Nedenfor kan man læse seks indlæg om den aktuelle fyringssag. Teksterne, som er skrevet d. 7-8. december, står også på min facebook-væg, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.
De seks indlæg er følgende:
1. Fyringssagen dækkes af norsk medie
2. Angående underskriftsindsamlingen imod fyringerne på DPU
3. Klumme af Christian Egander Skov
4. Læringsrevolutionen samler tropperne
5. Ukollegial konspiration og videnskabelig praksis
6. Skifter AU mening om DPU?
1. Fyringssagen dækkes af norsk medie
Det norske forskningsmagasin, Khrono, har bragt sin anden artikel om DPU-fyringen. Denne gang skriver mediet om den aktuelle underskriftsindsamling, som er initieret af 11 fremtrædende fagpersoner.
Journalisten har interviewet en af initiativtagerne, professor Heine Andersen, som i sine udtalelser følger logikken i indsamlingens ledsagende tekst; en tekst der i dag bringes i Politikens papiravis:
For det første forstår Heine Andersen ikke begrundelserne for den almene fyringsrunde.
– ”Fem millioner kroner på et stort fakultet er jo ikke veldig mye penger. Det lyder merkelig at man ikke skulle kunne finne andre måter å spare de pengene på”.
Derudover har Andersen følgende markeringer med udgangspunkt forhold til min egen sag:
– ”En kan ikke frigjøre seg fra mistanken om at det er snakk om en form for represalier mot en kritisk forsker for å lukke munnen på ham”
– ”Det er ingen som angriper den faglige produktiviteten og dyktighet, han er internasjonalt anerkjent og svært produktiv. Han har også hatt betydning i debatten om utdanningspolitikken, der han har representert en linje som har gått mot den dominerende linjen. Det er en profilert person som har uttrykt seg kritisk. Det er jo et varsel om at det skal man ikke gjøre”
– ”Det er et fryktregime mange steder, på grunn av den autokratiske ledelsesformen som har utviklet seg ved danske universiteter. Folk er redde for å uttale seg”
Med andre ord: Tavsheden vil brede sig på universitetet og derfra ud i hele samfundet, så man ikke i fremtiden vil kunne regne med forskningens resultater eller generelt med de aktivitetsformer, som er forbundet med videnskabelig aktivitet.
Journalisten skriver da også, at Heinesen samlet set mener, at ”Oppsigelsesvarslene er et alvorlig slag mot den akademiske friheten”.
I 2019 skrev Heine Andersen en stor bog, som netop hed “Forskningsfrihed – ideal og virkelighed”. I den bog får man nærmest en forklaring på den aktuelle sags eksistens.
https://khrono.no/akademikeropprop-mot-oppsigelser-forsterker-et-fryktregime/740382
2. Angående underskriftsindsamlingen imod fyringerne på DPU
Jeg har lavet en liste over nogle af dem, der har skrevet under med deres evt. ledsagende begrundelser. Skriv til mig, hvis der mangler noget/nogen, eller hvis nogen gerne vil tages af listen.
http://www.thomasaastruproemer.dk/underskriftsindsamling-imod-fyringer-paa-dpu.html
3. Klumme af Christian Egander Skov
Redaktør og forfatter, Christian Egander Skov, er en af landets vigtigste borgerlige stemmer, både som redaktør for tidsskriftet Critique og i hans nye bog ”Borgerlig krise”.
Han støttede også Merete Riisagers arbejde med at bringe pædagogikken tilbage til dens naturlige tilstand. Det skete i en stor kronik i Politiken i 2018, som han skrev sammen med mange af dannelsens folk, f.eks. Peter Kemp, Niels Jakob Pasgaard, Lene Tanggaard, Brian Degn Mårtensson og flere andre. Egander Skov er en “uren pædagog”, som vi kalder det i min butik.
Nu har han så begået en veloplagt klumme i Berlingske, hvor han gennemgår min fyringssag.
Bare titlen, “På DPU må en god krise ikke gå til spilde”, tyder på en god interesse for situationen.
Først ridser han de faglige fronter op, og undervejs er der er fyldt med overraskende hyperlinks.
Dernæst gør Egander Skov lidt veloplagt grin med universitetets hemmelighedskræmmeri:
”Nu er der naturligvis ingen, der med sikkerhed kan sige, at Rømers afskedigelse har noget som helst at gøre med det anspændte forhold til institutlederen. Det hele kan være helt tilfældigt – ligesom når oligarker falder ud ad vinduerne i Rusland.”
Og sidste konkluderer han i følgende smukke sætninger:
”Derfor er Rømers stemme vigtig. Det er en modstandsrøst. Den er egensindig. Umulig at sætte i bås. Alt for villig måske til at sætte sig selv i sin egen bås. Hvad skal man dog stille op? Nogle gange vil man krone ham med laurbær og andre gange tømme en skoldhed suppeterrin i skødet på ham. Han er som hvepsen, der summer insisterende om hovedet på magten og fryder sig over at stikke.”
Mange tak til Christian Egander Skov.
https://www.berlingske.dk/kommentatorer/paa-dpu-maa-en-god-krise-ikke-gaa-til-spilde?referrer=RSS
4. Læringsrevolutionen samler tropperne
31 lektorer fra DPU har skrevet et åbent brev. Først sendte de brevet rundt på de indre linjer til hele DPU og til universitetets ledelse. Og i dag har de så publiceret brevet på folkeskolen.dk.
Tendensens læringspolitiske og almenpædagogiske profil bæres især frem af fremtrædende folk, der står institutlederens ideologi nær, f.eks. Lars Qvortrup, Jeppe Bundsgaard og Lars Geer Hammershøj. Også Morten Nissen, som var en central støtte for Dorte Staunæs’ klager i 2015, ligesom også Holm og Qvortrup var, er medunderskriver.
Det er netop denne almenpædagogiske konstellation, som disse personer udspringer af, som jeg har kritiseret siden 2010 i adskillelige tykke bøger.
Der er også flere andre, men de er mere anonyme i den store sammenhæng. Der er også et par deciderede undtagelser fra logikken, men det lader jeg ligge.
Forfatterne indleder med at fritage AU som sådan for ansvaret for fyringsrunden, og Claus Holm fritages for sit ansvar for de konkrete fyringer. I stedet skydes skylden entydig på politikerne. Dermed adskiller forfatterne sig radikalt fra analysen hos de 11 fagpersoner, der har igangsat underskriftsindsamlingen i solidaritet med DPU, hvor netop AU’s og Holms ansvar blev fremhævet.
Denne forskydning resulterer i en de facto accept af afskedigelsernes bagvedliggende ideologi; det vil sige en støtte til konkurrencestatens ideologi, som den viser sig i nogle af AU’s ledelses centrale dokumenter, som ledte til selve fyringsrunden, og ikke mindst til Claus Holms særlige pædagogisering af konkurrencestaten. Det er netop denne ideologi, som via Holms ”samlede vurdering” har kunnet udskille mit arbejde som irrelevant for DPUs ”fremtidige opgavevaretagelse”, som der står i varslingsskrivelsen.
Undervejs i indlægget sker det noget problematisk med hhv. kritik- og kollega-begrebet:
A. Kritik
Forfatterne roser Holm for hans åbenhed og for hans interesse for forfatternes forskningsområder. Det lyder som et meget dejligt sted.
Forfatterne skriver også, at den ”kritiske forskning lever i bedste velgående på DPU”. Måske kommer de frem til den konklusion, fordi de – som der står – opererer med ”forskellige forståelser af, hvad kritik er”. Men det er altså slut nu med disse “forskellige forståelser”, må man forstå, eftersom den mest kritiske stemme nu fjernes.
Fra nu af er det den af institutledelsen accepterede kritik, der altså ”lever i bedste velgående”.
Men denne underdanige kritik gælder ikke den filosofiske og almenpædagogiske kritik af DPU’s forudsætninger. Denne grundlæggende kritik betragtes nu som ukollegial og konspiratorisk, som jeg har fået at vide andetsteds. Lidt som da Merete Riisager blev sammenlignet med Donald Trump. Det er den nye “forståelse af, hvad kritik er”.
Derfor kan Qvortrup og hans “kolleger” som sagt konkludere følgende: “Den kritiske pædagogiske forskning lever i bedste velgående på DPU”. Man har udelukket kritikken i kritikkens eget navn.
Den almenpædagogiske tendens hos forfatterne er netop den blanding af systemteori, kompetencetænkning, poststrukturalisme og skolereformsaffirmativitet, som jeg og mange andre har kritiseret siden 2010. Det er læringens sprog, som arbejder i hele indlæggets grundforudsætning.
B. Kollegialitet
Det er læringsrevolutionen, der slår igen. Hvad det betyder, kan man f.eks. læse om i Lars Qvortrups og Jens Rasmussens bog “Skoleret”, hvor de vier et helt kapitel til omtalen af mit kritiske, dvs. ægte kollegiale, arbejde, som de dog ikke mener er ”kollegialt”.
Dette “kollega”-emne er også fremhævet i indlægget, der omtaler fyringskriteriets “evne eller vilje til kollegialt samarbejde”.
Jeg er helt enig i, at det er vigtigt, og derfor “samarbejder” jeg også godt med alle. Jeg forsøger også at være kollegial, når jeg beskytter kolleger mod flytninger og fyringer, f.eks. i 2010 og 2012 og aktuelt.
Men hvis “kollegialitet” og “kritik” forveksles, som Qvortrup f.eks. gør det i sin bog, så kollapser kritikken, og det samme gør det “kollegiale”.
Forfatternes indlæg er derfor udtryk for et sammenbrud i begreberne kritik og kollegialitet, og sammenbruddet er forårsaget af læringens begreb. Det skyldes, at disse to praksisser, kollegialitet og kritik, er knyttet til institutioner, formål og engagement, mens læringsbegrebet undergraver alle disse emner.
På den måde er DPU på vej væk fra videnskaben og fællesskabet.
https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-kollega-modsvar-i-debatten-om-afskedigelser-pa-dpu/4689601
5. Ukollegial konspiration og videnskabelig praksis
Hvis nogen skulle have interesse i en almenpædagogisk og uddannelsespolitisk forklaring på DPU’s historiske og aktuelle situation, så kan man læse mit bud på sagen i bogen ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering”, som udkom i april 2022. Det er især bogens DEL 4, der omhandler emnet.
Bogen er ganske vist både anmelderrost, fagfællebedømt og finansieret af AU’s forskningsfond, men den er tabu på DPU, hvor man har travlt med at fremme helt andre læringspolitiske dagsordner.
Efter de helt nye DPU-standarder for videnskabelig aktivitet, så er bogen helt klart både ”konspirationsteoretisk, trumpsk og ukollegial”, som gammeldags videnskabelig og filosofisk aktivitet hedder i de kredse.
Men andre er åbenbart glade for den gamle marginaliserede og “ukollegiale” praksis:
F.eks. har dr. Paul Adams fra det skotske University of Strathclyde underskrevet underskriftsindsamlingen imod fyringerne på DPU, ledsaget af følgende pæne kommentar om mit arbejde:
“Academic freedom is vital, as indeed is all freedom. The awful actions of HE leaders in this instance are deplorable and demonstrate the creeping desire of all in power to control both people and the narrative. I know Thomas’ work well, and his paper at INPE in 2022 was quite simply excellent. He is an excellent scholar and a true friend to educational professionals, communities and countries across Scandinavia and beyond.”
Og den norske professor i pædagogik, Solveig Østrem, er inde på noget lignende i denne kommentar:
”Thomas Aastrup Rømer er blant de viktigste og mest markante stemmene i dagens pedagogiske debatt og et lysende eksempel på en forsker som tar sitt samfunnsansvar på alvor. Han er også en betydningsfull forsker og sterk forsvarer av pedagogikk som selvstendig disiplin. En oppsigelse av Rømer vil ta kvelertak på den åpne, offentlige debatt og erstatte akademisk frihet og sannhetssøken med taushetskultur og frykt. Dersom DPU ønsker å bevare sin troverdighet som akademisk institusjon, er det maktpåliggende at oppsigelsen trekkes tilbake.”
Imens putter DPU sig i læringskollegialitet, hvilket er det modsatte af videnskabelig kollegialitet.
Mange tak til Paul Adams og Solveig Østrem.
6. Skifter AU mening om DPU?
Aarhus Universitet har fået ny bestyrelse og ny økonomidirektør. Denne atmosfære af vadested kan sagtens have bidraget til fornemmelsen af kaos i forbindelse med universitetets angreb på DPU.
På universitetets officielle medarbejderside bringes et interview med den nye bestyrelsesformand, Birgitte Nauntofte. Man må formode at artiklen er tjekket af i alle ender og kanter.
Nauntofte får sagt nogle helt fantastiske ting. Artiklen bør efter min mening føre til en omgående tilbagetrækning af de varslede afskedigelser på DPU; afskedigelser som jo alene berører DPU, og som angiveligt skyldes, at man mangler sølle 5 mio. kroner.
Lad os se på sagen. Der er fire punkter, og I kan godt glæde jer til det fjerde:
For det første får vi at vide, at økonomien godt nok er lidt presset og usikker, men at egenkapitalen stadig svinger inden for de grænseværdier, som bestyrelsen har besluttet:
”Bestyrelsen har tidligere besluttet, at universitetets egenkapital skal ligge et sted mellem 7,5 og 12,5 procent af omsætningen; med en målsætning på 10 procent. De seneste år har den ligget over den øvre grænse, men med årets resultat forventes egenkapitalen i forhold til omsætningen at komme tæt på den nedre grænse, og derfor skal universitetet på længere sigt have genoprettet egenkapitalen.”
Så ingen egentlige problemer. Kun et ”længere sigt”.
For det andet siger Nauntofte, at man sagtens kan bruge egenkapitalen som ”buffer i dårlige tider”.
”Egenkapitalen og afkastet på den har muliggjort en række faglige investeringer de seneste år, men egenkapitalen kan også bruges som buffer i dårlige tider.”
Men hvorfor tager man så ikke bare de 5 mio. kroner fra egenkapitalen, som jo er på ca. 900 mio.?
Kan I så komme i gang. Og gerne inden weekenden.
For det tredje er Nauntofte fuld af optimisme. Hun taler ligefrem om, at universitetet er på en ”vækstrejse”:
”med universitetets ansvarlighed og kyndige ledelse er jeg overbevist om, at universitetet får afbødet konsekvenserne i årene, der kommer, samtidig med at vi fortsætter den vækstrejse, universitetet er på”
Og så – for det fjerde – kommer så den allermest fantastiske sætning:
Der står, at især fakultetet ARTS, som DPU jo hører under, har ”særlige udfordringer”, men at universitetet vil være “solidarisk”:
”I den situation agerer universitetet solidarisk, og de øvrige fakulteter og Fællesadministrationen har også skullet bidrage med budgetforbedringer for at skabe balance i økonomien.”
Men det er jo lige netop det, man ikke har gjort!!!???
Der er to mulige fortolkninger af denne artikel:
Enten er universitetets ledelse ved at skifte mening om DPU. You know: ny formand og nye vinde. I så fald er alle problemer pludselig løst og alle sms’er er slettet.
Eller også er denne artikel den mest ydmygende manifestation af et universitetspolitisk kollaps, jeg nogensinde har oplevet.
Under alle omstændigheder står DPU nu helt uden institutionel begrundelse for fyringerne.