I det følgende vil jeg argumentere for, at Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsteori, luhmannismens systemteori og den danske variant af poststrukturalismen, nemlig samtidsdiagnosen, forbinder sig på kryds og tværs og er på vej til at udgøre en samlet nihilistisk position inden for pædagogikken, hvor formål og dannelse siver ud af vores pædagogiske liv. Det er især konkurrencestatsteorien, der har formået at samle de to andre under sin teoretiske overhøjhed.

1. Passager mellem Konkurrencestaten og poststrukturalismen.

Ove Kaj Pedersens (OKPs) bog, Konkurrencestaten, er i lange stræk en gennemgang af den politiske økonomis historie, og som sådan burde den ikke får nogen større pædagogisk eller kulturel betydning. Det gør den imidlertid alligevel, men hvorfor? Det gør den af to grunde: Den ene grund har jeg behandlet andre steder. Den drejer sig om, at OKP mener, at dannelse hører til velfærdsstaten, men eftersom vi nu i stedet for er i konkurrencestaten, så siver dannelsen ud og erstattes af det “opportunistiske individ”. Det er imidlertid den anden grund, jeg vil tale om her. Den anden grund til, at OKP’s bog får så stor pædagogisk effekt er, at der rundt omkring i bogen ligger, hvad man kunne kalde for intellektuelle passager, altså referencer, der på meget vigtige områder i den samlede argumentation bringer OKP fri af økonomiens rene vokabular og hen til andre landskaber, nemlig hen til filosofien og den sociale teori. Denne passage kan man samlet set kalde for poststrukturalisme, og dermed tiltrækkes den danske version heraf, som hedder “samtidsdiagnosen”. Passagen arbejder fire steder:

1. I selve definitionen af konkurrencestaten. Her trækkes især på Bob Jessop, en fremtrædende neomarxistisk statsteoretiker fra 1980’erne (s.72). Det hedder ligefrem, at USA, Tyskland og Frankrig ”beskriver formålet med deres politiske programmer fuldt ud i tråd med de marxistiske programmer”.
2. I anvendelse af begreberne “neo-liberalisme” og “diskurs”. Begge begreber er knyttet til postmoderne og kritisk teori, som den udviklede sig i 1990’erne (neoliberalisme: fx s.21-36, diskurs: fx s.34, 127-128).
3. I de direkte referencer til Foucault, hovedinspirationskilden for poststrukturalismen og arkitekten bag diskursbegrebet, som det anvendes under pkt.2 (s.119, 125).
4. I referencerne til “personlighedens” udvikling, der er en form for udvidelse af den Rousseauske prægning, som vores hjemlige poststrukturalister har med i bagagen (s.173 og s.193-194). Læsningen er endvidere formidlet af referencer til Jonas Lieberkind, som også er knyttet til den poststrukturalistiske tradition, som jeg her har defineret den.

Med denne passage, altså ovenstående fire punkter hos OKP, rives poststrukturalismen dermed fri fra den kritiske teoris klør, hvor den kommer fra. Kun ordene – konkurrence, diskurs, neoliberalisme og personlighed – bevares, men værdierne, ånden og filosofien er en anden, fordi ordene nu forbindes med ”economic man”, frem for poststrukturalismens ”social man”.

Det tankevækkende er, at disse passager trækker på mange af de samme kilder som vores hjemlige samtidsdiagnose, altså den danske udgave af postmodernisme og poststrukturalisme, der dog slet ikke taler økonomi, men kun om filosofi og social teori. Dermed skabes en form for bro, en kobling, mellem vores postmoderne miljøer, altså samtidsdiagnosen, som er rundet af nihilistiske traditioner, og den politiske økonomi, altså Ove Kaj Pedersens udgangspunkt, der også har det svært med værdier. Det er denne kobling, der kan mødes til konference på DPU under overskriften ”konkurrencestatens krav til dannelse”. Samtidsdiagnostikerne er Jens Erik Kristensen, Stefan Hermann, Claus Holm og Lars Geer Hammershøj.

Netop hos Jens Erik Kristensen finder man i en nyere udgivelse det sammenfald, jeg netop har beskrevet betingelserne for. I en helt ny artikel fra tidsskriftet KVAN, “Dannelse – forældelse eller omdannelse”, beskriver han hvordan dannelsesbegrebet udvikler sig fra nyhumanismens tinder omkring år 1800 til nu at være reduceret til en “medarbejderborger”, et begreb der udledes i en lang reference til netop Ove Kaj Pedersens bog. Den normative kontradiktion (en borger kan ikke fyres), der ligger i begrebet, noteres ikke engang, og det er fordi det pædagogiske paradoks, med dets tilhørende frihedsbegreb, som jeg vil omtale nedenfor, er væk. Artiklen er på en måde et studie i, hvordan samtidsdiagnosen omdannes til konkurrencestatsteori. Stefan Hermanns tur i samme retning har jeg beskrevet i tidsskriftet Nyt Dansk Udsyn, og Claus Holms ditto er omtalt i indlægget “konkurrencestat og dannelse – en unødvendig umulighed“.

2. Passager mellem systemteori og samtidsdiagnose

Derudover er der også systemteoretikere. Det er især Jens Rasmussen, Lars Qvortrup, men også Claus Holm, der altså er i begge lejre. Systemteoretikerne taler ikke Foucualt-sprog, fordi deres teori hviler på en metodisk antihumanisme, som er et opgør med antihumanismen, som netop Foucaults filosofi er et eksempel på. Systemteoretikerne springer snarere direkte og helt ukritisk på den politiske økonomi og konkurrencestatens muligheder, og de taler helst ikke om diskurser og neo-liberalisme. Alle grupper, både samtidsdiagnostikere og systemteoretikere, kan dermed mødes om Jens Rasmussen – det nærmeste vi kommer på en statspædagog – og hans diktum: ”Dannelse er rådvildhedens semantisk”  i en orienteringsløs tid. Qvortrup skriver for sin del gentagne gange at dannelse er et “kommunikationstrick”, og at det er noget “der hives op af hatten” (Qvortrup 2004, s. 285-286). Opbyggelige ord til vores børn! Det hele er en form for postmoderne teknokrati. Det er IKKE liberalisme i filosofisk forstand, fordi staten skal bestemme det hele, og fordi der ingen dannelsesfilosofi er i nærheden.

Der er desuden en pudsig indre reference, der eksisterer mellem systemteorien og samtidsdiagnosen. Lars Qvortrup drøfter i sin bog Det vidende samfund, dannelsens karakter i det han kalder for den tredje oplysningsbølge i den såkaldte “supervisionsstat” (Qvortrup 2004, s.284-290). I denne drøftelse trækkes på to samtidsdiagnostikere, nemlig Lars-Henrik Schmidt og Lars Geer Hammershøj, hvor især sidstnævnte refereres udførligt. Qvortrup ender ud med næsten samme dannelsesbegreb som Hammershøj med fokus på selvet og overskridelsen og uden interesse for sagsforholdene, virkeligheden og kulturen. Derimod afvises også Hammershøjs fokus på “den interessante personlighed”, som er en reminiscens fra samtidsdiagnosens interesse for nogle bestemte sider af Rousseaus filosofi. Det er iøvrigt i samme bog, hvor Qvortrup taler om, at det grundtvigske begreb om “folk” er “dødsensfarligt”. I stedet skal højskolerne satse på at gøre deres ydelser nyttige for samfundet ved at gøre “evalueringer og selv-evalueringer til gode og konstruktive redskaber til selvudvikling” (s.278-279).

En tankevækkende international udgivelse i samme poststrukturalistiske ånd er artiklen “Do we (still) need the concept of Bildung?”, som er skrevet af Jan Masschelein og Nobert Ricken i 2003. I den argumenteres der, med udgangspunkt i netop Foucaults filosofi, imod dannelsesbegrebets relevans. I samme tekst omtales også dele af den tyske systemteoretiske tradition, altså luhmannismen, som refereres for samme synspunkt. Senere er Masschelein kommet på andre tanker. I al fald står der Georgio Agamben, Jacques Ranciere, Hannah Arendt og græsk filosofi på hans referenceliste for tiden, og hvis Foucault skal med i det selskab, så er det helt andre læsninger, der skal gang i. Faktisk er også Agamben flittig Foucault-læser, men det forhindrer ham ikke i at trække på hele den filosofiske tradition, altså den dannelse, som Masschelein ville af med i 2003. Masschelein reducerer i 2003-artiklen alt til sociologi og magt, og han kommer dermed til samme konklusion som systemteoriens, nemlig at vi skal af med dannelsen. I dag, 2013, hvor Foucault-inspirationen er kraftigt nedtonet, spørger Masschelein i stedet “What makes a school a school?”, og det er et spørgsmål, der vil sprænge konkurrencestatens og systemteoriens præmis i stumper og stykker. Samtidsdiagnostikerne følger mest af alt bare “præmisserne/diagnosen”, er mit indtryk, så måske skulle man lade dem fare.  Men summa summarum: Foucault og Luhmann ender med at spille godt sammen – både internationalt og herhjemme – hvilket jeg tror vil være tankevækkende for mange.

3. Ove Kaj Pedersens syn på det pædagogiske paradoks

Angrebet på humanismen kan man også se af OKP’s forsøg på at omskrive “det pædagogiske paradoks”, altså det forhold at pædagogik indebærer, at man skal “tvinge til frihed”. Paradokset har rod i tysk dannelsesfilosofi og er blevet fremført i nyere tid af Dietricht Benner og herhjemme af Alexander von Oettingen, der også refereres flittigt i OKP’s bog. Men paradokset er ifølge OKP et eksempel på den humanisme, der prægede velfærdsstaten (hvilket er %&?`=). I stedet formulerer OKP et alternativt “paradoks”, der kan knyttes til konkurrencestaten. Det lyder således: “At anerkende eleven, som noget han altid er, nemlig uvidende, men egennyttig, og at lære ham noget, som er i hans egen interesse“.  OKP’s forslag er naturligvis helt hjælpeløst. Der er intet paradoksalt ved hans formulering, og det hele foregår helt uden filosofisk refleksion.

Med denne afvikling af det pædagogiske paradoks er OKP helt på linje med systemteoretikerne, som er ude i samme ærinde, hvilket man kan læse om i Qvortrups nyeste bog, Den myndige lærer, samt i en anmeldelse, han skrev af Oettingens seneste bog Almen Pædagogik. Jeg ved faktisk ikke, om poststrukturalisterne har skrevet om paradokset, men jeg tror ikke det er noget for dem?

4. Konkluderende bemærkninger

Dermed har vi forklaringen på, at OKP’s teori får så stor effekt på den pædagogiske diskurs, selvom den sådan set er antipædagogisk i hele sit væsen og egentlig blot burde være et afgrænset bidrag til velfærdsstatsforskningen. Det er fordi, at teorien med sin blanding af økonomisk/teknisk diskurs, som tiltaler systemteorien, og poststrukturalistisk diskurs, som tiltaler samtidsdiagnosen, kan forbinde tre intellektuelle strømninger i dansk pædagogik, som i forvejen er løseligt forbundet. Men selvom både samtidsdiagnostikere og systemteoretikere stammer fra 70’ernes kritiske og marxistiske bevægelser, så er kritikken nu, med den frivillige underordning under konkurrencestatens præmis, der har samme rod, glemt, og tilbage står blot en form for statslig hybrid, der vil diktere alt.

Endelig bør man nævne, at finansminister Corydon har samme poststrukturalistiske baggrund, hvilket fremgår både af hans universitetsspeciale og af en anmeldelse, han lavede i tidsskriftet Politica i 2000. Antorini er tættere på systemteorien, hvilket jeg har beskrevet andetsteds. Derfor er det heller ikke så sært, at begge har det meget let med “konkurrencestaten”, ja ligefrem kan erklære at den er et ideal. Den eneste forskel er, at Corydon er mere politisk realist, mens Antorini tror på en teknologisk og friktionsfri modernitet. Hvis de ikke var enige om konkurrencestaten, ville de måske være uenige om noget andet? I al fald hvis de tænkte sig om.

Jeg bør nævne, at især samtidsdiagnostikerne/poststrukturalisterne/postmodernisterne godt kan skrive meget kritiske artikler. Det så vi for nylig i Friskolernes årsmagasin, da Lars-Henrik Schmidt, en slags hjemlig faderfigur for bevægelsen, hudflettede instrumentaliseringen af den nye lærerrolle, og Lars-Henrik er nok den, der kommer tættest på en fri kritisk filosofi, så ham lytter jeg altid til. Lars Geer Hammershøj har også skrevet en god kronik i Kr. Dagblad, og han har også god sans for nogle af postmodernismens æstetiske og poetiske sider, men han har så travlt med at nedbryde “de store fortællinger” til fordel for den “interessante personlighed”, at hans pædagogiske overvejelser mister sin kulturelle forbundethed og dermed på den lange bane sin kritiske mulighed. Med et dannelsesideal som “den interessante personlighed”, er der kun få meter hen til OKP’s bog. Også Jens Erik Kristensen og Claus Holm har sagt ting, der lyder kritiske, men det meste er faktisk blot beskrivende. Fælles for alle er imidlertid, at de ikke kan etablere en formålsdiskussion, fordi de har gjort op med alt det stof, som en formålsdiskussion er lavet af. Derfor er de kun kritiske “på en måde”. I realiteten falder kritikken altid efterfølgende til jorden og accepterer det, de opfatter som magtens realiteter. Det er derfor, at denne tilgang, som egentlig henter kraft fra den kritiske tradition, ender med, på en pudsig krøllet måde, at bekræfte det, som den egentlig er imod. Det er derfor, at denne tilgang faktisk er den mest systembevarende af alle.

Konkurrencestaten samler al poststrukturalistisk og systemteoretisk aktivitet omkring sig i den kritiske og samtidsdiagnostiske teoris endeligt, og eftersom den kritiske teori selv hvilede dels på en korrektion af marxismen og dels på et opgør med de nationale og filosofiske traditioner, er der ikke meget overladt til fantasien. Tilbage er faktisk kun økonomien og systemerne iført lidt ordfarvelade fra 1980erne. Det er så det, vi kalder for Ny Nordisk Skole, som vores børn og unge, fra vuggestue til gymnasium, skal næres af i næste generation. Det er, hvad der er tilbage af Danmarks pædagogik og dermed af næste generations mulighed for at stå selv i selv-stændig-hed. Og det er ”rådvildheden”, ”economic man” og de poststrukturalistiske passager, der står for det hele.

Litteratur:

Kristensen, Jens Erik (2013). “Dannelse – forældelse eller omdannelse”, i Kvan, vol. 33, nr. 96, s. 18-29.

Masschelein, Jan & Ricken, Norbert (2003). “Do we (still) need a concept of Bildung”, i Educational Philosophy and Theory, vol. 35, nr. 2, s. 139-154.

Masschelein, Jan & Simon, Marten (2013). In defence of the school – a public issue, Leuven: E-ducation, Culture & Society Publishers.

Qvortrup, Lars (2012). “Pædagogikkens teknologiunderskud : Anmeldelse af Alexander von Oettingen: Almen pædagogik – pædagogikkens grundlæggende spørgsmål”, i Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr. 1.

Rømer, T.A. (2013). “Oplysningens visnen og uren pædagogik“, i Nyt dansk udsyn, nr. 2, s. 5-18.

Link til facebook-opdatering