Hvordan var det nu, den ulovlige advarsel til Erik Schmidt lød?

Altså dén ulovlige advarsel, som Odense Kommune tildelte Schmidt d. 2. juni 2014, hele 14 dage efter, at han havde sagt op i protest mod det, som byretten kaldte for for “lukket ledelse”.

Dén ulovlige advarsel, som kommunen stadig – efter 4½ års nidkær vedholdenhed – stadig nægter at undskylde for eller drage de retlige og pædagogiske konsekvenser af, selvom den har tabt med et brag ved Østre Landsret.

Dén ulovlige advarsel, som var så tindrende ulovlig, at den nu kan komme på museum sammen med Bjarne Riis’ dopingrecepter.

Advarslen indeholdt to momenter, som landsretten strukturerer sine begrundelser efter, samt en konklusion (undervejs er der et mødereferat, men det udelader jeg her. Jeg har rettet kommafejlene i citaterne fra advarselsteksten):

A. Advarslens 1. del

Del 1: ”Baggrunden for den tjenstlige samtale var, at ledelsen oplever, du er meget negativ over for de forandringer, Agedrup Skole er i lige nu. Dette kommer ofte til udtryk på fællesmøder, hvor du har negative holdninger og synspunkter.” (Odense Kommune 2014)

Ifølge Østre Landsret kan denne del af advarslen ikke begrundes i henhold til dansk ret. Schmidt deltog i den almindelige debat om de emner, som var på skolens og mødets dagsorden, herunder en drøftelse af ledelsens forslag til skolens vision samt af forberedelsesfaktorer for undervisningen. Han var ikke “særlig negativ”, som det næsten ironisk hedder i afgørelsen, men gjorde blot sit arbejde efter sit fags standarder.

Så Odense Kommunes advarsel var et anslag mod ytrings- og åndsfrihed på skolen, en fratagelse af en pædagogs kæreste eje, nemlig hans frie ord.

Faktisk kan man godt sige, at Odense Kommune har forbrudt sig mod hele sammenhængen mellem Grundloven og Skoleloven. Kommunen har frataget en borger muligheden for at tale og handle, og den har ødelagt skolens begreb og pædagogiske liv. Den har knægtet både grundlovens ytringsfrihed og skolelovens åndsfrihed og demokratiske prægning.

B. Advarslens 2. del

Del 2: ”Det opleves, at du også er med til at piske en negativ stemning op i personalegruppen. Dette kom særligt til udtryk på personalemødet den 7. maj 2014, hvor du begyndte at råbe højlydt og beskyldte skolens leder for at udøve ”lukket ledelse”. Du råbte gentagne gange, bl.a. ”Nu må det vanvid stoppe!”. (Odense Kommune 2014)

Ifølge retten blev der ikke pisket en ”negativ stemning” op. Schmidt blev vred, men det var ok, for vreden vedrørte sagsforhold, og det var ikke noget, der kendetegnede Schmidts virke i øvrigt, tværtimod. Det var derfor en slags saglig vrede.

Schmidt råbte ifølge retten ikke ”gentagne gange”, men ”én gang”, og retten kan ikke præcist sige, hvad det var, Schmidt råbte. Faktisk er det efter min mening slet ikke godtgjort, at han ”råbte”, men det mener landsretten trods alt, og fred være med det. Mange flere burde have råbt i 2014.

Man må altså gerne en gang imellem vise følelser, herunder vrede, i forbindelse med drøftelse af forhold af fælles interesse. Ja, efter min mening bør en seriøs skoleledelse opfordre til “den livligste vekselvirkning”, som det hedder i dannelsesteorien.

Odense Kommune har forsøgt at demontere en borgers ret til at engagere sig i sit arbejde og en lærers ret til at diskutere sit fag med fornuft og følelse. Og Kommunernes Landsforening understøtter dette brud på moralske og juridiske principper.

KL siger, at dommen ikke er principiel. Men det kan jeg love for, at den er. Men dommen opfinder ikke et princip. Den fastholder blot de principper, som altid har eksisteret, siden demokratiet kom til vores del af verden. På den måde er dommen både beskeden uprincipiel og storladen principiel på samme tid

KL og Odense aner ikke, hvad demokrati og dannelsesprocesser er. Til gengæld kan jeg oplyse til almen interesse, at Odense Kommune har noget, de kalder for en ”dannelsesstrategi”, og det er jo virkelig sjovt.

C. Advarslens konklusion

Advarslen afsluttes med følgende passus:

”På baggrund af ovenstående tildeles du en advarsel, hvor det præciseres overfor dig, at ovenstående adfærd er uacceptabel, og du straks skal ændre din adfærd til ordentlig og konstruktiv kommunikation.  Det præciseres ligeledes overfor dig, at det er ledelsen, der har ledelsesretten.” (Odense Kommune 2014, mine kursiveringer)

Følger vi konsekvensen af rettens begrundelser, er der i Schmidt-sagen slet ikke tale om ”adfærd”, men om rationelle handlinger, og udtrykket ”konstruktiv kommunikation”, kan man herefter heldigvis heller ikke lægge til grund for en tjenstlig sanktion. Det er sådan et slags lavthængende HR-positiv psykologi-udtryk, som intet har at gøre med lov, pædagogik og politik.

Schmidt var skam særdeles “konstruktiv”, for han drøftede skolens anliggender med al den viden og erfaring, han har opsparet i et langt fagligt liv, og gjorde sin pligt ved at tale imod Odenses og Skolelederens fikse ideer, så en virkelig pædagogik kunne komme til syne. Derimod var skolelederen og Odense autoritære og destruktive, hvilket skyldes skolereformens grundlæggende ideologi.

Endelig nævner advarselsteksten ”ledelsesretten”. Men den omfatter altså ikke retten til at ødelægge det, som man ifølge skolens formål og tradition er sat til at passe på. Så det er skam ikke ledelsen, der har ledelsesretten på en skole. Det har loven og pædagogikken. Lederen skal bare makke ret over for disse to instanser, ligesom læreren skal. Og begge “instanser” er fyldt med lag og rev og landskaber, hvis jord og natur er komponeret af bandeordene fornuft og følelse og åndsfrihed, hvilket henne hos KL hedder “negative synspunkter” og “adfærd”.

Links:

Analyse af KL’s syn på landrettens dom: http://www.thomasaastruproemer.dk/kl-benaegter-landsrettens-begrundelser-i-schmidt-sagen.html