Dagbladet Information og rigtig mange af de mange gode folk, jeg går og taler med i den ene og den anden sammenhæng, synes ikke, at man bør buuhe af konkurrencestatssocialisterne d. 1. maj. Men det skal man efter min opfattelse, og det bør man. Det er en moralsk pligt at gøre det. Dvs. at man skal gøre det, selvom man ikke har lyst og af ren og skær hensyn til den fælles fornuft, til demokratiet og til en folkelig tradition, hvis man da altså overhovedet deltager i en arbejderdemonstration, hvilket jeg synes, man bør gøre, især hvis man er arbejdsgiver.

Det er faktisk udemokratisk og umoralsk ikke at sovse konkurrencestatstalerne ind i buuhråb, der kan høres helt til Kiev. Og det er ikke kun socialister, der skal frem med de udisciplinerede tunger, det skal også alle andre, der har lyst til at møde op. Her er to argumenter. Det første, argument A, er det overordnede, og det andet, argument B, følger af det første:

A. Konkurrencestatsargumentet

1. Regeringen er ved sin eksplicitte ideologi ved at omdanne Danmark til en konkurrencestat, hvorved vores skoler og lærere gøres til en slags mellemledere i en statslig koncern. Det er hele generationssammenhængen, der ødelægges. Det er meget vigtigere end alt muligt med velfærdsstat. I forlængelse heraf: Eftersom sammensætningen af ordene ”konkurrence” og ”stat” i et enkelt ord, nemlig i ”konkurrencestat”, er en selvmodsigelse, er regeringen ved at ødelægge statsbegrebet og dermed også demokratiet som sådan. Dermed splittes landet i to, nemlig i en “konkurrencestat”, som Antorinis ny Nordiske Skole, og en folkelig politisk tradition, som er en egentlig statsmæssig virkelighed. Denne splittelse følger direkte af konkurrencestatsteorien.
2. Regeringen er altså ved at afvikle landets moralske og politiske selvstændighed og derfor også muligheden for at føre en ordentlig pædagogik. Denne afviklings “pædagogiske” motto er ”fra undervisning til læring” og ”at lære at lære”.
3. De under punkt 1 nævnte forhold svarer til en vis grad til den danske regerings adfærd i starten af besættelsen. Dengang omdannede man Danmark til en brik i det stortyske rige i det, man dengang opfattede som ”nødvendighedens politik”. Det var stort set kun Kaj Munk, der buuhede på sin egen ordrige måde og måtte til kammeratlig samtale den ene gang efter den anden. Først i løbet af 1943 fik resten af landet fat i buuheriet, der dog mest foregik i hemmelighed, i mørke eller fra England, mens Munk blev henrettet for sit fantastiske offentlige buuh lige midt i Danmark. Her og nu i 2014 er man i gang med at lægge statens selvstændighed og folkets frihed under en abstrakt og totalitær ide om global konkurrence i sådan en slags 2008-forskrækkelsesefterskælv.  Men hvem buuher? Landets arbejdere håber jeg.
4. Nogle mener, at hvis man buuher, så forbryder man sig mod Hal Kochs samtaledemokrati, men problemet med Kochs demokratibegreb var netop, at han ikke gav plads til at buuhe. Han var tilhænger af samarbejdspolitikken under krigen, og selvom vennen Løgstrup prøvede at give ham en nej-hat på, så ville Koch ikke tage imod den, hvilket ramte hans moralske eftermæle hårdt, og efterlod Danmark som en brugsforening. Danmark er ramt af Kochs sognerådsdemokrati, og vi kan faktisk godt bruge lidt fransk stridsånd og lidt Løgstrups “nej” efter min opfattelse; lidt ”indbrud”, som jeg plejer at kalde det. Ikke noget med revolution eller noget. Blot et lille fransk buuh en gang eller to om året. Det er sundt for helbredet – også magthavernes.
5. At buuhe d.1. maj svarer derfor til lidt modstandskamp og lidt europæisk kampånd og er dermed faktisk også i direkte forlængelse af Danmarks soldaters tapre indsats i 1864. Det er en folkelig lunge, som for tiden i den grad må finde noget støj at udtrykke sig i – så skal ordene nok komme bagefter. Buuher man ikke, så lægger man sig hos Scavenius, Koch og småstaten. Buuher man, er man derimod en tapper landsoldat og aktiv europæer. Hvis man oveni købet vil være en ”Kaj Munk”, så skal man også buuhe med ord og med egen kraft lige op i hovedet på chefen – altså ikke putte sig i soldatermængden.
6. Så siger en, jeg kender, at hvis man buuher, så står det i modsætning til mine fine tanker om dannelse og demokrati. Men dannelse og demokrati kan sandelig ikke reduceres til ”fine tanker”. Det er også beskidt, kropsligt og larmende. Ja, det er som den franske filosof Rancière siger: At demokrati er den proces, hvor ”noice” bliver forbundet med ”voice”. Det er tid til noice, ikke til revolution, blot følelser og grynt, som så efterfølgende kan omsættes til voice på skolerne, på seminarierne, i forvaltningerne, på pladserne – ja, overalt, hvor vores medborgeres munde og tastatur er tæmmet af konkurrencestatens nysprog, der larmer meget mere end nogle gode lunger kan. Lad os høre nogle dejlige larmende tunger – ellers går det repræsentative demokrati i udu.

B. Argumentet vedrørende pædagogikkens to verdener

1. Det, vi oplever, når Danmarks arbejdere buuher af konkurrencestatens indre modsigelse – altså af den spittelse, som jeg omtalte under A1 – er også et møde mellem det, jeg har kaldt pædagogikkens to verdener. Den ene verden er DPO’s verden, Danmarks Pædagogiske Oligarki, og hele dets tilhørende ideologi, som går ud på at forlade DPU, Danmarks Pædagogiske Universitet. Det skal naturligvis forstås i symbolsk forstand som dækkende både det pædagogiske og det strukturelle nationale liv. DPO’s og DPU’s to vokabularer har fjernet sig fra hinanden som to verdener, og de kan kun komme tæt igen ved politisk handling, en form for ryk, der forener både ubehag, tradition og filosofi. At buuhe er en del af dette ryk, det er et slags fælles grynt, hvor alle kan iagttage alles primitive forladthed, hvilket tvinger selvstændige ord frem, fordi man skammer sig lidt; selvstændige ord, som efterfølgende kan vandre rundt i samfundet og give rygrad, når DPO’s misrøgt kommer sejlende.
2. Dette ryk, som bringer folk og politik tæt på hinanden, er det, som den franske filosof Jacques Rancière taler om i sine essays om demokrati fra omkring år 2005. Demokratiet er ikke kun et repræsentativt demokrati, og det er heller ikke kun det direkte demokrati. Demokrati er selve den bevægelse, hvormed mennesker og grupper tester samfundets lighed, det er en form for indbrud og præcisering af en orden, der allerede er, men som en repræsentativ struktur har tendens til at glemme og forlade. Demokrati er ikke kun at stemme og at tale, det er også at handle. Det er følelsernes tilbagevenden til ordene. En sådan bevægelse fandt sted i Frankrig i 1789 og i Egypten i 2011, hvis man tager de store briller på, men den er altid nødvendigt i varierende omfang. I et samfund som det danske, hvor det folkelige og det politiske, de to verdener, efterhånden er uden kontakt, er det særligt nødvendigt, at det folkelige kan vise sig i direkte emotionel form og bidrage til at etablere et ryk, en politisk handling og en begyndelse. Det er ikke en revolution, fordi ingen er imod det statssystem, vi har etableret, men det er en beskyttelse af selvsamme stats- og samfundssystem og et opgør med nødvendighedens politik. Buuhet er i den forstand en beskyttelse af demokratiet. Buuhet er derfor en pligt.
3. Så ser vi os rundt – tænk hvis andre også buuher. Tænk hvis alle buuher – også dem der plejer at tale og skrive.  Er det ikke en god information til en politisk leder i et demokrati? Er det ikke starten på en fælles fortælling?

Til gengæld vil jeg aldrig tage imod en fløjte, som en eller anden fagforening eller politisk parti deler ud. Nej, lungerne og tungen skal larme. De er mine egne og på en måde også fælles.

Lidt referencer:

Thornings skrækkelige tale i Århus sidste år, der skifter til konkurrencestatsmode fra linje 16: http://www.b.dk/politiko/dokumentation-her-er-hele-statsminister-helle-thorning-schmidts-1.-maj-tale

Informations leder om at fløjte: http://www.information.dk/comment/858072