Stefan Hermann svarer i Politikens Skolemonitor, d. 5/3, på noget af den kritik, som initiativtageren til det nye og frie seminarium, præsten og højskolemanden Morten Kvist, fremførte af den offentlige læreruddannelsen og af professionshøjskolerne i samme medie d. 2/3.

Morten Kvists nye seminarium bygger på en genetablering af skolens formål og kundskabsforståelse, af lærerens myndighed og autonomi og af hele den grundtvig-koldske tradition, som endda spiller sammen med både oplysning, reformpædagogik under den kristne kulturtraditions vinger.

I det nye seminariums dannelsesforståelse spiller fordybelsen i landets pædagogiske og kulturelle dialoger og lag sammen med udsyn og interesse i andre lande og i verden som sådan. Det er kulturel fortrolighed og verdensborgerlig ånd på samme tid. Seminariet er derfor en materialisering af både topmoderne og gammeldags dannelse af fineste karat, og der ligger en række helt moderne strømninger i pædagogisk teori til grund, som vel at mærke spiller sammen med hele traditionens kringelkroge. Det er åndens gennemløb.

Sluserne åbner sig. Folketinget har givet en gave til dansk pædagogik.

Hvordan tager Stefan Hermann, som jo er formand for branchen, så imod Kvists og Folketingets gave? Skal der pakkes ud?

Nej, det skal der ikke. Hermann kunne ellers som den førende repræsentant for hele den statslige læreruddannelse havde valgt at være lidt rund og måske lidt interesseret i dette forsøg på at bringe pædagogik, skole og kultursammenhæng i vekselvirkende sammenhæng, men den mulighed griber han ikke. Tværtimod bliver han arrig og simpel. Det lader til, at han ikke forstår sagens spørgsmål? Det virker som om, at der er tale om en form for stumpethed? Det er et meget dårligt tegn for hans institution.

Hermann taler i stedet sine egne professionshøjskolerne ned i en afgrundsdyb kløft af fejltagelser og fortrængninger, som bekræfter kritikkens værste anelser.

Lad mig vise min umiddelbart lidt hårde overskrifts berettigelse ved fire tråde af begrundelse:

Først og fremmest er Hermann dybt nedladende over for den omfattende faglige kritik, som har ledsaget læreruddannelsen siden især 2012. Han skriver, at Morten Kvists kritik bygger på ”nogle tågede analyser i afkroge af de pædagogiske miljøer”.

Den lader vi lige stå lidt!

Det siger alt om både Hermanns og dermed også om professionshøjskolernes horisont, at folk som filosoffen Peter Kemp, historikeren Michael Böss og mit eget arbejde over tusindvis af fagfællebedømte sider, samt mange andres indsatser, bliver omtalt i sådanne termer. Det er latterligt og pinligt for Hermann selv og hans institution. Han er med denne nærmest trumpske tilgang til videnskab og kritik et dårligt eksempel for sine studerende og lærere.

For kendere af feltet er Hermanns reaktion ikke overraskende. Allerede i 2017 skrev Hermann en af sine få publikationer, en kort pamflet, hvor han stillede Finansministeriets ”tekniske dannelse” op imod noget, han kaldte for ”pædagogisk konservativ dannelse”, som blev beskrevet som reaktionær. Horisonten i bogen er smal, selektiv og ubegrundet på alle måder, og der er ingen seriøse faglige analyser. Dertil kommer, at Herman tidligere har udtrykt sig meget simpelt om hele den grundtvigske åndstradition. Med sine aktuelle udtalelser, som altså bekræfter disse tidligere markeringer, understøtter Hermann direkte kritikernes pointer.

Hele den rige pædagogiske tradition er ude af professionshøjskolens horisont.

For det andet mener Hermann, at den eksisterende læreruddannelse bygger på dannelse. Men det passer helt sikkert ikke. Læreruddannelsen fra 2013 – og faktisk også professionshøjskolerne som sådan – bygger på det modsatte af dannelse, nemlig på den blanding af et instrumentelt-økonomisk læringsbegreb, af dannelsesopgør og af globaliseringsnysprog, som udsprang af Globaliseringsaftalerne i 2006 samt af 2013-reformerne af læreruddannelse og folkeskole, hvor dårligdommene blev yderligere forstærket.

Disse forhold er helt veldokumenterede, og det har ingen steder hjemme, at Hermann forsøger at skyde skylden for problemerne på noget, han kalder for ”reguleringer” og ”topstyring”. Professionshøjskolerne er som sådan defineret ved antidannelse og topstyring; en definition, som vel at mærke skulle gøre op med netop den decentrale og stedsbaserede ”seminarie”-traditionen, som det nye seminarium vil genvinde og modernisere.

Uddannelses- og institutionsreformerne fra 2006 og 2013 er derfor ét kød. Faktisk har Hermann selv spillet en ganske betydelig rolle i hele denne proces. Det er måske derfor, at han er blevet så blind og nedladende, som han giver udtryk for i det aktuelle interview, og som altså stiller hele den statslige læreruddannelse i et meget dårligt lys.

Et blandt mange pædagogiske eksempler på dette dannelses-problem var en kronik fra 2010, hvor de tre centrale UC-rektorer, herunder Hermann selv, sammen med den læringsbegejstrede rektor for det reformerede DPU, Lars Qvortrup, hyldede Lars Løkke Rasmussens og hans såkaldte “Skolens Rejseholds” platte verdensmesterretorik. De nye rektorer sammenlignede underdanigt Løkkes antipædagogiske raid med Martin Luther Kings frihedsaktioner. Kronikken er en skamstøtte i dansk pædagogik. Noget sådant vil aldrig kunne ske på et frit seminarium. Her lærer man om selvstændighed, kundskaber og kritik i en stærk men passiv stat, som gerne vil oplyses af en fri pædagogisk og videnskabelig sektor.

Et andet eksempel på dannelsesproblemet er professionshøjskolernes udviklingsprojekt fra 2018 om læreruddannelsen. Her er der fyldt med antidannelse på den helt store klinge. I baggrundsteksterne er der fuld opbakning til 2013-reformen, som endda forstærkes med trans-humanistiske referencer og med en yderligere instrumentalisering af KLM-faget, som 2013-reformens arkitekter faktisk allerede forsøgte at komme af med i 2012. Faget overoverlevede dog, ikke mindst takket være især Peter Kemps heltemodige indsats. Centrale KLM-lærere, hvoraf nogle hører til i Kvists kreds, deltog også i kampen, mens hele UC-fløjen var tavs som en pandekage og dermed understøttede den antipædagogiske læringsvind.

Hermanns forsøg på at slå dette KLM-spørgsmål hen er helt ude i hampen. Hermann siger så, at dannelsen i stedet ligger i linjefagene, men det er ikke korrekt. Læreruddannelsens fagbeskrivelser er netop baseret på kompetence- og læringsretorikkens opgør med kundskaber og indhold. Endelig er det værd at nævne, at faget pædagogik er taget ud af læreruddannelsen, hvilket understøtter dannelsestabet. Alle disse ting vil blive genskabt i regi af det nye seminarium, som sammenlignet med Hermanns skrækkelige sprogbrug vil udgøre et åndeligt og pædagogisk fyrstendømme.

Men det er blot eksempler. En grundig analyse af periodens dokumenter bestyrker disse konklusioner 100%. Det ved jeg med evidensbaseret sikkerhed, for jeg har netop færdiggjort en grundig og lang analyse af emnet.

For det tredje mener Hermann som svar på dannelsesproblemet, at han vil have mere ”praksis”, og at man skal vente på nogle evalueringer og så videre. Men læreruddannelsen fra 2013 er skam udviklet i et direkte opgør med ”pædagogisk praksis”, og de omtalte ”evalueringer” bekræfter i hele deres setup konsekvent den kompetencediskurs, som professionshøjskolerne og Hermans eget arbejde er et produkt af. Derfor er de ting, som Hermann nævner, helt ligegyldige emner i forhold til det, som er kernen i Morten Kvists og andres kritik. Det forhold, at Hermann tror, at han med disse markeringer taler om dannelse, bekræfter igen kritikken 100%.

For det fjerde mener Hermann, at det skulle være udtryk for en ”afgrundsdyb uvidenhed”, når Kvist fremfører, at hele denne ånd og sammenhæng – dvs. den lærings-, kompetence- og evidensideologi, som professionshøjskolerne og læreruddannelsen er etableret ved – skulle have effekt på de studerendes pædagogiske horisont. Hvordan Hermann kan mene det, forstår jeg ikke. Det er jo at undsige både sin egen institutions indflydelse og en af dannelsesteoriens centrale sammenhænge, nemlig sammenhængen mellem kundskabsudvikling og institutionelle formål.

I stedet mener Hermann, at problemerne ligger ude i folkeskolen, og altså ikke i læreruddannelsen. Men igen: Det hele er èt kød, og denne skubben aben videre uden seriøs analyse er der ingen grund til at have den mindste respekt for.

Læreruddannelsens baggrundstekster, herunder især den centrale evalueringsrapport fra 2012 er præget af dyb instrumentalisering. Der er ingen sprækker på det strukturelle plan, udover hvad Kemp og andre, som tilhører kredsen omkring det nye seminarium, fik kæmpet igennem.

Hermanns markeringer er udtryk for et styrtende fagligt dyk for professionshøjskolernes faglige omdømme.

Det eneste, Hermann skal have tak for, det er, at han ikke forfalder til smålige lokalpolitiske manøvrer, som andre dele af modstanden mod det nye seminarium har været båret af.

Endelig vil jeg sige, at jeg ikke synes om, at Københavns Professionshøjskole, som jo er en statslig uddannelsesinstitution, uden videre formidler Hermanns dybt kritisable markeringer på institutionens twitterprofil, endda med følgende underdanige tekst:

Udvalgte links:

Yderligere omtale af det nye seminarium og en liste over alle indlæg om sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-et-frit-laererseminarium-i-herning.html

Interview med Stefan Hermann: https://skoleliv.dk/nyheder/art8121855/Det-er-t%C3%A5gesnak-og-vr%C3%B8vl-at-der-ikke-er-dannelse-og-autonomi-p%C3%A5-l%C3%A6reruddannelsen

Interview med Morten Kvist: https://skoleliv.dk/nyheder/art8100513/%C2%BBProfessionsh%C3%B8jskolerne-har-banket-dannelsen-ned-under-gulvbr%C3%A6dderne%C2%AB

Kronik fra 2010: https://www.berlingske.dk/kronikker/10-4-loesning-til-folkeskolen

Om professionshøjskolernes 2018-arbejde med læreruddannelsen: http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer-med-laereruddannelsen.html