DPU blev i 2008 en del af Aarhus Universitet. Universitetet, og instituttet har derfor et særligt ansvar for landets pædagogik og pædagogiske forskning.
Dette ansvar går det desværre ikke så godt med at indfri, hvilket jeg nu vil give et prægnant eksempel på. Det drejer sig om en sag, hvor DPU/AU havde oprettet et ordinært professorat i pædagogik, som efter en fuldt gennemført ansættelsesproces uden videre blev nedlagt igen. Man havde endda tilbudt stillingen til en ansøger, Alexander von Oettingen, som få dage efter altså pludselig stod med fletningerne i postkassen. Kort tid efter nedlagde man professoratet som sådan af hensyn til ”strategi” og ”profil”.
Med mindre sagen indeholder vigtige informationer, som jeg ikke kender til, er der efter min mening tale om en skandale, vel at mærke med store konsekvenser. Og skandalen hænger organisk sammen med en række andre faglige processer, som jeg kort vil antyde. Her er historien om professoratet i pædagogik, som altså ikke blev til noget:
1. Opslag af professorat i pædagogik i 2014
Den 3. juli 2014 blev der opslået et klassisk professorat i pædagogik ved DPU med kontor på den ekspanderende afdeling i Aarhus. Opslaget var kommet i stand under den daværende universitets- og institutledelse: Mette Thunø var dekan for det nyetablerede Arts-fakultet, og Hanne Løngreen var institutleder ved DPU, som dengang hed IUP. Løngreen havde i 2011 afløst Lars Qvortrup, som var rejst til Aalborg, efter at han tilbage i 2010 forgæves havde forsøgt at afvikle filosofien på DPU.
Men Løngreen var egentlig ikke ideolog. Da hun opslog professoratet i pædagogik, ville hun blot – kraftig støttet af Mette Thunø – styrke DPU’s Aarhus-afdeling. Desuden ville hun etablere en aarhusiansk baseret uddannelse i pædagogik.
En række interesserede forskere brugte deres sommerferie på at skrive store engelsksprogede ansøgninger, som skulle indleveres allerede den 31. august 2014. Der var i alt 9 ansøgere, heriblandt mig selv (jvf. litteraturlisten), og der blev nedsat et bedømmelsesudvalg bestående af professor Per Fibæk Laursen (AU), professor Karen Borgnakke (KU) og den internationalt anerkendte professor Stephen Hopmann fra Universität Wien.
Midt i disse indledende manøvrer kom der imidlertid et ny ledelse, både på fakultetet Arts og på DPU.
På fakultetet blev Johnny Laursen ny dekan den 1. juli 2014, og rektor Brian Bech Nielsen var i forvejen næsten ny i sadlen. Laursen og Nielsen var mere sindige end den tidligere centrale ledelse, som var helt ude i OECD-hampen, men desværre manglede Johnny Laursen viden om forholdene i den pædagogiske jern- og åndsindustri. Rektor Brian Bech Nielsen er fysiker og fik hurtigt travlt med en stor sparerunde, som skulle give ham selv nogle “strategiske midler”, så pædagogikken var nok ikke lige i sigtekornet. Både Nielsen og Laursen støttede dog den tidligere ledelses reformers substans.
På institutniveau blev Hanne Løngreen afløst af den skolereform-begejstrede Claus Holm, som tiltrådte den 1. november 2014. Indtil da havde Holm været vice-institutleder, og før igen var han leder for DPU’s kommunikationsafdeling, hvor han støttede Lars Qvortrups aktion mod filosofien tilbage i 2010. Holm genoptog med det samme Qvortrups linje.
Holm havde ingen interesse i at arbejde for et professorat i pædagogik. Han er konkurrencestatsmand, og derfor handlede alt om læring, OECD og systemteori. Og Johnny Laursen, som selv er mere til organisation end til pædagogisk åbenhjertighed, og som var rundet af det globale universitets muld, havde ingen modstandskraft/lyst over for disse ideer. Han troede, at han ved at ansætte Holm satsede på drift, men det gjorde han ikke. Han tilpassede sig ideologien.
Allerede ved udnævnelsen af Laursen og ikke mindst af Holm midt i det hele tænkte jeg mit, men jeg havde dog ikke fantasi til at forestille mig, hvad det hele skulle udvikle sig til.
(Både dekan (Laursen) og institutleder (Holm) var i første omgang blot ”konstituerede”. Senere, men først efter hele forløbet, blev de ”ægte”.)
Den 8. december 2014 modtager ansøgerne bedømmelsesudvalgets vurderinger, som i al fald for mit vedkommende udelukkende var positiv (jvf. litteraturliste).
2. Ansættelsesprocessen
Allerede den 9. december 2014 fik jeg en mail, hvori ledelsessekretæren inviterede til ansættelsessamtale, som skulle finde sted den 9 januar 2015. Ansættelsessamtalen blev forestået af følgende personer fra DPU’s ledelseslag:
- Konstitueret institutleder Claus Holm
- Studieleder Eva S. Viala
- Afdelingsleder ved DPU-Aarhus Merete Wiberg
Det var tre ansøgere til samtale:
- Direktør for uddannelse og forskning ved UC-Syd, Alexander von Oettingen
- Mig selv, som var lektor ved DPU, Aarhus Universitet
- En tredje person, hvis navn jeg er bekendt med, men som jeg ikke vil nævne
Efter nogle dages venten blev Alexander von Oettingen – som tilhørte den kritiske linje, men som i tidens løb havde været lidt venligere stemt overfor skolereformens baggrundsteorier end jeg selv – tilbudt stillingen. Von Oettingen var nu professor i pædagogik.
Claus Holm ringer mig op og forklarer, at jeg mangler “forskningslederkompetencer”. Kort tid efter ringer han op igen og siger, at der snarere er tale om en “samlet vurdering”. Det var lidt forvirrende.
Der var efterfølgende lidt tumult på bagsmækken. Blandt andet kæmpede jeg for min sag ud fra en undersøgelse af den “samlede vurdering”, som Holm jo havde angivet som begrundelse for afslaget. Derfor sendte jeg den. 29. januar en redegørelse for mit synspunkt til rektor, vedhæftet en tabel hvor jeg sammenlignede von Oettingens videnskabelige meritter med mine egne. Mine indvendinger blev afvist den 9. februar med følgende ordlyd:
“Kære Thomas,
Som lovet vender jeg nu tilbage til din mail om den igangværende ansættelsessag på Arts. Jeg har i anledning af din henvendelse modtaget en grundig orientering fra konstitueret dekan Johnny Laursen om den endnu uafsluttede ansættelsessag. På baggrund af orienteringen er det min opfattelse, at retningslinjerne i ansættelsessagen er fulgt.
Som du sikkert ved, er det dekanen, der træffer den endelige afgørelse om besættelse af stillingen. Jeg vil derfor afholde mig fra at gå yderligere ind i sagen. Hvis du har spørgsmål i den forbindelse, foreslår jeg derfor, at du kontakter Johnny Laursen herom. Jeg skal gøre opmærksom på, at Johnny Laursen er blevet gjort bekendt med din mail gengivet nedenfor.
Med venlig hilsen Brian”
Ok, det var der jo ikke noget at gøre ved. Man kan ikke vinde hver gang.
Jeg kan huske, at jeg undrede mig over rektors formulering om ”den endnu uafsluttede ansættelsessag”, for der var jo gået tre uger siden ansættelsessamtalen, og von Oettingen havde så vidt jeg vidste for længst fået tilbudt stillingen. Men jeg tænkte, at det nok bare var en fejl.
Alexander von Oettingen, som allerede dengang havde et stort fagligt virke bag sig, var nu klar til at indtræde som ordinær professor i pædagogik ved Aarhus Universitet.
Troede vi!
3. Nedlæggelsen af professoratet med henvisning til “strategi”
For hovsa! Hvad skete der så lige? Pludselig den 25. februar 2015 – altså ca. 7 uger efter ansættelsessamtalen – tikkede følgende mail ind i Outlook fra Claus Holm, som altså kun havde været institutleder i 3 måneder:
”Kære Thomas Aastrup Rømer
Tak for din ansøgning til – og efterfølgende samtale om – stillingen som professor i pædagogik ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (IUP), Aarhus Universitet med arbejdssted ved IUP, Campus Aarhus.
På baggrund af, at der på instituttet stadig pågår væsentlige strategiovervejelser med konsekvenser for den organisatoriske udvikling og instituttets profil, der i særdeleshed omfatter IUP’s Campus Aarhus har jeg, efter drøftelse med dekan Johnny Laursen, besluttet ikke at besætte stillingen som professor i pædagogik.
Med venlig hilsen Claus Holm, Kst. Institutleder”
Så Claus Holm og Johnny Laursen havde altså i fællesskab – nærmest i nattens mulm og mørke – besluttet, at det er i modstrid med et pædagogisk instituts “strategi” og ”profil”, at have et professorat i pædagogik! Det må være den mest barokke og ukvalificerede begrundelse i dansk pædagogiks historie nogensinde. Det svarer jo til, at det vil være ’ustrategisk’ at oprette et professorat i økonomi på et økonomisk institut?
Og Alexander von Oettingen, som jo havde fået stillingen tilbudt – og som var i fuld gange med at træffe alle de praktiske foranstaltninger, der følger med et jobskifte – måtte simpelthen aflevere sin stilling igen i løbet af få dage! Hvad mener I? Hvilken absurd behandling af et andet menneske. Man skulle tro, man var ansat i et østeuropæisk transportfirma.
En sådan uretfærdighed kan man kun gennemføre, hvis man har en ideologisk dagsorden. Og denne ”ideologiske dagsorden” var i dette tilfælde et “strategisk” opgør med pædagogik, orkestreret af DPU og AU i en eller anden form for symbiose.
En forklaring findes måske i Claus Holms syn på, hvad en ”professor” er. Tilbage i juni 2014 – altså mens han endnu var viceinstitutleder, og samtidig med at professoratet blev opslået – fortalte han i Information, at en professor ikke mere skulle være et ”fagligt fyrtårn”, men derimod glæde sig over universitetsledelsens ”tydelige og klare forventninger” til, hvordan han/hun skal ”udfylde rollen som professor”. Kort sagt: Vi skal gå fra ordinære professorater, der drager omsorg for et fælles kundskabsområde, til strategiske mso-professorater, der bekræfter universitets-organisationens interesser. Så altså: Slut med ”faglige fyrtårne” (Holm 2014).
I oktober 2015, altså et halvt år efter skandalen, blev Alexander von Oettingen i stedet pro-rektor ved UC-Syd, hvorfra han i dag bedriver sit virke; blandt andet som leder af arbejdet med Danmarks Lærerforenings skoleideal, hvis ny-humanistiske tendens går stik imod Claus Holms ideer (Grønkjær 2017).
Aarhus Universitet har med hele denne stillingsproces gjort sig selv medansvarlig for et opgør både med landets pædagogiske tradition og praksis, og med pædagogikkens forbindelse til europæisk dannelse som sådan. Endelig må man sige, at universitetets respekt for ansættelsesetik i almindelighed og for behandlingen af von Oettingen i særdeleshed er under al kritik. Fagforeningen burde faktisk gribe ind efter min mening. Rektor bør under alle omstændigheder.
Jeg har ca. en gang om året mindet både rektor og dekan om dette problematiske forløb, men det har ikke afstedkommet nogle korrektioner eller beklagelser. Rektor Brian Bech Nielsen henviser blot til sin dekan, og dekanen anser sagen for ”afsluttet”. Men det er den ikke. Den lever lige der, hvor der er pædagogik i landet. Holm er tavs som graven.
4. Den nye strategi
Og hvad handler så den nye ”strategi” om, som de konstituerede ledere henviser til i deres skandaløse mail til os ansøgere? Her er fire kraftfulde eksempler:
For det første oprettede man få uger efter nedlæggelsen af det ordinære professorat en masse MSO-professorater i afgrænsede pædagogiske emner og funktioner. Oprettelsen af disse strategisk definerede professorater var en del af en større proces, som netop skulle styrke institutternes ”strategisk orienterede fagudvikling”, som det hed. F.eks. blev der ansat en professor MSO i systemteoretisk madforskning og en anden i kvantitativ forskning. Det var ”lige hvad Danmark havde brug for”, erklærede Claus Holm ved et stort indsættelsesarrangement. Selv kom jeg og andre filosofisk interesserede ikke engang i betragtning. Vi var helt uden for “strategisk” rækkevidde. Om Alexander von Oettingen også søgte, ved jeg ikke.
I 2017 kom der endnu en runde med mso-professorater efter samme skabelon og med samme resultat. Lars Qvortrup, hvis ideer Holm er dybt præget af, sad i det centrale interne udvalg.
For det andet: Året efter nedlæggelsen af professoratet, i 2016, etablerede Aarhus Universitet og DPU det såkaldte ”Nationalt center for skoleforskning” med den smallest tænkelige faglige horisont. Holm udnævnte sin åndsfælle Lars Qvortrup til leder, mig bekendt helt uden offentlig stillings- og ansættelsesproces. Den kontroversielle forsker, John Hattie, var eneste pædagogiske reference på centrets www-forside.
For det tredje: Samme forår, altså i 2015, understøttede Claus Holm de anslag mod min forsknings- og ytringsfrihed, som Dorthe Staunæs og Malou Juelskær rettede mod mit kritiske arbejde, og som først blev frafaldt efter hårdt offentligt slid fra brede kredse i samfundet. Dekan Johnny Laursen understøttede klagerne ved overhovedet at behandle dem formelt og med fuld proces (Rømer 2015b). Efterfølgende blev Staunæs professor MSO. I dag er sagen nærmest tabu, selvom den er udførligt beskrevet i Heine Andersens meget omtalte bog “Forskningsfrihed” (Andersen 2017).
Endelig er det, for det fjerde, værd at nævne den udgrænsning af pædagogik, normativitet og didaktik fra instituttets forskningsprogram-organisering, som allerede fra 2015 blev et resultat af DPU’s nye ”strategi 2015-2020”, og som betonede læring, globalisering, sammenligninger og intervention (Rømer 2019).
DPU’s og AU’s “strategi” havde gjort dens arbejde.
Dermed opsluges Aarhus Universitet af det, jeg har kaldt for Danmarks Pædagogiske Oligarki, som er en særlig form for pædagogisk glemsel, som både er teoretisk og organisatorisk struktureret omkring en meget smal læringsideologi (se f.eks. Rømer 2015). Først blev DPU opslugt af AU, og bagefter spiser DPUs ”læring” så AU med kniv og gaffel.
5. Andre reaktioner på sagen: Thorkild Thejsen og Benny Bang Carlsen
I mit første indlæg om denne sag fra 2017 nævnte jeg ikke Alexander von Oettingens navn. Men von Oettingen trådte offentligt frem i maj 2019, hvor han fortalte sin historie til den tidligere chefredaktør for Folkeskolen.dk, Thorkild Thejsen. Thejsen skrev om sagen under et indlæg på folkeskolen.dk af netop Claus Holm, hvor Holm forsvarer sig mod endnu en kritik af pædagogik-tabet på DPU (Holm 2019). Efterfølgende delte Thejsen sin tekst på Facebook, som jeg her har kopieret fra.
A. Thorkild Thejsens indlæg:
”EN UROMANTISK STINKER FRA DEN NÆRE FORTID
Fagbladet Folkeskolen har i flere artikler vist, hvordan forskningsmiljøerne på DPU omkring skolens fag er blevet ødelagt eller nedlagt. Det afviser institutbestyreren med en byge af succestal, der et en Danske Bank-direktør værdig. Der er ikke brug for en romantisering af fortiden, skriver han. Og dekanen for fakultet kalder kritikken for “ammestuehistorier”.
Jeg er enig i, at der ikke er brug for romantisering, så her er en sag fra den nærmeste fortid, der bestemt ikke er romantisk, men som siger noget om den måde, DPU ledes med.
Her kommer en stinker:
DPU opslog for et par år siden et professorat i pædagogik. Ansøgerne blev vurderet af et udvalg, der bestod af tre professorer – to danske og en østrigsk, hvorefter et enigt ansættelsesudvalg på DPU pegede på en person til stillingen.
Han blev derefter ringet op af institutleder Claus Holm og fik at vide, at professoratet var hans.
Champagnepropperne sprang hos den glade ansøger, og få dage efter var han til møde med Claus Holm i København for at aftale de praktiske ting omkring starttidspunkt.
Han tog glad hjem og begyndte afviklingen af sit arbejde på professionshøjskolen.
Alt var altså indtil videre perfekt. For den person, der var udpeget til pædagogikprofessoratet, har stor teoretisk og praktisk viden om skolens fag, om skoleundervisningens betydning for elevernes dannelse, om almen pædagogik og om læreruddannelse. Han ville i den grad kunne være med til at genetablere forbindelsen mellem grundskolen og DPU.
Men så skete der noget mærkeligt. Ja, noget uhørt:
Tre dage efter ringede Claus Holm igen. Og løb fra det hele!
På trods af tilsagnet om professoratet skulle ansøgeren alligevel ikke have den stilling, som han af Claus Holm havde fået at vide var hans.
Derfor er dr.pæd. Alexander von Oettingen i dag ikke professor pædagogik, men stadig prorektor på UC Syd.
Ja, ham var det, at Claus Holm så skamløs alligevel ikke ville have!
Jeg kender ikke begrundelserne. Men det er da tankevækkende, at von Oettingen – med sin solide faglighed og dybe rødder i skolen – er kritisk over for de nyhellige læringsmålsbegejstrede evidensfikserede konkurrencestatsgeneraler.
Det er tankevækkende, at von Oettingen ikke fik det professorat, han var enstemmigt indstillet til og havde fået tilbudt.
Det er tankevækkende, at DPU’s institutleder kan slippe godt fra først at følge ansættelsesudvalgets indstilling af en stærk kandidat til et professorat i pædagogik, og – efter at have bekræftet ansættelsen over for von Oettingen – så beslutter ikke at oprette stillingen!
At det etisk er meget flosset er én ting.
Men at det også er ærgerligt og skadeligt for DPU’s samspil med folkeskolen og dens lærere er evident.”
B. Benny Bang Carlsen
Benny Bang Carlsen er lektor og ph.d. i dansk ved VIA-UC. Han har siddet i en række vigtige arbejdsgrupper inden for UC-sektoren og i staten. Han har også skrevet en række interessante bøger og artikler om danskfagets indhold og grundproblemer.
Bang Carlsen kommenterede professor-sagen på samme tråd som Thejsen. Også han er yderst kritisk over for Aarhus Universitets skandaløse behandling af Alexander von Oettingen.
Bang Carlsen skriver følgende:
”Skeletterne vælter ud af skabet på DPU!
Som almindelig borger i et demokratisk samfund, hvor vi orienterer os efter alment anerkendte og accepterede retsprincipper, bliver man harm, når man læser om denne forfaldshistorie på DPU i nyere tid. Men som ledelsen plejer at sige på DPU, så der er vel blot tale om en ny ammestuehistorie!
‘Something is rotten at DPU’. Pinlig udstilling af en inkompetent ledelse. Jeg går ud fra, at DPU har kompenseret for den elendige behandling af ansøgere – især for Alexander Von Oettingens vedkommende – med et betragteligt erstatningsbeløb, ellers hører al anstændighed op i denne famøse sag.”
6. Sagens kronologi
A. Generel kronologi:
3. juli 2014: Stillingen opslås officielt.
31. august: Ansøgningsfrist
19. september: Annoncering af bedømmelsesudvalg
8. december: bedømmelsesudvalget afgiver deres vurderinger
9. december: Invitation til ansættelsessamtale
9. januar 2015: Ansættelsessamtaler
25. februar: Claus Holm udsender en mail om, at stillingen er nedlagt pga. ”strategiovervejelser” og af hensyn til ”instituttets profil”.
(Der kommer ny dekan og institutleder hen over sommer/efterår 2014. Johnny Laursen konstitueres som dekan d. 1. juli og Claus Holm som institutleder d. 12. november)
B. Alexander von Oettingens kronologi (som bekræfter Thorkild Thejsens fremstilling):
9. januar 2015: Ansættelsessamtale
15. januar (ca.): Claus Holm kontakter telefonisk Alexander von Oettingen og tilbyder ham stillingen som professor i pædagogik.
21. januar (ca.): Claus Holm og Alexander von Oettingen mødes på DPU i Emdrup for at arrangere det praktiske. Holm siger, at han vil eftersende en ansættelseskontrakt til Oettingen. Kontrakten kommer aldrig.
28. januar (ca.): Claus Holm kontakter von Oettingen og orienterer ham om, at stillingen alligevel ikke bliver oprettet. Der henvises i vage vendinger til ”strategi”
10. februar (ca.): Von Oettingen taler i telefon med dekan Johnny Laursen, som bekræfter Holms orientering.
25. februar: Claus Holm udsender en meddelelse pr. mail om, at stillingen er nedlagt pga. ”strategiovervejelser” og af hensyn til ”instituttets profil”.
C. Min egen kronologi:
9. januar 2015: Ansættelsessamtale
19. januar: Holm kontakter mig pr. telefon med afslag pga. manglende ledelseskompetence og for få hjemtagninger af forskningsmidler.
21. januar: Holm ringer igen og understreger, at der er tale om en ”samlet vurdering”
22. januar: Jeg varsler en klage til dekanen
26. januar: Dekanen afviser varslingen
29. januar: Jeg sender en klage til rektor
9. februar: Rektor svarer og afviser klagen
25. februar: Claus Holm udsender en meddelelse pr mail om, at stillingen er nedlagt pga. ”strategiovervejelser” og af hensyn til ”instituttets profil”.
D. I månederne efter:
- Der oprettes en række nye mso-professorater med udgangspunkt i ”strategien” (februar/marts 2015+2017).
- Der etableres nye forskningsprogrammer, der afviser de didaktiske/filosofiske interesser (i løbet af 2015).
- Ytringsfrihedssag på DPU, hvor to folk fra et af de nye forskningsprogrammer – med Holms og dekanens understøttelse – klager over en kritisk analyse af deres arbejde (april 2015).
- Oprettelsen af Nationalt Center for Skoleforskning (sommeren 2016).
7. Konklusioner
Her er to af de centrale konklusioner på forløbet:
- På Aarhus Universitet kan man finde på først at tilbyde et professorat til en ansøger og derefter uden videre tage stillingen fra den pågældende, som ellers er blevet vurderet kvalificeret af et faglig bedømmelsesudvalg. Man kan altså ikke gennemføre en regulær ansættelsesproces.
- På Aarhus Universitet står ”pædagogik” i modsætning til et ”pædagogisk” instituts “strategi”.
Er der nogen – ud over universitetets og DPU’s ledelse – der synes, det er i orden?
Diverse links/referencer:
Andersen, H. (2017). Forskningsfrihed – ideal og virkelighed, Hans Reitzels Forlag, s.324-328.
Grønkjær, L. (2017). ”Forsker: Et skoleideal skal minde os om, at skolen er mere end output”, Politiken Skoleliv, d. 11. oktober. https://skoleliv.dk/nyheder/art6151335/Et-skoleideal-skal-minde-os-om-at-skolen-er-mere-end-output (interview med von Oettingen om Danmarks Lærerforenings skoleideal)
Holm, C (2014). “De dygtigste forskeres frihed udnyttes dårligst”, Information, d. 19. juni. https://www.information.dk/debat/2014/06/dygtigste-forskeres-frihed-udnyttes-daarligst
Holm, C. (2019). ”Replik fra Claus Holm: DPU har styrket forskningen i skolefagene”, www.folkeskolen.dk, d. 16. maj. Man kan læse Thejsens og Bang Carlsens bemærkninger i bunden af den ledsagende debattråd. https://www.folkeskolen.dk/659804/replik-fra-claus-holm-dpu-har-styrket-forskningen-i-skolefagene
Rømer, T.A. (2015). Pædagogikkens to verdener, Aalborg Universitetsforlag.
Thorkild Theisen: ”Den der tier, samtykker, Claus Holm”, indlæg på Folkeskolen.dk, d. 17. august 2019. https://www.folkeskolen.dk/824188/den-der-tier-samtykker-claus-holm
Artikel i Folkeskolen.dk: ”Professor: Alexander von Oettingen ville have været en stor gevinst for DPU”, d. 19. september 2019. https://www.folkeskolen.dk/879152/professor-alexander-von-oettingen-ville-have-vaeret-en-stor-gevinst-for-dpu
Stillingsopslagets ordlyd er her: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2018/06/Professor-of-education-engelsk-opslag.docx. Min egen ansøgning kan tilgås i dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/11/Ansoegning-DPU-2014.pdf. Og bedømmelsesudvalgets vurdering af min ansøgning står her: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/11/bedoemmelse-DPU-2014.pdf. Den indsigelse til universitetets ledelse vedr. beslutningen om at ansætte von Oettingen, som er omtalt i blogindlægget, står her: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/11/Indsigelse-til-rektor.docx
Øvrige analyser af DPU’s syn på pædagogik:
http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn-paa-fag-skole-og-samarbejdsstrategi.html
Samtidsdiagnose, læring og pædagogisk forskning – del 1
Samtidsdiagnose, læring og pædagogisk forskning – del 2
Rømer, T.A. (2015b). 2015-sag om ytringsfrihed: http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu
Rømer, T.A. (2019) Analyse af DPU’s strategi 2015-2020: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn-paa-fag-og-skole-del-3-dpus-strategi.html
Tilføjet i 2020:
Her er en liste over MSO-professorater på DPU i tidens løb. Listen er muligvis ikke komplet, så I må gerne skrive til mig og supplere. Datoen markerer tidspunktet for MSO’ernes tiltrædelsesforelæsning:
1. Frem til 2015:
Her er først listen over DPU’s MSO-professorater før nedlæggelsen af Alexander von Oettingens professorat i februar 2015. (De første MSO-professorater er i dag omdannet til nye stillinger). Lederskifter har jeg angivet i parentes:
(Lars Qvortrup tiltræder som dekan i 2008)
Ning de Coninck-Smith, 2009, i dag: professor.
Susan Tetler, d. 2. februar 2011, i dag: emeritus
(Hanne Løngreen bliver institutleder i 2011)
Karen Lund, d. 13. februar 2012, i dag: lektor
Dorthe Staunæs, d. 26. marts 2012, i dag: professor
Morten Nissen, d. 22. oktober 2014, i dag: professor
(Claus Holm bliver institutleder i november 2014)
Jeppe Bundsgaard, d. 23. januar 2015, i dag: professor
D. 25. februar 2015 nedlægges von Oettingens professorat i pædagogik.
2.
D. 6. marts 2015, dvs. umiddelbart efter nedlæggelsen af von Oettingens professorat, var der i et internt opslag af mso-professorater. Efterfølgende var der fem tiltrædelsesforelæsninger:
Karen Wistoft, d. 22. januar 2016
David Reimer, d. 12. februar 2016
Uffe Jankvist, d. 4. marts 2016
Line Lerche Mørck, d. 11. marts 2016
John Kreisler, d. 27. maj 2016
D. 18. august 2016: åbning af Nationalt Center for Skoleforskning.
3.
D. 16. juni 2017 var der igen opslag af tre mso-professorater, igen alene internt. Der var mindst to ansøgere ud af 14, som havde en pædagogisk-filosofisk baggrund. De kom dog ikke kom i betragtning, især med henvisning til det såkaldte H-index (som måler citationer).
Udvalget, der foretog bedømmelserne, bestod af folk fra DPU, dvs. Morten Nissen, Lars Qvortrup, Uffe Jankvist, Sue Wright, Venka Simovska, Hans Siggaard Jensen samt dekan for forskning ved fakultetet, Anne Marie Paahus.
Der blev kun ansat to MSO-professorater, så vidt jeg kan finde ud af.
Eva Gulløv, d. 26. januar 2019
Rie Thomsen, d. 19. marts 2019
4.
Aktuelle faste professorer på DPU (tiltrædelse i parentes):
Niels Egelund (1996)
Lars Qvortrup (1996)
Jens Rasmussen (2002)
Bente Elkjær (2002)
Dorte Marie Søndergaard (2003)
Susan Wright (2004)
Bjarne Wahlgreen (?)
Lars-Henrik Schmidt (2007?)
Hans Siggaard Jensen (?, engang i 00’erne?)
Cathrine Hasse (2014)
Venka Simovska (2016)
Dorthe Staunæs (2017)
Dovigo Fabio (2017?, meget sparsom publikations- og CV-registrering)
Ning de Coninck-Smith (2018)
Jeppe Bundsgaard (2020)