Denne kommentar handler om de konservatives rolle ved skolereformens udarbejdelse i 2013.
Skolereformen fra 2013 står som et moment over konkurrencestatens overtagelse af skolens og pædagogikkens tradition. Reformens begreber udsprang af Globaliseringsaftalerne i 2006, hvor man etablerede et magtfuldt ”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling af folkeskolen”. Dette råd, som primært bestod af nationaløkonomer, omdannede via syv omfattende beretninger skolen til en stor evaluerings- og læringsorganisme.
Lad mig kort opridse det kronologiske system, som lå til grund for reformen i 2013:
I foråret 2012 etablerede undervisningsminister Christine Antorini en såkaldt Ny Nordisk Skole, hvor en ”dialoggruppe” bestående af affirmativt sindede fagfolk skulle udarbejde en nye skoles principper. De tre principper, man nåede frem til, gik ud på at minimere social arv og optimere hhv. læring og professionel respekt. Historieløsheden var påfaldende.
I december 2012 barslede den daværende S-SF-RV-regering så med et samlet udspil: ”Gør en god skole bedre – et fagligt løft af folkeskolen”. Her omsatte man Ny Nordisk Skoles tre principper til et omfattende nationalt målesystem, mens skolens formål og historiske sammenhæng lå brak. Desuden kom ”trivsel” til, som et selvstændigt målesystem.
Den 7. juni 2013 indgik en række partier så et politisk forlig, som lå i direkte forlængelse af regeringsudspillet. Følgende partier var med i forligskredsen: Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre, Venstre og DF.
Udenfor forliget stod LA, Enhedslisten og Konservative. Især LA’s Merete Riisager gjorde en heltemodig indsats, hvilket jeg har skrevet om andetsteds.
Det er dog især de konservatives holdning, som jeg her vil bringe i erindring, for her var der faktisk også en indsats, selvom den var noget mindre end Riisagers. Indsatsen varede i ca. en uge, før den ebbede ud.
I oktober-december 2013 blev den nye lov nemlig fremsat og vedtaget. Eller rettere: To nye love! Det oprindelige forlig var pludselig blevet til to love, til L 51 og L 52. Hvorfor nu det? Jo, det skyldes netop de konservative. Lad mig forklare:
De konservative var nemlig særdeles kritiske overfor bestemte dele af forligskredsens udspil, herunder især kravet om obligatoriske lektiecafeer på skolen. Den daværende formand, Lars Barfoed, var sådan set ikke imod lektiecafeer som sådan, men de skulle ikke være obligatoriske. Bagved lurede nok lidt grundlov, som jo taler om undervisningsfrihed, og noget god kærlighed til familien. Kort sagt: En sund konservativ skepsis. Danmarks Lærerforening var i øvrigt helt enig med Barfoed.
Forligspartierne var oprørte over den konservative modstand. Det gjaldt ikke mindst SF, som i løbet af slut-00’erne var gået fra en folkelig socialisme til at tilslutte sig den nye konkurrencestat. Partiet skældte ud på Barfoed. Det var den omvendte verden, som vi stadig lever i.
Problemet med den opsætsige Barfoed blev løst i løbet af nogle få dramatiske dage. Man parkerede nemlig spørgsmålet om lektiehjælp i en Lov 52, som først kunne træde i kraft efter et valg, mens hoveddelen af skoleloven, som jo bestod af al målstyringen, blev lagt i en Lov 51, der kunne træde i kraft med det samme, dvs. i 2014.
Herefter kunne de konservative stemme for det hele.
Barfoed skal naturligvis have ros for sin modstand, men han overså, at skolereformens hoveddel, altså Lov 51, i høj grad var et udtryk for præcist det overgreb på familie og civilsamfund, som han altså var imod.
Siden hørte vi ikke rigtig noget til de kritiske konservative fornemmelser, og Barfoed forlod sin stilling efter valget i 2015.
Barfoeds afløser, Søren Pape, jo kom ud af kommunale kredse, hvilket i skolepolitisk sammenhæng ikke er så godt. De kommunalkonservative og KL havde nemlig spillet en hovedrolle i forhold til at gøre ondt værre via deres opbakning til Corydons Lockout af lærerne og via nogle ekstremt instrumentelle skoleudspil. Derfor trådte L52, altså lektieloven, i kraft med det samme uden videre.
Dermed havde Barfoed tilsyneladende tabt, selvom enhver modstand jo i sig selv er en slags sejr. Og 10 år senere, i marts 2024, blev lektielæsningen faktisk igen gjort frivillig, og dermed havde Barfoed og modstanden så alligevel vundet. Der var dog mig bekendt ingen, der i den forbindelse takkede den gode Barfoed for sin indsats for familiepolitikken og for undervisningsfriheden.
I dag er det SF, der står uden for forligskredsen, selvom de vist gerne vil være med igen, hvis jeg har forstået det ret.
Diverse links:
Regeringens udspil ”Gør en god skole bedre”, december 2012: https://www.regeringen.dk/media/1244/goer_en_god_skole_bedre__et_fagligt_loeft_af_folkeskolen.pdf
Politisk forligstekst, juni 2013. https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/udd/folke/pdf14/okt/141010-endelig-aftaletekst-7-6-2013.pdf
L51: https://www.ft.dk/samling/20131/lovforslag/l51/beh3/forhandling.htm
L52: https://www.ft.dk/samling/20131/lovforslag/L52/fremsaettelsestale.htm
Om de konservatives modstand, d. 6/6-13: https://www.folkeskolen.dk/folkeskoleloven-folkeskolereform-konservative/sammenbrud-i-reform-forhandlingerne/669995
DLF’s holdning: https://nyheder.tv2.dk/2013-06-04-laererne-frygter-tvungen-lektiehjaelp
SF skælder ud: https://nyheder.tv2.dk/2013-06-06-sf-pinlig-konservativ-afsporing-af-folkeskolereform