Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær (SJ) skriver i et indlæg d.11. maj på www.folkeskolen.dk – i forbindelse med dekanens afgørelse på deres klagesag imod mit kritiske arbejde – at de er beroliget. Ja, titlen på indlægget er ligefrem: ”Det beroliger os!”, SJ taler om, at man bør undgå noget ikke nærmere bestemt, som de kalder for ”totalitaristiske tolkninger”. Måske er det sådan en, jeg vil lave nu? Jeg vil nu blot kalde det en argumenteret præcisering af sagens kerne.

SJ har nemlig ingen grund til at være beroliget, hvilket jeg vil prøve at vise:

1. Forskningsintegritet og §6

I dekanens afgørelse på klagesagen henvises til §6 i det splinternye notat: ”Aarhus Universitets regelsæt til sikring af videnskabelig integritet og ansvarlig forskningspraksis ved Aarhus Universitet”. §6 kaldes – sammen med §5 som markerer regelsættets tilknytning til det nationale og det europæiske regelsæt – simpelthen for et ”grundlag”. Her er ordlyden af den videnskabelige integritets grundende grundlag i Aarhus:

”§ 6. Kravet om ansvarlig forskningspraksis truer ikke retten til fri forskning, da der ikke er et krav om en særlig metode. Der er heller ikke krav om ”politisk korrekthed” eller et krav om tilbageholdenhed med faglig og saglig kritik af andres videnskabelige arbejde.

Stk. 2. Det er grundlæggende universitetets og forskernes fælles ansvar at stimulere og udvikle den kritiske videnskabelige diskussion i forskningsmiljøerne. Dette er en afgørende forudsætning for, at de basale principper for forskningsintegritet kan bevares og udvikles, at ansvarlig forskningspraksis sikres og videnskabelig uredelighed forebygges, jf. universitetets politik.”

Hvad kan bryde sådan en ”ansvarlig forskningspraksis” udover decideret uredelighed a la Penkowa? Det kan følgende tre scenarier, hvor jeg især vil vende tilbage til nr.1.

”1) En bevidst fordrejning af forskningens resultater eller vildledning om egne eller andres rolle i forskningen, selv om uretmæssighedens omfang og konsekvenser ikke i sig selv kan betegnes som graverende.

2) En adfærd, der ikke er i overensstemmelse med det danske kodeks ”Danish Code of Conduct for Research Integrity” (f.eks. vedrørende forsøgsprotokoller, databehandling, dokumentation, forfatterangivelse, finansieringsstøtte etc.)

3) En deltagelse i et videnskabeligt arbejde, hvor personlige eller økonomiske interesser i arbejdets forløb og resultater kan give grundlag for berettiget tvivl om den pågældendes uvildighed”

2. “Arbejdsmiljø” og “misinformation” og §6

I SJ’s kommentar til afgørelsen på klage-sagen henvises netop til ovenstående regelsæt:

”Dekanen henviser til reglerne om ansvarlig forskningspraksis, hvilket betyder, at arbejdsmiljøet, videnskabelig legitimitet og viral spredning af misinformation lægger dekanen på sinde.”

Men i disse regler, som jeg netop har citeret fra, står der ikke noget om ”arbejdsmiljø” eller ”viral spredning”, og det tætteste man kommer på noget om ”videnskabelig legitimitet” er den §6, som jeg har angivet. Dekanens afgørelse har dermed ikke noget at gøre med ”arbejdsmiljø” eller ”viral spredning” (skrækkeligt udtryk… det er moderne oplysningsarbejde, vi taler om). Dekanens afgørelse er en grundende sikring af en ”ikke politisk korrekt” (dvs. folkelig) og en kritisk argumenterende fundering af videnskabelig aktivitet. Afgørelsen er i videnskabeligt og pædagogisk kerneland og har intet med arbejdsmiljø at gøre.

(En præcisering: Jeg går skam ind for et godt arbejdsmiljø og forsøger også at bidrage til det, men det må naturligvis aldrig skærme for den frie og kritiske aktivitet i samfundet. Ingen borger må tro, at videnskabelige diskussioner er påvirket af arbejdsmiljøhensyn. Er en videnskabelig tekst inficeret med den slags hensyn, kan man ikke leve op til de nationale krav om ærlighed, gennemsigtighed, ansvarlighed og kritik, som der også henvises til i Aarhus Universitets regelsæt. Et arbejdsmiljø på et universitet skal kunne rumme denne frie tilstand og pligt, dvs. universitets grund, altså §6. Når SJ derfor i deres indlæg citerer fra nogle ledsagende overvejelser, dekanen gør sig, over forholdet mellem arbejdsmiljø og moderne medier, bør disse refleksioner forstås med udgangspunkt i §6’s overhøjhed; dvs. i en tilstand, hvor arbejdsmiljø ingen rolle spiller i sig selv. Sagt mere jævnt: Først river vi totterne af hinanden i sagens haller, som er møbleret med argumentation, følelse og fælles engagement, og bagefter går vi på værtshus og hygger os. Et universitetets arbejdsmiljøpolitik bør derfor i symbolsk forstand handle om at stille et godt værtshus til rådighed. Det kan naturligvis også være en isbutik eller en kaffeautomat. Kort sagt: frynsegoder og godt humør).

SJ taler om ”viral misinformation”, hvormed de formodentlig forsøger at indplacere min kritik – og dermed også lignende kritiske tekster – under punkt 1 ovenfor, altså som ”bevidst fordrejning”. Men det er, havde jeg nær sagt, selv en gang ”viral misinformation”, eftersom jeg har fremlagt min kritik ærligt, transparent og ansvarligt, som det er angivet i de nationale regler om emnet. Jeg har skrevet det, som viser sig, når jeg arbejder med teksten, og jeg står på mål for det hele og begrunder det, hvor jeg kan. Hvordan kan det være ”misinformation”? Jeg forstår det simpelthen ikke. Men vedrørende spørgsmålet om misinformation/bevidst fordrejning er universitetet heldigvis helt enig med mig, for ellers havde dekanen med rette kunnet gribe ind. Min tekst er ifølge dekanens afgørelse ikke ”bevidst fordrejning” og derfor heller ikke ”misinformation”. Det er en fri saglig og faglig kritik i overensstemmelse med universitetets grund, dvs. §6. Muligvis tager jeg fejl i alt, hvad jeg skriver, selvom jeg ikke tror det, men det er ikke det samme som ”misinformation”. Det er det modsatte.

Dekanens afgørelse betyder altså, at min tekst ikke er ”misinformation”, og afgørelsen henviser ikke til forhold vedrørende arbejdsmiljø. Den er rent grundet i grundlaget, dvs. §6, altså ret og pligt til fri kritik af andres arbejde. Ja, det er endda, står der i stk 2, universitetets og forskernes ansvar at ”stimulere og udvikle” kritisk aktivitet, som ligefrem er en ”forudsætning” for forskningsintegritetens ”basale principper”. Kritik skal ikke tæmmes af ”integritet”. Nej, det er omvendt. Kritik er en basal, altså grundende forudsætning for integritet.

Dekanens afgørelse er dermed en implicit opfordring til, at jeg fortsætter med at søge pædagogik og pædagogisk forskning grundet i kritiske læsninger efter samme videnskabelige og etiske kompas som hidtil, en opfordring jeg vil indfri til fulde. Hvorfor er dette så vigtigt fra et universitetspolitisk synspunkt? Jo, det er det fordi, at uden en kritisk grund under et forskningsmiljøs resultater og begreber kan det pågældende miljø ikke udvikle forskningsintegritet efter §6, hvilket SJ’s klage for mig at se er et godt eksempel på.

Og når et sådan miljøs begreber siver ud til samfundets praktiske lag, i dette tilfælde til landets lærere og pædagoger, så går det helt galt, men det vil føre for vidt at drøfte her.

3. Hvad har SJ lært?

SJ slutter af med, hvad de mener læren er af sagen. Det kan man jo selv læse i linket nedenfor, men det bekymrer mig, at de fra mit synspunkt ikke ser ud til at have lært noget. Det vil sige, at SJ formodentlig en anden gang vil søge at afgøre en faglig og folkelig strid med en henvendelse til det administrative lag, fordi de ikke forstår kritikkens præmis. Dermed overgår de til ”intransparensens” områder, hvorved de jo hæmmer forskningsintegriteten som den er nationalt defineret. Det vil også sige, at man som hårdt arbejdende forsker skal kaldes ”hadefuld” mm, selvom der intet belæg er herfor i min tekst. Endvidere mangler der helt en erkendelse af den moderne teknologis rolle. Teknologien forstås hos SJ kun som noget ”viralt”, nærmest i betydningen ”virus”, og som noget der skal begrænses af horisonter og fælles kollegiale etikker og den slags. For mig er teknologien et medium for kritisk forskning, debat og formidling, jvf §2 i universitetsloven og §6 i ovenstående retningslinjer og hele universitetets tradition og formål. De nye medier er en del af en intensiveret realisering af pædagogikkens og universitets indre formål, en folkelig og videnskabelig tilsynekomst. Endelig er mislæsningen af §6 og af afgørelsens substans et tegn på, at der er forskningsmiljøer på DPU, som ikke er deres videnskabelige, pædagogiske og kritiske pligt bevidst, hvorved et arbejdsmiljø, som vel at mærke indeholder ånden i §6, ikke kan trives.

Der er ingen grund til ro. Der er grund til kritisk turbulens over det hele. Den grundende grunds u-ro, som er den videnskabelige integritets forudsætning.

(Jeg vil til sidst sige, at jeg ikke er enig i alle sider af retningslinjernes procedurer og formuleringer, men det er en anden sag, som ikke er relevant i herværende tilfælde, hvor paragrafferne er anvendt i den rette ånd, og så længe jura er under ånd, er juraen jo kritisk funderet).

Referencer:

Staunæs, D. & Juelskjær, M. (2015). ”Det beroliger os!”, blogindlæg på www.folkeskolen.dkhttp://www.folkeskolen.dk/563466/det-beroliger-os

Rømer, T.A. (2015). ”Afgørelse i klagesag”, blogindlæg på http://www.thomasaastruproemer.dk/afgoerelse-i-klagesag.html

Aarhus Universitets nye regelsæt om ”ansvarlig forskningspraksis”: http://www.au.dk/fileadmin/www.au.dk/forskning/Ansvarlig_forskningspraksis/Aarhus_Universitets_Regelsaet_-_Ansvarlig_Forskningspraksis_25_marts_2015.pdf

Uddannelses- og forskningsministeriet: Danish Code of Conduct for Research Integrity: http://ufm.dk/publikationer/2014/the-danish-code-of-conduct-for-research-integrity