Det forladte DPU: Om Aarhus Universitet, Fakultetet Arts og DPU

Aarhus Universitet har indledt et angreb på dansk pædagogisk forskning. Man vil afskedige, hvad der svarer til 15-20% af det videnskabelige mandskab på DPU. Det handler om politik, javel. Men det handler også om noget andet, nemlig om Aarhus Universitet som videnskabelig institution.

Min pointe er: Alle har forladt DPU. Lad os se på sagen:

Fra 2000 etablerede man et selvstændigt DPU. Det stod for Danmarks Pædagogiske Universitet. Denne nye institution var lidt ensom og måske også lidt selvforskyldt forladt, fordi man via en såkaldt ”samtidsdiagnose” som dominerende filosofi havde gjort op med landets rige pædagogiske tradition. Det var samtidsdiagnosens fader, idehistorikeren Lars Henrik Schmidt, der blev rektor. Biskop Kjeld Holm blev bestyrelsesformand. Så DPU blev skabt ved Foucault og Gud. Måske ikke det værst tænkelige sted for en pædagog trods alt.

Og det nye DPU voksede med opgaven op gennem de tidlige 00’ere med en vis kritisk effekt, tror jeg man kan sige uden at overdrive.

Men nu har alle forladt det lille barn, DPU, som altså i forvejen var lidt selvforskyldt forladt ved hele dets konstitution:

Aarhus Universitet (AU), som overtog DPU i 2008, har forladt DPU i forbindelse med de aktuelle nedskæringer. Ledelsen af AU virker lidt ligeglad med det, der foregår. Rektor og hans direktør fodrer universitetets ansatte med stort anlagte beroligende forsikringer, men ganske få dage senere angribes DPU på den mest ydmygende måde af organisationens underliggende led. Forskellen mellem forsikringer og ydmygelser kalder man for et ”strukturelt underskud”, som altså skulle være noget andet end et almindeligt ”underskud”. Og DPUs studieadministration tvangsflyttes over Kattegat, dvs. en defacto-fyring af en stor gruppe københavnske medarbejdere. Det kalder administrationschefen for ”en robust organisation”. “Strukturelle underskud” og “robuste organisationer”. Det er hård kost. Det er forskellen mellem almen beroligelse og konkret ydmygelse. Det er blot to forskellige navne for DPUs nye isolation. AU har i parentes bemærket en egenkapital på ca. 900 mio. kroner, som man gerne bruger på andre ting, f.eks. på studieadministrative systemer.

Fakultetet ARTS, som blev lavet i 2012 ud af den daværende rektor Lauritz B. Holm-Nielsens OECD-filosofi, har også forladt DPU. ARTS etablerede sig ud af et lidt stillestående dansk Humaniora-miljø, som netop var sluppet af med en stor kritiker, musikhistorikeren Linda Maria Koldau. Efterfølgende skrev Koldau storværket “Janteuniversitetet”, som lå i byen “Jante”. En Århus-historie fra elfenbenstårnet. Man var måske lidt flov bagefter i Århus. I al fald snakkede ingen nogensinde mere om dette overgreb på åndsfriheden. Effekten var, at man fik problemer med den tyske ”Bildung”. Problemet blev symboliseret ved den nye dekan Mette Thunøs tale om “det frække universitet”. Den nuværende rektor, Brian Bech Nielsen, kom til i 2014. Han skilte sig med det samme af med Thunø, som altså havde haft ansvaret for Koldau-sagen. Den nuværende dekan, Johnny Laursen, som kom til året efter Koldau-sagen, var historiker. Han refererer ofte til en lidt – i mine øjne – problematisk og konsensusagtig udgave af teologen Hal Kochs demokratiske filosofi. Så vidt jeg ved, var han desuden – da han sad i en lidt lavere lederstilling – med til at øge presset på Koldau i stedet for at forsvare hende.

Og der er mere om det nye ARTS-fakultets pædagogiske filosofi: I december 2017 skrev dekanen en kronik på Altinget sammen med en direktør fra professionshøjskolen UC-VIA. Kronikken byggede direkte på skolereformens læringsideolog, der selv hviler på et opgør med skolen som institution. Endvidere skrev han i maj 2019, at kritikere af DPU’s syn på fag og skole løb med “ammestuehistorier”. Endelig vil jeg nævne, at han støttede DPU’s ledelse i et aktuelt udspil om universitetspædagogik, som helt på samme måde underminerede universitetet som institution, igen med udgangspunkt i læringsbegrebets enerådende dominans. Og ofte sker det som sagt med reference til Hal Koch, som på den måde bliver brugt til at gøre op med den ånd, han selv var en del af.

På den måde omdannes det flotte engelske udtryk ”ARTS” til en slags OECD-inspireret nysprog for en form for poststrukturalistisk provinsialisme, som altså havde kastet den europæiske Koldau-Bildung – dvs. universitetets dannelsesidé – på porten. Kritik blev for mange forskere herefter ensbetydende med kritik af “neoliberalismen”. Det er jo ok, men også alt for smalt, fordi hele kundskabssammenhængen og universitetet som institution dermed risikere at gå i opløsning. Denne tilstand ledsages så af en læringsrevolutionær naivisme, der gør op med landets pædagogiske tradition. På den måde ender kritikken faktisk med at forstærke det, den kritiserer.

Dermed havde ARTS forladt DPU.

Men det hele passede faktisk fint med tilstanden på DPU, hvor Foucault og ikke mindst Niklas Luhmann fra 2008 tiltagende blev brugt til at understøtte konkurrencestatens og skolereformens begrebslige apparat og output.

For sagen er, at DPU også selv forladt DPU. Det lyder måske lidt mystisk, men lad mig forklare det:

Lars Qvortrup blev dekan for DPU i 2008, som ved samme lejlighed som nævnt var kommet under Aarhus Universitet. Det var altså før fakultetet ARTS kom ind i billedet. Fra 2008 var DPU altså ikke mere et frit universitet, men kun et selvstændigt fakultet under AU.

Qvortrup var systemteoretiker og elskede skolereformen og ”læring”. Han ville fyre tre filosoffer, fordi deres arbejde ikke var ”relevant”. Han kaldte også DPU en ”universitetsskole”. Så var man en slags læge med evidensbaserede metoder. Og Lars Løkke Rasmussen, som havde store PISA-planer, blev hyldet som en ny Martin Luther King i en stort anlagt kronik. Så DPU’s ledelse og ånd udviklede sig i policy-underdanighed og via et stærkt modsætningsforhold til pædagogikkens og dannelsens horisonter. Og som sagt fandt Lars Henrik Schmidts gamle elever, som ofte var inspireret af Foucault, deres underdanige pladser i det nye system.

I 2014 overtog Qvortrups elev, Claus Holm, ledelsen af DPU, i første omgang som konstitueret institutleder under fakultetet ARTS. Holm gjorde med det samme Qvortrup til leder for et nyt instrumentalistisk defineret skoleforskningscenter. Holm havde også støttet fyringen af filosofferne. I dag arbejder Qvortrup inde i en gruppe i Reformkommissionen, der arbejder med et ”Faculty of Education” sammen med de gamle skolereformsøkonomer fra 2000’erne, som har haft så ødelæggende effekt på skolens begreber. Og Holm sender fine notater om DPU til gruppen. Det er pædagogikkens antitese. Det DPU, som udviklede sig fra 2008, er på en måde blevet definerende for Reformkommissionens indre; et indre der vel at mærke selv har skabt DPU.

Claus Holm, som altså overtog roret i slutningen af 2014, havde været kommunikationsmedarbejder i DPU siden 2000, hvor han blev interesseret af sin daværende rektor, Lars Henrik Schmidts, tanker, vel at mærke i en særlig ufilosofisk version, som efterhånden satte både Schmidts samtidsdiagnose og Qvortrups systemteori under konkurrencestatens herretegn. Fra omkring 2007 blev han især elev af de indflydelsesrige professorer, Lars Qvortrup og Jens Rasmussen, hvis tanker om “læring” var med til at definere de store skole- og uddannelsesreformer før og efter 2010. Med dette udgangspunkt udviklede Holm en ekstremt instrumentalistisk filosofi, hvorefter hele personligheden skulle underlægges sig konkurrencestatens systemer, endda med nydelse. Han bidrog bl.a. – sammen med Jens Rasmussen – til nogle store skolereformlærings-bøger i både 2007 og 2015. Teologen Peter Kemp, som selv kom fra DPU, kaldte det for ”antifilosofi”. Qvortrup kaldte senere Kemp for en ”plattenslager”. Det var Kemp, der havde ret.

Den første fælles handling, som det nye ARTS og Holms DPU udførte sammen i foråret 2015 for at “forlade” det virkelige DPU, var at nedlægge et helt nyt professorat i pædagogik, som blev oprettet af den forrige institutleder, Hanne Løngreen, som var leder fra 2011-14. Den helt nyansatte Claus Holm havde ellers tildelt professoratet til en af ansøgerne, der altså var ved at binde slipset, men fra dag til anden var det hele væk igen. Professoratet var imod DPUs strategi, stod der pludselig i en mail. I stedet for det frie kundskabsprofessorat i pædagogik oprettede Holm nogle MSO-professorater, som flugtede med ”DPUs strategi”, dvs. med den ideologi, jeg lige har omtalt.

Dernæst understøttede ARTS og DPU i 2015 i fællesskab en række klager imod et regelret kritisk arbejde, som jeg havde offentliggjort på min hjemmeside. Min kritik blev kaldt ”mobning” og “tilsvining” i klageskriftet. DPUs ledelse – og de anmeldere, som ledelsen understøttede – tabte sagen pladask med henvisning til offentlige principper for god videnskab. ARTS’ dekan måtte altså give mig ret, men kun efter hårdt offentligt pres. Jeg modtog da heller aldrig nogen beklagelse af nogen, og kun meget få fra DPU ytrede sig i sagen. Det var mest folk med filosofisk engagement, der kunne se problemet. Gode gamle Sokrates. Derimod blev den mest fremtrædende af anmelderne, som var præget af næsten den samme blanding af poststrukturalisme og CBS-tænkning som institutlederen, efterfølgende forfremmet til professor, og Holms magt og indflydelse blev forøget. Hele dette forløb bidrog til opgøret med pædagogik og også med videnskab.

Få måneder efter disse skandaløse forløb, som jo udspillede sig i løbet af foråret 2015, udnævnte ARTS’ dekan Claus Holm til fastansat institutleder (indtil da havde han kun været konstitueret). Det skete med følgende ord i Altinget: “Han (Holm, TAR) har ikke desto mindre formået at opbygge et godt samarbejde på instituttet, samtidig med at han er gået ind i samarbejdet i fakultetet som en konstruktiv kraft – til gavn for institut og fakultet”. Dermed var den uheldige ideologiske syntese komplet.

Og i starten af 2019 oprettede DPU en såkaldt “dokumentationsside”, hvis slet skjulte formål var at forsvare professor Lars Qvortrup og professor Jens Rasmussen, som begge stod DPU’s nye institutledelse nær, imod lektor Keld Skovmands kritiske arbejde. Dokumentationssiden var et partsindlæg, som ikke var et offentligt universitet værdigt, men som blev understøttet af ARTS.

Der var også klager fra Jens Rasmussen og Lars Qvortrup selv. Ja, der var nærmest en klageregn. Flere af disse episoder er registreret i Heine Andersens bog “Forskningsfrihed”, hvor DPU er rigt repræsenteret med nyere problematiske cases. Til sidst sagde AU’s rektor stop, tror jeg, men det er kun en teori. Og så blev der bare helt stille.

Den nye institutleder, hvis konkurrencestats-instrumentalisme efterhånden blev kritiseret i brede pædagogiske kredse, udvidede desuden DPUs kommunikationsapparat, så det understøttede hans filosofi. Han skrev en mærkeligt sammensat ph.d. om forskningskommunikation og havde som sagt været kommunikationsmedarbejder ved DPU siden 2000. Professor Jens Rasmussen var vejleder på ph.d’en.

På den måde blev både nyhederne fra instituttet og instituttets magasin Asterisk stærkt præget af det nye DPU’s ideologiske opgør med pædagogik og fri videnskab, og det blev bare værre og værre med tiden. Den kritiske tradition var stort set udelukket eller omdannet til en form for konkurrencestats-Foucaultisme, dvs. en slags syntese af det oprindelige DPU og af det DPU, som det udviklede sig efter 2008, og som blev forstærket i 2015. Nu blot med det oprindelige DPU som en slags tjener for det nye.

Dette nye DPU kom dog – som jeg kan vurdere det – i en vis ideologisk, men ikke offentligt udtalt, modsætning til AUs rektor, Brian Bech Nielsen, der sammen med sin bestyrelsesformand, Connie Hedegaard, lagde en stærk linje med dannelse og videnskabelig frihed som ledetråde. De udarbejdede ligefrem en erklæring om sagen, som nu gælder for hele universitetet. Denne flotte erklæring blev dog mig bekendt aldrig viderebragt af det nye DPU til det forladte DPU, og nu har Bech Nielsen så svigtet DPU.

Men hvem er så det egentlige DPU, det forladte DPU? Ja, det er alle dem, hvis synspunkter, det moderne DPU har undertrykt, og som nu taler DPUs sag med udgangspunkt både i Aarhus Universitets principper for videnskab og i pædagogikkens videnskabelige og kritiske fundering. Det vil sige, at det ægte DPU udgøres af pædagogerne, videnskabsmændene, talerne og filosofferne, som Lars Henrik Schmidt jo faktisk også var en del af. Det er en syntese af folk fra videnskaben, pædagogikken og tænkningen. Det er fuld strid, ånd og sandhedsglæde. Det er kort sagt den aktive beskyttelse af pædagogikkens, forfatningens og videnskabens dybeste principper imod “læringens” og konkurrencestatens aggressive raid. Denne gruppe er dermed også en slags forsvarere af Aarhus Universitets videnskabelige eksistens.

Store dele af det nye DPU makker desværre ret og skyder al skylden for nedskæringerne på politikernes opgør med universiteterne. Men regeringens opgør med DPU er faktisk i min analyse en del af DPU’s opgør med DPU, og det sker som sagt med ARTS’ og AU’s fulde støtte. På en måde er det moderne DPU konkurrencestatens indre organ, dens opdragelse, som er dannet af konkurrencestaten selv, og som nu påvirker Aarhus Universitet og videnskaben og pædagogikken negativt.

Indholdet i ovenstående forklaring udgør efter min opfattelse en vigtig årsag til det aktuelle angreb på pædagogisk forskning og til pædagogikkens problemer i det hele taget.

 

(dette blogindlæg er senest opdateret d. 25/10-2022)

(Ovenstående tekst bygger på analyser, som kan studeres i bogen “Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering” (KLIM 2022))

Alle indlæg og kendte dokumenter vedrørende den aktuelle sag kan tilgås på dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/materiale-vedroerende-angrebet-paa-dpu.html

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.