Diskussion med professor Morten Nissen om DPU’s forskningsprogrammer

Jeg har fået tilsendt en tekst, som er skrevet af professor MSO Morten Nissen fra DPU. Ja, jeg har endda fået den to gange, men det vender jeg tilbage til.

 

1. Forhistorie

Morten Nissen er leder af det nystiftede forskningsprogram med det lidt faretruende navn ”ReforM”, der står for ”Rearticulating the formation of motivation”. Tidligere var han leder af programmet ”Organisation og læring”, men det har altså fået nyt navn i forbindelse med DPU’s forskningsreorganisering. Både det nye og det gamle program har stærkt overlappende personbesætning, herunder blandt andet Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær, som sidste år klagede over mig til Aarhus Universitets ledelse med beskyldninger om had og tilsvining og mobning, fordi jeg havde skrevet en helt almindelig kritik af deres arbejde. Dengang var Morten Nissen en af de få – og nok den mest indædte – forsvarer af de vilde anklager i offentligheden.

Både det nye og det gamle af Nissens programmer var og er en arne for det, jeg kalder for ”konkurrencestaten er et vilkår-poststrukturalisme”. Ikke kun, men mestendels.

Hvad var det nu, jeg skrev sidste år? Jo, jeg skrev jo, at Staunæs og Juelskjær slet ikke var kritiske overfor skolereformen, selvom de måske gik og troede det. De var derimod radikalt accepterende, og jeg dokumenterede det med grundige henvisninger til især en af deres tekster og dens argumentations- og referencestruktur. Jeg skrev endda efterfølgende til dem, at jeg havde kritiseret deres arbejde og inviterede til en replik. Men i stedet fik jeg som sagt blot en ”hadefuld” klage til universitetets ledelse. Det var under al “kritik”, for at sige det på den måde, men der er ingen, hverken de involverede eller DPU’s ledelse, der hverken dengang eller siden har fundet det nødvendigt at beklage eller omtale episoden. Derfor er såret en pivåben realitet i dansk pædagogik, som det er værd at beskæftige sig vedholdende med, fordi det simpelthen fortæller noget om disse gruppers syn på videnskabelig og folkelig kritik og denne kritiks normative betydning og essens.

Nå, men hvorfor nu bringe denne historie på banen, der desværre siger meget om mangel på kritisk kvalitet i dele af dansk pædagogisk forskning?

Jo, det er jo fordi, at jeg for en uges tid siden skrev et indlæg på facebook. Indlæggets hovedpointe var, at den nye forskningsorgansiering på DPU, som er foranstaltet af institutleder Claus Holm, systematisk udelukker pædagogisk, filosofisk og didaktisk forskning.

I den forbindelse omtalte jeg kort nogle af forskningsprogrammerne, blandt andet Morten Nissens ReforM. Jeg havde fundet et centralt citat fra hjemmesiden om ”motivation”, som jeg forholdt mig til uden at bande eller skælde ud på nogen måde; bare frit og levende. Desuden henviste jeg til, at jeg kender Nissens syn på kritik fra en ”lille batalje”, hvormed jeg jo henviste til klagesagen fra sidste år.

Mit facebook-opslag fra d. 21. maj 2016 kan tilgås her (og læses i bunden af nærværende blog): https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154175578179481&id=837549480&hc_location=ufi

 

2. Morten Nissens indlæg

I går, d. 25. maj, modtog jeg så et indlæg fra Nissen, et ”langt og akademisk indlæg”, som han kalder det, hvor han overhovedet ikke forholder sig til den almene kritik af forskningsstrukturen, som var min pointe. Nissen ser slet ikke den almene problematik, men føler sig blot stødt i navlen. Og som sagt modtog jeg faktisk indlægget to gange. Nissen postede det nemlig først direkte på min og sin egen facebook-væg. Og dernæst postede han det også på DPU’s store fællesmail. Ja, til alle, både rengøringspersonale, Tap’er, undervisningsassistenter og forskningspersonale. Det var ikke alle kolleger, der synes, det var lige sjovt.

Facebook-versionen af Nissens indlæg kan læses i dette link eller i bunden af nærværende indlæg, hvor man også kan tilgå mit svar: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10207811571939993&id=837549480&pnref=story

Lad os se på hvad Nissen skriver:

Af Nissens kommentar fremgår det, at han slet ikke forstår min henvisning til den ”lille batalje”, som jeg skrev om i mit indlæg; dvs. hele den omfattende klagesag fra 2015, som han selv havde dybe aktier i. Han tror, at jeg henviser til, at han har skrevet et eller andet om ”kritik”. Men det gør jeg jo ikke. Jeg henviser til ”bataljen”. Derimod kender jeg udmærket til det syn på kritik, som den del af landets poststrukturalisme og systemteori har udviklet, som ligger tæt på Nissens forskningsprogram, og som opløser både subjekt- og kritikbegrebet. Ja, det er faktisk denne opløsning, der ligger til grund for, at man åbenbart ikke kan svare på kritik, men i stedet sender spruttende klager, dvs. at man overgår fra kritik til “affekt”, som er et af gruppens grundbegreber..

Nissen forsvarer også sit motivationsbegreb, der er hans nye forskningsprograms centrale begreb. Han mener, at det er et kritisk begreb, men det kan jeg slet ikke se. Ser man på ReforM’s egen beskrivelse af sagen på programmets hjemmeside, er der ingen kritiske markeringer overhovedet, tværtimod. Desuden handler de to øverst angivne projekter på hjemmesiden om hhv. målstyring og læringsløft 2020, dvs. temaer og initiativer som ligger i direkte forlængelse af den nye læringsdiskurs, som dominerer i det aktuelle pædagogiske hegemoni; det jeg også kalder for Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO). Læringsdiskursen har været udsat for heftig kritik i den pædagogiske offentlighed, men det nævnes slet ikke nogle steder på hjemmesiden. Der er derfor ingen kritik i Nissens program. Kun bekræftelse, og det er jo også derfor, at Nissen og hans kolleger kun kan genkende den pædagogiske tradition, dvs. dens formål og praksis, som noget tavst, fjernt og gammeldags, hvilket stammer fra det traditionsopgør, som generationen før ulykkeligvis fik etableret, men som føres videre ind i den ny “konkurrencestaten som vilkår post-strukturalisme”.

Alt dette har noget at gøre med Nissens og flere af programdeltagernes grundlæggende accept af konkurrencestaten som samfundets grundpræmis; et syn Nissen deler med DPU’s ledelse, som han også bekræfter i sit indlæg, og som med logisk konsekvens udstøder pædagogisk og åndsvidenskabelig aktivitet. Med dette udgangspunkt bliver Nissens “kritik” til en beskrivelse og bekræftelse af noget, der opfattes som et strukturelt vilkår, og det er det samme som en bekræftelse i det pædagogiske billede. Man sidder fast i det strukturalistiske net, for at sige det på den måde. Det er faktisk den samme logik, som jeg fandt i den artikel af Staunæs’ og Juelskjærs, som jeg som sagt kritiserede sidste år.

Derpå får Nissen lyst til at diskutere ”konservatisme” i sit ”akademiske indlæg”. Det foregår sådan her:

”Denne politik (”tidens nyliberale udannelsespolitik”, TR) kunne ganske vist nok fortjene kritik, også fra en konservativ position – for jeg forstår det sådan, at TAR repræsenterer en sådan værdikonservativ position; men som med så megen af tidens konservatisme, er TARs desværre en tynd, ufrivilligt postmoderne udgave”.

Jeg ved ikke, hvad Nissen mener med ”ufrivillig postmoderne”. Jeg er erklæret og ivrig læser af postmoderne filosofi og har skrevet om det ved flere lejligheder. Jeg bader i postmodernitet som en ørred. Jeg ved heller ikke, hvad Nissen mener med, at jeg skulle ”repræsenterer en værdikonservativ position”. Jeg har kritiseret både Dansk Folkeparti og forskellige former for identitetspolitik ved mange lejligheder. Derimod har jeg en usvækket kærlighed til og interesse for modersmålets poesi og til landets historiske og åndelige muligheder, men netop i sammenhæng med europæiske og globale processer. Hvis det er værdikonservativt, så kender jeg mange fra venstrefløjen, der er værdikonservative. I den forstand er vi alle konservative, ligesom vi alle er socialister og liberale på forskellige måder. Dertil kommer, at konservatismen ligesom de andre ideologier har rige og plurale rødder, som jo helt dækkes til og tæmmes af Nissens simple klassifikation.

Derpå får jeg samme tur som i fjor, denne gang blot ikke i form af en formel klage. Mit indlæg er ”ulogisk, grundløst og urimeligt”. Det er ”ondartet”, ”en udlevering” og ”forhånelse”, og mine facebook-venner, som tæller både politikere, organisationsfolk, redaktører, lærere, pædagoger og intellektuelle, forudsiges at ville lave en ”shitstorm” mod Nissen. Ja, de vil opføre sig som DF’ere over for muslimer, skriver han. Mine indlæg er ”uforpligtende, urimelige, ulogiske, useriøse og uvenlige”, og de svarer til, at man ”skriver smædevers på en lokumsvæg”. Desuden står jeg ”ikke til regnskab”, selvom jeg flere gange har måttet slide mig igennem lange og bebrejdende processer i sager med magtfulde læringsforskere.

Nissen skriver også, næsten truende, at jeg nærmest beder ham om at give mig en ”paria-status”. Det udtryk lader jeg stå og blinke lidt, mens jeg tager en affektdæmpende kop te. Han skriver også, at jeg laver ”bobler”, selvom alle mine fb-indlæg blot er krusninger på en kæmpestor, seriøs og anerkendt pædagogisk filosofisk forskning, der beskriver samfundets pædagogisk-filosofiske realitet, dvs. det modsatte af en boble. Desuden ”publicerer jeg på facebook”, som det nedsættende hedder, som om mine ”publikationer” ikke findes i tidsskrifter og på respekterede forlag.

Nissens brug af begrebet “paria” fik mig til at studere dette begreb nærmere. I litteraturlisten i bunden er der links til disse refleksioner.

En enkelt eller to af disse retoriske kneb kunne jo nok gå an, men når de gang på gang vælter ud med sådan en intensitet, og endda under overskriften ”en lang og akademisk kritik”, så er der snart ikke andet at gøre end at tegne en Muhammedtegning af foretagendet.

Og hvad er det nu lige min brøde er, som ifølge Nissen kan retfærdiggøre et så intensivt arbejde i sprogets nedre lag? Lad mig opsummere.

  • jeg citerer en sætning om motivation på hans programs nye hjemmeside. Jeg spørger i den forbindelse til programmets kritiske fundament, fordi Nissen tidligere har støttet administrative klager over seriøs kritik, og fordi der ingen kritiske markeringer er på hjemmesidens tekst.
  • jeg reflekterer over strukturen i dansk pædagogisk forskning, et emne som Nissen slet ikke adresserer. Tværtimod kalder han sit eget program for “almenpædagogisk”, hvilket blot understreger strukturens nærmest indbyggede mangler.
  • jeg forbinder folkelig og videnskabelig kritik med et arbejde i mange forskellige kommunikationskanaler i stedet for at isolere mig i små affektive kritikfjendske bobler.

Jeg er mig bekendt den eneste i landet, der arbejder forskningsmæssigt med disse ting, og det er da muligt, at jeg engang imellem tager fejl i det ene eller det andet, hvilket jeg altid, hvis det sker, åbent erkender. Men jeg orker snart ikke høre mere på disse simple bebrejdelser vedrørende diskussioner, som har fuldstændig afgørende betydning for landets pædagogik og dermed dets lærere og pædagoger.

Nissen har også noget imod Facebook, selvom han alligevel bruger det til sit “akademiske” indlæg, og han mener, at diskussionen kræver andre fora. Det kan han gøre, som han vil. Pt er det især Facebook og en række andre digitale debatfora, der er medium for disse diskussioner, og Nissen kan jo bare melde sig ud, hvis han ikke vil læse i den postmoderne avis, som Facebook har udviklet sig til. Facebook er for tiden ”the spirit of postmodern man”, så det passer perfekt til mig, og jeg bliver ved og ved og ved.

Til sidst – efter sin utrolige svada – foreslår Nissen, at vi skal drikke ”dialogkaffe”, som om vi var ansat i en eller anden koncern. Det skal vi ikke. Vi skal derimod ryge en lang og osende stridspibe i al glitrende offentlighed, så hans program kan vænne sig til altid at mærke kritikkens urolige uro i sin omegn, indtil man simpelthen lærer, hvad kritik er, dvs. forbinder sig med pædagogiske formål og praksis, dvs til den pædagogiske tradition, som altså er udelukket af DPU’s forskningsstruktur og ideologi.

 

3. To bemærkninger om facebook-affektivitet og kollegialitet

Først en krølle vedrørende sagens affektive struktur, som facebook er perfekt til at studere. Det er tankevækkende at se, hvem der ”synes godt om” Nissens indlæg på hans egen facebook-væg. Der er i skrivende stund i alt 13, og det er naturligvis ikke alle, jeg kender. Men dem, jeg kender, er alle involveret i netop den form for post-strukturalisme, som i forskellige kombinationer omgiver bøgerne “At lede efter læring”, ”Klasseledelsens dilemmaer” og den aktuelle udgivelse ”Pædagogik og skoleledelse”, og som er tæt på Nissens program. Det er i den omegn, at man kan skrive en artikel om skolens kerneopgave uden at nævne skolens formål og tradition. Derimod kan man tale lang tid om, at kerneopgaven er kerneløs, hvilket jo er guf for en KL-læringsbureaukrat (senere må nogle have slettet deres “likes”, for nu har Nissens indlæg kun 8 likes?)

Endelig vil jeg meget gerne i disse diskussionssammenhænge have mig frabedt dette omklamrende ”kollega-vokabular” fra folk, som jeg aldrig har truffet eller samarbejdet med, som arbejder 300km fra mig selv, som bekæmper kritik af sit eget område til skade for samfundets frie pædagogiske ilt, som skælder mig ud i et vildt vokabular under en ”akademisk” fane, og som forsvarer formelle klager over mit virke i kraftige og pinlige vendinger. Jeg er meget mere ”kollega” med landets tavse pædagogik og pædagoger, og med dem jeg arbejder sammen med i min dagligdag. Desuden forsvarer jeg ”kolleger”, når de rammes af diverse ledelsers uretfærdigheder, uanset om jeg er enig med dem.

Dette misbrug af det gode ord ”kollega” ødelægger både kollegialitetens og kritikkens begreb og substans.

Efterfølgende, d. 27. maj, skrev Morten Nissen en replik på min facebook-væg, og jeg svarede ham i 10 punkter: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10207823198190642&id=837549480&pnref=story

 

Sagens tekster:

1. Alle indlæg i klagesagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu (se d. 1. maj for Morten Nissens indlæg i sagen og min kommenter)

2. Mit facebook-opslag, d. 21. maj 2016:

”DEN PÆDAGOGISKE TRADITION ER UDE AF DPU’S OFFICIELLE FORSKNINGSORGANISERING:

A.

Her er DPU’s nye forskningsprogrammer:

  1. Læring, didaktik og innovation i dagtilbud ved professor MSO Charlotte Ringsmose
  2. Inklusion og eksklusion – i samfund, institution og pædagogisk praksis ved professor MSO Susan Tetler
  3. Future Technology, Culture and Learning ved professor MSO Cathrine Hasse
  4. Learning, Innovation and Sustainability in Organisations (LISO) ved lektor Ulrik Brandi
  5. Rearticulating The Formation of Motivation (ReForM) ved professor MSO Morten Nissen
  6. Dis(engaging) Children and Young People (DECYP) ved professor Dorte Marie Søndergaard

Der er ingen forskning tæt på den pædagogiske tradition eller i almenpædagogiske og didaktiske emner, undtagen i små nicher.

Til gengæld er der fyldt med posthumanisme, teknologi og “motivation”. Motivation defineres som, når folk “vil det, de skal”…. Det er Morten Nissens, Dorthe Staunæs’ og Malou Juelskjærs gruppe, den såkaldte ReForM. Disse tre personers syn på kritik er jeg – fra en lille batalje sidste år – selv særdeles godt bekendt med. Ja, det er den slags, der vækker min kritiske sans, hvis man kan sige det på den måde. Ja, det er lige før, jeg “ikke vil det jeg skal”. Jeg motiveres til dissens. Det er jo også det, man kalder kritik, men det er åbenbart det modsatte af “motivation”. Nå, men undskyld, for nu løber tanken…. De gamle samtidsdiagnostikere og andre “konkurrencestaten er et vilkår-folk” sidder også her.

“Didaktik”- ordet optræder kun en gang i hele raækken, og det er i forbindelse med børnehaver (!). Lederen af programmet “Læring, didaktik og innovation i dagtlibud” er Charlotte Ringsmose. Ringsmose skriver – sammen med SFI’s og Læringsrådets Agi Csonka – belærende læserbreve om læring i børnehaverne. Det gør de, når ældre københavnske pædagoger skulle kommer for skade at skrive en kronik om børnehavetraditionens dyder (Pol, d. 25/11 og d. 4/12-15). Det var en af de gange, jeg fik lidt “mavefornemmelser” for nu at bruge et forbudt ord.

“Pædagogisk praksis” nævnes kun ifm “inklusion/eksklusion”, og det er jo ‘lissom’ noget andet.

B.

Der blev ganske vist også arbejdet på at etablere følgende programmer/centre, som lå tættere på pædagogiske emner:

– Pædagogik, normativitet og videnskabelighed
– Filosofisk antropologi
– Center for studier i pædagogiske formål og pædagogisk praksis

Men disse ansøgninger/initiativer blev ikke imødekommet. Det er blandt andet derfor, at der ingen filosoffer eller dannelsesorienterede forskere er blandt forskningsprogrammernes deltagere.

Ja, man kan på den baggrund godt sige, at der ingen pædagogik er.

Men er der ingen kritisk forskning? Nej, stort set kun den slags der accepterer konkurrencestatens vilkår, dvs. som tror, at en “diagnose” er en realitet, som det hedder på de bonede gulve.

Der er ingen ilt og åndelig luft for en virkelig pædagog.

Jeg synes ikke, det er nogen god ide at køre den pædagogiske forskning så smalt. Ja, jeg frygter faktisk al den “klare besked”, der fosser ud af statskassen og ned over de iltfattige uddannelsesinstitutioner.

http://edu.au.dk/forskning/omraader/

 

3. Morten Nissens FB- og email-kritik, d. 25. maj 2016:

”Thomas Aastrup Rømers kritik af DPUs forskningsprogrammer er under lavmål

Nogle siger, at dårlig omtale er bedre end slet ingen. Andre, at kritik og debat er et truet fællesgode af indiskutabel værdi, uanset form og indhold. Her burde Thomas Aastrup Rømers løbende kritik af sine kolleger på Facebook, blogs m.m. vække til eftertanke. Den rækker langt tilbage i tiden, men jeg vil her nøjes med at forholde mig til hans kritik af DPUs forskningsprogram ReforM – Rearticulating the Formation of Motivation, som jeg er leder for – på Facebook den 21. maj.

Jeg tager det, og TAR, alvorligt, og har her skrevet et langt og akademisk indlæg. Det handler kort sagt om, at hans kritik er urimelig, både i sit indhold og i sin form, og det ender med at jeg inviterer ham til dialogkaffe.

Lad mig først tilbagevise hans kritik. TAR ironiserer over vores karakteristik af motivation – nøglebegrebet i vores forskningsprogram – som det, at folk vil det, de skal. Han overser tilsyneladende, at vi hermed netop har anlagt et kritisk perspektiv på begrebet. Motivation rummer et magtforhold. Det opstår som genstand, når man (i ledelse, undervisning, rådgivning m.v.) vil have folk til noget, og spørger sig selv, om de også vil det, og hvordan man kan få dem til at ville det. TAR skriver vittigt, at han “motiveres til dissens”, også kaldet kritik, som “åbenbart er det modsatte af motivation”. Han skriver lidt indforstået; men jeg tror næppe det skal forstås sådan, at han har studeret (og misforstået) de arbejder, hvor fx jeg diskuterer netop forholdet mellem motivation og modstand; snarere forestiller han sig måske, at vi i ReforM simpelthen er ‘tilhængere’ af motivation og derfor ‘modstandere’ af kritik.

Men et forskningsprogram er sammensat af folk med forskellige tilgange og har ikke en fælles holdning til hverken motivation eller kritik – ud over den (i en universitetssammenhæng grundlæggende) akademiske kritik, som netop indebærer, at “motivation” som kultur- og praksisgenstand betragtes med undren.

TAR nævner navne og hævder at være “særdeles godt bekendt” med bl.a. mit syn på kritik “fra en lille batalje sidste år”. Det tror jeg dog faktisk ikke, han er. Jeg har skrevet en del om kritik, bl.a. knyttet til et begreb om dannelse. Det er der heller ikke noget, der tyder på, at TAR har læst. Eller for den sags skyld fundet relevant. Men det er selvfølgelig heller ikke nødvendigt, når man publicerer på Facebook.

TAR mener at kunne bedømme, måske alene ud fra overskrifterne, at der “ingen forskning (er på DPU) tæt på den pædagogiske tradition eller i almenpædagogiske og didaktiske emner, undtagen i små nicher”. Det er ganske interessant, at han sådan uden videre gør sig til talsmand for “den” pædagogiske tradition; men tag et kig på, hvad vi (og andre programmer) arbejder med, og døm selv (http://edu.au.dk/forskning/omraader/reform/). Det er jo helt åbenlyst forkert – eller måske er det blot nogle andre versioner eller dele af “traditionen”, vi har tætte forhold til, end dem, som TAR kender? Måske er vi ‘tætte på’ på nogle andre måder end TAR?Det er i hvert fald svært at forstå, at motivationsproblematikken ikke skulle være almenpædagogisk eller didaktisk relevant.
TAR skriver (nedsættende, synes jeg) om vores program: “De gamle samtidsdiagnostikere og andre “konkurrencestaten er et vilkår-folk” sidder også her.” Sandt er det, at programmet tæller forskere, der arbejder i en samtidsdiagnostisk tradition; heraf nogle, hvis alder er tæt på eller endda højere end TARs egen. Det opfatter jeg som en styrke, ikke mindst når man gerne vil forstå et begreb som “motivation” i en kulturhistorisk sammenhæng, netop for at kunne forholde sig kritisk til det.

Om jeg selv hører til kategorien “konkurrencestaten er et vilkår-folk” er svært for mig at vurdere. For ja, et stykke af vejen kan det begreb beskrive vores aktuelle vilkår, desværre, og det er jo nyttigt at foretage en sådan beskrivelse, hvis man gerne vil bidrage til demokratisk debat og forandring. Fx, som jeg, i håbet om en refleksiv, responsiv og ekspansiv velfærdsstat, i hvilken en almenpædagogisk forskning som vores kan finde anvendelse. Som programleder er jeg godt tilfreds med, at programmet rummer forskellige synspunkter om begrebet konkurrencestat, om hvorvidt det betegner et vilkår, og om hvad vi i givet fald skal gøre ved det.

TAR spørger, om der ingen kritisk forskning er. Nej, svarer han selv, “stort set kun den slags der accepterer konkurrencestatens vilkår, dvs. som tror, at en “diagnose” er en realitet, som det hedder på de bonede gulve”. Det er igen her lidt svært at afkode, hvad TAR mener. Jeg fristes til at tænke, at han knytter forskellige forhold sammen ganske associativt: politisk styring, realitet, ledelse, samtidsdiagnose. I tidligere udfald har han på samme skæve, associative vis udnævnt nogle af sine kolleger, som ikke deler hans opfattelse af kritik, til ideologer for den førte uddannelsespolitik. Nu deltager nogle af dem så i et forskningsprogram sammen med folk, som laver samtidsdiagnose; ergo taler man “på de bonede gulve” om diagnoser…

Alt i alt er TARs kritik ulogisk, grundløs og urimelig. Det er sørgeligt, hvis den tages for pålydende af hans formentlig mange læsere og facebook followers, som måske i ham håber at have en lødig og stærk kritiker af tidens nyliberale uddannelsespolitik. Denne politik kunne ganske vist nok fortjene kritik, også fra en konservativ position – for jeg forstår det sådan, at TAR repræsenterer en sådan værdikonservativ position; men som med så megen af tidens konservatisme, er TARs desværre en tynd, ufrivilligt postmoderne udgave. Og den har desværre nok held til at skræmme mange mennesker fra at forbinde sig med mere seriøse former for politisk, kulturel og videnskabelig kritik.

Indholdsmæssigt har vi jo at gøre med store og vigtige diskussioner. Ikke blot om hvordan vi under nutidens svære vilkår udvikler former for pædagogik og ledelse, som er andet og mere end “konkurrencestat” eller “ikke-konkurrencestat”. Men også: Hvad er DPUs rolle som universitetsinstitut i det nye landskab hvor professionshøjskolerne gør meget af det, som Lærerhøjskolen gjorde engang? Hvilke forskellige måder at være tæt på praksis kan bruges til hvad? Hvordan gives humanistisk forskning plads i et mere og mere anti-intellektuelt politisk klima? Men disse diskussioner kræver andre former og andre fora.

For er indholdet således uholdbart, så er formen decideret ondartet. Når så papirstynd kritik publiceres på et medie som Facebook – kunne man spørge – burde man så ikke bare lade det passere i tavshed? Så let er det desværre ikke. Det er svært at lade som ingenting, når man stilles i gabestokken i et medie så godt som uden ansvar, men med relativt stor gennemslagskraft, i et felt af betydning for éns arbejde. De nye / sociale medier danner vores fællesskaber, relationer, selvforhold og etik på nye måder, som vi endnu kun delvist forstår. En af måderne er desværre en ny slags udlevering og forhånelse, som gerningsmænd og -kvinder ofte selv tror – eller foretrækker at tro – er ganske uskyldig.

Men kan man ikke bare sige fra og kritisere tilbage? Husk på, at de fleste læsere af TARs Facebook side er hans “venner”. Heldigvis er de nok ikke alle enige med ham. Men det svarer alligevel lidt til at forlange, at en muslim stiller sig op og går i rette med talerne ved et stævne i DF. Alt, hvad man opnår, er sandsynligvis mere forhånelse. Facebook er i den forstand ikke et fælles medie, redigeret med henblik på optimal fri debat. Det styres af blinde markedsmekanismer, som fordeler brugere i menigheder, hvor de stærkeste demagoger hersker (se evt.http://bubblestudies.ku.dk/). Den meget omtalte selvkorrigerende mekanisme i videnskabelig debat har meget vanskelige kår på Facebook – dette medies andre laster og dyder i øvrigt ufortalt. Og netop det forhold ved genren ser vi komme til udtryk i TARs Facebook opdatering, hvis udsagn er polemiske, poetiske, provokerende, indforståede – og uforpligtende, urimelige, ulogiske, useriøse og uvenlige. Han nyder her friheden i ikke at stå til regnskab for sine ytringer i en seriøs debat, der ville svare til hans titel som universitetslektor; næsten som hvis han skrev smædevers på lokumsvægge.

Jeg prøver alligevel her selv at sige fra. Jeg regner med en ‘shitstorm’ til svar. Men jeg gør det fordi det er så vigtigt, at vi begynder at tage ansvar for disse såkaldt sociale medier – i fællesskab. Fordi jeg håber, at mange af Thomas Aastrup Rømers læsere har eller kan få kritisk afstand til de ‘bobler’, han puster op. Og fordi jeg er kollega med ham, og ikke har det godt med at simpelthen give ham den paria-status, som han beder om. Jeg bliver nødt til også at opfordre ham til at tage medansvar. Jeg håber, at det gør en forskel, at jeg skriver dette både på Facebook og på en fællesmail til DPUs medarbejdere.

Og at jeg opfordrer til at vi snakker om det: Du kommer sikkert forbi Emdrup i ny og næ, ikke Thomas? Jeg er klar med dialogkaffe.”

 

4. Mit svar på DPU’s fællesmail, d. 26. maj:

”Kære alle

Til orientering følger her det facebook-opslag, som Morten er blevet vred på.

Pointen er følgende: Den pædagogiske og normative tradition er stort set skrevet ud af forskningsstrukturen, hvilket vil forårsage stor splid i forhold til danske lærere og seminariefolk til skade for DPU’s omdømme og funktion.

Jeg kan til fulde stå inde for indlæggets form, synspunkt og begrundelse, og der er ikke noget af det, Morten siger i sit indlæg, der ændrer på noget, tværtimod.

Jeg vil også sige, at min kritik ligger i forlængelse af lange analyser af landets pædagogiske situation, som Morten og andre er velkomne til at studere.

Mvh Thomas

Ps Jeg kommer ikke til noget ”dialogkaffe”, før det ligger en fuldgyldig og offentlig beklagelse for det grove og pinlige overgreb på videnskabelig og civil frihed og kritik, som Morten og hans nærmeste kolleger forårsagede sidste år. Faktisk var det også et overgreb på DPU’s læringsforskning, som åbenbart ikke hviler på et kritisk grundlag, hvilket bør udbredes utrætteligt, så alle ved det og aldrig glemmer det. Den strid, som Morten oa. var med til at indstifte sidste år, som bekræftede den aktuelle symbiose mellem konkurrencestatsteori, systemteori og poststrukturalisme, og som var pinlig for vores institution og skadelig for dansk pædagogik, bør derfor tydeliggøres for hele den pædagogiske og politiske offentlighed.

PPS Morten og alle andre er velkommen til at deltage i debatten på min fb-væg sammen med landets debattører, lærere, organisationsfolk og politikere. Han kan også lade være eller lave sin egen væg. Det må han selv om.”

4. Efterfølgende refleksioner over begrebet “paria”:

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154200390974481&id=837549480&pnref=story

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154201692449481&id=837549480&pnref=story

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.