Jeg sidder med Carl Erik Bays ”Dialog – en antologi” fra 1978, der er en samling artikler fra det kommunistisk/kulturradikale tidsskrift “Dialog”, der spillede en stor rolle for kulturdebatten fra 1950-1963.

Det er tankevækkende læsning på to måder:

1. Kommunisme, humanisme og kulturradikalisme

Man hylder humanisme samtidig med, at man forsvarer kommunismen. Mange af bidragsydere var også forbenede stalinister. Humanisme = kommunisme var devicen. Desuden er tidsskriftet kulturradikalt, og kulturradikalismen har jo rødder i det moderne gennembrud, der ikke i sig selv var marxistisk. Så vi får den tvangsmæssige symbiose mellem kommunisme, humanisme og kulturradikalisme, som bl.a. historikeren Bent Jensen har beskrevet flere steder, og som reducerer både kulturradikalisme og humanisme godt og grundigt. Symbiosen er vel at mærke totalt ureflekteret, og dermed postuleret og tvangsmæssig. Eller har jeg overset en eller anden tekst? Men sådan en ureflekteret og modsætningsfyldt symbiose har poetisk potentiale, det er klart.

Så Dialog står for frihed, fællesskab og samfundsdiskussioner samtidig med, at man hyldede nogle af de værste kommunistiske diktaturer i verden. Den store synder for i alle forhold var USA, og tyske Adenauer og franske De Gaulle var nyfascister, mens alle børn bliver mætte i Kina og så videre på den galej.

2. Dialog og Heretica

En af de store fjender, ja faktisk en af grundene til at Dialog overhovedet blev startet op, var eksistensen af et andet tidsskrift, nemlig Heretica, der udkom 1948-1953. Hereticas redaktører var folk som Thorkild Bjørnvig, Poul la Cour, Tage Skou Hansen og Martin A Hansen.

Carl Erik Bay kalder i sit indledningskapitel Heretica for en ”aggressiv reaktion mod den humanistisk-rationalistiske tradition”, hvor sidstnævnte altså må forstås som den tankevridende kobling af stalinisme, humanisme og kulturradikalisme, der som nævnt under punkt 1 prægede Dialog.

Heretica, kan vi ligefrem læse, ”blokerer for et politisk-socialt engagement ved sit bidrag til fremme af den intellektuelle defaitisme”; på trods af at mange Heretica-folk havde været dybt engagerede i modstandsbevægelsen. Og, skriver Bay, det hører med til ”Dialogs fortjenester, at have imødegået og bekæmpet de hasarderede æstetiske og ideologiske anskuelser” i Heretica. Hvem var det lige, der var ”hasarderet og ideologisk”? Åbenbart ikke stalinismen. Læser man disse passager med moderne øjne, skal man gnide dem godt og grundigt, for at være sikker på, at man læser ret.

Bay skriver direkte: ”Dialog var modtidsskrift til Heretica”, og at førstnævnte var ”langt bredere og kulturelt sammenhængende”, og han runder emnet af med: ”Mens Heretica i dag kun har litteraturhistorisk interesse, kan Dialog gøre krav på andet og mere”. Denne sætning giver jo god mening, når man har Bays egen kommunistisk/kulturradikale position in mente, og hvis man tager i betragtning, at han skriver i 1978 under fortsat indflydelse af den kolde krig, med en ilter venstrekommunisme på bagsmækken. Men læser man de to tidsskrifter i dag, er det faktisk helt omvendt. I dag er det Dialog, der virker utrolig tidsbunden, nemlig til den kolde krigs emner, og derfor kun af “historisk interesse”, mens mange af artiklerne i Heretica, netop pga. tidsskriftets poetiske og metafysiske fokus, er nærmest tidsløse og derfor er fyldt med højrelevant materiale for en moderne læser.

Sidst i antologien skriver de to Dialog-redaktører og kommunister – nemlig litteraturprofessor Svend Møller Kristensen og arkitekten Arne Ungermand om tiden i Dialog på samme måde som Bay. De skriver, at Heretica var ”reaktionært”, at det var en ”reaktion mod den socialt og politisk engagerede kunst”. Ja, Heretica kaldes ligefrem for ”mørkemændenes blad”, og der gøres grin med, at bladet blev finansieret af en ”magtfuld økonomisk pengemand”, som kaldes ”Oste-Jensen”, som dækker over Knud W. Jensen, den senere direktør for Gyldendal og stifter af kunstmuseet Louisiana. Altså, hvis vi skal sammenligne “penge-mænd” det stik modsatte af ny-kapitalisten Lars Seier-Christensen, der huserer i Danmark for tiden med sin skrækkelige Ayn Rand-ideologi, der sætter en egoistisk rationalisme som den højeste dyd.

Så der er en kulturel strid omkring 1950 år mellem på den ene side en fri eksistentiel refleksion over kulturens og menneskets tilstand, som man kan læse om i Heretica, og på den anden side en ødelæggende kombination af kommunisme, humanisme og kulturradikalisme, som var repræsenteret i Dialog.

Modsætningerne løsnedes lidt, fordi Heretica som nævnt blev mere socialt orienteret, og fordi det simpelthen ophørte med at udkomme allerede i 1953. Desuden løsnedes Dialogs binding til den deciderede stalinisme ved dannelsen af SF. Gert Petersen, SF’s stifter og mangeårig DKP’er, var endda redaktør for Dialog i nogle år efter opstanden i Ungarn i 1956. På den måde løb strømmene lidt sammen, men det blev på Dialogs præmisser. Bearbejdningen af Dialogs temaer fortsatte i 1960’erne via tidsskrifterne Vindrosen og Politisk Revy, der forsøgte at skabe nye venstreintellektuelle og litterære sammenhænge, før en ny aggressiv marxisme satte ind i 1970’erne. Her fik vi en vanvittig radikalisering af Dialogs synspunkter i et endnu mere frontalt opgør med enhver form for Heretica-inspireret æstetik og kulturteori.

Heretica-æstetikken levede, så vidt jeg kan vurdere det, videre i stærkt afledte former i venstregrundtvigianismen, men efter 1989 tabte også denne gren indflydelse, og i 00’erne fulgte så grundtvig-bashingen, der nu er blevet til lærer-bashing.

Hvem har magten i dagens åndelige klima? Det har Dialog – helt klart. Endda i en form for forfaldsversion, for uden den modsætningsfyldte kobling mellem humanisme, kulturradikalisme og kommunisme, er der blot et strukturelt og politisk reguleret system tilbage, og det er helt uden “poesi”.

Det der det, man kalder for ”skolereformen”.

Reference: 

Bay, Carl Erik (1978). Dialog – en antologi, København: Gyldendal.