Departementschef i det offentlige rum

Jesper Fisker er departementschef i Undervisningsministeriet, hvor han har siddet siden 2011. Han har altså været den bærende administrative kraft i både Ny Nordisk Skole og skolereformen.

I gamle dage var departementschefer neutrale administrative ledere af et statsligt ressortområde, men sådan er det åbenbart ikke mere. I dag går de til debat-møder på Vartov om tidens mest diskuterede emner, her skolereformen.

I de ligeså gamle dage havde man nok sendt ministeren selv til et debatmøde, men det er åbenbart en saga blot? Nu sender man chefbureaukraten. Fascinerende udvikling. Men det dækker formodentlig over, at skolereformen er juridisk-økonomisk i hele sin essens, og at forholdet mellem de politiske og de administrative niveauer har forskudt sig i sidstnævntes favør. Skolereformen handler om forholdet mellem policy og læring, frem for om forholdet mellem politik og pædagogik. Derfor kan man roligt sende en embedsmand, når der er møde i Grundtvigs hus.

Nå, men hvilken forskrækkelighed, der udspillede sig, hvis man kan stole på folkeskolen.dk’s referat af Fiskers debat-indsats. Jeg har jo skrevet om de stakkels sætninger mange gange, og jeg orker ikke at lave endnu en analyse af noget, som ikke er noget. Men her er lidt kommentarer til nogle Fisker-sætninger, som jeg kan bruge i mit essay ”Danmarks Pædagogiske Oligarki 3”, når jeg kommer dertil:

  • Fisker henviser flere gange til, hvad ”regeringen mener”. Undskyld mig! Hvad laver du i Vartov? Send din chef! Er Trane Nørby blevet din embedsmand? Sidder hun og udfylder regneark og laver strategier, mens du fortæller, hvad hun mener?
  • Fisker siger, at skolereformen er en ”kulturrevolution” og en ”læringsrevolution”. Alle mand i bådene! Fisker forfægter en postmoderne maoisme i et radikalt og revolutionært opgør med undervisning, indhold og pædagogik. Det er ”læring som livsform”, som det hedder i forskerudgaven. I gamle dage var embedsmænd altid lidt konservative og dyssede politikere ned, når sidstnævnte blev for grebet. Men sådan er det ikke mere. Nu vil departementschefen lave pædagogisk ”revolution”. Men ok, det ville den gamle minister, altså Antorini, jo også. Men vil den nye også?
  • Fisker siger, at ”den største udfordring er lærernes begejstring”. Den slags formuleringer omdanner kritik til en administrativ ”udfordring”, hvilket blot er en anden måde at sige på, at man ikke tager kritik alvorlig, hvilket Fisker jo heller ikke gør. Kritik reduceres derved til ”modstand mod læring” og ”negativ attituder”, som er imod “læringsmaksimeringsrevolutionskultur” eller hvordan synspunktet nu ellers dukker op. Fisker vil have tvungen begejstring. Det er det han mener, når han siger, at ”frihed er mit nøgleord”. Det er på en måde reformens motto: ”Du skal være fri på mine præmisser, ellers er det ud!”. Det er også det man kalder for ”synlig læring”.
  • Begrundelsen for reformen er ifølge Fisker, at 15% af børnene ikke kan gennemføre en ungdomsuddannelse. Men så gør dog noget ved det i stedet for at lave en ”revolution”! Man river da heller ikke Amalienborg ned, hvis en af ruderne punkterer. Der nævnes ikke andre ”begrundelser”. I øvrigt ligger Danmark nr. 2 i Norden på det parameter, altså i positiv forstand.
  • Fisker laver grin med skolereformens kritikere. De går ind for noget, han kalder for ”de gode gamle dage”. Er de ”gamle” mon dem, der drøfter skole, pædagogik og pædagogik med udgangspunkt i Gerd Biesta, Hannah Arendt, Peter Kemp, Piaget og mange andre moderne tænkere og læringsteoretikere? Og er de ”gamle” mon dem, der tror, vi har en skoletradition, som står i LOVENs §1, hvis indhold Fisker slet ikke nævner, selvom han er en del af STATEN, og selvom §1’s formuleringer har rod i alt muligt lækkert og nyt? Ja, det er nok de ”gamle”. Fisker må jo så hævde, at der også er nogle, som er moderne, og som altså står i modsætning til alle dem, der ved noget, og som har sans for LOVEN? ”De moderne” er nok DPO og deres selvrefererende systemer mm, der har forbundet sig med neo-neo-marxismen på nogle yderst uheldige måder, og som sidder i alle mulige ministerielle udvalg. Hvilken tam ”modernitet” at abonnere på, når man tænker på, hvad det “moderne” er i stand til.
  • Pludselig siger Fisker, at vi alligevel også skal bevare noget fra de ”gode gamle dage”. Men havde han ikke lige lavet en ”revolution”? Jeg er helt sat af, og vi får da heller ikke det mindste at vide om, hvad det er vi skal bevare. Det er rene besværgelser, fordi al åndsvidenskab, kritik og hele skoletraditionen slet ikke er i nærheden af ministeriets ”moderne” cirkler.
  • Fisker mener, at reformen giver skolerne mere ”frihed”. Ja, det er da kun, hvis man accepterer den kulturrevolutionære tvang, som for tiden sætter sig i datastyring og koncepter fra globale konsulenthuse. De kinesiske bønder skulle også ”frigøres”.
  • Fisker siger, at hvis lærerne ”leverer” på de ”tre overordnede nationale mål”, så blander ministeriet sig udenom. Men bagefter siger han, at måltænkningen ”trænger helt ind i klasseværelset”. Det er det, jeg plejer at kalde for ”Undervisningsministeriets logiske sammenbrud” (se links nedenfor).
  • Fisker siger, at hvis ”skolereformen bliver en succes, så vil målstyringen brede sig til hele den offentlige sektor”. Hvis Fisker lykkes med sin storkommunistiske konkurrencestatsvision, så siger jeg bare en ting: Nedlæg den offentlige sektor!

 

Referencer:

Link til reportage om Jesper Fiskers indlæg: http://www.folkeskolen.dk/571590/departementschef-om-reformen-slaa-koldt-vand-i-blodet

Link til omtale af Sophias ”spørgetime”: http://www.sophia-tt.org/userfiles/file/2015/Invitation_08-2015.pdf

Link til omtale  af Institutleder, Claus Holms, oplægved konferencen (link til min kommentar på facebook)

Links til indlæg om ”undervisningsministeriets logiske sammenbrud”:

http://www.thomasaastruproemer.dk/undervisningsministeriets-overraskelse.html

http://www.thomasaastruproemer.dk/undervisningsministeriet-i-logisk-sammenbrud.html

 

Skriv en kommentar