Det lufttomme rum – Danske ministre som soldater i konkurrencestaten

1. Optakt

Ålborg universitets Humaniora-dekan, Lone Dirckinck-Holmfeld, ser i Politiken d. 23. august en modsætning mellem Humboldt-universitetet og “et moderne universitet”. Humboldt-traditionen “handlede om at udvikle kritiske og reflekterede studerende”, skriver dekanen, men det er alt for ”elitært” så ud med det. I stedet siger dekanen så, at hun vil satse på “kvalitet”. Men er kvalitet ikke at være “kritisk og reflekteret”? Åbenbart ikke. Det hænger jo ikke sammen, og de nordjyske studerende må nu formodentlig lide under denne mangel på humanistisk omtanke. I stedet fremhæver Dircknick-Holmfeld projektundervisning og erhvervsorientering og forskningsmæssig excellence, som kan skabe ”mønstrebrydere” og social lighed. Men hvorfor skal projektundervisningen nu pludselig kobles på en socialpolitisk dagsorden? Har den ikke dens egne almenpædagogiske dyder, som alle mulige kan have glæde af? Åbenbart ikke. Og kan ”erhvervsorientering” ikke blive så simpel og total, at videnskaben lider skade? Er det slet ikke en risiko, som HUMANIORA-dekanen kan ane? Åbenbart heller ikke. Og vi skal altså forstå, at både ”erhvervsorientering”, ”projektpædagogik” og forskningsmæssig ”excellence” er det modsatte af at være ”kritisk og reflekteret”? Ja, åbenbart.

Al denne elendighed stemmer fint overens med en anden af landets Humaniora-dekaner, som for et par år siden i forskellige medier skrev, at “bussen er kørt for det klassiske universitet”, at vi skal have det “frække universitet”, og at Humaniora skal gå fra “viden til handling”, mens udenlandske professorer, som fremhæver Humboldt-traditionens dyder, må forlade dekanens universitet i ensomt og grådkvalt oprør. Og over det hele svæver naturligvis ”fra forskning til faktura” – 00’ernes videnskabsminister Helge Sanders vision, der nu er sat i langt mere ideologisk system, end han vist selv havde drømt om.

 

2. Postmodernismen

De gamle marxister fra 70’erne var allerede dengang imod Humboldts ideer – professorvældet kaldte de det – og nu, efter kommunismens fald, tilhører disse mennesker og grupper diverse teoretiske menigheder – især den tyske sociolog Niklas Luhmann og en række postmoderne filosoffer og pædagoger har været tiltrækkende – og føjer sig i en misforstået postmodernisme lydigt under forfaldets fane – også selvom det slet ikke var nødvendigt med så fundamentalt et opgør med dannelsen og historien, som vi så i Danmark. Grundlæggeren af den postmoderne filosofi, Jean-Francois Lyotard, beskrev også tabet af det, han kaldte metanarrativer, hvorunder han henregnede Humboldts universitetstænkning. Han beskrev med stor præcision, hvordan de små lokale narrativer, der herefter flød rundt omkring, nu kunne samles op af konkurrencestatens effektivitetsparadigme, ”performativitet” kaldte han det. Men Lyotard begyndte også at tænke over, hvordan der kunne skabes videnskabelig udvikling i de små narrativer, i de efterladte og spredte videnskabelige miljøer, og i forbindelse med dette arbejde kom pludselig en følsom og iderig filosof til syne, der slet ikke kunnen acceptere konkurrencestatens syn på pædagogik og viden, og som havde alle mulige spændende forslag. Og til det brug havde han præcist brug for hele kulturhistorien; ikke mindst den tyske filosof Immanuel Kant, som netop prægede en stor del af Humboldts dannelsestænkning, altså den Humboldt, som mange postmodernister, især dem der accepterer “performativiteten”, altså konkurrencestaten,  vil af med, fordi de synes, han er ”elitær” eller har ”metanarrativer” eller andre fejl, man kan finde med sin lille danske 80’erhorisont; sådan noget mellemlederfejlfinding, som river hele Humboldts og mange andres bygning ned i en slags enten-eller krig, der er helt uforståelig for mig. Tingene hænger jo sammen på kryds og tværs, og det er Humanioras opgave et undersøge netop disse sammenhænge, men det kan man ikke komme til, hvis performativiteten og ikke “tingene” bestemmer.

 

3. Bjarne Corydons og Morten Østergaards politiske og pædagogiske ideal.

Hele denne unødvendige glemsomhed hos dem, som ellers er sat til at beskytte hukommelsen, ledsages nu af finansminister Bjarne Corydons fremhævelse af konkurrencestaten som et nyt politisk og pædagogisk ideal i et stort anlagt interview i Politiken d. 23. august. Og uddannelsesminister Morten Østergaard, som jo er ansvarlig for videnskab og dannelse, modtog begejstret lanceringen af det nye ideal på sin facebook-side.

Nu skrev Østergaard ganske vist sidste år d.16. marts i en anden kronik i Politiken, at han da gik ind for den almene dannelse og det klassiske universitet. Bortset fra denne besværgende tilslutning til hans egen pligt var kronikken ganske vist renset for dannelseselementer. Den handlede kun om evalueringer, kontrakter, entreprenørskab, eksportsektoren og gennemførelsesprocenter, lige præcist sådan nogle emner, som en rendyrket konkurrencestatsmand synes godt om. Ja, han skrev ligefrem, at vi nu er i et ”innovationssamfund”, selvom der ingen begrundelse var for det. Det er jo klart, at ”innovation” spiller en rolle i visse kredse, men at tale om et ”innovationssamfund” som sådan ender jo blot med at tvinge alle samfundets områder ind under et fælles og tvangsmæssigt begreb. Det er sådan noget meget farligt PJAT, vi skal af med!

Så vi har altså en situation, hvor Østergaard på papiret går ind for det klassiske universitet, samtidig med, at han afvikler det i praksis. Hans mellemlederdekaner ønsker at afvikle det fuldstændigt, både på papir og i praksis, fordi vi nu er gået over til noget, de kalder for ”innovationssamfund” eller ”masseuniversitetet”, hvilket så tematiseres som det modsatte af ”eliten” og ”Humboldt” eller et eller andet ”gammeldags”.

 

4. Corydons og Antorinis kronik

Politiken fra i dag, d.26. august, er en dobbeltunderstregning af hele denne tankegang. Kronikken er skrevet af Bjarne Corydon og undervisningsminister Christine Antorini. Med dette makkerpar som forfattere sker der det, at Corydons ny og åbent erklærede konkurrencestatsideologi kan arbejde som direkte ledsager til Antorinis projekt Ny Nordiske Skole, som både skolereformen og det bastante og velplanlagte overgreb på landets lærere er en del af. Dermed slås det endegyldigt fast, at Ny Nordisk Skole er en konkurrencestatskonstruktion. Det var vi ganske vist mange, der allerede havde gennemskuet, blandt andet undertegnede, men også lektor Jens Erik Kristensen og lektor Steen Nepper Larsen fra Aarhus Universitet. Der er selvfølgelig også nogle få, der siger, at NNS ikke er en konkurrencestatskonstruktion. Det er nogle af dem, der har fundet på den, f.eks. debattøren Lars Olsen og nogle enkelte fra den såkaldte “dialoggruppe” for initiativet. Og så er der alle dem, der ligesom ikke har forstået, at pædagogik ALTID er normativ, f.eks. professionshøjskolefolkene Stefan Hermann, Andreas Rasch-Christensen og professor Per Fibæk, som også allesammen sidder i Ny Nordisk Skoles dialoggruppe. Men nu må de altså til at oppe sig, for nu har hovedarkitekten Antorini simpelt skrevet en kronik sammen med en konkurrencstatsmand i den helt store stil. Dermed er det helt sikkert: Konkurrencestaten og skolereformen, og dermed også KL’s skolepolitik og indgrebet mod lærerne i foråret er et og det samme tryk.

Antorini og Corydon skriver ikke direkte i kronikken, at skolen nu er blevet til en konkurrencestatsskole, men Corydon sagde jo det hele i forgårs, og seriøse forskere siger altså det samme. Men så må de to ministre jo skjule det? Jeg tror de skjuler det – endda med vilje. Jeg ved det jo ikke, men jeg tror det. I stedet for at hylde ”konkurrencestaten” åbent siger de følgende i kronikken: De starter med at remse Ny Nordisk Skoles tre mål op, altså at alle skal være så dygtige som muligt, at den sociale baggrunds betydning skal mindskes, og at eleverne skal trives/man skal have respekt for den professionelle. Det lyder godt, tænker folk. Men Corydon og Antorini glemmer så lige at skrive, at disse tre mål i samme øjeblik de rammer skolereformen og KL’s visionspapirer omskrives til tre kvantificerbare og ekstremt smalle ”læringsmål” eller ”operative måltal”, som er styringsredskaber for KL og de nye KL Balle-ledere, så evaluering, videreuddannelse, resultatkontrakter og alt det andet kan underordnes de ”operative måltal”, som knyttes direkte an til Pisaresultaterne.

I stedet for denne realitet, taler det nye konkurrencestatsmakkerpar pludselig om ”skolens formål” og om ”dannelse”, og det bliver endda til et Grundtvig-citat for at blødgøre kritikken. Lad mig vise hvad disse ord ”skjuler”: Skolens formål er sat fuldstændig på stand by i skolereformen og i Ny Nordisk Skole, og det er ikke så sært, for de ord, der bruges i folkeskolens formålsparagraf, ord som kundskaber, frihed, folk, åndsfrihed, handling og demokrati, er stort set fjernet i Ny Nordisk Skoles filosofi, og hvis de endelig nævnes, er det som en metode til at blive nr.1 i verden, altså som et konkurrencestatsmiddel. Går vi videre til ’dannelse’  finder vi samme tristesse. Der er ingen drøftelse af dette emne i Ny Nordisk Skoles filosofi. Tværtimod skal lærerne blive til duracell-kaniner; det siger formanden for Ny Nordisk Skoles dialoggruppe, Lars Goldschmidt, selv, og han og Antorini ønsker at udvikle snedige soldater til konkurrencestaten, som de beskriver det i bogen Borgerlige ord efter revolutionen fra 1999. Man må heller ikke glemme Antorinis begejstrede tilslutning til gymnasieforsøgene i København, hvor det vrimler med ”varieret og spændende undervisning”, som det slagordsagtigt hedder, iøvrigt også i skolereformudspillet. De stakkels gymnasieelever må kun undervises 7 minutter af gangen og kun i emner, der kan omsættes til handling på en i-pad. Det er i hvert fald ikke dannelse, og det taler de københavnske forsøgsmagere da heller ikke om. Derimod taler de om “innovation”. Det er innovationssamfundet, hvor innovation bliver til en form for tvang, der udelukker kundskaber og dannelse, det som gymnasieskolen egentlig handler om, hvilket også fremgår af gymnasieloven, som ingen konkurrencestatsmand eller kvinde tager sig af. Det er synd for vores unge. Måske synes nogle af dem, at det er “fedt” nu og her, men det er dårlig for både dem og samfundet på den lange bane. Endelig må det pludselige Grundtvig-citat være for at berolige de grundtvigianere, som Antorini selv i 2005 beskyldte for at ”svigte moralsk”, og som afstedkom hendes brud med SF. Antorini er slet ikke grundtvigianer, snarere en slags ubevidst luhmannianer, men det har jeg skrevet om andre steder. Til sidst gør de to konkurrencestatskonkurrenter så noget ud af, at deres synspunkter egentlig blot er socialdemokratiet classic, men jeg tror nu ikke, at ret mange af de gamle socialdemokrater vil synes om det syn på kundskaber og dannelse, der ligger og flyder over det hele. Det har sociologen Steen Nepper Larsen også skrevet om i Information engang (se link nedenfor). Det er da også tankevækkende, at Lars Løkke og Venstre har omfavnet både det ene og det andet, altså både skolereform og konkurrencestat, hvilket efter min opfattelse burde afstedkomme lidt mere refleksion end som så vedrørende ”classic”-tesen. I parentes bemærket er det i øvrigt også mærkeligt, at vi ikke kan opdrive flere liberaltsindede protester mod Venstre på dette centrale værdipolitiske område. Men det er fordi liberalisterne herhjemme har udelukket dannelse fra deres liberalisme. Humboldt var selv liberal, men den liberalistiske filosofi i landet hælder for tiden til den skrækkelige Ayn Rand, der mener at egoisme er en dyd, og økonomen Friedrich von Hayek, der vist nok egentlig godt kunne lide Humboldt, hvilket jeg tror vores liberalister har glemt.

 

5. Bo Lidegaards leder i Politiken

Prikken over i’et var så Politikens leder i dag, altså samme dag som Antorinis og Corydons kronik, hvor chefredaktør Bjørn Lidegaard slutter henrykt op om Corydons politiske, eller snarere teknokratiske, ideal – uden den mindste kritiske hømhøm. Kulturradikalismens livlige avis er blevet et konkurrencestatsorgan. Jeg tror ikke Lidegaard har tænkt sig ordentlig om, men ok – så vidt jeg ved, er han også tilhænger af samarbejdspolitikken under besættelsen, og det er som om det hele er lidt det samme synes jeg. Ikke helt selvfølgelig, men dog lidt. Man mener, man kan læse en eller anden ontologisk realitet, nazismens overherredømme eller konkurrencestatens ditto, som kan sammenfattes i et eneste begreb, som man herefter løber efter som en ukritisk hundehvalp, for det er jo “nødvendigt” etc., samtidig med at man tror man beskytter noget.

 

6. To bøger om pædagogik og samfund.

Filosoffen Peter Kemp skrev for nogle år siden en udmærket bog, der kom i en 2. udgave i foråret. Den hed Verdensborgeren – pædagogisk og politisk ideal for det 21. århundrede. Her kan man læse, hvad virkelig pædagogik og skoletænkning kan gøre i en verden, der både har globale og nationale værdier at tage hensyn til. Det er på ingen måde en lærebog eller en facitliste, men et eksempel på, hvad en pædagogisk-politisk drøftelse handler om, når den er dannet, dvs. har sans for indhold, kultur, historie og filosofi uden at være skråsikker eller elitær, blot spørgende og undersøgende, men alligevel med praktiske forslag til den pædagogiske udvikling.

Antorini, Corydon og Østergaard kunne måske også skrive en bog? Den kunne passende hedde: Soldaten i konkurrencestaten – innovation og globalisering i fremtidens tomme luft. Mon ikke finansministeriet eller OECD har et fint forlag, der vil udgive den?

 

Nogle referencer:

Corydon, B. og Antorini, C. (2013): ”Det lange seje træk”, kronik i Politiken, d. 26. august.

Corydon, B.: “Jeg tror på konkurrencestaten“, interview i Politiken, d. 24. august 2013.

“Corydon: Konkurrencestat er en ny velfærdsstat“, artikel i Politiken, d. 23. august 2013.

Dirckinck-Holmfeld, L. (2013): ”Nye udfordringer kræver nye universiteter”, kommentar i Politiken, d. 23. august 2013.

Kemp, P. (2013): Verdensborgeren – pædagogisk og politisk ideal for det 21. århundrede”, København: Hans Reitzels Forlag (2.udg).

Kristensen, J.E. (2013): “Hvad er det nye i Ny Nordisk Skole?”, videforedrag ved Aarhus Universitet.

Larsen, S.N. (2012): “Ny Nordisk Skole er en tynd kop te“, kronik i Information, d.21. august.

Lidegaard, B. (2013): ”Solidariske løsninger er konkurrencedygtige”, leder i Politiken, d. 26. august.

Rømer, T.A. (2013): ”Historien om Christine Antorinis moralske svigt”, indlæg på www.thomasaastruproemer.dk, d.31. marts.

Østergaard, M. (2012): ”Fra forskning til fordybelse”, kronik i Politiken, d. 16. marts 2012.

 

Skriv en kommentar