Lyngby-Taarbæk kommune forlader nu det AP Møller-finansierede samarbejde om Synlig Læring, som kommunen sammen med tre nabokommuner har været en del af siden, skolereformen blev indført. Man kan læse om det i en artikel på Folkeskolen.dk. Fra artiklen kan man klikke videre til kommunalbestyrelsens behandling af sagen under pkt. 5, og det har jeg så gjort (se referencer i bunden af indlægget).
Her er en gennemgang af mødet i byrådet, som fandt sted den 13. oktober 2016.
1. Radikale Venstre bygger og forstærker diget
Henrik Brade Johansen fra Radikale Venstre vil gerne fortsætte med Synlig Læring. Han har været på tur med KL, og alle hans KL-kolleger siger, at Synlig Læring er alle tiders, og det tror jeg gerne. Men han har åbenbart ikke været på tur med sit partis skolepolitiske ordfører, Marianne Jelved, som går og skumler over læringsmålsideologien. Men sådan er situationen hos de radikale. Dem kan man ikke stole på for tiden. Venstre og DF mener også, at kommunen skal fortsætte samarbejdet med Mærsk. Der er dog ikke noget decideret indlæg fra DF, mens Venstre-manden, Søren P Rasmussen, lyder meget kommunal.
2. Det socialdemokratiske digebrud
Til gengæld er der blændende indlæg af de to socialdemokrater, som virkelig træder i pædagogisk og kulturel karakter. Først siger den lokale næstformand i lærerforeningen, Bodil Kornbek (A), nogle velvalgte ord fra ca. minut 1:55:00. Især understreger hun, at hele Synlig Lærings-processen har været helt uforberedt og ureflekteret, og hun har nogle udmærkede faglige referencer til den pædagogiske udvikling før Hattie.
Og så skal jeg ellers love for, at der er en politiker, der for alvor træder i karakter, og vel at mærke endnu stærkere end Kornbek, der jo ellers også gør det godt.
Det er Viceborgmester Simon P. Sørensen (A), der i otte pulserende minutter svinger hele sin grundende grund ud over salens luft, så selv den radikale skeptiker bliver helt tummelumsk (især fra 1:55:30 til 2:02:00)
Simon P. Sørensen har simpelthen læst en af Synlig Læring-bøgerne, og hør blot hvilken herlig åbenhjertighed, det afstedkommer:
- Det er ren Ron Hobbart (stifteren af Scientology-bevægelsen)
- Sekterisk
- Næsten fascistoidt
- Helt udansk
- Så ulækkert
- Simpelthen for meget
- Det er os og ikke AP Møller, der betaler det meste
- Vi spilder børenes tid
- Vi glemmer det faglige
Og han har også nogle bemærkninger til de kurser, som alle kommunens lærere er tvangsudskrevet til at deltage i med en efterfølgende hær af ”impact coaches” i hælene:
- Kurserne taler ned til folks intelligens
- Det kan man ikke byde folk
- Det er ren TV-shop
- Det er fuldstændigt vanvittigt at kaste Grundtvig og Kold og alle mulige andre ud med badevandet pga. nogle smarte konsulenter
Endelig fortæller Simon P. Pedersen, at han savner den afdøde GroftSagt-skribent på Berlingske, Clas Kastholm, til at svinge pisken over den ”ulækre sekteriske TV-shop”. Man bliver jo helt blød om hjertet ved den slags kulturelle forbrødringer mellem kulturkonservatismen og Socialdemokratiet
Utroligt, at disse to kloge socialdemokrater tilhører netop det parti, som satte hele læringsrevolutionen i gang.
Derpå skrides til afstemning. Afvisningen af Synlig Læring vedtages med stort flertal.
Landet er vågnet i Nordsjælland. Diget er brudt, og jeg håber på stormflod ud over alle de andre inficerede kommuner.
PS
Det er pinligt for Aarhus Universitet, som satser hele butikken på den datalogiserede læringsmålsstyrede læringsrevolution på et nye ”Nationalt Center for Skoleforskning”, hvis leder, Lars Qvortrup, er landets største Hattie-fan. Der er ingen Grundtvig og Kold i miles omegn for at sige det mildt.
Referencer:
Folkeskolen.dk’s dækning: http://www.folkeskolen.dk/594928/kommune-vil-ikke-fortsaette-synlig-laering-projekt-sekterisk
Video fra debatten (tryk på pkt. 5 ude til højre): https://ltk.kommune-tv.dk/watch/1547/40
Link til de fire kommuners fælles hjemmeside www.4kommuner.dk
Link til Lyngby-Taarbæk Kommunes hjemmeside om Synlig Læring
Link til de fire kommuners oprindelige projektansøgning til AP Møller
Link til Anette Linds analyse af projektansøgningen til (d. 20. marts 2016)
Link til min facebook-omtale af projektansøgningen (d.27. september 2015)
Analyse af KL’s seneste skoleudspil: “Ny praksis i folkeskolen”
Link til min analyse af Nationalt Center for Skoleforskning
Lyngby-Taarbæks beslutning afstedkom også en del debat i lokalavisen “Det grønne område”, d. 25/10, d. 1/11 og d.8/11.