Det ny DPUs angreb på pædagogisk filosofi i 2010

Jeg sidder her med et universitetshistorisk dokument fra d. 20. april 2010 samt nogle ledsagende materialer. Sagen handler generelt set om et nyt og reorganiseret DPUs angreb på pædagogisk filosofi. Nedenfor vil jeg koncentrere mig om sagens mest dramatiske emne, nemlig tre fyringsvarsler.

Det centrale dokument er en e-mail fra institutleder for det daværende Institut for Pædagogik ved DPU, Jens Erik Kristensen, som på det tidspunkt arbejdede under Lars Qvortrups systemteoretisk inspirerede dekanat.

Mailen og dens konsekvens er ideologisk set et udtryk for den samlede effekt af to teorier, nemlig samtidsdiagnosen (Kristensen) og systemteorien (Qvortrup), som vekselvirkede under Globaliseringsrådets og universitetslovens ideologiske narrativ.

Her kommer en gennemgang:

 

1. Analyse af Jens Erik Kristensens mail (den fulde ordlyd af mailen kan tilgås i bunden)

Lad os først se på indholdet af Kristensens mail, som er stilet til alle instituttets medarbejdere.

 

A. ”Ulønsomme områder”:

Kristensen fortæller, at DPU skal spare penge. Der varsles derfor ”nedprioritering af ulønsomme områder”. Og konsekvensen er, at der ”tys til varsling af afskedigelser”.

Kristensen annoncerer konkret, at han og Qvortrup vil afskedige tre fastansatte forskere ved pædagogisk filosofi. Ingen andre områder eller andet videnskabeligt personale berøres.

Faktisk fremgår det af mailen, at ingen af de ansatte ved pædagogisk filosofi eller andre steder på DPU er specielt ”ulønsomme”. Alle arbejdstidsnormer er fyldt op.

Derfor træder nu et supplerende kriterium i kraft, nemlig “relevans”. Et begreb, som i høj grad er oppe i tiden omkring 2010.

 

B. ”Relevans”:

Lad os se lidt nærmere på denne “relevans”, der på en måde fordobles:

Ledelsens kriterium for at udvælge forskningsområdet pædagogisk filosofi er nemlig, at det er et ”forskningsområde, der ikke lever op til et kriterium om relevans i forhold til DPUs formål og opgave….” (min kursivering, TAR)

Så pædagogisk filosofi er et irrelevant forskningsområde for ”DPU’s formål”? Det er grove løjer.

Kristensen og Qvortrup havde faktisk få uger forinden slet og ret foreslået at nedlægge uddannelsen i pædagogisk filosofi som sådan. I stedet ville de lave en uddannelse i Kristensens egen kæphest, den såkaldte ”samtidsdiagnose”. Det resulterede i store protester, så det kom man ikke igennem med.

Derfor sættes angrebet nu ind i en ny form under herretegnet ”relevans”.

 

C. Relevansens fordobling: Hvem er irrelevant?

Efter at have identificeret pædagogisk filosofi som et irrelevant forskningsområde, så forstærkes nu relevansbegrebets effekt ned i tre helt konkrete fyringer. Der står nemlig direkte i mailen, at der ved….

”….fagmiljøet i pædagogisk filosofi varetages forskningsaktiviteter, der enten slet ikke eller ikke fuldt lever op til kriteriet om relevans for DPU’s profil og samlede opgaveportefølje.”

Så ikke blot ”forskningsområdet”, men nu også specifikke ”forskningsaktiviteter” angives at være irrelevante. Relevansen fordobles.

Dagen efter blev de tre ”irrelevante” forskere ringet op af institutlederen og varslet afskediget.

 

2. Lidt kontekst

Kristensens mail var en opfølgning på et møde samme formiddag, hvor Jens Erik Kristensen mundtligt havde orienteret fagmiljøet om sin og Lars Qvortrups fyringsplaner. Senere samme eftermiddag, d. 20. april, kl. 17:00, sendte Kristensen en mail til fagmiljøet for pædagogisk filosofi med næsten samme ordlyd som den mail fra kl. 12:55, jeg lige har omtalt, der jo var sent til alle instituttets medarbejdere.

De tre personer, som skulle fyres, modtog et varslingsbrev d. 21. april. Også her fremgår den dobbelte ”relevans”: Først tales der om ”forskningsområder” som ikke har relevans, og dernæst nævnes, at der er tale om konkrete personer, som ”ikke har leveret eller publiceret relevant pædagogisk-filosofisk forskning”.

Fagmiljøet for pædagogisk filosofi bestod på det tidspunkt af følgende personer:

Anne-Marie Eggert Olsen

Asger Sørensen

Gorm Hansbøl

Henrik Vase Frandsen

Jonas Lieberkind

Jørgen Huggler

Karen Wistoft

Kasper Porsgaard Nielsen

Kirsten Hyldgaard

Kirsten M. Andersen

Lars Geer Hammershøj

Lotte Rahbek Schou

Ove Korsgaard

Sune Frølund

Thomas Aastrup Rømer

 

3. Dekanens blog og det efterfølgende forløb

Dekan Lars Qvortrup fortalte på sin ”dekanens blog” – endda samme dag som varslingsbrevet, altså d. 21. april – at man nu ville ansætte en ny forsker i antropologi og to nye ved det daværende Institut for Læring. Det vil give ”øget indtjening”, stod der. Og det er altså samme dag som varslingsbrevet! Jeg synes, det er ondt.

Samme dag, d. 21. april, sender Jens Erik Kristensen endnu en orienteringsmail til instituttets ansatte.

Heldigvis kommer der protester. Og pludselig nægter Qvortrup, at kriteriet om ”relevans” skulle have spillet en rolle! Qvortrup skriver en kronik i Information, støttet af bl.a. den nuværende institutleder Claus Holm, hvis ideer bygger på en form for teknisk blanding af netop Qvortrup og Kristensen.

Peter Kemp, som var den første leder af pædagogisk filosofi fra 2000-2007, var kritikkens ledende kraft, men det var også mange andre.

Selv holder jeg i forbindelse med en pristildeling en tale, som Holm skriver er et udtryk for “polemisk dumdristighed”.

Efter en stor offentlig kritik blev alle varslinger efterhånden trukket tilbage på nogle meget mærkelige måder, som det vil føre for vidt at komme ind på her.

Sagen er omtalt flere steder, f.eks. i Heine Andersens bog om ”Forskningsfrihed” fra 2017 og i Asger Sørensens bog fra 2021, ”Asger Sørensen går på universitetet”. Sørensens beretning er særlig interessant, fordi han var en af dem, der blev varslet.

Jeg har også selv beskrevet forløbet i bogen ”Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU” fra 2024.

 

4. Jens Erik Kristensens mail

Her er Jens Erik Kristensens mail fra d. 20/4-2010, kl. 12:55, i sin fulde ordlyd:

”Kære medarbejdere ved Institut for Pædagogik

Der har her til formiddag været afholdt et møde et orienteringsmøde om de besparelser og personalereduktioner, som ledelsen har besluttet at gennemføre her på instituttet, mere præcist på fagområdet for pædagogisk filosofi. Derfor var kun dette fagmiljø indkaldt til mødet i dag, men hermed følger nu en kort orientering til hele instituttet om mødet.

Mødet var indkaldt for at orientere om de forestående besparelser og personalereduktioner. Baggrunden for den aktuelle besparelsesrunde er formodentlig velkendt: budgetrammerne for 2010, 2011, 2012 og 2013 viser, at DPU skal forbedre sit resultat med et beløb stigende til 33 mio. kr.

Dette krav om indtægtsstigninger med et uændret antal VIP’er nødvendiggør en stram prioritering af ressourcer til de områder, hvor der er uudnyttede indtjeningspotentialer og en tilsvarende nedprioritering af ulønsomme områder og/eller af forskningsområder, der ikke lever op til et kriterium om relevans i forhold til DPUs formål og opgave som en pædagogisk universitetsskole, nemlig at bidrage med forskning, undervisning, myndighedsbetjening og forskningsformidling i forhold til det samlede pædagogiske felt og uddannelsesområde.

De mulige personalemæssige konsekvenser af denne økonomiske situation har været varslet og drøftet på et HSAU-møde (Hovedsamarbejds- og Arbejdsmiljøudvalget) den 25. marts 2010 Forhandlinger mellem ledelsen (dekanen) og VIP-TR før og efter påske førte ikke til, at DPU kunne undgå uansøgt afsked af videnskabeligt personale.

Ledelsen har derfor fundet det nødvendigt også at ty til varsling af afskedigelser. Kriterierne for udvælgelse af medarbejdere, der indstilles til afskedigelse, har været fremlagt og drøftet på HSAU og fremgår af et notat med titlen ’VIP-sporet og personaletilpasning’ fra den 24. marts 2010.

Ved vurderingen af, hvilke medarbejdere, der skal indstilles til afskedigelse, er der blevet lagt vægt på, hvem der er bedst kvalificeret til at varetage DPUs forskning og undervisning på en kvalificeret måde, og hvem der bedst kan undværes i forhold til følgende parametre:

– forsknings- og undervisningsmæssig relevans for DPUs profil og opgaveportefølje

– medarbejdernes faglige kvalifikationer

– medarbejdernes måde at varetage deres opgaver på

– medarbejdernes personlige kvalifikationer

En gennemgang af de individuelle VIP-medarbejdere på DPU har vist, at stort set alle medarbejdere lever op til 60%-indtjeningskravet – også her på instituttet. Der har derefter i ledelsesregi været foretaget en afdækning og konkret vurdering af, hvilke områder på DPU, der kunne og skulle reduceres eller lukkes helt ned for bedst at imødekomme de økonomiske krav om prioritering af ressourcerne.

Hvad angår vores institut har ledelsen vurderet, at der ved fagmiljøet i pædagogisk filosofi varetages forskningsaktiviteter, der enten slet ikke eller ikke fuldt ud lever op til kriteriet om relevans for DPU’s profil og samlede opgaveportefølje.

Dette er uholdbart i den situation, DPU for indeværende befinder sig i.

Ledelsen har på den baggrund besluttet at reducere omfanget af aktiviteter i fagmiljøet for pædagogisk filosofi ud fra en samlet vurdering af medarbejderne i forskningsmiljøet i henhold til de anførte kriterier.

Resultatet heraf er desværre blevet, at der i morgen onsdag varsles afskedigelse af 3 VIP-medarbejdere ved fagmiljøet i Pædagogisk Filosofi. Det skal i denne forbindelse understreges, at der hermed ikke er tale om en desavouering af de pågældende medarbejderes forsknings- eller undervisningsindsats som sådan. De varslede afskedigelser er derimod en følge af de besparelser og omprioriteringer, som DPU er tvunget ud i de kommende år.

De pågældende vil i morgen onsdag efter kl. 9 blive kontaktet af mig pr. telefon eller mail og bedt om enkeltvis at komme til en samtale på mit kontor i løbet af formiddagen. I samtalen deltager også personalechefen, Steen Jessen, samt tillidsrepræsentant Charlotte Palludan (såfremt den pågældende medarbejder ønsker det). Samtalen vil forme sig som en mundtlig orientering om, at og hvorfor afskedigelse er påtænkt. Under samtalen vil den pågældende medarbejder få udleveret det såkaldte partshøringsbrev, hvoraf baggrund og begrundelser samt dato for forventet fratrædelse vil fremgå, men hvoraf det også vil fremgå, at der endnu ikke er truffet endelig afgørelse om afskedigelse, da medarbejderen har mulighed for at komme med partsindlæg som svar på parthøringsbrevet. Ledelsen har ekstraordinært besluttet, at der skal være en partshøringsperiode på 4 uger for afskedsvarslede VIP’ere med henblik på at få bedre tid til at undersøge og afdække alle muligheder for inden for partshøringsfristens fire uger at omplacere de pågældende internt på AU, eller i samarbejde med TR at finde andre omplaceringsmuligheder. Den endelig beslutning om afskedigelse eller ej vil derfor først ske umiddelbart høringsfristens udløb den 20.maj 2010.

Når alle påtænkte afskedigelser er meddelt personligt, vil instituttet blive orienteret.

Dette er de barske realiteter og beslutninger. Det er mit håb, at processen kan gennemføres på en for alle værdig måde, og at det vil lykkes ved fælles hjælp at finde omplaceringsmuligheder for de berørte.

Bedste hilsener Jens Erik

Jens Erik Kristensen

Lektor, lic.phil. og institutleder

Institut for Pædagogik

Danmarks Pædagogiske Universitetsskole

Aarhus Universitet

Tuborgvej 164

2400 København NV

Tlf: 88889496

Mobil: 26320899

E: jek@dpu.dk

Claus Holm har for nylig udgivet et hyldestskrift til Jens Erik Kristensen, hvor sagen også er omtalt. Det kan man læse om her: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpus-problemer-med-filosofi-og-paedagogiske-formaal.html

 

 

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.