Fra krig til læring

Dansk Skolehistories bind 4, kapitel 8, handler om besættelsestiden. Her omtales tre skolepolitiske tilgange, der skal ”imødegå besættelsesmagtens ideologi”, som det hedder, nemlig en national, en demokratisk-folkelig og en demokratisk-kulturradikal tilgang (s. 155-157).

 

1.

Den første tilgang handler om den nationale vækkelse. Her nævnes bekendtgørelsen fra 1941, som lå i forlængelse af det sthyrske cirkulære fra 1900. Det var her de nationale kundskaber, metodefriheden og de historiske fortællinger blev markeret. Kort sagt var det en stærk grundtvigsk markering med udgangspunkt i skoleloven fra 1937. Undervisningsministeren, den radikale Jørgen Jørgensen, var da også grundtvigianer. Denne bekendtgørelse blev faktisk genudgivet i 1960, hvor Jørgensen igen var blevet undervisningsminister, sammen med stærkt reformpædagogiske “blå betænkning”, så der var en vis sejlivethed her.

 

2.

Den anden tilgang er Hal Kochs tilgang, som var folkelig/demokratisk. Faktisk var Koch i 1940 nærmest fortaler for den første løsning. Han holdt i al fald nogle ildnende Grundtvig-forelæsninger om behovet for nationalt sammenhold, hvor han talte om “kampen for dansk ånd og  tunge”. Forelæsningerne blev holdt i samme sprog som 1941-bekendtgørelsen. Senere fik Koch – sådan fortælles det i al fald – imidlertid et kritisk brev fra Løgstrup, hvilket fik ham over på en bred og folkelig vogn med en mere mildt orkestreret grundtvigianisme som ledsager. Det kan man læse om i bøgerne ”Dagen og vejen” (især s. 10-11) og ”Hvad er demokrati?” fra hhv. 1942 og 1945. I praksis blev ideerne realiseret i det nydannede Dansk Ungdomssamvirke, der egentlig var tænkt som en tilgang 1-strategi, men som Koch fik ændret i sidste øjeblik. Politisk knyttedes ideerne til en stærk tilslutning til samarbejdspolitikken.

 

3.

Den tredje tilgang, som nævnes i Skolehistorien, er kommunisten Inger Merete Nordentofts kulturradikale ”Opdragelse til demokrati” fra 1944. Nordentoft betonede her sammenhængen mellem demokrati, selvstændighed og barnets natur med stærke referencer til især John Dewey.

Nordentoft omtaler faktisk Kochs arbejde i sin piece. Hun er venligt stemt, selvom hun kalder ham for “borgerlig”. Men hun virker – både her og andre steder – underligt uoplyst om den nationalt-folkelige tradition, det er helt klart.

Nordentoft var desuden medunderskriver på det reformpædagogiske manifest ”Emdrup-planen”, der også kom i 1945. En anden underskriver og vist nok ligefrem pennefører på Emdrup-planen var seminarierektor Georg Christensen, som senere blev redaktør for Dansk Pædagogisk Tidsskrift. Christensen redigerede ”Grundtvigs værker i udvalg” fra 1940-49. Hans medredaktør var i øvrigt Hal Koch selv.

Hal Koch blev efter krigen formand for regeringens ungdomskommission, hvor en række psykologisk orienterede reformpædagoger fra Nordentofts og Christensens kreds svingede taktstokken (s. 338). Men ifølge historikeren Jes Fabricius Møller var Koch nu mest en kransekagefigur i det udvalg (s. 234 i Møllers biografi om Koch).

 

Jeg må hellere stoppe her med de mange forbindelser. En del af dem nævnes naturligvis i skolehistorien, dog ikke historien om Georg Christensen, som jo er en slags mellemled mellem Koch og Nordentoft.

Man skulle jo tro, at disse tre bevægelser med nogenlunde lethed kunne forbindes i efterkrigstiden, og som antydet skete det jo også i et vist omfang. Der er dog lige nogle problemer med alle tilgangene, som desværre får store konsekvenser:

For det første er der problemer med tilgang nr. 1 og 2. Det skyldes, at både den nationale tradition og demokratitankegangen jo forudsætter, at mennesker og borgere kan og bør tale frit.

I den nationale tradition er det tilliden, fortællingen og munden, der dominerer, men det kan jo slet ikke opretholdes, når landet er besat af et diktatur. Hvad gjorde Koch ved det i sine Grundtvig-forelæsninger? Jo, han betonede at man skulle kigge indad, dvs. holde sin kæft. Dermed indskriver han en dyb modsætning i sagens essens, der blev til stor skade for den nationale tradition. Som dansker ved man endnu den dag i dag ikke, om man skal følge sit hjerte, sin mund og sit sprog eller gøre som der bliver sagt af en eller anden vild djøficeret ”vision” fra en forstad til Odense. Og i 1941-bekendtgørelsen kunne man jo heller ikke for alvor markere det historisk-poetiske potentiale i den nationale side. Heldigvis var der også et Frihedsråd og en Kaj Munk. Det var her den ”danske tunge” holdt til, for nu at sige det på den måde. Mange tak til dem, selvom Bo Lidegaard, som selv er Hal Koch- og konkurrencestatstilhænger mener, at det er et udtryk for en krigs-“kult” at klappe af dem en gang imellem. Lidegaard-Corydon-Ove Kaj Pedersen aksen i centrum-venstre og alle dens udløbere har virkelig gjort ondt i både danskhed, demokrati og pædagogik.

Det samme problem gælder for tilgang nr. 2, altså den demokratiske tilgang. Også her kræves ifølge begrebet selv et frit ord i et frit vedligeholdt fællesskab, men frie ord er jo udelukket under en nazistisk besættelse. Men Koch insisterede på, at han reddede demokratiet og dannelsen, selvom han gjorde det stik modsatte.

Her er Nordentoft mere regulær, eftersom hun jo var modstandskvinde. Hendes interesse for demokrati var dog kompromitteret af hendes medlemskab af landets stalinistiske parti DKP. Det er svært for min generation at forstå, at stalinismen kunne forenes med både demokrati og en nærmest dannelsesorienteret reformpædagogik. Men ”on the other hand”: Det har jo aldrig været let at orientere sig. Det er faktisk derfor, vi har et uddannelsessystem. Først i 1957 forlod Nordentoft partiet og blev socialdemokrat.

Georg Christensen er på sin vis en slags renselsesfigur. For det første var han mig bekendt ikke kommunist, men radikal. Og for det andet var han modstandsmand. Derudover var han altså både reformpædagog og grundtvigianer. Men han nævnes kun en enkelt gang i skolehistorien i en lidt teknisk anledning.

(…nemlig i forbindelse med en bog, som Christensen skriver i 1933, der forsøger ”at trække tråde mellem det psykologiske og det pædagogiske”. Man kan næsten gætte, hvad den handler om (s.126). Til gengæld nævnes han udførligt i historikeren Palle Laurings erindringer, men det er jo lidt uden for de officielle annaler. Endelig er det værd at nævne, at Christensen, som jo er litteraturhistoriker, tages op i dansk-didaktikeren Vibeke Hetmars ph.d.-afhandling fra 1996. Hun beskylder ham for ikke at være reformpædagogisk (konstruktivistisk) nok. Hetmars elev, Jeppe Bundsgaard, beskylder i sin ph.d.-afhandling Hetmar for heller ikke at være reformpædagogisk nok. Herfra går didaktikken helt i opløsning efter min mening. Det er hele den historisk-poetiske side af Christensens reformpædagogik, der siver ud af foretagendet.)

De tre tilgange bærer på sin vis derfor på deres egen opløsning, og de vekselvirkede on and off frem til omkring 1989 på forskellige måder, selvom dele af den marxistiske pædagogik var stærk anti-national. Derimod kunne marxismen godt bruge Kochs demokrati-begreb, som jo mindede lidt om et kinesisk bondedemokrati. Det var ikke så godt. Men på den anden side fik vi glæde af de folkelige bevægelser i 1980’erne, som havde en god grundtvigsk energi mange steder.

Herfra gik det galt. Murens fald afstedkom et opgør med både ”det nationale” og ”det marxistisk/kommunistiske”. Vi fik et demokrati uden folkelighed overhovedet. Først fejredes demokratiet ganske vist som et europæisk demokrati, men uden folkelig grund kunne det ikke rigtigt opretholdes.

I stedet kom demokratiet decideret under pres i 00’erne via henholdsvis Manhattan 2001 og finanskrisen 2008. Det fik i 2010’erne den samlede konsekvens, at en ny, aggressiv og økonomisk defineret reformpædagogik, som lå til grund for skolereformen, kunne bygge på et radikalt opgør med både Grundtvig, Koch og demokrati som bærende pædagogiske søjler. Det kaldte man så ”Ny Nordisk Skole”, selvom det jo var totalt ikke-nordisk. I dag er demokratiet ved at udvikle sig til at være en metode til konkurrencedygtig læringsoptimering. Det historisk-poetiske, altså det nationale, har lidt samme skæbne, hvis det da ikke er helt væk.

Jeg tror, at både Nordentoft og Koch roterer et vist sted.

Herfra kan så en Ny Nordiske Emdrup-plan lanceres i nedenstående link fra 2015 med tråde til Nationalt Center for Skoleforskning, hvis centrale ideologi er John Hatties og hele den læringsrevolutinoære baggrund. Og Så Videre:

https://www.folkeskolen.dk/568516/forsker-om-folkeskolens-formaal-laering-som-livsform

Skriv en kommentar