Den virkelige tekst: Om at gengive et synspunkt “korrekt”

En eller anden har skrevet et eller andet om et eller andet – så har jeg ikke sagt for meget.

Jeg er kritisk over for det, der står, men kan desværre ikke skrive om det. Begynder jeg skrive, kan jeg nemlig komme til at fortolke den pågældende tekst på en måde, så den kritiserede forfatter bliver overrasket og decideret vred, hvorved jeg risikerer at havne som en “personalesag”.

Igennem århundrede har det været sådan, at humaniora ikke blot handler om at gengive folks synspunkter ”korrekt”, men derimod om at fortolke synspunkterne – også på måder som kommer bag på dem, der fortolkes. Men det er vist alt for nørdet for et postmoderne universitet med alle disse “århundreder”. På det postmoderne universitet afgøres fortolkninger på et kontor med henvisninger til et teknisk og overordnet regelsæt i en personalesag, mens alle mulige klager over alle mulige.

Ok, nu spørger jeg så helt naivt: Hvad mente Karl Marx? Vær så venlig, at ”gengive synspunktet korrekt”. Ikke noget med at fortolke.

Jeg spørger også: Hvad står der i Biblen? Og husk det nu. Det skal være korrekt!

Hvad mon der sker, når dette nye princip siver ud i de pædagogiske systemer og ned i skolen? Husk! Dit svar skal være korrekt!

Humaniora er fortolkning. Humaniora er at ikke blot at gengive, hvad andre mener, men snarere at finde ud af hvad andre mener, også selvom de ikke ved det selv. Hvordan finder man ud af det? Ja, det gør man ved undersøgelser, strid, diskussion, fordybelse, fejl, gæt, korrektioner, beklagelser, dristighed, følelser og argumentation. Derved kommer teksten til syne, altså den virkelige tekst. Mit arbejde, ja humanisters arbejde, er et arbejde med den virkelige teksts tilsynekomst. Hvorfor forstår diverse forskere og administratorer ikke det?

Men med den aktuelle sag er den virkelige tekst jo skjult, fordi sagen nu må afgøres som en klage i et administrativt spor. Den nye ånd vil sætte sig uanset udfaldet af den konkrete sag. Det nye motto er: Du skal gengive korrekt!

Det betyder, at vi ikke mere kan lede efter den virkelige tekst om tingenes ting. Den virkelige tekst kan ikke vristes fri fra sit skjul. Dvs. at man pr. logik ikke kan bedrive humanistisk videnskab. Vi kan derfor ikke finde det egentligt “korrekte”. Vi skal formelt set gengive korrekt, men straffes samtidig for at gengive korrekt. Det er en paradoksal fælde, der materialiserer sig, fordi “fortolkning”, denne Humanioras juvel, er røget i glemmebogen.

Hvad er kritik? Det er en undersøgelse af en virkelig tekst, som kan komme til syne.

2 tanker om "Den virkelige tekst: Om at gengive et synspunkt “korrekt”"

  1. Kære Thomas Aastrup Rømer
    Jeg bider straks til bolle… En chance for at spejle mig i et intelligent menneske lader jeg ikke min næse gå forbi. Men, hvordan skal jeg nu reflektere din refleksioner?

    Jeg har dårlige erfaringer, masser af dem, især med at fornærme andre mennesker, som så viser sig at være klogere, mere magtfulde eller skarpere skåret for tungebåndet end mig. Klask, klask og læst og påskrevet, og så har jeg været rundbarberet. Og det eneste jeg har gjort, var, uopfordret, at holde et spejl op foran disse mennesker, som jeg selvfølgelig også syntes var anløbne eller afmarcherede.

    Af skade har jeg lært varsomhed med hensyn til doseringen. Vi er her jo frivilligt, også som deltagere i andre menneskers forsøg på at ændre vores liv til det bedre. Jo, og bare fordi at den yngre generation forsøger at indløse deres forpligtelse til at deltage i samfundet, så har de vel ikke pr. automatik indforskrevet sig til et all inclusive-selvudviklingsforløb, hvor gamle ræve piller kødet af deres ben?

    Eller, ‘gu har de, og det mener jeg faktisk. Vi lever da for at nyde livet, men på docent-niveau, hvor man faktisk påberåber sig intelligens nok til at forestå subjektiveringen af sine medborgere, så skulle man da gerne være vågnet op til dåd. Min erfaring med mennesker yngre end mig selv er imidlertid, at de er håbefulde i deres uvidenhed og sårbare i deres vaklende stolthed, altså “unge”, og at man KUN må rose dem.

    Jeg elsker jo en god fight. Sådan en rigtig dialog, hvor man prygler klæderne af hinanden og med gensidig møje løfter sløret fra hverandres øjne. Dér ser man sig selv, sine motiver, kæder af aksiomer der rækker tilbage til skabelsens malstrømme, og dér bliver man endelig et aktiv, for det samfund man er en del af.

    For nu bare losse dig ærligt og direkte i løgene, så har du qua din position været fuldt berettet til at spanke disse to kvinder for deres lemfældige omgang med de akademiske grundprincipper, men jeg tror, at du har glemt, hvor stærk og farlig du egentlig virker på dem. Jeg tror, at de blev skamfulde over deres uformåenhed og bange for deres brød, og så rotter de sig sammen og slår tilbage som løvinder. Det er ikke særligt smart af dem, for heraf løftes ingen slør og opstår ingen aktiver, men principielt må årsagen findes i, at du, som autoriteten, ikke har skabt rummet for refleksion.

    Så, nu har jeg doceret, og jeg synes jo, at jeg var rigtig klog og dygtig. Og det selvom, at jeg overhovedet ikke kan leve op til mine egen forståelse! Her har jeg fortalt dig min ærlige mening, sandheden og hvad jeg tror og synes, men har jeg så ikke også bare trampet på dine tæer, endda i fuld offentlighed på din blog?

    Jeg tillader mig kun denne udåd, fordi jeg vil vores bedste.

    Så, bedste hilsner
    Thomas Larsen

  2. “Humaniora er … at finde ud af hvad andre mener, også selvom de ikke ved det selv”
    Det er et meget radikalt epistemologisk standpunkt. Jeg erindrer ikke i mit dusin år i humaniora at have set en seriøs forsker indtage det. De grene af fagets kritik, jeg har stiftet bekendtskab med, har beskæftiget sig med analyse af argumenter frem for holdninger, der jo er indre og private.
    Men du lyder til at have gode videnskabsteoretiske belæg, som jeg ikke har læst. Må jeg ikke allerydmygst bede om en reference så jeg kan blive klogere på denne mig ukendte gren af humanistisk kritikhistorie?

Skriv en kommentar