkeder. En god liberalist har ikke noget imod konkurrence, det er klart, men det er ikke det væsentlige. Vores skoler, universiteter og vores retssystem bygger slet ikke på konkurrence. De bygger på ret, etik og pædagogik, begreber som i høj grad er en del af en liberal tradition. Konkurrence er blot en teknisk og økonomisk ting, som man faktisk helst skal undgå at gå alt for meget op i, hvis mener noget med sin liberalisme. Jo mere konkurrence, man hævder, desto mere dannelse, ret og filosofi må man også hævde. Hævder man det første uden at reflektere over det andet, så ender individerne som abekatte eller som fuldstændig identiske i ånden, dvs. som små hårde atomer der kun kan købe og sælge. Og abekatte, det er i hvert fald uforeneligt med konservatisme, uanset dennes aktuelle tilstand. Det er selvfølgelig også uforeneligt med en ordentlig socialisme, og som sagt også med en ordentlig liberalisme.

 

Skriv en kommentar