Skolekommissionen 1919, også kaldet ”Den store skolekommission”, blev nedsat under den radikale undervisningsminister, teologen Søren Keiser Nielsen, som var undervisningsminister 1913-1920. Arbejdet blev videreført under Venstremanden, Jacob Appel, som blev undervisningsminister allerede fra foråret 2020 og i resten af perioden.

Appel var også forstander for Askov Højskole fra 1906-1928, og han havde også været undervisningsminister fra 1910-13. Han havde mange spændende ideer om forholdet mellem friskole og folkeskole, men dem lader jeg ligge her.

Den store skolekommission udarbejdede en række fuld færdige lovforslag med bemærkninger og høringsprocesser for alle skolens områder, og den fik effekt langt frem i tiden. Kommissionens rapport fra 1923 er på 606 tætskrevne sider; en præstation der ikke overgås frem til 1960, hvor den Blå Betænkning udkommer.

Reformpædagogen og socialdemokraten, Vilhelm Rasmussen, var med i kommissionen, hvor han var meget aktiv. Det var ham, som fik ”selvvirksomhed” med i Skolekommissionens centrale tekst, hvilket jeg viser lige om lidt. ”Selvvirksomhed” kom faktisk også med som selvstændig paragraf i 1937-loven, hvor §15 slet og ret lød sådan her:

“§ 15. I alle Klasser bør der lægges mest mulig Vægt paa Elevernes Opøvelse til Selvvirksomhed.”

I 1975 spadserede udtrykket direkte ind i skolens formålsparagraf, men røg ud igen i 1993. Rasmussen blev senere, fra 1924-1939, forstander for Danmarks Lærerhøjskole.

Thora Constantin Hansen, som var med til at udgive Maria Montessoris hovedværk ”Montessori Metoden” på dansk, holdt oplæg om Montessori-metoden for udvalget. Vilhelm Rasmussen var i øvrigt også formand for en dansk Montessori-forening i nogle år. Derudover sad der en masse lærere og lærerinder samt et par gårdejere etc..

På betænkningens s. 81 er der en række bemærkninger til lovforslaget om folkeskolen, hvor hele den moderne skoles problemstilling og baggrund ridses op. Her er tre citater under mine overskrifter og i moderne retskrivning:

 

1. Skolens egenart og suspension:

I bemærkningerne indleder kommissionen med at ophøje folkeskolens dannelsesmæssige betydning, som en både selvstændig og uafhængig pædagogisk form:

”Med hensyn til det grundsynspunkt, der skal præge nærværende lov, har der indenfor kommissionen været enighed om, at folkeskolen som den betydningsfuldeste af alle skoleformer skal have sit mål i sig selv og ikke behøve at indrette sig på, hvad den højere skole måtte fordre af den.”

Og umiddelbart efter understreges betydning af ”kundskabsfylde og åndelig udvikling”. Og igen betones skolens mål i sig selv:

”Folkeskolens opgave skal være at bibringe den danske ungdom en god opdragelse med den kundskabsfylde og åndelige udvikling, som må anses fornøden til, at den kan udfylde sin plads i livet, og målet for denne undervisning må sættes efter folkeskolens eget tarv uden hensyn til, hvad der vil behøves for at skabe en forbindelse mellem folkeskolen og eksamensskolen, således at det ikke skal være eksamensskolens krav, der skal være normgivende for, hvad folkeskolen skal nå.” (mine kursiveringer).

 

2. Fagene og didaktikken:

Dernæst kommer der en lang markering af fagenes og didaktikkens og klasens betydning. Det står lidt ufilosofisk, hvilket er en slags forvarsel om et senere læk. Det er også lidt underligt, at den københavnske skoleborgmester, den konservative Ernst Kaper, ikke deltager i Kommissionens arbejde. Kaper var didaktikkens mand og kom senere på kant med reformpædagogerne. Det kunne man måske have undgået, hvis de havde snakket lidt mere sammen, f.eks. i Skolekommissionen. Fagene kom på den måde til at mangle deres filosofi. Her er Kommissionens tekst:

”Der er dernæst enighed om, at det mål, som folkeskolen skal sætte sig, må være at bibringe sine elever, der er den langt overvejende del af landets børn, fyldige og solide kundskaber i de almindelige skolefag, der hidtil har fundet plads inden for folkeskolens læseplan, og at denne fagkreds ikke skal i væsentlig grad udvides, men at det betydningsfuldeste fremskridt, der skal tilstræbes ved nærværende lov, skal være det, at undervisningen gøres fyldigere og bedre inden for de således afstukne rammer, dels ved at foretage en udvidelse af undervisningstiden, dels ved at søge tilvejebragt en fyldigere klassedeling, og endelig ved at bidrage til en ændring i undervisningsformen, der kan muliggøre et bedre udbytte for børnene af skolens undervisning og en rigere udvikling af deres evner.” (mine kursiveringer)

 

3. Selvvirksomhed:

Dernæst kommer så den spirende reformpædagogiks centrale bidrag, nemlig ”selvvirksomhed”, som jeg omtalte ovenfor i forbindelse med omtalen af Vilhelm Rasmussens indflydelse i Kommissionen:

”Uden i så henseende at ville binde udviklingen til ganske bestemte baner har kommissionen ment i særlig grad at måtte henlede opmærksomheden på de rige frugter, som en opmuntring af barnets selvvirksomhed under skolearbejdet kan give, og den interesse for og kærlighed til skolen og dens virksomhed, som en veltilrettelagt undervisning, der tager barnets initiativ og arbejdsiver i sin tjeneste på rette måde, kan fremkalde, og man har derfor i det herhenhørende bestemmelser givet anvisning på, at undervisningen i størst mulig omfang bør bygge på barnets selvvirksomhed.” (s. 81)

Konklusion på punkt 1-3: Alt i alt en flot skoletænkning med dannelse, faglighed og selvvirksomhed.

 

4. Aktuel sammenhæng

Disse tre citater hænger sammen med vores eksisterende skolelovgivning. Afsnit 2 som skolens egenart svarer til hele meningssammenhængen, dvs. til skole- og kundskabssynet i den aktuelle formålsparagrafs stk. 1. Afsnit 2 om fagene svarer til skolelovens §5. Afsnit 3 om selvvirksomhed svarer til stk. 2.s tale om fantasi og handling, dvs. hele reformpædagogikken. Det aktuelle formåls stk. 3, der handler om demokrati og folkestyre, kom først for alvor til efter 1945. stk 3. nævner også “åndsfrihed”, som jeg synes ligger under afsnit 2’s temaer, og som strengt taget også burde stå i stk. 1 i dag.

 

5. Forhistoriske nedslag

Disse markeringer fik som tidligere nævnt stor betydning for strukturen i skolens formål i 1937 og frem til i dag, og de stod i en vis forbindelse til to tidligere dokumenter:

 

a)

Det Shtyrske cirkulære fra 1900. Dette Cirkulære var et forsøg på at forene den folkelige og den herbartianske tradition i samfundet med nye pædagogiske ideer, den såkaldte “anskuelsesundervisning”. Metodefriheden blev også knæsat her. Cirkulæret inspirerede senere den såkaldte 1941-bekendtgørelse, som blev genudgivet sammen med den Blå Betænkning i 1960, som en form for historisk-folkelig korrektion af 1960-betænkningens spændende men også indimellem lidt for rodløse og moderne ideer. Det var den radikale K. Helveg Petersen, der stod for dette 1960-arbejde, hvor den radikale Jørgen Jørgensen og socialdemokraten Julius Bomholt svævede over vandene.

 

b)

Per Fibæk Laursen trækker i en interessant artikel en tråd fra Det radikale venstres program fra partiets stiftelse i 1905. Programmet understreger åndsfrihed, helhedsskole og folkeoplysning, og Fibæk trækker, via Skolekommissionens arbejde, denne tredeling helt frem til i dag. Det radikale program har da også et udførligt afsnit om skole- og kulturpolitik, der lyder sådan her:

”Ved Statens Virksomhed for Folkeoplysning og Aandsliv sættes som Maal at give alle lige Adgang til Kundskab og gøre alle delagtige i vor Kultur. Det tilstræbes at bevare og udvikle den nationale Samfølelse med vore Landsmænd udenfor Danmark.

Aandslivets Frihed anerkendes paa ethvert Omraade.

De bestaaende Rester af Censur afskaffes.

I den offentlige Skole tilstræbes Enhedsskolen. En virkelig Undervisningsreform i Folkeskolen gennemføres.

Skolen unddrages det gejstlige Tilsyn. Folkeskolens Lærere løses fra deres tvungne Forhold til Kirken. Det er Forældrene tilladt at fritage deres Børn for Religionsundervisningen. Naar Læreren ønsker det, fritages han for Religionsundervisningen. Den fornødne Tid til Religionsundervisning gives. Vejledende Tillidsmænd udgaaede fra Skolens egen Kreds indføres. Forældrenes Indflydelse paa Skolen udvides. Frie Skoler kan støttes af det offentlige, naar de staar Maal med den offentlige Skole og ikke skønnes at fremme Klasseinteresser.

Ved den videregaaende Udvikling af Valgmenighedernes Frihed og Menighedernes Selvstyre muliggøres Overgangen til et frit Menighedsliv uden Statens Indblanding. Rigsdagens Lovgivningsmyndighed paa det kirkelige Omraade opretholdes.”

 

5. Andre iagttagelser:

a) Skolekommissionen foreslog også en løsere binding mellem kristendom og pædagogik. Dette syn tilsluttede Det Grundtvigske Konvent sig helt ubetinget i foreningens høringssvar. Konventet udtalte, at kristendomsundervisningen skulle være frivillig, og at man på seminarierne kun underviser i faget i såkaldte ”frie timer” (s. 149). Det var åndsfrihed i arbejde.

b) På s. 110 kan man læse om et mindretals, herunder Vilhelm Rasmussens, fine vision om børnehaver og såkaldte ”fritidsværksteder”, som skulle være en del af en samlet skoletænkning. Disse ideer fik for alvor fik effekt efter 1945, hvor disse tanker blev forstærket af den såkaldte Emdrup-plan.

(jeg udbygger denne tekst løbende)

Referencer:

Skolekommisssionen (1923). Betænkning med lovforslag afgivet af skolekommissionen i henhold til lov nr. 77 af 21. februar 1919, København: J.H. Schultz.

Gjerløvv, A.K. mfl. (2015). Dansk Skolehistorie – Da skolen blev sin egen, 1920-1970, bd. 4, Aarhus Universitetsforlag.

Det radikale venstre (1905). Odense-programmet, https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/det-radikale-venstres-partiprogram-1905/

Laursen, P.F. (2005). ”Åndsfrihed og folkelig oplysning – det Radikale Venstres uddannelsespolitik”, i Pedersen, S. & Lidegaard, B.: B – radikalt, 1905-2005, København: Gyldendal.

Det shtyrske cirkulære (1900): https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/cirkulaere-om-undervisningsplaner-for-de-offentlige-folkeskoler-sthyrske-cirkulaere-6-april-1900/