Det Radikale Venstres skoleudspil “Tænk frit – tænk børn”

De radikale har udgivet et skoleudspil, ”Tænk frit – tænk børn”, som jeg vil drøfte i dette indlæg.

Der har været lavet et omfattende forarbejde med flere store møder i løbet af foråret, hvor en bred kreds af landets pædagoger og videnskabsfolk har været inviteret. Og det har bestemt ikke udelukkende været skolereformens gamle garde, der har huseret. Her er ingen Niels Egelund, Jens Rasmussen eller Lars Qvortrup, eller hvad de policy-nære forskere ellers har heddet i de sidste årtier. Tværtimod har man haft besøg af reformkritikere som Keld Skovmand, Steen Nepper Larsen, Lene Tanggaard, Jens Raahauge, Alexander von Oettingen og mange flere. I den mere traditionelt reformaffirmative afdeling, som dog også er repræsenteret, har man haft besøg af Andreas Rasch-Christensen, Stefan Herman, Camilla Wang, og Stina Vrang Elias fra DEA. Og på det sidste møde, som jeg har noteret fra partiets hjemmeside, har man bl.a. haft besøg af Pernille Rosenkrantz-Theil, og endda med EVAs Mikkel Haarder som moderator, hvilket jo helt skidt set ud fra et pædagogisk synspunkt.

Det er Lotte Rod og Marianne Jelved, der har stået for det store arbejde. Lotte Rod var skolepolitisk ordfører under arbejdet med skolereformen 2013, hvor de radikale havde købt hele pakken, dengang suppleret af den radikale forsknings- og uddannelsesminister Morten Østergaard, der stod for at gennemføre en voldsom centralisering af læreruddannelsen i skolereformens ånd. Lærerinden Marianne Jelved har efterfølgende stået stærkt i kritikken af den læringsmålstyring, som ledsagede skolereformen.

I den forstand er hele foretagendet som udgangspunkt et forsøg på at genfinde en radikal dannelsestradition fra tiden omkring Ole Vig Jensens ministertid (1993-98), som var præget af en blanding af national og musisk dannelse i en eller anden kombination med det meget problematiske “Ansvar for egen læring”, der senere blev opslugt af konkurrencestatens pædagogik.

Så forarbejdet er altså grundigt, så mine forventninger var høje. Desværre blev jeg skuffet. Lad os se på sagen:

 

1. Rammesætningen

Generelt set bærer udspillet ikke præg af nogen påvirkning fra de mange faglige indtryk, jeg omtalte ovenfor. Der er ingen dannelsesmæssig eller pædagogisk substans, og der er ingen fag, formål, didaktik eller andre tegn på skoletænkning. Jeg kan simpelthen ikke finde nogen inspiration fra den store kritiske masse i møderækken. Derimod er der masser af skolereformsretorik, kombineret med ubestemt tale om fri leg, drømme og trivsel og den slags. Ordene flyder fra ingenmandsland i en form for radikaliseret “Ansvar for egen lærings”-diskurs uden fortid, indhold og tingslighed; kombineret med en række korrigerede kontrol- og evalueringssystemer samlet under et velfærdsstatistisk herredømme.

I det første korte kapitel, som kommer efter en kortfattet introduktion, kan man læse om statistikker om overvægt, psykiatri og mentalt helbred, hvilket angives at føre til andre statistikker om kriminalitet og arbejdsløshed. Disse problemer må skolen løse, må man forstå. Her er ingen ”drømme”, men kun ond social arv. Pludselig er vi ved den nye substans. Her er der ingen Martin A. Hansen eller Ole Vig Jensen.

Med udgangspunkt i disse statistikker, vil man have ”fokus på to mål for 2030”, nemlig at flere skal kunne læse og regne, samt at færre skal mistrives. Denne målstyring er ren skolereformsretorik. Der står også, at det er ”klare mål”, som giver ”større frihed”, selvom det modsatte jo er tilfældet. Sproget minder meget om Antorinis såkaldte Ny Nordisk Skole, som var en integreret forløber til skolereformen.

Ja, vi får ligefrem at vide, at skolen er ”det største velfærdsprojekt”. Det er skrækkelig tale, som fører skolen direkte over i Socialdemokratiets James Heckman-inspirerede instrumentalisme og derfra videre ned i overvågningssamfundets ekstremprofylaktiske nedlukningsideologi (se link i bunden). I Heckmans velfærdsøkonomiske sammenhæng, som i høj grad blev promoveret af f.eks. Niels Egelund, kan den løse tale om ”leg og drømme” uden fortid slet ikke yde modstand. Ja, her er faktisk ingen skole.

I hele rammesætningen er der altså ingen pædagogiske eller skolepolitiske gevinster. Tværtimod er vi 100% inden for skolereformens logikker, endda forstærket af en ny statistisk og profylaktisk logik og et utåleligt løst frihedsvokabular.

 

2. Planen

Inden for denne rammesætning fremlægges en ”plan”, som har fem elementer, der hævdes at tage ”afsæt i, hvad der passer bedst til børnenes behov”, som jo så må forstås ind i den statistiske sammenhæng, som stod i rammesætningen.

a.

Det første element af planen er ”frihedsbrev til folkeskolen”. Her står der faktisk noget godt, nemlig at man vil afskaffe nationale tests, kvalitetsrapporter, læringsmål, elevplaner. Man vil altså af med hele den underskov af kontrolsystemer, som har udviklet sig i en symbiose af ideer fra Globaliseringsrådet i 2005 og Antorinis/Corydons konkurrencestats-skolereform. Tak for denne skønne udrensning.

Men partiet fastholder den overordnede logik og hele dens sprog. Man vil f.eks. havde DLF, KL og skolelederne til at lave et ”nyt evaluerings- og testregime”, og så er man lige vidt, både fordi “evaluering” gøres til kernebegrebet, og fordi især KL er helt uduelige i skolepolitisk sammenhæng. Og DLF og Skolelederne ikke har vist tegn på effektiv modstandskraft i mange år. Vi får en form for skolereform-light med mål- og evalueringsstyring som centrale kategorier. Man fastholder altså det dybt upædagogiske “evaluering” som det centrale almenpædagogiske begreb.

Man kalder det hele for ”et frihedsbrev”. Men hvorfor er der ingen omtale af hele frihedstraditionen? Og er skole bare ”frihed”? Er det ikke også f.eks. autoritet og stof? I stedet for disse vigtige bestemmelse, tales der blot om nogle andre test- og evalueringsmodeller end de eksisterende, og så er man jo lige vidt. 2000’ernes antipædagogiske ånd er helt intakt.

Så kommer der pludselig en af to referencer til skolens formål. Men her omgøres formålet til uden videre til mål og derfra et spørgsmål om ord som faglighed og ressourcer og kvalitet. Det er tom snak uden begrebsmæssig dybde, som ligger i tæt forlængelse af Skolerådets arbejde i 2000’erne. Hvorfor står ”formålet” ikke i rammesætningen? Og hvad betyder formålets ord? Ordet “faglighed” står helt alene som en ensom bondepige i regnvejret og kan så let som ingenting ende som en evalueringsteknisk måleenhed.

b.

Det andet element i planen kaldes for ”lærergaranti”. Det er sådan en slags minimumsnormering, som man vil lave. Det er teknik. Jeg lader det fare.

c.

Det tredje element kaldes for ”børneløft”. Her indledes med en gentagelse af rammesætningens socialdemokratiske grundsyn, som ligger tæt op af skolereformen:

”Der er en målrettet social investeringsramme som skal give rum til at gå nye veje til at sætte ind målrettet mod mistrivsel og sociale udfordringer, der bremser børns muligheder. Alle kommuner kan få del i investeringen, hvis de er klar til at forpligte sig på resultater i forhold til at nå to centrale mål i 2030: At alle, der forlader folkeskolen skal kunne læse, regne og skrive, og at kurven for mistrivsel skal være støt nedadgående.”

Her gentages så det nye målsystem med ”lære- og læsemål” og ”trivselsmål”, og der er skam ”skarpt fokus” og ”resultatkontrakter” og det hele. Sproget er som en antipædagogisk mur.

Kommunerne får noget, som hedder ”frit metodevalg”, som sættes direkte i relation til målingerne. Men hvorfor skal kommunerne have magt over ”metoderne”? Og disse evidensbaserede ”metoder” skal da netop ud af skolens almene sammenhæng, hvor de gør stor skade.

Det hele skal organiseres af noget, som hedder ”et nationalt partnerskab”, og der skal også være en ”trivselskommission”. Det er rent 2013-sprog.

Og så det skrækkelige ord ”børneløft”. Løb væk!

d.

Det fjerde led i planen er ”bedre uddannelse til lærere og pædagoger”. Her står der, at ”uddannelserne skal styrkes med afsæt i folkeskolens formålsparagraf og den danske pædagogiske tradition med stor vægt på den brede dannelse og et trygt børneliv præget af nysgerrighed, kritisk sans, fællesskab og sundt selvværd.”

Men denne formulering bliver ikke uddybet, og den har ingen konsekvens. Desuden aner man, at kundskabsbegrebet, som jo er det centrale pædagogiske begreb i formålsparagraffen, implicit bestemmes som ‘en smal dannelse’. Dermed tages formålet hen i regi af en radikaliseret version af “Ansvar for egen læring”, blot uden at nævne ordet “læring”, som nu er kommet i skammekrogen. Tilbage er kun et helt indholdstomt “frihed og drømme” og noget nysgerrighed mm.. En blå himmel langt fra den sociale arvs statistikker, som skal få den forstærkede skolereform til at glide ned.

Endelig er det efter min mening ikke nok at koble læreruddannelse til skolens formål, som de radikale gør i citatet, og som også står i gældende lovgivning. I stedet bør læreruddannelsen have sin egen formålsparagraf, ligesom den havde frem til 2012. At være lærer er en livsform med værdi i sig selv. Det er mødet mellem evig tid og samfundstid.

e.

Den femte del af planen angår ”kvalitet og leg i børnenes frie tid”. Denne del af planen handler egentlig ikke om skolen, men om fritidspædagogikken. Det er helt klart udspillets bedste passage, og der anes også en kritik af en alt for kraftig digitalisering af børnenes fritidsliv. Men forholdet mellem disse tanker og skolen står helt uforklaret.

 

3. Partnerskabet

Til sidst får vi at vide, at det hele skal ordnes i et ”nationalt partnerskab for det gode børneliv”. Partnerskabet skal bestå af ”lærere, pædagoger, skoleledere, forældre, elever, kommuner og stat” og evt. også ”forskere, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv”. Her kan Tordenskjolds soldater så sidde og hygge sig med den nye form for Heckman-baseret målstyring. Det højt besungne ”frihed” og ”drømme” bliver herefter formodentlig brugt til at fremme ideer som verdensmålsskoler eller klimaskoler, dvs. endnu en total instrumentalisering af skolen med udgangspunkt i en prædestineret fremtidsproduktion i det som fagfolk har kaldt for “dark pedagogy”.

 

4. Konklusion

Folkeskolens forligskreds vil let kunne fortsætte efter dette udspil, som helt accepterer de præmisser, der har udviklet sig siden især 2005, hvor socialdemokraterne kom med på instrumentaliserings-vognen, og siden 2013, hvor de radikale blev indfanget. Nu er der blot etableret en forøget enighed mellem socialdemokrater og radikale med udgangspunkt i James Heckmans økonomiske ideologi.

Højrefløjen vil så sige et eller andet om øget faglig evaluering, hvilket socialdemokraterne gerne vil være med til. Hele det diskursive apparat står dermed fuldstændig intakt, selvom der muligvis kommer en korrektion af kontrolsystemet, som muliggør, at et abstrakt futuristisk frihedsbegreb kan bemægtige sig skolen sammen med klima og verdensmål via lokale og nationale “partnerskaber”.

Som en slags PS vil jeg nævne, at Alternativets skoleudspil fra 2017 havde langt mere substans. Her hed drivkraften Corolina Magdalene Maier, som i dag faktisk stiller op for de radikale. Jeg håber, hun kan gøre sin indflydelse gældende.

Lidt det samme kan man sige om den tidligere undervisningsminister Merete Riisager. I sin seneste og glimrende bog “Selvbyggerbørn” fra 2020 slår hun faktisk, ligesom Rod og Jelved, et slag for fritidspædagogikken. Men hun knytter disse ideer an til en langt mere udfoldet kundskabs- og dannelsessammenhæng. Riisager er faktisk også tidligere radikal, så vidt jeg ved.

 

Links:

Link til udspillet: https://www.radikale.dk/politik/udspil/born-og-skole/taenk-frit-taenk-born/

Link til møderækken: https://fremad.radikale.dk/nyheder/voresskole

Link til analyse af Socialdemokratiets velfærdspolitik: http://www.thomasaastruproemer.dk/profylakse-og-regnemaskiner-noter-til-pernille-rosenkrantz-theils-og-ane-halsboe-joergensens-bog-det-betaler-sig-at-investerer-i-mennesker.html

Analyser af Alternativets skoleudspil fra 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-alternativets-skoleudspil-en-fri-skole-for-hoved-hjerte-og-aand.html

Anmeldelse af Merete Riisagers bog “Selvbyggerbørn”: http://www.thomasaastruproemer.dk/merete-riisagers-bog-om-selvbyggerboern.html

 

1 thought on “Det Radikale Venstres skoleudspil “Tænk frit – tænk børn”

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.