Det repræsentative oligarki

Er følgende tankerække hen i vejret? Min konklusion, for nu at starte med den, er, at et repræsentativt demokrati har tendens til at omdanne sig til et repræsentativt oligarki; altså en situation, hvor samfundets re-præsentation, typisk et parlament, ikke repræsenterer folket, men hvor “folket” i stedet repræsenterer repræsentationen. Vi får på den måde et kæntret demokrati, som i virkeligheden er et oligarki, altså et fåmandsvælde.

 

1. Splittelsen i det repræsentative demokrati

I selve udtrykket ”repræsentativt demokrati” finder man en indre modsætning, som det er væsentlig at reflektere over. Demokrati betyder jo ”folkestyre”; altså at et folk bliver til og træder frem i sin helhed og regerer sig selv. Det har Rousseau bedst af alle gjort rede for. Men Rousseau var imod det ”repræsentative demokrati”. Hvorfor? Jo, fordi et repræsenteret folk svarer til at dele folket i to, hvorved det jo ikke kan være et ”folk”. Som han siger i sin bog Samfundspagten: ”Det engelske folk tror, det er frit; det tager grueligt fejl, det er det kun under valget af medlemmerne til parlamentet; så snart de er valgt, er det slavebundet, det er ingenting” (2007, s.91).

For Rousseau kunne et folkestyre kun eksistere i nærheden af fri dannelse og politisk handling. Noget lignende har vi faktisk på forskellige måder hos Hannah Arendt og i græsk filosofi. Hvis en ”repræsentation” skal være demokratisk, skal politisk handling og denne handlings filosofi strømme gennem samfundet sætninger, hvorved repræsentationen hele tiden forbliver en del af folket, selvom den også er adskilt. Er det ikke tilfældet, hvis altså adskillelsen mellem repræsentation og folk radikaliseres, så mistes denne filosofiske og handlingsmæssige forbindelse, og så løsriver ”repræsentationen” sig, hvorved samfundet omdannes til et oligarki.

Et repræsentativt demokrati bliver derfor let en form for oligarki snarere end et demokrati. Et repræsentativt oligarki er en fordobling af folkeviljen, og det giver magten til den ene side, nemlig til “repræsentationen”.

 

2. Når repræsentationen stikker af og omdanner folket i sit billede

Nu behøver den omtalte splittelse og fordobling af folket strengt taget ikke at være et stort problem for demokratiet, hvis altså, som nævnt, filosofi og handling er i nærheden. Tværtimod kan ”det repræsentative” ind imellem være en lettelse, så vi andre kan koncentrere sig om private og sociale aktiviteter i fred for det politiskes snik-snak. Men splittelsen kan alligevel let blive et problem Hvordan? På to måder, som begge sætter begge splittelsens dele i gang med en forfaldsspiral.

For det første ved at det repræsentative niveau stikker af i sit eget sprogbrug og i sine egne cirkler, i en sprogende cirkularitet, der arbejder sig længere og længere væk fra folkets og kulturens følelser, diskussioner og fornuft. Det nye sprog inkluderer endda forskellige teknikker til at få ”folket” til at stemme på dem hvert fjerde år. Så er der kamp om ”vælgerne” – hvis mund reduceres til to krydsende streger. Dermed rekonstrueres folket som “vælgere” – denne fjerne og reducerende konstruktion. På den måde bliver vælgerne repræsentanter for repræsentationen i stedet for omvendt.

For det andet kan delingen af folket være et problem ved, at det repræsentative niveau forestiller sig og gætter på, hvad ”vælgerne vil stemme på” og retter sig efter meningsmålinger etc.. Så bliver repræsentationen populistisk. I så fald indretter repræsentationen sig ikke efter folkets fornuft, men efter hvad den tror, folket ”synes”. Dermed rekonstrueres folket som noget ufornuftigt.

Begge dele er lige problematiske og et udtryk for, at den repræsentative del af splittelsen overtager den folkelige del, som den repræsentative del derefter konstruerer i sit eget billede, enten som ”vælgere” eller som ”meninger” – men aldrig som ”folk”. I begge tilfælde bliver folkestyret strategisk på en uredelig måde, der faktisk lukker munden og tankevirksomheden på det folk, som ellers skulle repræsenteres. Folket ender med at repræsentere repræsentationen frem for det omvendte, som det jo egentlig var meningen. Folket fratages sin stemme, sin folkelighed, og står tilbage med et ordløst ubehag. Folket kan, pga. splittelsen, ikke mere være et folk, men kun en vælger eller en ”jeg synes”- person. I så fald har vi ikke mere et styre ved folket, men en styring af folket.

 

3. Det repræsentative oligarkis logik

Men hvis det repræsentative niveau stikker af på disse måder, så har man ikke et demokrati, men kun et oligarki. Så konstrueres og bestemmes alt af magthavere, der efterfølgende konstruerer dem, de burde repræsenterer, som nogen der kun kan ”stemme” eller ”synes”. Så har vi et ”repræsentativt oligarki”, hvor det demokratiske element efterhånden minimeres. Vi får et mindretal, der bestemmer, med procedurer for mindretallets reproduktion og udskiftning, indeholdende en lejlighedsvis anonymiseret valghandling, der er orkesteret af kommunikationsspecialister. Dette nye oligarki omgiver sig med folk, der ikke vælges – konsulenter og embedsmænd – der definerer tingene i deres helt eget sprog og helt egen rækkefølge. ”Folket” bliver dermed en repræsentativ konstruktion i oligarkiets billede.

(Statsministerens tale i Fælledparken d.1. maj er et særligt grelt eksempel på sådan en oligarkisk tekst)

Oligarkiet sætter sig herefter i de forskellige politiske ressortområder. Inden for uddannelsesverdenen får vi f.eks. et ”pædagogisk oligarki”, der arbejder i et sprog, hvor det folkelige og de pædagogiske traditioner slet ikke kan finde plads, men hvor samfundets pædagogiske liv skal reproduceres i oligarkiets størknede billede, som i filosofisk forstand omdanner skolerne til små finansministerier, og som på den måde fratager vores lærere og pædagoger deres forbundenhed til folkelig og demokratisk genskabelse og udvikling.

Hvis et repræsentativt demokrati skal fungere, bør et dannet folk kunne vise sig i strid, som en form for støjende stemme, der kommer til syne i sociale og politiske rifter, når den repræsentative diskurs sætter af i ingenmandsland og arrogant konstruerer dem, de ellers skulle repræsenterer, i mekaniske billeder uden sans for politisk handling og filosofi.

Derfor er det en demokratisk pligt at buuhe, hvis man støder ind i en repræsentativ oligark. Et ”buuh” og en god gammeldags nej-hat er starten på en demokratisk stemme i et samfund, der er ved at blive et repræsentativt oligarki.

 

4. Det repræsentative demokratis pædagogik

Er løsningen på problemet at vende tilbage til folkets enhed? Nej, fordi denne ”enhed” ikke kan bestemmes. Den er ubestemmelig. Den er åndelig. Bestemmer man den, får man et republikansk diktatur. Men man må heller ikke glemme enheden. Det gælder om at huske enheden, som den findes i al sin ubestemmelige stridbarhed og følelse – at minde om den, at vedligeholde dens poesi. Det repræsentative demokratis pædagogik er en påmindelse, så mennesker kan fødes ud af en ubestemmelig enhed og blive til selvstændige stemmer, der kan holde repræsentationen i nærheden af selvsamme ubestemmelige essens, som repræsentationen stammer fra.

(I øvrigt er det tankevækkende at Platon mente, at demokrati ville slå over i tyranni. Det er, selvom argumentationen er anderledes, jo blot en radikaliseret konklusion i forhold til herværende hypotese, nemlig at et repræsentativt demokrati vil slå over i et repræsentativt oligarki. Tankerækken er i øvrigt inspireret af den franske filosof Jacques Rancières bog ”Hatred of Democracy”)

 

Litteratur:

Ranciere, J.: Hatred of Democracy, Verso, 2006

Rousseau, JJ.: Samfundspagten, Det lillle forlag, 2007

Platon: Staten

Helle Thornings tale I Fælledparken d. 1. maj 

Det pædagogiske oligarki

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.