Jeg har haft en diskussion med en Simon Skov Fougt, som er adjunkt ved UC-Metropol. Fougt er elev af didaktikerne Jeppe Bundsgaard og Morten Misfeldt, som er centrale advokater for de fiaskoramte ”Fælles Forenklede Mål”. Bundsgaard var hovedvejleder på Fougts ph.d.-afhandling, og Misfeldt var bi-vejleder, så der er en tæt forbindelse, hvilket jeg vender tilbage til om lidt.

Diskussionen handlede om brugen af læremidler i danskfaget.

Der er en særlig stil, når man kommunikerer med disse folk, hvilket efter min mening hænger sammen med et didaktisk miljø, som er underligt lukket i forhold til samfundets pædagogiske og åndelige processer.

 

1. Forhistorie

Jeg blev først opmærksom på kombinationen af lukkethed og arrighed, dengang Bundsgaard og Misfeldt skrev et såkaldt peer-review på folkeskolen.dk af Keld Skovmands indflydelsesrige bog om Fælles Mål. Det var, som jeg ser det, et nedladende og pinligt misbrug af peer-review-genren, som jeg da også prompte påtalte, og som Misfeldt vist også skammede sig lidt over, sådan lidt i det stille på en eller anden afledt tråd. Selve reviewet var belærende på en nærmest arrogant måde, samtidig med at det totalt overså Skovmands anliggende.

Siden var jeg i vinters til en konference i det didaktiske miljø i forbindelse med udgivelsen af et temanummer af Cursiv om læringsmål. Også her var der en underlig lukket stemning. Og ingen talte om Keld Skovmands arbejde. Der var heller ingen analyser af skolereformen og slet ingen referencer til samfundsvidenskabelige diskussioner, f.eks. drøftelser af konkurrencestat eller andet. Mystisk. Det var kun et par små undtagelser, som jeg lader ligge her.

Men Skovmands bog var alligevel anmeldt i i selvsamme Cursiv af professor Per Fibæk Laursen, som i modsætning til Bundsgaard og Misfeldt var meget begejstret for bogen. Men Fibæk er også i proces, for nu at sige det på den måde. Han studerer både Løgstrup, Holger Henriksen og Bakhtin for tiden. Det er dejligt. Fibæk deltog i øvrigt ikke på konferencen. Det gjorde Bundsgaard og Misfeldt derimod. De nævnte, så vidt jeg husker, ikke kritikken af læringsmålene med et ord.

I sidste måned skrev Bundsgaard en blog på folkeskolen.dk om, at Fælles Mål skam var meget indholdsorienterede og fyldt med dannelse. Han skrev det på sådan en underlig måde, som om at han slet ikke havde fulgt med i diskussionen, som jo netop med solide argumenter går på, at målenes pædagogiske grundstruktur fører til indholdstab og atomisering. Og de eksempler på indhold, Bundsgaard gav, var slet ikke indholds- men derimod kompetencebaserede. Jeg påtalte det på debattråden, men blev irettesat af debatredaktøren på folkeskolen.dk, Karen Ravn, som synes at Bundsgaards og Misfeldts ”peerreview” var både ”detaljeret” og ”publiceret”, selvom det jo bare var et polemisk blog-indlæg. Jeg fik da også rosende mails fra toneangivende forskere i den anden ende af røret.

 

2. Bundsgaards aktuelle indlæg om læremidler

Og her for et par dage siden var den så gal igen. I forbindelse med udgivelsen af en ny bog om dansklæreres brug af læremidler, havde man på folkeskolen.dk interviewet Jeppe Bundsgaard, der sagde nogle lidt skæve ting i samme ånd som de andre indlæg, jeg har omtalt. Han mente, at staveindlæring skulle være kontekstorienteret, for ellers ville børnene ende som ”funktionærer”. I første omgang lod jeg det fare, for jeg synes ikke, at jeg ville gøre mig kæmpeklog på alt muligt med, hvordan man lære børn at stave, og heller ikke på om de bliver ”funktionærer” – som Bundsgaard udtrykte det – hvis man gør på en bestemt måde. Selvom jeg nok havde en fornemmelse af, at det hurtigt kunne komme noget meget mere funktionær-agtigt ud af Bundsgaards ’kompetencer i 2050’-metode, som så skal måles på Pisa og alt muligt.

 

3. Alexander von Oettingens svar

Men på et tidspunkt nede i debattråden vågnede jeg alligevel lidt op. Jeg fik et dejavu med hensyn til Bundsgaards mærkelige afvisning af almenpædagogiske emner både det ene og det andet sted, altså alt det, som jeg lige har omtalt.

Det var landets førende didaktiker, Alexander von Oettingen, der havde været så venlig at skrive følgende kommentar i tråden:

”Skolens undervisning er paradoksal: Interessant artikel om en didaktisk klassiker, mange reformpædagoger har prøvet at knække, men uden held. Kan undervisning komme tæt på “virkeligheden”, og hvordan undgår man repetetiv undervisning, der kun er teknokratisk og ikke kritisk og dannende. Det prøvede fx Tvind, det prøvede arbejdsskolepædagogikken, og i dag prøves det under slogan “Den åbne skole”. Det er nærliggende, men kategorisk forkert. “Virkeligheden” i skolen skal ikke søges udenfor skolen, men i skolen. Øve, gentage, repetere, prøve igen og igen, er didaktiske grundformer. Ja, man lærer ved at øve og øve og gentage og gentage i distance til virkeligheden. Det er hele skolens logik. Hvad så med projektarbejdsformen og simulering af “som om virkeligheder” i undervisningen? – også fint. Men man skal ikke foregøgle eleverne, at verden og virkeligheden er deres “som om”, og man skal ikke designe en didaktik, der miskrediterer at øve, at gentage, at afprøve, at fejle, at forsøge og repetere. Så formulerer man en didaktik udenom skolen. Skolens undervisning er paradoksal, fordi man underviser i noget, man ikke bare kan erfare i livet, men som man skal bruge for at kunne leve livet.”

Og Oettingen fortsatte i samme ånd på sin twitter-profil. Med andre ord foreslog han, at læremiddelsdiskussionen blev knyttet an til almenpædagogiske emner (jf. ”paradoks” og ”virkelighed” etc.).

 

3. Jeppe Bundsgaards svar

Man kan selvfølgelig diskutere alt muligt i Oettingens lille kommentar, men pointen er da vigtig, ikke sandt? Nå, men det synes Bundsgaard ikke. Han svarede følgende, nærmest i dyb undren:

”Alexander, først tænkte jeg, om dit indlæg byggede på en filosofisk teori af en art. Men du skriver: “Øve, gentage, repetere, prøve igen og igen, er didaktiske grundformer. Ja, man lærer ved at øve og øve og gentage og gentage i distance til virkeligheden”. Og det et jo et empirisk udsagn. Mig bekendt har læringsvidenskaben tilbagevist den forestilling for ganske længe siden. Se fx Keith Saywers Handbook of the Learning Sciences. Har Du noget belæg for dit udsagn? Eller et det bare en personlig holdning?”

Det var disse formuleringer, jeg så som en bekræftelse på Bundsgaards øvrige markeringer gennem tiden. Det var især det sært nedladende udtryk ”filosofisk teori af en art” og ”er det bare en personlig holdning” og så denne henkastede og skråsikre reference til ”læringsvidenskaben”, der generede mig i denne omgang. Der findes jo også en kritik af ”læring”, skal jeg hilse og sige. Det er jo netop noget af af denne kritik, som Skovmand refererer til. Og den “filosofiske teori”, som trækker på centrale dele af den tyske dannelsestradition, kan man jo læse om i von Oettingens fine bøger. Men det er som om, at Bundsgaard slet ikke ved noget om det? Og så vil han alligevel have noget, som han kalder for “belæg”?

 

4. Min kommentar til Bundsgaard

Jeg skrev derfor følgende:

”Jeppe: Du skriver underligt uoplyst og nedladende: “en filosofisk teori af en art”? Kender du ikke til von Oettingens store arbejde med disse emner, som har rødder i hele kulturhistorien? Du kan da bare ikke afvise skolefilosofiske grundspørgsmål med en generel henvisning til en håndbog i “learning science”?

Og dit eget dannelsessyn vil helt klart skabe små “funktionærer”, som du kalder det. Og der er heller ikke nogen “helhed i dansk”, i det syn du lægger frem, tværtimod er der atomisering og indholdstab. Du bygger det jo op ud fra nogle abstrakte og postulerede fremtidskompetencer. Og samtidig langer du – sammen med Morten Misfeldt, som jo står bag de efterhånden maltrakterede fælles mål – pinlige “Peer reviews” ud til landets førende skoletænkere. Det er ikke i orden fra et fagligt synspunkt efter min opfattelse.”

 

5. Simon Skov Fougt kaster sig ind i debatten

Det havde Bundsgaard ikke lyst til at svare på. Derimod overtog Bundsgaards elev, Simon Skov Fougt, som er adjunkt ved UC-Metropol, taktstokken. Han svarede nemlig følgende i på en måde, som kun en ægte elev kan sprutte:

”Kære Thomas

Tak for dit saglige, objektive og oplyste argment, som i dtalt grad vidner om vigtigheden af at knne læse mellem linjerne. Det gavner i den grad debatten med sådanne indlæg, som besltter hvad andre mener. Der mangler vist nogle u’er i mit indlæg, og dem kan du selv sætte efter dit eget valg. Nå ja, afkodning vs. læseforståelse?”

 

6. Mit svar til Fougt

Fougt havde ikke forstået min indvending. Han troede, jeg talte om ”læremidler”, men håne og spotte gik det fint med. Jeg svarede derpå følgende:

”Kære Simon

Jeg forstår ikke meningen med din kommentar, men vil gerne gentage min pointe. Du forstår den nok ikke, men det gør trådens øvrige læsere måske:

Bundsgaards afvisning af von Oettingens indvending har samme lidt uoplyste, hjælpeløse og nærmest filosofi-fjendske karakter, som kom til udtryk i Bundsgaards forsøg på at fagfællebedømme Keld Skovmands glimrende bog om de fælles mål. Og jeg fik det samme indtryk fra et blogindlæg, som Bundsgaard skrev for et par uger siden, hvor han også nærmest virkede uvidende – måske ligegyldig – med hensyn til karakteren af den kritik, som målstyringen har været udsat for. Jeg markerede i begge tilfælde min kritik.

At dette er et lidt generelt billede af de didaktiske miljøer i landet, fik jeg også bekræftet på en konference i vinters om læringsmål. Flere af indlæggene byggede på et ledsagende nummer af Cursiv, som med enkelte undtagelser var mærkeligt lukket vedr. de mere grundlæggende pædagogiske og samfundsvidenskabelige emner. Heldigvis indeholdt tidsskriftet også en meget rosende omtale af Skovmands bog af professor Per Fibæk, som er ved at arbejde sig hen i nærheden af de pædagogiske grundspørgsmål igen efter nogle år i dårligt selskab. På konferencen deltog også Morten Misfeldt, som har en kæmpeaktie i Fælles Måls fiasko, og som var med i Bundsgaards pinlige review.

Jeg har to gange drøftet nogle af disse emner med Bundsgaard – en gang ved en konferencereception og en gang ifm ovennævnte konference – og begge gange undervurderede han den læringsteoretiske grund for Fælles Mål. Han mener, at skolereformens læringssyn har noget med Klafki og Dewey at gøre, hvis jeg har forstået ham ret, selvom disse navne mig bekendt aldrig har været i spil i reformens tekstlige grundlag og omgivelser. Derimod vil de evt. kunne lægges til grund for kritikken af netop de emner, som Bundsgaard mener, at de støtter.

Bundsgaards kommentar til Alexander von Oettingen om ”en eller anden filosofi” forstærker dette indtryk. Oettingen, som ellers har skrevet en række glimrende og tankevækkende bøger om didaktik –  bøger som efter min mening langt overgår Bundsgaards i dybde og indflydelse – foreslår, at man tænker nogle af pædagogikkens grundlæggende paradokser ind i læremiddeltænkningen. Men dette interessante synspunkt affærdiges på samme måde simple måde, som dengang Skovmand rejste sin kritik, og som også kom til udtryk på ovennævnte konference.

Både indhold og formen på din bemærkning til min kommentar understreger yderligere denne problematiske essens i dele af det miljø, undersøgelsen udspringer fra.

Mvh Thomas”

 

7. Fougts svar til mig

Selvom dette indlæg jo var sagligt og regulært, tændte Simon Skov helt af i sit svar, hvor jeg har fremhævet de vildeste dele med fed:

 “Rømer 2

Kære Thomas

Det kræver da ikke særlig meget tankevirksomhed at forstå den besked? Det var en oplagt måde at starte mit svar til dig på. For dermed har jeg antageligvis – eller forhåbentligvis – fornærmet dig (og ellers lad mig oversætte: Hvis du ikke forstår det, må du være uintelligent… Jf. din kommentar: ”Du forstår den nok ikke, men det gør trådens øvrige læsere måske”).

Jeg er så træt af dine personangreb og din brug af præsuppositioner. For nej, jeg er ikke enig med dig i alle dine vurderinger af, hvad der er godt og skidt. Jeg er dybt, dybt dybt uenig i dit behov for at fornærme andre. Hvis Hanne Vibeke Holst gad blande sig her, ville hun måske – eller forhåbentligt – skælde dig ud for at ’forurene det offentlige rum’. Jeg reagerer, fordi jeg ganske enkelt ikke forstår dit primale behov for at gå efter manden. Hov, nu gjorde jeg det selv igen. Undskyld. Men det er nok i virkeligheden omsonst at forklare dig det (igen!). Undskyld.

Og jeg forstår slet ikke dit behov for at fortsætte en mudderkastning her med alle de ting, som tilsyneladende går dig på – men som absolut intet har med denne sag at gøre (Fælles Mål, Misfeldt osv.). Det vidner om en meget lille mand, der har brug for at kaste med mudder… (igen…). Så nej, Thomas, hverken indhold eller form på min bemærkning understreger intet om det miljø, undersøgelsen kommer fra. Den understreger, at jeg er så træt af dit evindelige mudderkastning!

Sagen her handler om, at vi på baggrund af en undersøgelse af anvendte læremidler i dansk rejser en diskussion af, om danskfaget set gennem dets anvendte læremidler tegner et billede af et danskfag, som vi gerne ser det. Og for så kun at tale om mig selv: Jeg er scenariedidaktiker, og det betyder, at jeg ønsker, at skolen i højere grad orienterer sig mod verden uden for skolen og anvender faglighed i meningsfulde scenarier. Når stavning i gennemsnit fylder 21% af alle anvendte læremidler og samtidig, at stavning foregår isoleret (negativt korrelerende, og undskyld, det er et statisk fagbegreb, som du sikkert heller ikke forstår… aj altså undskyld – igen) med stort set alle andre indholdsområder, så synes jeg, at det er et problem, fordi al den læringsteori, jeg kender, argumenterer for, at behaviorisme ikke er den bedste måde at lære at stave på. Hvis der faktisk findes anden teori – læringsteoretisk eller filosofisk for den sags skyld – der modsiger dette, så vil jeg helt oprigtigt gerne vide det.

Jeg synes så, at Oettingen påpeger et interessant dilemma, som jeg som scenariedidaktiker selvfølgelig også selv diskuterer: Hvordan løser vi skolens grundlæggende didaktiske problem om, at en del af det, der skal læres, først giver mening senere. Mit bud er at orientere sig mod scenariedidaktikken – men med bevidsthed om, at den selvfølgelig ikke løser alt. Men kontekstløs træning går jeg ikke ind for! Du er sprogligt begavet, og jeg ville ønske at du anvendte den begavelse konstruktivt om sagen. Det er min pointe. Sagen her handler ikke om Fælles Mål, læringsmål, tegn på læring, folkeskoleloven, finansloven, tilbud i supermarkedet eller hvad ved jeg – den handler om de anvendte læremidlers indhold i dansk. Det vil jeg gerne diskutere. Men jeg gider sgu ikke fortsætte diskussionen med en mand, der ikke kan finde ud af at gå efter bolden. Så lad os lad manden ligge nu, og lad os diskutere bolden!

Simon”

 

8. Mit svar til Fougt:

Efter den svada var jeg lidt paf, men jeg fik da noteret følgende, hvor jeg afviste Fougts forståelse af både form og indhold:

”Kære Simon

Lad mig rekapitulere sagens gang:

1. Folkeskolen.dk bringer ovenstående artikel om lærermidler og læsning, som jeg for så vidt ikke blander mig i, selvom jeg undrer mig lidt over en række af formuleringerne.
2. Alexander von Oettingen blander sig i diskussionen med en almenpædagogisk kommentar. Bundsgaard svarer med en brysk, kort og nedladende bemærkning om Oettingens filosofi.
3. Jeg anholder denne bemærkning, og knytter den an til Bundsgaards almene tænkning og ageren ift. Keld Skovmand. Det er helt efter bogen.
4. Du svarer med en virkelig plat kommentar, som jeg er så venlig at skrive, at ”jeg ikke forstår”. Min ledsagende korte og lette ironi, som du omtaler, er jo nærmest at betragte som julepynt, hvis man sammenligner med ånden i din kommentar.
5. På trods af bodegastemningen skriver jeg alligevel en længere uddybning af mit synspunkt og peger i den forbindelse på nogle generelle træk ved det didaktiske miljø, som dine og Bundsgaards synspunkter udspringer af. Der er fyldt med begrundelser i svaret, og der er ingen bandeord eller noget som helst.
6. Du svarer ved – uden et eneste eksempel, hverken fra herværende tråd eller fra mit efterhånden store og brede forfatterskab – at tale nærmest i vildelse om ”personangreb”, ”mit behov for at fornærme andre”, ”forurene det offentlige rum”, et ”primalt behov for at gå efter manden”, ”en meget lille mand, der har brug for at kaste med mudder” og ”den evindelige mudderkastning”.

Det er helt klart, at du dermed nærmer dig den tendens, som jeg argumenterer for allerede antydes hos Bundsgaard, og som jeg af egen dybdeerfaring ved findes i visse kredse i forskningsmiljøerne, nemlig den totale mangel på evne til fri og saglig diskussion, samtidig med at man bander og svovler og klager uden henvisning til noget substantielt.

Endelig vil jeg kort sige: Disse emner har bestemt noget med skolereformen, fælles mål og almen pædagogiske emner at gøre. På en måde er det en del af problemet, at du ikke tror det.

Mvh Thomas”

 

9. Fougts svar til mig

Derpå indrømmede Fougt, at han var gået efter ”bevidste fornærmelser”, måske underforstået at han nu ville nøjes med de ubevidste? Jeg skynder mig at sige, at al dette ”fornærmelses”-vokabular, som Fougt hele tiden arbejder med og forudsætter, ligger mig særdeles fjernt. Det er en form for komedie han spiller med al den snak:

”Rømer 3

Kære Thomas

Jeg prøver sidste gang, denne gang uden bevidste fornærmelser:

1. Hvis der faktisk findes anden teori – læringsteoretisk eller filosofisk for den sags skyld – der modsiger dette, så vil jeg helt oprigtigt gerne vide det.
2. Du har helt ret i at jeg ikke forstår hvad revisioner af Fælles Mål osv. har med sagen at gøre. Det må du gerne forklare. Vores undersøgelse vidner om et danskfag, som jeg tror kun kan finde belæg i starten af 1900-tallet i curriculum
3. Det ville være fantastisk, hvis du kunne kaste lys over, hvad i undersøgelsen du reagerer på
4. Jeg beder om, at du går efter bolden, ikke personen. Hvis det ikke er muligt for dig, skal vi stoppe diskussionen. Den befæster nemlig ellers kun den tendens, som jeg er enig med dig i findes, men hvor vi ikke er enige om, hvem der bærer ansvaret.

Mvh Simon”

 

10. Mit svar til Fougt:

Hertil svarede jeg så:

”Jeg opfatter ikke dine bemærkninger som “bevidste fornærmelser”, men som en total mangel på kritisk bevidsthed og pligt. Jeg vil gerne kommentere jeres bog, men så skal jeg lige have den i hånden først. Min kommentar udsprang, som nævnt flere gange, af et mønster i Bundsgaards og andres behandling af pædagogisk indstillet forskning. Mine kommentarer handler slet ikke om bogens indhold. Måske er det det, som du misforstår.”

 

11. Fougts svar til mig

“Rømer 4

Kære Thomas Det er godt nok svært for dig kun at være saglig. Jeg kan godt leve med, at du mener, at jeg totalt mangler kritisk bevidsthed og pligt. Det er jo netop min opfattelse af dig.

Jeg afventer med glæde dine kommentarer på spørgsmål 2-4. Men du har ikke brug for bogen for at kunne kommentere på mit første spørgsmål? 1.Hvis der faktisk findes anden teori – læringsteoretisk eller filosofisk for den sags skyld – der modsiger dette, så vil jeg helt oprigtigt gerne vide det.”

 

12. Mit svar til Fougt:  

Det foreløbigt sidste indlæg i sagen er så mit eget svar til Fougt:

Kære Simon

Tre ting til dit sidste indlæg:

1. Jeg vil sige, at jeg bestemt ikke har lavet ”bevidste fornærmelser”, hvilket du derimod eksplicit selv hævder at have lavet, vel at mærke som svar på en række helt regelrette faglige og pædagogiske markeringer. Grunden til at jeg skrev, at jeg alligevel ikke opfattede dit indlæg som ”bevidste fornærmelser” – hvilket er et vokabular, jeg slet ikke har noget forhold til – var faktisk for at være venlig. For i stedet for at være fornærmet er det jo bedre og mindre psykologiserende blot at glemme sin kritiske sans og pligt. Det kan jo ske for enhver.
2. Ang læringsteori. Det er nok ikke lige stedet og konteksten, at gå ind i en dybere drøftelse af dette emne ift. jeres undersøgelse, som jeg jo ikke kender. Men jeg kan da sige, at jeg har skrevet udførligt om mange forskellige læringsteorier i bogen ”At lære noget i en verden uden gelænder” fra 2005 og også ved andre lejligheder. Med den erfaring i bagagen tror jeg, at forholdet mellem læring og danskfaget kan danne baggrund for mange forskellige begreber og spørgsmål, ligesom jeres egne spørgsmål formodentlig er dannet ud fra den forskningstradition, som I har udviklet med rod i kompetence- og kontekstbegrebet, hvis lukkethed jeg kritiserer på baggrund af de eksempler, jeg angiver. Og man kan efter min mening godt forsvare nogle af de ting, som Alexander nævner, uden at knytte an til ”repetitiv behaviorisme”, som du kalder det.
3. Jeg har bogført vores diskussion på min hjemmeside www.thomasaastruproemer.dk med en række uddybende links. Så har vi lidt fælles materiale, hvis diskussionen genopstår et eller andet sted, forhåbentlig uden ”bevidste fornærmelser”. Jeg har i al fald for alvor fået åbnet øjnene for nogle sammenhænge, som jeg skal undersøge ved lejlighed, hvilket jeg også skriver i indlægget.

Endelig vil jeg sige god vind med bogen og med konferencen i morgen. jeg håber, I får en god dag.”

 

13. Afrunding

Lige før mit sidste indlæg greb debat-redaktøren ind, fordi hun synes emnet var kørt af sporet, hvilket det jo overhovedet ikke var. Derimod var Fougts debatniveau i Marianer-graven, og måske var det den primære grund til indgrebet? Formodentlig heller ikke. Det er efter min mening snarere tale om en faglig strid, bortset fra alt det der med “fornærmelser”. Men det kunne debatredaktøren åbenbart ikke se.

Efterfølgende slog jeg op i Fougts Ph.d.-afhandling, som man kan finde på hans hjemmeside, fordi Fougt jo havde sagt, at han havde drøftet von Oettingens problemstillinger. Men von Oettingen figurerer ikke på litteraturlisten. Det gør Biesta heller ikke og næsten heller ikke andre fra den almene kritiske eller pædagogiske tradition. Til gengæld er der masser af referencer til det didaktiske miljø, som ”fornærmelses-vokabularet” jo udspringer af. Jeg stødte ind i en horisont med lås på. Jeg tror, jeg er stødt ind i et faktum: En lidt pudsig underafdeling af Danmarks Pædagogiske Oligarki.

Nu handler det blot om at finde ud af, hvordan denne relation mellem didaktik og DPO hænger sammen, for Bundsgaard er jo imod nationale tests og har engang kaldt Luhmann for en Lucifer, hvilket jo er en afvigelse fra DPO-normen. Jeg tror, at det bl.a. har noget at gøre med en bestemt fortolkning af en mentor fra Lærerhøjskolen og DPU, Karsten Schnack. Der er derfra ideen om, at man trækker på Dewey og Klafki stammer. Men jeg tror altså, at der er sket en forskydning af Schnaks ideer. På sin vis er Bundsgaard med sin Schnack-forbindelse en vigtig repræsentant for den sidste rest af lærerhøjskole på DPU, og han refererer da også direkte til Carl Aage Larsen i sin ph.d.. Bundsgaards behandling af disse referencer er nok værd at undersøge, for det er formodentlig der, vi finder svaret på, hvorfor lærerhøjskolens tradition er havnet i denne spruttende fornærmethed. Jeg tror også, at Bundsgaards syn på læring, kompetence og dannelse ligesom hænger fast i 90’erne, hvor disse begreber i højere grad smeltede sammen. Men nu vil jeg gå i gang med at læse mig ind på de mere præcise referencer i Bundsgaards og Skov Foughts arbejde..

Gad vide om forlaget sender mig et eksemplar af bogen om lærermidler? For jeg vil da gerne lære noget om, hvordan man staver sig til at blive ”funktionær”. Nej, spøg til side. Der er sikkert mange udmærkede artikler, og der er jo også mange andre forfattere, vil jeg tro. Min interesse er i al fald vakt nu.

 

Links:

Artikel om lærermidler med tråd, d. 13. oktober: https://www.folkeskolen.dk/617233/danskfagets-laeremidler-uddanner-boern-til-funktionaerer

Diskussion med Bundsgaard i sidste måned, d. 23. september: https://www.folkeskolen.dk/615873/dansk-er-saa-meget-mere

Bundsgaards og Misfeldts peer-review (bemærk kommentartråden, hvor både Skovmand, Mårtensson, von Oettingen og undertegnede ytrer sig), d. 18. april 2016: https://www.folkeskolen.dk/585830/uden-maal-og-med–et-peer-review

Simon Skov Fougts hjemmeside med link til ph.d.-afhandling: http://www.simon-skov-fougt.dk/main/top/index.php

Jeppe Bundsgaards hjemmeside med link til ph.d.-afhandling: http://www.jeppe.bundsgaard.net/phd/index.php

Von Oettingens tweet, d. 17. oktober: https://twitter.com/AvonOettingen