(foreløbig analyse, opdateres løbende, senest d. 25. december)
For nogle uger siden – d. 28. november 2025 – havde tidligere undervisningsminister, Merete Riisager, og lærer, Maja Rømer, en kronik i Jyllands-Posten, hvor de diskuterede et meget omtalt ”nyt børnesyn”. Dette udtryk er blevet et slags tvangssprog i mange kommuner, hvor der jo for få år siden må have hersket noget, der så var et ”gammelt børnesyn”, hvad det så end kan være for noget? Vi befinder os i en slags opgør med kulturhistoriens dialoger. Alt, hvad der er “gammelt”, er farligt.
(Link til Riisagers/Rømers kronik: https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE18780872/regeringen-er-i-gang-med-en-aandelig-nedrustning-af-folkeskolen/) (Jeg lægger links ind undervejs, men har også samlet en del referencer til sidst)
Undervejs i kronikken fortæller de to kronikører, at børnesynsideologien pt. er forstærket af Socialministeriet. Men det lyder jo lidt mærkeligt, at et børnesyn fra Socialministeriet kan ende som en slags tvangsorganisation for både børnehaver og skoler? Det hele kom kort sagt lidt bag på mig, så jeg har undersøgt sagen. Og de to damer har fuldstændig ret. Lad mig prøve at forklare det med mine egne ord. Det er stadig tale om ”work in progress”, som man siger.
Jeg vil argumentere for, at det ny børnesyn både har en faglig og en organisatorisk side, og at disse to aspekter spiller sammen på en særdeles uheldig måde, der tømmer pædagogikken for indhold og omdanner denne tomhed til en slags totalitær organisatorisk tvang. Og socialpolitikken i en særlig udvandet og ideologisk form er vel at mærke en slags passage for hele denne proces.
Til sidst har jeg tilføjet tre beslægtede diskussioner: En mere grundig refleksion over, hvordan FN’s børnekonvention spiller ind i disse diskussioner; en analyse af en ung lærers indlæg om emnet og endelig en argumentation for, at barnesynet er et opgør med barnet og pædagogikken.
Det giver følgende struktur:
1. Barnets Lov og Barnet Først
2. Fra socialpolitik til almenpædagogik
3. 1990’erne
4. Politikkens samråd bekræfter socialpolitikkens sejr
5. FN’s børnekonvention
6. Det ny børnesyn og dets generationer
7. Barnesynets opgør med barnet og pædagogikken
8. Referencer og links
1. Barnets Lov og Barnet Først
Den aktuelle socialpolitiske interesse for det ny børnesyn udspringer af arbejdet med ”Barnets lov/Barnet først”, som blev vedtaget i juni 2023 af et bredt politisk flertal (S, V, M, SF, KF, EL og RV). Den oprindelige forligskreds fra 2022 var faktisk endnu bredere, men LA, Alternativet og DF sprang fra.
(Link til Barnets Lov: https://www.ft.dk/samling/20222/lovforslag/L93/som_vedtaget.htm)
Barnets Lov handler egentlig udelukkende om børn med særlige behov og om diverse socialfaglige tiltag (anbringelser, omsorgssvigt mm.). Derfor ligger loven også under Socialministeriet. Og derfor skulle man jo ikke tro, at ideologien uden videre kan springe ind i de almenpædagogiske emner.
Det er værd at nævne, er der indbygget i Barnets Lov ligger en form for grænseløshed – f.eks. vedrørende tvangsadoption – som allerede under lovbehandlingen blev påtalt af menneskerettighedsfolk. Det var især familiens rettigheder, der blev udfordret til fordel for en slags symbiose mellem stat og barn. Der var en stemning af coronanedlukning og ghettopakke over det hele.
Desuden vil jeg sige, at socialministeren fra december 2022 til august 2024 var Pernille Rosenkrantz-Theil, som fra 2019 til 2022 også havde været undervisningsminister, og som før det var socialpolitisk ordfører. Hun er derfor en magtfuld og vigtig person i denne sammenhæng.
Rosenkrantz-Theil var allerede i 2018 kraftigt inspireret af økonomen James Heckmans meget radikale ideer om mennesket som humankapital. Denne ideologi skulle vel at mærke udstrækkes til alle sociale og pædagogiske områder. Her findes der intet privat eller civilt liv, kun krav om lighed og afkast. Hun skrev i 2018 ligefrem en bog om emnet sammen med den daværende forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen. Bogen havde den sigende titel ”Det betaler sig at investere i mennesker: en bog om sociale investeringer, tidlig indsats, finansministeriets regnemodeller & SØM”. Også her kan man iagttage en indbygget grænseløs tendens. Disse tanker realiseredes i det socialdemokratiske initiativ “Altid på børnenes side”, som er meget Heckman-inspireret, men dog også ret konsekvent på socialpolitikkens side. Initiativet underskrives af den ny statsminister, Mette Frederiksen, som også tager emnet op i sin nytårstale i 2020.
(Link til analyse af bogen: http://www.thomasaastruproemer.dk/profylakse-og-regnemaskiner-noter-til-pernille-rosenkrantz-theils-og-ane-halsboe-joergensens-bog-det-betaler-sig-at-investerer-i-mennesker.html)
(Link til “Altid på børnenes side”. https://www.socialdemokratiet.dk/media/jhlitp31/social-ulighed-altid-paa-boernenes-side.pdf)
Men lad os se på noget af lovmaterialet fra 2021-23, hvor en del af grænseløsheden dog generelt set holdes i ave:
Udtrykket ”børnesyn” optræder blot to gange i den 26-siders lange forligstekst fra maj 2021. Ordet optræder kun i socialfaglige sammenhænge, hvor man ønsker at give børns stemme større vægt. Her er der altså ikke nogle tegn på at man vil udvide børnesynet til almenområdet.
(Link til forligstekst: https://www.sbst.dk/Media/638465183334430408/Aftaletekst_Boernene_Foerst_maj2021_UA.pdf)
Og udtrykket “børnesyn” findes faktisk slet ikke i selve lovteksten fra 2023. I en tilhørende betænkning finder man dog ordet ”børnesyn”. Det sker, som jeg ser det, i samme ånd som i forligsteksten, dvs. at “børnesyn” primært er et socialfagligt fænomen.
Dog er der en åbning for at udvide lovens gyldighedsområde i lovens §15, hvor der tales om en ”sammenhængende børnepolitik”, hvilket jo udvider begrebet:
”§ 15. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en sammenhængende børnepolitik, der har til formål at sikre sammenhængen mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats for børn og unge med behov for særlig støtte. Den sammenhængende børnepolitik skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres.” (min kursivering)
I forligsteksten fra 2021 er der også en udførlig omtale af en stærkt Heckman-inspireret ”Task force”, som jeg vender tilbage til. Så der ligger noget og lurer.
Endelig findes i omgivelserne rundt om Barnets Lov – især i nogle efterfølgende tekster – også henvisninger til artikel 12 i FN’s konvention om børns rettigheder fra 1989. Også i selve forligsteksten får vi at vide, at man vil forbedre børns rettigheder, selvom konventionen ikke nævnes specifikt. Ligeledes finder man – i et større ministerielt materiale fra 2024 om Barnets Lov i dagtilbud – en ret udførlig reference til artikel 12, som handler om børns høringsret og ytringsfrihed. Mærkeligt nok nævnes konventionens mere almindelige rettigheder (vedrørende f.eks. familien) ikke. Det er som om, at der er en blindhed i fortolkningen af konventionen. Jeg vender tilbage til dette emne til senere i min analyse.
I selve loven er der dog – så vidt jeg kan se – ingen decideret udvidelse af denne konvention i en mere ideologisk retning. Man holder sig på det socialpolitiske spor.
Så selvom der er visse iboende tendenser til udvidelse af lovens begreber ind i almenpædagogikken, så er hovedsporet frem til 2023 trods alt socialpolitisk. Det vil med andre ord sige, at der set fra et almenpædagogisk perspektiv er nogenlunde fred og ingen fare. Barnet kan udvikle sig i frihedens og autoritetens gevandter, beskyttet både af FN’s, Grundlovens og af pædagogikkens tjenester.
(Link til materiale om Barnets Lov og dagtilbud, 2024: https://www.sbst.dk/Media/638429980409823773/Guide_Barnets%20Lov_SBST_web%20T2.pdf)
(Link til FN’s Børnekonvention, 1989: https://www.boerneraadet.dk/vi-arbejder-for/boernekonventionen/fuld-udgave-af-fns-boernekonvention/)
2. Fra socialpolitik til almenpædagogik
Men hvad sker der så? Ja, nu kommer vi til problemet: I forbindelse med lovgivningsprocessen nedsættes nemlig tre grupper, hvor den pædagogiske og humanistiske baggrundstradition kommer under pres:
i) Taskorce
For det første får vi den føromtalte ”Taskforce for sociale investeringer”, som udelukkende er båret af Rosenkrantz-Theils og James Heckmans humankapitalistiske paradigme; et paradigme som er særdeles magtfuldt i mange organisationer og forskningsgrupper. Taskforcens centrale rapport fra 2024 er rystende læsning – også for en seriøs socialrådgiver eller socialpædagog. I Rosenkrantz-Theils oprindelige bog fra 2018 udvides dette økonomiske metodeinferno også ind i skoler og børnehaver, altså langt udover det socialfaglige område, jf. ovenstående link til min analyse af emnet. Og i Taskforcens rapport er der egentlig heller ikke ret meget sans for det specifikt socialfaglige.
Taskforcen bestod alene af organisationer og forskere med teknisk ekspertise.
(Link til Taskforcens afrapportering fra 2024: https://www.sm.dk/publikationer/2024/jun/afrapportering-fra-taskforcen-for-sociale-investeringer)
(Link til Taskforcens sammensætning: https://socialmonitor.dk/nyheder/art9997060/Sociale-investeringer-vinder-frem-i-Danmark.-Men-ny-rapport-peger-p%C3%A5-store-knaster-og-omkostninger)
ii) Partnerskab
For det andet etableres et såkaldt ”Partnerskab for Børnene Først”, som består af en række organisationer, som er født ind i skolereformens læringsideologi:
Kommunernes Landsforening
Børne- og Kulturchefforeningen
Danske Professionshøjskoler
Kommunale velfærdschefer
De Anbragtes Vilkår
ForældreLANDSforeningen
Dansk Socialrådgiverforening
Socialpædagogernes Landsforbund
Danske Handicaporganisationer
Social- og Boligministeriet
Bemærk, at der ikke er nogen selvstændige fagpersoner fra den pædagogiske verden. Kun nogle af områdets fagforeninger. Der er ingen humanister eller andre intellektuelle. Det er det samme organisations-danmark, som i de sidste 15 år ukritisk har understøttet det læringssyn, som skolereformen i 2013 var et udtryk for.
(Her er et par links til omtalen af Partnerskabet: https://www.sbst.dk/boern/boernene-foerst-og-barnets-lov/partnerskab-om-boernene-foerst og her: https://www.social.dk/tvaergaaende/anbefalinger/anbefalinger-om-boerneinddragelse-i-sagsbehandlingen)
Og det er ind i denne partnerskabssammenhæng, at ”børnesynet” pludselig bliver til noget helt alment. I november 2023 udarbejder dette partnerskab nemlig en udgivelse, som slet og ret hedder ”Børnene først”. Her mister man stort set forbindelsen til socialpolitikken og begynder at udarbejde et alment børnesyn. Det sker ikke med henvisning til pædagogisk eller socialfagligt materiale, men med reference til FN’s børnerettighedskonventionen og til en irsk psykolog, der hedder Laura Lundy.
(Link til Partnerskabets udgivelse: https://www.sbst.dk/udgivelser/2023/anbefalinger-og-praksiseksempler-om-boerneinddragelse-i-sagsbehandling)
Længere nede i dette materiale – men ret centralt placeret i Partnerskabets referencestruktur – finder man desuden en artikel, der knytter et mere alment ”børneperspektiv” an til posthumanistisk forskning. Det sker via en ret grundig reference til en artikel af lektor ved RUC, Hanne Warming, der bekræfter poststrukturalismens sammenhænge til 90’ernes psykologi og 10’erne dagtilbudspolitik; nemlig artiklen ”Børneperspektiv – en populær flydende betegner”. I artiklen knyttes bl.a. an til filosofferne Bruno Latour og Karen Barad, som står for for en slags posthumanistisk radikalisme.
Den poststrukturalistiske sammenhæng bekræftes ved, at Hanne Warming er engageret i det såkaldte ”childism”-paradigme, som er en virkelig radikal poststrukturalistisk kritik af kulturel autoritet og dermed af pædagogik som sådan. Denne bevægelse knytter også an til FN’s børnerettigheder, §12, som dermed for alvor kapres af den ny ideologi.
I en tidligere udgivelse fra Børnerådet, “Håndbog i børneinddragelse” fra 2016, spiller Waming også en central rolle. Her fremgår det, at hun er imod to faglige tilgange, som hun kalder for hhv. et “filosofisk børnesyn” og et “udviklingspædagogisk børnesyn”. Og det er både Rousseau og John Locke, der ryger ud. Der bliver renset ud i bogreolerne. I stedet vil hun bygge på “den ny barndomsforskning”, som det kaldes a la “det nye børnesyn”. Så “ny barndomsforskning” står i modsætning til filosofi og udviklingspsykologi, som nu er noget fra gamle dage. At der gøres op med Rousseau og Locke på en så simpel måde, er særligt problematisk i nærværende sammenhæng, eftersom disse to filosoffer har spillet en kæmperolle for udviklingen af den vestlige rettighedstænkning, som børnekonventionen jo selv er en del af. På den måde bliver “børnesynet” et opgør med rettighedsbegrebet og FN.
Warming, som selv er tidligere medlem af Børnerådet, har også delt et opslag på Facebook, hvor Pelle Dragsted fra Enhedslisten kalder det nye børnesyn for “en af vores civilisations største fremskridt”. Opslaget er delt helt uden kommentarer.
(Link til den artikel, som Partnerskabet refererer til: https://pedagogikkogkritikk.no/index.php/ntpk/article/view/1424).
(Link til Børnerådets “Håndbog i børneinddragelse” fra 2016. https://www.boerneraadet.dk/media/1alcqxat/brd_ha-ndbog_i_boerneinddragelse_2016_web.pdf)
(Link til childism-projekt: https://forskning.ruc.dk/da/projects/childism-institute/)
(Link til Pelle Dragsteds opslag på Facebook, d. 27. september: https://www.facebook.com/pelle.dragsted/posts/pfbid02jS5fpSYpjAKsKU1pwiWDPLP8hczMT9W3Df9HBJ69QpZ7GDLnNzTkofwyNPxEYD12l)
Hermed ender vi med en almengørelse af socialpolitikken, foranstaltet via en blanding af James Heckman, af en meget smal læsning af børnerettighederne, af antifilosofi og af en radikal posthumanisme. Det er gift for begrebet ”rettighed”, som jo forudsætter humanisme frem for posthumanisme.
Vi ender kort sagt med en kombination af konkurrencestat og posthumanisme. Det vil sige den eksakt samme ideologiske struktur, som vi så i DPU’s rapport om kønspædagogik fra 2024. Det var den rapport, som Tesfaye kaldte for ”sjask”, og siden har han ikke set til DPU’s side.
(Link til analyse af DPU’s rapport: http://www.thomasaastruproemer.dk/ekspertgruppe-om-koenspaedagogik.html)
Men almengørelsen er ikke kun ideologisk. Den er også organisatorisk. I Partnerskabets rapport tales der nemlig også om et stærkt overgribende ”fælles organisatorisk børnesyn”, der skal gælde for ”det samlede børne- og ungeområde i kommunen”. Med undtagelse af den smalle reference til posthumanistisk forskning, sker denne organisatoriske udvidelse helt uden henvisning til pædagogisk tænkning. Men alligevel etableres altså nu en helt almen organisatorisk figur, der kun nævner det socialpolitiske område som en biting. Socialpolitikken er nu rejst ind i almenpædagogikkens land, både fagligt og organisatorisk.
Og ministeriet udgiver endda Partnerskabets materiale med nogle eksempler på kommuner, der arbejder i krydsfeltet mellem socialpolitiske emner og det ny almene ”børnesyn”.
(Link til omtale af specifikke kommuner: https://www.sbst.dk/udgivelser/2023/anbefalinger-og-praksiseksempler-om-boerneinddragelse-i-sagsbehandling)
Så hele denne tilgang kendetegnes af tre forhold:
- En meget svag og pædagogik-fjendtlig faglig begrundelse
- En udvidelse af det socialpolitiske ind i det almenpædagogiske
- En nærmest totalitær organisatorisk vision
iii) Videnscenter
For det tredje etableres der allerede fra juli 2021 – altså mens Barnets lov er i støbeskeen – et såkaldt ”Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv”.
(Link til videnscenter: https://www.sbst.dk/boern/videnscenter-om-boerneinddragelse-og-udsatte-boerns-liv)
Det sker under Astrid Krags korte periode som socialminister, og Krag var vel at mærke en helt ukritisk støtte af skolereformen og dens kølvand. Før Krag var Mai Mercado konservativ socialminister fra 2016-19. Mercado delte Rosenkrantz-Theils betagelse af James Heckman, så den humankapitalistiske tankegang har haft gode kår på begge politiske fløje. BUPL forlod endda en af Mercados arbejdsgrupper med henvisning til det problematiske børnesyn.
Jeg har en teori om, at dette socialfaglige forfald for alvor startede i midten af 00’erne, hvor Socialministeriet først mistede børnehaverne og efterfølgende i nogle år helt blev opløst og opslugt af økonomiske og tekniske ministerier. Det var i dette tomrum, at Heckman pludselig kunne blive den dominerende ideolog, da ministeriet blev genetableret i 2009. Heckman var en slags import fra Finansministeriet, som i de år fik mere og mere magt. Vi er i konkurrencestatens land.
Nuvel, også i forbindelse med arbejdet i dette videnscenter sker der en almengørelse, der betyder, at alle kommuner skal lave et ”Fælles børnesyn i organisationen”, som også her skal dække hele børne- og ungeområdet, dvs. det almenpædagogiske felt. Her i citat:
”Inddragelse af børn og unge styrkes, når det baseres på et fælles børnesyn i organisationen. I bør som kommune derfor reflektere over og formulere det fælles børnesyn, der skal kendetegne og skabe sammenhæng i jeres arbejde – både på individniveau, på afdelingsniveau og som organisation.”
(Link om fælles børnesyn: https://www.sbst.dk/boern/videnscenter-om-boerneinddragelse-og-udsatte-boerns-liv/guide-til-styrket-inddragelse-af-boern-og-unge/inddragelse-og-boernesyn/faelles-boernesyn)
Så samlet set forlader udtryk som ”inddragelse af børn” og “børnesyn” det socialpolitiske felt og bliver til en organisatorisk vision for hele kommunen. Og det sker i en form for ideologisk samspil mellem de tre organiseringer: Taskforcen, Partnerskabet og Videncentret, som selv bygger på posthumanisme, humankapital og en forenklet fortolkning af FN’s børnerettigheder, der hyperventilerer konventionens §12.
Herfra begynder mange af de konkrete kommuner at lave nogle virkelig platte og banale børnesyn; nu i hel almene og stærkt enslydende formater, som ingen fagperson kan tage alvorligt. Og disse børnesyn, der jo bæres frem af de kommunale organisationer, som selv har præget ”partnerskabet”, får efterhånden en undertrykkende effekt på pædagogisk praksis, hvor pædagoger og lærere pludselig ikke lever op til disse “børnesyn”. Det minder om tiden efter 2013, hvor kommunerne havde fælles “læringssyn”, som havde samme autoritære effekt. Selv Børnerådet, som jo oprindelig blev etableret som en uafhængig beskytter af FN’s børnekonvention, laver et sådant “børnesyn”.
(Link til Børnerådets børnesyn: https://www.boerneraadet.dk/om-boerneraadet/saadan-arbejder-boerneraadet/boerneraadets-boernesyn/)
Nuvel, her er et eksempel fra Kolding Kommune, som Riisager og Rømer også omtaler i deres kronik:
”Kolding Kommunes fælles børne- og ungesyn er:
Alle børn og unge gør det bedste, de kan. (fremhævet i original, TAR)
Det er et fælles børne- og ungesyn, som bygger på tre værdier, der danner grundlag for medarbejdernes fælles tilgang til arbejdet med børn og unge i Kolding Kommune. De tre værdier nedenfor er således med til at udfolde børne- og ungesynet.
At være barn og ung er en værdi i sig selv.
Alle børn og unge har de bedste intentioner, og ønsker at klare sig godt i livet.
Alle børn og unge har ret til at være medskabere af egen udvikling, læring og liv.”
(Link til Kolding Kommunes børnesyn: https://www.kolding.dk/politik/politikker-og-strategier/faelles-boerne-og-ungesyn)
Så er det ordnet. På få sølle linjer. At “alle har de bedste intentioner” er nu ligefrem en regel, som alle pædagoger i Kolding skal tvinges ind i? Og hvad er “medskaber af egen læring”? Det er jo ren og ureflekteret skolereformsideologi.
Også hos Børnerådet har man lavet tre sådanne børnesyns-sætninger. Her får man at vide, at alle børn er “kompetente samfundsaktører og eksperter i eget liv”. Det er ikke let at være lille Ole på syv år. Børnerådet skriver også, at “børn er medborgere med selvstændige rettigheder på lige fod med voksne”. Men det er jo en absurd sætning. Relationen mellem børn og voksne er primært en pædagogisk-etisk relation og ikke en rettighedsrelation, undtagen i særlige tilfælde. Og børn kan jo ikke stemme ved politiske valg og mange andre ting, så rettighedsstrukturen kan ikke sammenlignes med voksnes. Og vi taler altså her også om helt spæde børn, som er “eksperter”. Børnerådet støttede da også kraftigt Barnets Lov i 2024. (Link til formandens indlæg. https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/boerneraadet-om-barnets-lov-der-er-stadig-lang-vej-ind-i-praksis)
Det lader til, at kommunerne og Børnerådet ikke tror, at sådanne emner har indgået i pædagogikken tidligere? Og via den manglende historiske og pædagogiske sans og via de omtalte inspirationskilder, så genopstår reformpædagogikkens rige tradition nu som banale onelinere, der i organisatorisk almagt udrydder pædagogisk frihed. En virkelig pædagog må korse sig. Så reformpædagogikken er omdannet til ukendelighed, og undervisningens og grundtvigianismens filosofiske sammenhæng er helt væk.
Måske kan man sige, at et “børnesyn” er hvad der er tilbage af barnet, når barnet er taget ud af pædagogikken.
Så FNs smukke børnekonvention fra 1989, som har rødder dybt ned i forrige århundrede, og som skal bistå verdens børn til et liv i en familie og i et samfund efter århundredets rædsler, ender pludselig som en nærmest ond organisatorisk tvang dybt inde i det kommunale system. Dermed adskilles barnet på en måde fra familiens og samfundets filosofiske essens og bliver et frit svævende og hyperidealiseret rettighedssubjekt uden pædagogiske omgivelser.
Det minder lidt om verdensmålenes undertrykkende effekt på f.eks. universiteterne. Nogen bør forsvare FN mod FNs fortolkere og faktisk også nogle gange mod FN selv. Måske er FN efterhånden blevet inficeret af OECD og andre globale organisationer, som har fokus på en blanding af mål, økonomi og læring. Det lader jeg ligge for nu.
3. 1990’erne
En ting, der egentlig undrer mig lidt, er, hvor ufagligt det hele er, men det har jeg jo allerede givet udtryk for. Jeg havde også tænkt, at man ville finde referencer til Louise Klinges arbejde eller til andre relationspsykologiske tilgange. Men det er jeg stort set ikke stødt på. Der er kun løse og lejlighedsvise referencer til børnerettigheder, til den omtalte posthumanisme og til Heckman. Der er ikke engang nogle ordentlige drøftelser af FN’s rettighedstekst.
Men på de faglige kanter, f.eks. i Dansk Pædagogisk Tidsskrift mv., findes en diskussion om ”børnesynet”, som er relateret til begrebet ”børneperspektiv”, som kom ind i dagtilbudspolitikken i løbet af 10’erne. Det skete især i forbindelse med den såkaldte styrkede læreplan, der var en korrektion af en ekstremt instrumentalistisk læreplan fra 2004, som faktisk også kom i tæt begrebsmæssig forbindelse med Heckmans ideologi via ”Fremtidens Dagtilbud” i 2010.
(Link til temanummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift, 2023: https://dpt.dk/temanumre/2023-1/ og https://dpt.dk/temanumre/2023-1/boernesyn-og-inddragelse/)
Også på Undervisningsministeriets vidensportal, EMU.dk, finder man denne kobling mellem børnesyn, dagtilbud og en meget smal læsning af FN’s børnerettigheder. Også her har vi helt forladt det socialpolitiske.
(Link til EMU: https://emu.dk/dagtilbud/det-paedagogiske-grundlag/boernesyn)
Omkring dette ”børneperspektiv” rumsterer en baggrund af 90’ernes psykologi- og kompetencetænkning, som også præger Klinges arbejde. Men Klinge er mig bekendt ikke posthumanist. Hun er mere klassisk reformpædagog, som også er præget af dansk friskoletradition; en inspiration man også finder hos Uffe Elbæk og andre i den alternativistiske tradition. Klinges forskning er, som jeg ser det, et udtryk for de ideer, der ligger til grund for partiet Alternativets oprindelige sprogspil vedrørende små bæredygtige pædagogiske samfund. Klinge er da også stærk modstander af digitalisering og af skolereformens styringsideologi.
På en måde er det lidt synd for Klinge, at hun pludselig er blevet inddraget i de mere radikale tanker, men måske skyldes det hendes baggrundsreference til en kombination af de sene 90’eres mere økonomiske diskurs omkring det såkaldte Kompetenceråd og til psykologiske teorier som positiv psykologi og mentaliseringsteori. Denne kombination af 90’ernes kompetenceideologi og Kompetencerådet giver Klinge et problem med undervisningsbegrebet, men jeg er som sagt ikke hos Klinge stødt på referencer til hverken posthumanisme, til Heckman eller den radikaliserede fortolkning af FN’s børnekonvention, som er “det ny børnesyns” egentlig magtbastion. Der er dog en undtagelse, som jeg vil notere. Klinge har nemlig siddet med i Børnerådet siden 2022, hvilket formodentlig har haft en negativ effekt på hendes historisk funderede tanker.
(Link til analyse af Klinges arbejde: http://www.thomasaastruproemer.dk/undersoegelse-af-relationskompetence-og-skaeldud.html)
Så opgøret med ”det gamle børnesyn” er i virkeligheden en radikalisering af et ”gammelt børnesyn” fra 1990’erne. Det virkeligt gamle og smukke børnesyn fra dengang, hvor der fandtes en barndom, er helt ude af billedet. Det var Grundlovens og Europas liv.
4. Politisk samråd bekræfter socialpolitikkens sejr
Undervisningsordfører for LA, Helena Artmann Andresen, havde i forlængelse af Riisagers og Rømers kronik indkaldt både socialministeren og undervisningsministeren til samråd (d. 20/11-2025). Artmann Andresen konkluderede efter samrådet, at der var en dyb modsætning mellem disse to ministerier, som vel at mærke blev forsøgt skjult. Og selvom både undervisningsminister, Matias Tesfaye, og socialminister, Sophie Hæstorp Andersen, forsøgte at tale udenom, så kunne de ikke skjule, at Artmann Andresen ramte plet.
Samrådet endte nemlig med, at Tesfaye anerkendte Socialministeriets børnesyn, hvilket faktisk var lidt overraskende for mig. Tesfayes normale fokus på lærerens autoritet og hans implicitte afvisning af posthumanisme/konkurrence forsvandt pludselig og blev reduceret til noget mere overordnet om, at man skal kunne fjerne børn fra skolen. Dermed kunne alt det, han ellers normalt var imod, nemlig det moderne ”børnesyn”, pludselig vandre fra det socialfaglige og videre hen til både skole, børnehaver og almen opdragelse.
Helen Artmann troede nok også, at hun egentlig var enig med Tesfaye, men det viste sig pludselig, at det var hun ikke alligevel. Det var derfor, at hun blev så frustreret. I al fald i min fortolkning.
Socialministeren, som selv er tidligere borgmester i Københavns Kommune, og som ikke har nogen indsigt i pædagogiske emner, var helt uden faglig dybde, selvom hun, eller rettere hendes ideologi, vandt diskussionen.
Dermed er det formentlig slut med, at Tesfayes mere opbyggelige ideer kan få magt. Det minder mig lidt om i 2017-19, da undervisningsminister Merete Riisager tabte til skolelovens §40, dvs. til kommunernes og KL’s ret til at underminere folkeskolens fagformål. Men hvor Riisager var udfordret af juridiske spidsfindigheder, hvis substans hun i høj grad testede, så er Tesfaye udelukkende udfordret af politiske holdninger i sin egen regering, dvs. i Socialministeriet. Det er derfor skuffende, at han nu forlader sin kritiske indstilling og giver socialministeren ret i alt det, som vi troede, at han var imod.
Og hvem ved? Pludselig er denne kombination af konkurrencestat og posthumanisme måske ikke mere et udtryk for ”sjask”, som Tesfaye som sagt mente i 2024? Og hvis det sker, så kan de såkaldte ”normstormere”, som er ideologisk beslægtede med posthumanismens ”childism” kaste sig over de små sjæle og herfra omdanne natur og kultur til en blanding af identitetspolitik og teknologi.
I så fald har skolereformen vundet via et socialministerium, der selv blev tømt for faglighed af humankapital og posthumanisme.
(Link til diskussion af §40: http://www.thomasaastruproemer.dk/faelles-maal-striden-mellem-%C2%A710-%C2%A740.html)
5. FNs børnekonvention
FN’s børnekonvention blev vedtaget i 1989. Den havde rødder i tidligere tekster fra Folkeforbundet i 1924 og fra FN i 1959. Det var især Polen, der pressede på for efterkrigstidens traktater, fordi nazismen havde været særlig hårdhændet over for polske børn.
Efter min vurdering er selve traktaten meget afbalanceret, både i dens præambel og dens indhold. En smuk syntese mellem historiske erfaringer, rettigheder og filosofisk materiale. Her er nogle eksempler:
A. Præambel
Præamblen er en hyldest til mennesket og familien. F.eks. står der at alle de lande, der har tilsluttet sig børnekonventionen er enige om følgende udgangspunkt:
”I overensstemmelse med de i De Forenede Nationers Pagt erklærede principper at anerkendelsen af menneskets naturlige værdighed og af hele menneskehedens lige og umistelige rettigheder danner grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden”.
Og denne humanisme afbalanceres med interessen for menneskets liv i familie og kultur:
Først familien:
Staterne ”er overbeviste om, at familien, som den grundlæggende enhed i samfundet og naturlige ramme for alle sine medlemmers og særligt børns vækst og trivsel, bør gives den nødvendige beskyttelse og hjælp, således at den fuldt ud kan påtage sig sine forpligtelser i samfundet”
Og videre i samme ånd:
Staterne ”anerkender, at barnet med henblik på fuld og harmonisk udvikling af sin personlighed bør vokse op i et familiemiljø, i en atmosfære af glæde, kærlighed og forståelse.”
Dernæst er der præamblens omtale af kulturen og folket:
Staterne ”tager behørigt hensyn til betydningen af hvert folks traditioner og kulturelle værdier med henblik på barnets beskyttelse og harmoniske udvikling.”
Kort sagt. Børnenes rettigheder som mennesker er en del af familiens og kulturens værdige liv.
B. Uddannelse
Samme vekselvirkning mellem kulturgrundlag og almenmenneskelige principper finder man i konventionens artikler om uddannelse, især Artikel 29, hvis to stykker man kan læse her:
”Stk. 1. Deltagerstaterne er enige om, at uddannelsen af barnet skal have til hensigt at
(a) udvikle barnets muligheder i relation til personlighed, evner og psykiske og fysiske formåen fuldt ud;
(b) udvikle respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og for de principper, der er nedfældet i De Forenede Nationers Pagt;
(c) udvikle respekt for barnets forældre, dets egen kulturelle identitet, sprog og værdier, og for de nationale værdier i det land, hvor barnet er bosat, og i landet, hvorfra barnet oprindeligt stammer og for kulturer, der adskiller sig fra barnets egen kultur;
(d) forberede barnet til et ansvarligt liv i et frit samfund i en ånd af forståelse, fred, tolerance, ligestilling af kønnene og venskab mellem alle folk, etniske, nationale og religiøse grupper og personer, som tilhører urbefolkninger;
(e) udvikle respekt for det naturlige miljø.
Stk. 2. Ingen del af denne artikel eller artikel 28 må fortolkes som indblanding i enkeltpersoners eller organisationers frihed til at oprette og lede undervisningsinstitutioner. Der skal dog til enhver tid tages hensyn til de i denne artikels stykke 1 fastslåede principper samt til kravene om, at uddannelse i sådanne institutioner opfylder de af staten foreskrevne minimumsregler.”
C. Årsager
Spørgsmålet er nu, hvordan denne storslåede syntese mellem humanitet, kultur og pædagogik, som jo har rødder i hele århundredes processer, og som de gode vedholdende polakker langt om længe fik gennemført, pludselig er endt som kommunale autoritære krav om at landets lærere og pædagoger skal leve op til et bestemt ”børnesyn”?
Her er fem meget kortfattede og foreløbige hypoteser, som er overlappende med min blogs indledende betragtninger. Tesen er, at konventionen ender med at komme i modstrid med dens egne forudsætninger:
i.
Konventionen knyttes ikke til FN’s juridiske system. I stedet etableres en såkaldt Børnekomité, som efterhånden får forårsaget et omfattende system af organisationer og rapporter, som lægger mindre og mindre vægt på det kulturelt-filosofiske element. I Danmark fik vi Børnerådet, der fra 1994 skulle holde øje med konventionen i Børnekomitéens ånd.
I starten gik det fint:
I en Børneråds-udgivelse om emnet fra 2002 fastholder den daværende formand for rådet, Per Schultz Jørgensen, at den voksnes autoritet er en del af børnekonventionens ånd. Som han siger i sin konklusion i en central udgivelse:
“Det betyder voksne, der også er parat til at gå ind i de svære beslutninger og stå ved, at de træffer en afgørelse til barnets bedste – for barnets skyld”.
Men denne nuancerede tilstand er under opløsning. I dag kan flere af de oprindelige fortalere for rådet ikke stå inde for den moderne udgave af rådet. Især John Aasted Halse, som kommer ud af seminarietraditionen, har været en kritisk stemme i ånden fra Schultz Jørgensens tid som formand.
Og Børnerådet indgår efterhånden i allehånde symbioser med administrative og organisatoriske interesser, hvor den pædagogisk-humanistiske sammenhæng efterhånden får åndenød.
Børnerådet har da også for nylig været kraftig fortaler for de mest simple formater af det såkaldte ”børnesyn”.
ii.
Den tiltagende bureaukratiserede rettighedsdeterminisme forstærkes af flere politikers henvisning til mennesket som konkurrencestatsdefineret humankapital, f.eks. i dagtilbudspolitikken og i “Barnets Lov”. Et synspunkt, der er 200% imod konventionens ånd.
iii.
Efterhånden knyttes også en stærk posthumanistisk strømning til disse processer, nemlig den såkaldte ”childism”, hvor ”barndommen” går helt i opløsning. Også denne strømning står i regelret modsætning til menneskerettighedernes filosofi og faktisk også til rettighedsbegrebet som sådan.
iv.
Med disse tab som klangbund fokuseres i stedet næsten udelukkende på børnekonventionens Artikel 12, der handler om børns ytringsfrihed og udtaleret. Man glemmer dog helt, at der i Artikel 12 også står, at disse rettigheder skal inddrages i “passende” omfang. Dermed henvises til hele den pædagogiske situation, som jo også er implicit i Præamblen, men som man desværre har glemt.
Konklusion:
På den måde får vi pludselig en situation, hvor menneskerettigheder – dvs. humanisme, verdensborgerskab og kulturel kærlighed – går i opløsning. Vel at mærke i humanismens og rettighedsbegrebets navn.
Dermed får vi en undertrykkende tilstand.
Spørgsmålet er: Hvordan redder vi FN’s børnerettigheder fra disse undergravende processer? Svaret? Ved filosofisk og politisk aktivitet.
Reference: Børnerådet: “Børnekonventionen i Danmark”, 2002.
6. Det ny børnesyn og dets generationer
En lærerstuderende, Rosa Steilborg, skrev d. 28/10-2025 på Folkeskolen.dk, at det ”ny børnesyn” står i modsætning til de ældre læregenerationers børnesyn, som portrætteres som gammeldags og reaktionært. De gamle lærere går kun op i en såkaldt ”PDO” – som er undervisningsministerens forkortelse for det, han kalder for “pissedårlig opdragelse” – og de har slet ikke set lyset. Der er tale om en ”generationskløft”, får vi at vide.
Steilborg sætter sig dermed helt alene i verden. Ja, på en måde udrydder hun sit eget fag. Det sker på en måde, der minder om nogle af de processer, jeg har beskrevet ovenfor.
Lad mig uddybe:
Interessen for demokrati og pædagogik er så gammel, som jeg ved ikke hvad, men fik i radikaliseret form et peak i 1970’erne. Nu stod læring pludselig i modsætning til kundskabstraditionerne, i al fald i visse kredse. Børnene skulle lære social handling. Det er en lang og rig historie, som har rødder i romantikken og senere hen i 1920’erne og efterkrigstiden. Det var barndommens århundrede. Det var ”læreprocesser” i samfundsforandringens navn. Det ”ny børnesyns” grundlæggende temaer er overhovedet ikke nye. Det er en kæmpefejl at kalde det for ”nyt”.
Ved at portrættere dette gamle børnesyn som ”nyt”, så mister man muligheden for at trække på denne traditions kundskabsmateriale og også på dens fejltagelser. Det var skam de gamle lærere, som var progressive.
På den måde bliver Steilborgs ”ny børnesyn” helt alene, mens hendes børnesyns eget grundlag portrætteres som reaktionært
Så hvis man har interesse for det ”ny børnesyns” emner, så bør man interviewe en 80 årig lærerinde fra København.
Nuvel, efter den rige børneaktivisme fra 1970-erne, som i dens bedste stunder var præget af en slags glad, fælles og drenget leg på græsplæner og i sidegader – sådan en slags blanding mellem Christiania og Jagtvej 69 – så skete der noget i løbet af 1990’erne. Muren faldt, så ungdomsoprøret og socialismen døde hen. Og Grundtvig røg også ud, for han blev dengang opfattet som venstreorienteret.
”Læring” var nu helt alene, for kundskabstraditionerne var jo allerede afviklet via den strukturalistiske del af ungdomsoprøret. Vi fik ”ansvar for egen læring”, dvs. psykologi og kompetenceudvikling. Dermed røg både ”demokratiet” og børneaktivismen af fløjten. Børnesynet blev nu helt individualiseret. Vi var gået ”fra undervisning til læring”. Lærere var nu blot en konsulent, og barnet var “kompetent”. Hvilken deroute.
Så selvom alt det der med demokrati og social handling forsvandt, så fastholdt man altså den nu ensomme ”læring”. Faktisk udvikler Louise Klinge sine ideer med udgangspunkt i denne ny situation. Hendes ide om ”relationskompetence” består af individualiseret psykologi og 90’er-kompetencer. Det aktuelle ”ny børnesyn” udvikles altså som en slags radikalisering af det ”ny børnesyn” fra 1990’erne.
Dette aktuelle ”ny børnesyn”” er den ”50-åriges” konstruktion. Det er den glemsomme generations konstruktion. Det aktuelle ny børnesyn, som altså har rod i 90’erne, er den ensomme og individualiserede læring, som pludselig opdager, at der findes andre mennesker i klasseværelset. Derfor opstår ”relationen” som en ny kategori, mens både kundskaber og samfundsforandring er helt væk. Vi får ideen om “relationskompetencer”.
Og fra 2000’erne skulle den nu frisatte læring ligefrem optimere økonomien. Barnet skulle nu være en ”økonomisk soldat”. Meget mærkelig og ubehagelig vending.
Men det med konkurrencestaten er ikke så meget Klinges linje, selvom der er nogle undtagelser. Klinge er imod målstyring og digitaliseringsiver, for hun har jo rod i 1990’erne. Hun udvikler sine 1990’er-prægede ideer omkring 2015, dvs. efter konkurrencestatens ankomst i 2000’erne. Det er faktisk denne kronologiske forskydning, der giver hendes ideer en vis pondus.
Fra 2013 stod den på kæmpeklasser, hvor alle var ”inkluderede”, hvor der overalt og konstant var en individualiseret ”undervisningsdifferentiering”, hvor skoledagene var verdensrekord-lange, hvor det hele var styret af store nationale og globale testsystemer, og hvor alle kiggede ned i deres maskiner for at optimere deres individuelle læringsmål. Læreren var nu proletariseret. Endnu en deroute.
Det hele var et opgør med “barnet”; et opgør som altså stammede fra en forfaldsform af det ”ny børnesyn” fra 1970’erne. Den aktuelle læreruddannelse, hvor Rosa Steillborg har sin gang, er født ud af dette system.
Så hvis Rosa Steilborg vil lære noget om sit eget børnesyn, så skal hun snakke med en masse gamle lærere og læse nogle gamle bøger i stedet for at lave en generationskløft mellem hende og dem, som har fundet på alt det, som altså slet ikke er ”nyt”. Så kan de alle sammen slå sig sammen og protesterer mod skolereformen og dens effekter og tankegang. Og imens kan alle disse skønne lærere holde hinanden i hånden og synge nogle gamle sange fra alle ”generationernes” erfaringsliv, også fra dem, som gerne ville fortælle den næste generation, om det, der allerede findes, så den nye generation har noget at arbejde med og revoltere imod.
Link til Steilborgs indlæg: https://www.folkeskolen.dk/debat/nu-generaliserer-jeg-men-det-nye-boernesyn-handler-ogsaa-om-en-dyb-generationskloeft/
8. Referencer og links:
A. Love/Folketing:
Forligstekst (til Børnene Først/Barnets Lov): https://www.sbst.dk/Media/638465183334430408/Aftaletekst_Boernene_Foerst_maj2021_UA.pdf
Barnets lov: https://www.sm.dk/arbejdsomraader/boern-og-unge-i-udsatte-positioner/barnets-lov også her: https://www.ft.dk/samling/20222/lovforslag/L93/som_vedtaget.htm
Betænkning: https://www.ft.dk/ripdf/samling/20222/lovforslag/l93/20222_l93_betaenkning.pdf
Håndbog om barnets lov: https://www.sbst.dk/udgivelser/2023/haandbog-om-barnets-lov
FNs børnekonvention: https://www.unicef.dk/vores-arbejde/boernekonventionen/?srsltid=AfmBOoqJo5pCTvQ-Kz8o4AbxezMdI1zIf5iNxZfZHHFIOpr1CpWFyP37
Folkeskolelov, især §40. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2025/1100
Samråd om børnesyn, d. 20/11-25: https://www.ft.dk/udvalg/udvalgene/BUU/kalender/81249/samraad.htm?fbclid=IwZXh0bgNhZW0CMTEAc3J0YwZhcHBfaWQKNjYyODU2ODM3OQABHkoR1HVzcnObja1tnZzJf9vVu2-JW3UfuCuUDG7RJbqwQYZ4P52JsmUt3QU2_aem_siwj5a-pNBfNqxonlSa8tg
Socialdemokratiet:
B. Ministerielt/politisk:
Socialministeriet: https://www.social.dk/tvaergaaende/anbefalinger/anbefalinger-om-boerneinddragelse-i-sagsbehandlingen (måske den bedste af disse sider)
Partnerskab om Børnenes lov: https://www.sbst.dk/boern/boernene-foerst-og-barnets-lov/partnerskab-om-boernene-foerst og publikation: https://www.sbst.dk/udgivelser/2023/anbefalinger-og-praksiseksempler-om-boerneinddragelse-i-sagsbehandling
Videnscenter: https://www.sbst.dk/boern/videnscenter-om-boerneinddragelse-og-udsatte-boerns-liv, og guide: https://www.sbst.dk/boern/videnscenter-om-boerneinddragelse-og-udsatte-boerns-liv/guide-til-styrket-inddragelse-af-boern-og-unge/inddragelse-og-boernesyn/faelles-boernesyn
Taskforce om børnene først: https://www.sm.dk/publikationer/2024/jun/afrapportering-fra-taskforcen-for-sociale-investeringer og om Taskforcens sammensætning: https://socialmonitor.dk/nyheder/art9997060/Sociale-investeringer-vinder-frem-i-Danmark.-Men-ny-rapport-peger-p%C3%A5-store-knaster-og-omkostninger
EMU: https://emu.dk/dagtilbud/det-paedagogiske-grundlag/boernesyn
Barnets lov og dagtilbud: https://www.sbst.dk/Media/638429980409823773/Guide_Barnets%20Lov_SBST_web%20T2.pdf
Børnene først: https://www.sbst.dk/Media/638606044513511968/B%C3%B8rnene%20F%C3%B8rst%20-%20NYT_9%20udgave.pdf
Socialdemokratiet: “Atid på børnenes side”, 2018. https://www.socialdemokratiet.dk/media/jhlitp31/social-ulighed-altid-paa-boernenes-side.pdf
C. Organisationer:
Børnerådet: https://www.boerneraadet.dk/om-boerneraadet/saadan-arbejder-boerneraadet/boerneraadets-boernesyn/ og formanden: https://www.altinget.dk/artikel/boerneraadet-om-barnets-lov-der-er-stadig-lang-vej-ind-i-praksis
Børnerådet om Barnets Lov, d. 4/6. 2024. https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/boerneraadet-om-barnets-lov-der-er-stadig-lang-vej-ind-i-praksis
Børnerådet: “Håndbog om børneinddragelse”, 2016. https://www.boerneraadet.dk/media/1alcqxat/brd_ha-ndbog_i_boerneinddragelse_2016_web.pdf
Red Barnet: https://as-rb-wp-sikkerlejr.azurewebsites.net/boernesyn/
Børns vilkår: https://bornsvilkar.dk/wp-content/uploads/2023/06/Tekst-boernesyn-og-elevinddragelse.pdf og formanden: https://www.altinget.dk/artikel/chef-for-boerneorganisation-det-er-forkert-at-tolke-det-nye-boernesyn-som-et-fripas-til-kaos-i-klassevaerelset
UNICEF: https://dkborn.unicef.dk/emne/boernesyn/page/2/
Bibliotekerne: https://www.laesesporet.dk/3-boernesyn-hvordan-ser-og-forstaar-vi-boern
DCUM: https://www.kl.dk/media/0qzkhqif/inddragelse-af-barnets-stemme-lisbeth-alnor-dcum.pdf
UCN-projekt: https://www.denmangfoldigefolkeskole.dk/videndeling/bornesyn/
UC-syd: https://www.ucsyd.dk/skole/tema-faelles-boernesyn
D. Kommuner:
f.eks. Kolding: https://www.kolding.dk/politik/politikker-og-strategier/faelles-boerne-og-ungesyn
København: https://mereforflere.kk.dk/baggrund/alle-boern-skal-moedes-med-hoeje-forventninger
Rødovre: https://www.rk.dk/borger/skoler-sfo-klubber-og-uddannelser/skoleomraadet/boernesyn
Ikast: https://ikast-brande.dk/kongevejensboernehus/paedagogik/boernesyn
Børnehaven i Tilst: https://tilstdagtilbud.aarhus.dk/laereplan/boernesyn-og-dannelse
E. Debat:
Kronik, Riisager/Rømer, d. 28/11-25: https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE18780872/regeringen-er-i-gang-med-en-aandelig-nedrustning-af-folkeskolen/
KLs formandskab (også bragt i Berlingske), d. 21/8-25: https://www.kl.dk/forsidenyheder/2025/august/debatindlaeg-paedagogik-og-autoritet-skal-gaa-haand-i-haand-i-folkeskolen
Katrine Fylking, KLF, d. 5/9-25: https://klfnet.dk/nyhed/det-nye-boernesyn-presser-laererne-og-forsimpler-folkeskolens-virkelighed og d. 8/9-25: https://www.folkeskolen.dk/debat/mange-laerere-oplever-at-det-nye-boernesyn-bruges-til-at-afvise-deres-professionelle-vurderinger/
Københavns Lærerforening, d. 4/12-2025: https://klfnet.dk/nyhed/det-nye-boernesyn
Interview med Riisager og lærer/DLF, Nikolaj Thomsen, d. 9/8-25: https://www.berlingske.dk/samfund/et-bloedt-og-velmenende-boernesyn-er-sivet-ind-i-skolesystemet-i-skolerne-bliver-det-til-kaos?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqf1ioA1tIRHYhL7Dch9aBmmrjC1W3N5_HaCRYkYH0RfGTjICaaG9fgm9amRXCw%3D&gaa_ts=693a518b&gaa_sig=EPBY_rSceUb9PnHkwO_lD88moSYBW3XDYN_6ma7Seom3S4MaSrZTKAq2bkFMzllGSBQHzj9AA9I2v04s-HaHXQ%3D%3D
Nikolaj Thomsen og Rikke Johansen (Aarhus Lærerforening), d. 12/8-25: https://aalf.dlf.org/om-aalf/styrelsen-mener/folkeskolens-formaal-er-truet-af-det-nye-boernesyn/. Også bragt i Berlingske: https://www.berlingske.dk/kronikker/christina-krzyrosiak-hansens-udtalelse-bekymrer-laerere-det-nye-boernesyn-truer-folkeskolens-formaal?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqdSK76jcv9q6AD38uQVXFpukt1G9-EP1s39I_xaVDnI5urrsdl_C9IF9kfk5ws%3D&gaa_ts=693a520c&gaa_sig=jczQP8go-S-UEBhNFmWiaIWczX5KWqosTwRP_GGgt_2T17xJBWLgF7fOt_AIMVy2XvJmuFCoU6pazjg0_egfTA%3D%3D
Lærer Rikke Johansen, Folkeskolen.dk, d. 2/7-25: https://www.folkeskolen.dk/debat/det-nye-boernesyn-vil-have-mig-til-at-aendre-mit-mindset-men-det-bliver-undervisningen-altsaa-daarligere-af/
Helle Rabøl og Cecilia Decara, Børn & Samfund, d. 16/5-25: https://www.altinget.dk/boern/artikel/aktoerer-det-nye-boernesyn-er-under-angreb-det-bekymrer-os
Sidsel Buk, Friskolerne, d. 28/3-25: https://www.friskolerne.dk/presse-og-politik/indlaeg-i-medierne/kronik-frivillighed-maa-ikke-tages-for-givet-1
Lærer Erik Schmidt på Facebook, d. 7/9-25: https://www.facebook.com/story.php?story_fbid=24040139909021949&id=100003578252463&rdid=NtPKxtL73D8Nwb2g
Rosa Steilborgs indlæg, d. 25/10-2025. https://www.folkeskolen.dk/debat/nu-generaliserer-jeg-men-det-nye-boernesyn-handler-ogsaa-om-en-dyb-generationskloeft/
Rikke Johansen og Nikolaj Thomsen fortæller om Børnerådets og andres kampagne mod lærerne, d. 10/12-2025: https://www.folkeskolen.dk/debat/skraemmekampagnen-mod-laererne-er-saa-nedladende-og-latterlig-at-vi-naesten-mangler-ord/
Lærer Mette Frederiksen m.fl. i Folkeskolen.dk om ‘skolesyn’, d. 12. januar 2025: https://www.folkeskolen.dk/debat/mette-frederiksen-her-er-mine-3-nytaarsoensker-til-en-endnu-staerkere-folkeskole/
F. Nogle faglige indlæg:
Artikel om ”børneperspektiv” af professor ved RUC, Hanne Warming, som Partnerskabet henviser ret grundigt til: https://pedagogikkogkritikk.no/index.php/ntpk/article/view/1424
Temanummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift, 2023: https://dpt.dk/temanumre/2023-1/ og https://dpt.dk/temanumre/2023-1/boernesyn-og-inddragelse/
Link til childism-projekt: https://forskning.ruc.dk/da/projects/childism-institute/)
Kort artikel på skolebørn.dk: https://skoleborn.dk/forstaa-de-to-boernesyn/
Et par bøger om den styrkede pædagogiske læreplan for dagtilbud: https://www.ucviden.dk/da/publications/det-p%C3%A6dagogiske-b%C3%B8rnesyn-legen-og-det-gode-b%C3%B8rneliv/ og https://studybox.dk/products/den-styrkede-padagogiske-lareplan-9788759337745
Børnerådet: Børnekonventionen i Danmark, 2002.
Hanne Warming: Børn i medvind og modvind – en relationel analyse af børns livtag med livet i det refleksivt moderne, ph.d.-afhandling, RUC, 2001. https://rucforsk.ruc.dk/ws/portalfiles/portal/2029636/Afhandling_Warming.pdf
Anne Marie Villumsen m.fl.: Børns perspektiver – fagprofessionelles arbejde med at tilvejebringe børns perspektiver, VIVE, 2024. https://www.vive.dk/media/pure/4z6b865v/24650683