Demokratiske problemer hos Saxo Bank og Liberal Alliance

I en artikel fra 2008 kan man læse lidt hyper-ideologi fra Ayn Rand-menighedens overdrev. I artiklen kan man læse om Saxo Banks direktions syn på demokrati. Måske synes du, at artiklen er lidt gammel, men der er den ikke. Artiklen blev d. 20. december 2014 re-lanceret på face-book af Seier Christensen selv – med den ledsagende kommentar, at den ”forklarer vores holdning meget godt”.

Det, som artiklen ”forklarer meget godt”, er ideologiens dybt problematiske forhold til demokratiet, hvorved den lægger sig i forlængelse af en række andre indlæg i LA’s omegn og – blot i mindre ekstrem form – beslægtede synspunkter hos andre grupper i samfundet. Her er lidt om det hele:

 

1. Den religiøse forbindelse mellem Rand og Saxo-bank

Først i artiklen understreges Saxo Banksdirektionens religiøse forhold til Rands filosofi, som er dokumenteret med mine versaler i følgende uddrag fra artiklen:

”Fournais og Seier er noget så usædvanligt som to styrtende rige, filosofiske bankdirektører, som har besluttet at gøre den nu afdøde russisk-amerikanske filosof Ayn Rands roman til en slags BIBEL. Den ene af dem, Lars Seier Christensen, er politisk skolet gennem ungdommens medlemsskab af KU og i dag medlem af Liberal Alliance. Den anden, Kim Fournais, har ingen politisk erfaring, men fik en form for ÅBENBARING, da han læste Rands roman. I dag udgør Rands filosofi VÆRDIGRUNDLAGET for både Saxo Bank og de to direktørers personlige liv og syn på samfundsudviklingen.”

Religiøsiteten bekræftes af alle andre indlæg. Der er ingen reflekteret indlæg vedrørende Rands  eller andres filosofi i den omegn. Filosofien er gået i strejke, som jeg plejer at sige.

 

2. Undsigelsen af demokratiet

Dernæst følger synet på politik, hvor demokratiet undsiges af bankens investeringschef Steen Jacobsen – her i fire citater:

”Politikerne bør sendes på ferie i to år”

”Alle gode politikere er døde”

”Vi er kredsløbet, som får hele økonomien til at fungere”

”Vi skal have et 25 mand stort forretningsministerium, som er repræsentativt sammensat i henhold til sammensætningen i befolkningen. Det skal altså ikke fyldes med folkeskolelærere, sådan som Folketinget er. Men det skal sikres, at der sidder en bankdirektør og andre eksperter.«

Saxo-bank har dog ikke, hævdes det af direktørerne Seier Christensen og Kiim Fournais, en ”total-aversion” mod politikere, og man vil ikke være helt så skarp “i retorikken” som investeringschefen. I lyset af ovenstående citater er det nærmest en komisk og grum udtalelse.

Og hvis skatten ikke sættes ned, går direktøren skam i direktørstrejke; man “forsvinder”, står der; helt ligesom idolet John Galt gør det i Rands koldkrigs-anakronisme ”og verden skælvede” – den bog som Saxo-bank deler ud til hele kongeriget, og som bygger på det syn, at europæisk oplysningsfilosofi er kilden til alt “ondt og nedrigt”, fra nazisme til velfærdstat og almindelig fælles sans.

 

3. Asger Aamunds, Ole Birk Olesens og Ove Kaj Pedersens bidrag

Juristen Jacob Mchangama er også bekymret. Det kan man læse i forbindelse med en interessant artikel i Berlingeren fra d. 15. juli, 2011, ”Kan demokratiet stadig betale sig?”, som Mchangama lagde ud på sin FB-væg d. 5. december. Mchangama er en af de få selvstændige liberale i landet, og det er yderst sjældent, hvis overhovedet, at man finder de almindelige ja-hat-hyldestkommentarer til Saxo Bank- og Rand-netværket fra hans altid fine pen. Måske var det derfor, han forlod CEPOS – hvem ved?

Nå, men hvad står der så i artiklen? Først interviewes Asger Aamund, som i al fald dengang var meget tæt på Liberal Alliance. Her kan man læse en sætning som:

”Hellere vækst og folkelig velstand end et demokrati, der er taget som gidsel af den del af befolkningen, der ikke arbejder, og som stemmer sig til at leve på det arbejdende mindretal”.

Det er endda kommet så vidt, at Aamund kan erklære:

”I en nødsituation, ligesom under krigen, kan man have en slags elite-regering i en periode, som bistår det folkevalgte, skal vi sige lidt håndfast. Så vi kan få de nødvendige reformer”

Det er vist det, man i folkemunde kalder for “nødvendighedens politik” – you know: TINA, There Is No Alternitive. Aamund lyder, med sin snak om ”gidsler”, om at ”leve på det arbejdende mindretal” og endda om “håndfast” bistand, som en klon af Saxobank, LA og Ayn Rand oven for.

I tråden under Mchangamas opslag er der også et interessant link til en leder fra sommeren 2010 fra net-avisen ”180 grader”. Lederen er skrevet af Ole Birk Olesen, som også er fra Liberal Alliance. Det var Olesen, der skrev bogen ”Taberfabrikken” – en titel der blev opfundet af Rand-menigheden, og både bogen og Olesens netavis er da også både i åndelig og økonomisk forstand helt gennemfinansieret af Rand-folkene. Lederens titel er: ”Liberalt diktatur virker”, og det er jo lige så ”hyggelig” en formulering som Aamunds og alle de andres.

Det lader til, at Rand-tænkningen har enorme problemer med demokratiet. Demokratiet er en del af ”taberfabrikken”. Demokratiet er ”de uproduktives gidsel”.

Men selvom problemet er decideret indbygget i Liberal Alliances gener, så finder man lignende tendenser andre steder:

I samme artikel, hvor Aamund interviewes, har også Ove Kaj Pedersen, altså ham med ”konkurrencestaten”, et par kommentarer til emnet. Selvom han for så vidt forsvarer demokratiet, gør han det kun fordi, at det bedre “kan betale sig”, som det hedder. Han er altså uenig med Aamund om, hvorvidt demokrati kan betale sig, men enig i, at det skal kunne betale sig. Dermed giver han på en måde Aamund ret i præmissen, hvilket jo også ligger i hele hans teori, hvor demokrati, dannelse, solidaritet og alt det andet nednormeres til en metode til økonomisk vækst. Den dag demokrati fører til mindre vækst, så – det må være logikken – må vi afvikle det. Første skridt, kan jeg huske Pedersen sagde på en konference i 2013, er at nednormere deltagerdemokratiet til fordel for en styrkelse af de repræsentative organer, dvs. af styringsdelen. Og hvis denne styrkelse af demokratiets styringsside så ikke “virker”, hvad så? Skal vi så hen til Aamund, SAXO-bank og Olesen og den håndfaste styring af taberfabrikken? Det vil helt klart ske, for der er ingen begrebsmæssige stopklodser, der kan  forhindre glidningen.

Eftersom Ove Kaj Pedersen er hof-filosof for centrum-venstre, ender vi ud med, at både liberalismen og socialismen får store filosofiske problemer med demokratiet.

Jacob Mchangama er selv helt opmærksom på problemet – ja det er simpelthen på grund af samme bekymring som min, at han overhovedet linker til artiklen. Mchangama vil hellere leve i et demokrati med lav vækst end i et ærkerigt diktatur. Eller som han selv udtrykker det: ”Jeg vil hellere leve i et liberalt demokrati med 0,8 % vækst og ytringsfrihed end et diktatur med 10% vækst og censur”. Og det kan han jo skrive, fordi han ved, at demokrati vedrører politik, ret og normativitet og ikke økonomi, et forhold som både Olesen, Aamund, Saxo-bank og Pedersen totalt overser.

Netop omkring 2011 må have været et særligt grimt år for demokratiet, men det var jo også det år, hvor man, for at løse finanskrisen, begyndte at gøre alting til en finanskrise, hvormed man jo faktisk forværrede den. Det er det, vi ser med tidens uddannelsestænkning, der er defineret i et opgør med dannelse og pædagogik, og på samme måde ser vi det i ovenstående citater, hvor nu også demokratiet underordnes økonomiske kalkuler. Det er ikke et kønt syn.

 

4. Connie Hedegaards, Jørgen Ørstrøm Møller og Lars Qvortrups bidrag

I forbindelse med arbejdet med de tre første punkter kom jeg i tanke om, at jeg  i august 2012 havde følgende læserbrev i Weekendavisen. Læserbrevet handler om det samme, og det understøtter relevansen af Mschangamas synspunkt. Her kan man se, at det ikke kun er i kredsen omkring Liberal Alliance, at problemet eksisterer, selvom det er i den omegn, at retorikken er mest “langt ude”:

”Her følger tre oplevelser, der kan tyde på, at selve demokratiet er ved at blive ugleset i Danmark: I Deadline den 15/7 var der besøg af Jørgen Ørstrøm Møller fra Copenhagen Business School. Møller var meget begejstret for Asiens økonomier, og han satte spørgsmålstegn ved, om ”vi i vesten kører et politisk system, der er i stand til at levere og løse de problemer, vi står over for”. Han sagde også, at demokrati er godt, men velstand er bedre. Studieværten Adam Holm, som havde sidste arbejdsdag, bemærkede vist ikke denne problematiske forskydning i værdier, hvorefter vi kun bør have demokrati, så længe det er økonomisk effektivt.

På Folkemødet fortalte Connie Hedegaard, hvordan man skulle værne om europæiske værdier, men at man skulle skrue lidt ned for demokratiet for at gøre os effektive i forhold til den fremstormende kinesiske økonomi. Bendt Bendtsen, som var meddebattør, løftede ingen øjenbryn i den anledning, og det lød ærligt talt som om synspunktet kom direkte fra kommissionsgangene, hvor Hedegaard næppe hører til de mest ekstreme. Jeg skrev efterfølgende til Hedegaard for at forvisse mig, om jeg virkelig havde hørt rigtigt, men det svarede hun ikke på.

På lederplads i magasinet Asterisk i november 2010 beskrev Lars Qvortrup, daværende leder af Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, at det var godt, at danske skoleelever var gode til demokrati ( DK var blevet nr. 1 på en demokratiliste), men at man i dag ikke glædede sig over det på demokratiets vegne, men fordi eksempelvis Novo dermed fik et strategisk parameter til at placere arbejdspladser efter. Temaet for udgivelsen var ”opdragelse til demokrati”. Titlen på lederen var ”Economy stupid!”

I al ordentlig demokratiteori er det politiske en værdi, der på det overordnede plan står over økonomiske og administrative hensyn, og sådan har det også været herhjemme over hele det politiske spektrum. Men disse tre oplevelser peger på, at demokrati er ved at blive forstået som et instrument, der er relativt til økonomisk vækst. Er der et stille antidemokratisk skred i gang blandt vores globalt orienterede eliter? Hvor stor er snebolden egentlig blevet?”.

(Læserbrevet er let korrigeret. Jeg bør også tilføje, at Qvortrup efterfølgende skrev i WA, at jeg havde misforstået ham, men jeg forstod aldrig hvordan, og det gør jeg stadig ikke)

 

5. Konklusion

Det ender galt.

 

 

Nogle links:

Artiklen fra Børsen, som Seier Christensen mener forklarer Saxobanks synspunkter ”meget godt”, og hvor man kan læse om Saxo-banks forhold til demokratiet: http://m.business.dk/?redirect=www.business.dk%2Ffinans%2Fder-findes-en-objektiv-sandhed-for-samfundets-indretning

Den FB-tråd, hvor Seier Christensen præsenterer artiklen: https://www.facebook.com/lars.s.christensen.716/posts/10153706271688475?pnref=story

Her er fb-tråden, hvor der også kan linkes til artiklen i Berlingeren:
https://www.facebook.com/jmchangama/posts/10152920714984859?pnref=story

 

En tanke om "Demokratiske problemer hos Saxo Bank og Liberal Alliance"

  1. Demokratiets institutioner virker stadigt dårligere og dermed er borgernes grundlæggende rettigheder som beskrevet i retsikkerhedsloven og forvaltningsloven under et kæmpe pres.

    Med Bjarne Corydon som bannerfører fortsætter den uhæmmede brug af eksterne konsulenter og den øgede kontrol med og forringede arbejdsvilkår for de offentlige lønmodtagere alt imens de offentlige ledere oplever eksplosive lønforhøjelser.

    Jeg har det sidste år beskæftiget mig med kronisk syge og handicappede mennesker parkeret på kontanthjælp og har erfaret følgende;

    Vi har kommunalt selvstyre så ministre, ministerier og styrelser vil ikke blande sig i kommunernes forvaltning af lovgivningen og sender aben videre til borgmester, statsforvaltning, ankestyrelsen og de civile domstole.

    Når STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) alligevel gør det en sjælden gang hvis fx Ekstrabladet skriver en kritisk artikel om at ingen får ressourceforløb så sker det ved at de ringer til ledelsen i jobcentret uden at tjekke op på om det jobcenterchefen siger passer eller på anden måde undersøge de kritisable forhold.

    Borgmesteren sender klager videre ned til den forvaltning der har handlet ulovligt og lader dem svare og gøre hvad der passer dem.

    Det kommunale tilsyn (statsforvaltningen) laver stort set ikke noget tilsyn og når de reagerer så er det nok at kommunaldirektøren siger at det arbejder man på.
    Ankestyrelsen vrider lovene efter den kommunale praksis og har alt for lang sagsbehandlingstid.

    De civile domstole koster kassen og tager typisk 10 år eller mere for at få afsluttet en sag.
    Patientombuddet har alt for lang sagsbehandlingstid og afviser stort set alle klager de første 2 gange der bliver klaget.

    Ombudsmanden tager sig ikke af sager hvor der er skøn eller lægeoplysninger i sagen.
    Ingen tager Ansvar og de systematiserende og demokratinedbrydende tilstande får lov til at fortsætte.

    Det er alt sammen en konsekvens af den økonomiske tanke om nødvendighedens politik, men betyder paradoksalt nok at vores velstand bliver mindre, som man kan læse om i “Why Nations Fail: The Origins of Power, Prosperity, and Poverty”.

    Der var en gang hvor de fleste intellektuelle i Danmark stod sammen om at kæmpe for demokratiet – For den frie dialog, hvilket man kan læse om i “Ned med den fordømte snaps! – en biografi om Lars Larsen-Ledet”

    De tider er druknet i vellevned, bureaukrati, forbrug, sociale medier og den dertilhørende åndelige forarmelse og manglende vilje og mod til at ville engagere sig i demokratiet.

    “Rekord-kø af patientklager: Et års ventetid på svar” http://dknyt.dk/sider/artikel.php?id=74908&nc=1#loginanchor

    http://politiken.dk/oekonomi/arbejdsmarked/ECE2501116/skolelaerere-og-politibetjente-skal-maales-og-vejes-efter-ny-metode/

Skriv en kommentar