Claus Holm fortalte os d. 12/5 på DPU’s officielle nyhedsfeed – og med fuld titulering – at Ove Kaj Pedersen (OKP), som er kendt for sin version af den såkaldte konkurrencestat, er prototypen på en ansvarlig ”intellektuel forsker”.

Pedersen ”ved bedre besked”, han giver os ”klar besked” om, hvad han ”ved”, og han ”går ikke efter popularitet”. Modsat hans kritikere, mener Holm, som f.eks. Rasmus Willig, Holm mener, at kritikerne er usaglige og at de fokuserer på popularitet og forvirrer landets politikere, der ender som ansvarsløse fisk i folkehavet.

Holm bruger denne utrolige distinktion til at pege på, at vi bør skelne skarpere mellem politik og forskning, selvom han selv blander forskning og politik godt og grundigt sammen, hvilket jeg vil vende tilbage til senere.

Men hvad er det dog, Ove Kaj Pedersen ved så meget besked om, at hele den pædagogiske forskning og praksis skal falde sådan på halen? Jo, Pedersen ”ved besked” om ”konkurrencestaten”.

Holm skriver, at konkurrencestaten er en ”træfsikker diagnose”, som er ”bredt anerkendt” og ”bygger på empiriske analyser”. Først vil jeg se lidt på disse tre begrundelser. Derpå vil jeg kort kommentere på nogle alvorlige praktiske konsekvenser af Holms kritikforståelse. Undervejs vil jeg argumentere for, at Holm med sin anvendelse af Pedersens teori er langt mere normativ end sine kritikere, blot på en mere problematisk måde.

Før jeg går i gang med det, vil jeg dog lige fremsætte to markeringer til konteksten.

For det første skal Holms kommentar ses i lyset af hans omfattende interesse og begejstring for konkurrencestatens begreb og ideologi. Første gang, jeg stødte på det, var i forbindelse med DPU-konferencen ”Konkurrencestatens krav om dannelse”, som jeg har skrevet om i min bog ”Pædagogikkens to verdener”. Anden gang var en artikel af Holm i bogen ”Livsduelighedens pædagogik”, hvor konkurrencestat, Antorini, skolereform og ny-kommunisme smelter sammen til en mageløs helhed.

For det tredje var konkurrencestaten også et fremtrædende perspektiv i forbindelse med DPU-konferencen om skolens formål i efteråret 2015, hvorfra der ligger adskillige referater, og hvor Holm talte for en kraftig reduktion af demokratiets betydning til fordel for noget, han kaldte for ”læringens livsform”. Ja, selv Anders Bondo blev så forskrækket, at han udbad sig en forklaring, både på folkeskolen.dk og i sin kongrestale. Men Holm svarede ikke på noget af det.

Endelig præges magasinet Asterisk af en uhørt stærk læringsideologisk tilgang, og Holm har i forskellige sammenhænge sagt, at den danske tradition, f.eks. markeret ved Løgstrups arbejde, er noget fra den gamle velfærdsstats tid, hvorved Holm jo forudsætter hele den skelnen mellem velfærds- og konkurrencestat, som OKP opererer med. Der er mig bekendt ingen lod i den pædagogiske og åndsvidenskabelige vægtskål, og jeg følger ellers godt med. Holms aktuelle markering bør derfor ses i en bestemt ideologisk kontekst.

I første omgang noget indigneret over, at Holm brugte DPU’s officielle nyhedsfeed og facebook-væg til sin kommentar, der som sagt ledsages af fuld titulering. Det ville jeg normalt være ligeglad med, hvis jeg ellers kunne være sikker på, at jeg selv og andre har samme adgang til DPU’s nyhedsside. Det ligger der imidlertid ingen markering om, så jeg sendte en tidligere version af herværende skriv ind for at teste ligheden.

Lad mig før jeg går videre lige uddybe min indignation lidt: Sidste år skrev jeg en kritik af nogle DPU-forskeres arbejde. De pågældende blev så vrede, at de klagede til universitetets ledelse med meget kraftige bebrejdelser. Efter en del offentlig tumult faldt sagen pladask, men i forbindelse med en samtale, jeg havde med universitetsledelsen og en AU-jurist, blev jeg gjort opmærksom på, at jeg kun måtte ytre mig kritisk som privatperson og kun på private medier, altså som et splittet subjekt. Det var noget af en markering, som ikke ligefrem gør universitetet ære, men det havde jeg ikke lige kræfter til at gå ind i dengang. I stedet privatiserede jeg mine kommunikationskanaler efter forskrifterne.

Det, der så støder mig på manchetten, er, at Holm nu uden videre kunne bruge en statsfinansieret hjemmeside til – som fuldt og udelt subjekt – at udbrede, hvad mange opfatter som stærkt kritisable synspunkter. Der er åbenbart ikke lighed for alle, og det er ikke i orden. Under alle omstændigheder er konsekvensen, at Holms markering måtte opfattes som det, man i gamle dage kaldte en talehandling; dvs. ikke blot et ”Holm mener….”, men også et ”DPU mener….”.

Desuden tyder struktureringen af det kommende skoleforskningscenter, af professoratspolitikken og af instituttets forskningsprogrammer efter min opfattelse på, at ”DPU mener…” også bør opfattes som et ”DPU gør….”, men det vil føre for vidt at drøfte her. Hvis jeg har ret, får vi følgende ækvivalens: ”Holm mener=DPU mener=DPU gør”.

Mit indlæg, altså herværende skrift, som jeg altså ville have på DPU’s nyhedsside med samme eksponering som Holms, blev efterfølgende afvist af Holm, der selv er redaktør for DPU’s nyhedsside. Efter lidt diskussion frem og tilbage med den ene og den anden valgte Holm at flytte sit indlæg fra nyhedssiden, hvilket formodentlig sker snarest. Det blev jeg jo glad for, fordi lighedens forudsætning dermed blev verificeret.

 

A.

Nå, men tilbage til de tre begrundelser:

1. En træfsikker diagnose?

Er ”konkurrencestaten” en diagnose? Jeg troede, det var en teori? Altså en teori om virkeligheden. Altså ikke virkeligheden i sig selv, men bare en teori, en teori fra et afgrænset hjørne af den politiske økonomi? Men det er det så ikke. Nu er det en ”diagnose”. Men hvorfor er det ikke en ”teori”? Diagnoser har jo ikke noget med ”viden” at gøre, har de? Det har ”teorier” derimod. Men til gengæld er de så kun teorier. Dvs. ikke endegyldige sandheder med ”klar besked”.

Desuden: Teorier har et udsigelsesområde. Hvis de siger noget om politisk økonomi, kan det ikke uden videre overføres til pædagogik. Men det kan en ”diagnose”. Den kan transporteres rundt overalt. Diagnoser er form for ”forvildede idealiteter”, som præsten og digteren Jakob Knudsen engang udtrykte det.

Men er en ”diagnose” ikke det samme som en ”teori”? Ikke normalt, men hos Holm smelter de sammen på en uheldig måde. Holms brug af diagnose-udtrykket kommer fra den del af post-strukturalismen, som kaldes for ”samtidsdiagnosen”, der sammen med de allermest tekniske provinser af systemteorien udgør Holms bagage.

I samtidsdiagnosen oversættes samfundsteori til diagnoser, og en ”diagnoses” sandhedskraft kan kun testes af fjerne fremtider, f.eks. af arbejdsmarkedet i 2050 eller noget andet. Diagnosen er derfor på en måde immun overfor videnskabelig kritik, men den elsker spilfægteri. I videnskabsteoretisk forstand er det en kæmpeforskel. I pædagogisk forstand er det ligefrem destruktion, fordi generationerne fratages mulighederne for at mødes på egne præmisser, eftersom de hele tiden skal omkring en eller anden postuleret fremtid.

Så Holms diagnose er slet ikke en teori. I stedet opfatter han OKP’s ”teori” om konkurrencestaten, der i sig selv er mangelfuld, som en ”træfsikker diagnose”. Det er skidt for pædagogisk videnskab, der jo mister sit teori-begreb og altså også for praksis, der mister sin fortid og dermed sin karakter af praksis overhovedet.

Og hvad var det nu Foucault, der jo tegnede post-strukturalismen, sagde om videnskabelige sandheder? Ja, han kaldte det for ”the politics of the scientific statement”. Videnskabelig teori er altså en politisk konstruktion. Teori bliver til en del af en diskursiv kamp, som det hedder.

Store dele af Foucault-traditionen forsøger i disse år at slippe ud af dette selvskabte bur, men det gælder ikke for OKP og Holm, hvor frihedsbegrebet ligger totalt brak. Hos Holm bliver en pædagogisk og videnskabelig teori derfor til en ’diagnostisk konstruktion’ slet og ret. Men det vil jo sige, at ”viden” og ”klar besked” ikke giver mening? Man kan ikke give ”klar besked” om noget, der bare er en konstrueret diagnose, og som måske peger på en eller anden tendens. Holm siger ellers, at forskning er mere og andet end politik. Men hans begreb om ”diagnose” peger direkte tilbage til Foucaults ”politik” og til samtidsdiagnosen i disses mest ureflekterede former.

Men ok, måske er det den anden postmoderne gren af Holms ideologi, der arbejder, nemlig Lars Qvortrups teknokratiske version af systemteorien, der hærger landet som en krig? Men her er der slet ingen pædagogik og videnskab tilbage, kun policy, evidens og rådatalandskaber.

Det hele minder faktisk lidt om hinanden i den omegn, og det er lidt synd for Foucault, fordi han jo siger så meget andet. Om det også er synd for samtidsdiagnosen er jeg lidt mere i tvivl om. Men på en måde er det i al fald synd for paradigmets grundlægger, Lars-Henrik Schmidt, at hans store arbejde slet ikke følges op af selvstændige og kritiske efterfølgere, men i stedet nu siver ind i en ukritisk accept og konsolidering af en policy, der har glemt striden og selvudviklingens bestemmelser. Jeg forstår det faktisk ikke helt, selvom jeg har visse teorier om det, hvilket jeg har redegjort for i bogen Uren pædagogik.

Vedrørende systemteorien tror jeg efterhånden slet ikke, at der er noget, der er synd for den, selvom der uden for pædagogikkens rækker trods alt findes nogle få rimelige markeringer i den omegn. Men det er som om, at Luhmann altid gør ellers fornuftige folk lidt mindre fornuftige. Og hvis Luhmann så decideret kommer i kontakt med folk, der i deres ungdom har kastet den filosofiske tradition bort i forvejen, ja så går det helt galt. Så bliver kritik til datarefleksion, for nu at nævne et eksempel.

Holm skriver også, at OKP’s diagnose er ”træfsikker”. Det kommer nok ikke så meget fra samtidsdiagnosen. Det er mere journalistisk, og Holm har da også skrevet Ph.d. om forskningsformidling, godt omgivet af systemteoretiske og teknokratiske læringsbevægelser og med Jens Rasmussen som vejleder og, så vidt jeg husker, delvis medskribent.

Og dog… udtrykket ”træf” kender vi faktisk også fra samtidsdiagnosen. Det er sammenstødet mellem de samfundsmæssige kræfter, som disse er for-struktureret af såkaldte diagnostiske kort. Kræfternes møde er et ”træf”. Videnskaben er et træf mellem kræfter. Det er jo dette samtidsdiagnostiske træf, som hele DPU blev bygget op omkring med de fire discipliner og uddannelser. DPU er faktisk ”et træf”.

Men her er vi tilbage i det der med ”the politics of the scientific statement”.  Så igen: så er der jo ikke ”klar besked”? Holm har ingen ”klar besked”. Han tager blot del i en ”kamp”, som han camouflerer som ”besked”. Han kan ikke andet, for han har udslettet ”teori” og erstattet den med ’diagnosens sociale træf’. Holm udsletter den dialektik i forholdet mellem videnskab og socialkonstruktivisme, som en seriøs post-strukturalisme bør indarbejde.

Holms anden inspirationskilde, systemteorien i Lars Qvortrups og Jens Rasmussens aftapning, kan endnu mindre arbejde med et begreb om ”teori”, fordi dette paradigme grundlæggende set har afskaffet det omverdensbegreb, som teoretisk aktivitet er afhængig af. Hos systemteoretikerne får vi derfor ikke engang ”diagnoser”, fordi en diagnose jo trods alt forudsætter eksistensen af en samfundsmæssig struktur, dvs. en omverden. Derfor reducerer systemteorien teori til policy-lydige evidensafprøvninger, og det er ikke så godt for nu at sige det mildt.

Disse former for strukturalisme har det også med at afmontere kritikbegrebet. Det ser man til dels hos samtidsdiagnostikeren Jens Erik Kristensen og endnu mere radikalt hos systemteoretikeren Niels Åkerstrøm Andersen. Det er også derfor, at Holm slet ikke forstår Willig, der jo netop undersøger kritikkens tilstand. Begrebet ”kritik” er simpelthen efterhånden uden for disse tilganges horisont.

Holms skråsikkerhed bygger altså på en misforståelse af forholdet mellem viden, poststrukturalisme, kritik og teori. Denne misforståelse bliver fatal, fordi den bringer ham lige i armene på en helt naiv og ukritisk hyldest til det, der for ham bliver en ny postmoderne helligdom, nemlig en enkelt person og hans ”diagnose”, dvs. Ove Kaj Pedersen og hans konkurrencestats-”diagnose”.

OKP refererer da også kraftigt til poststrukturalismen og endda til samtidsdiagnosen i sin bog, og i sin ungdom var han lydig Althusser-elev. Holms hyldest kan så efterfølgende sætte sig direkte ned i de forskningspolitiske prioriteringer på DPU og dermed også på landets pædagogiske institutioner, hvilket allerede sker, under vajende bannere som ”vilkår”, ”grundpræmis” og ”læringsrevolution”.

 

2. Bredt anerkendt?

Holm skriver også, at ”den træfsikre diagnose”, som altså slet ikke er en teori, men som alligevel giver ”klar besked”, er ”bredt anerkendt”. Nu ved jeg ikke, om det at være ”bredt anerkendt” i sig selv er en begrundelse for at tilslutte sig en ”diagnose”? Jeg mener… i gamle dage var det bredt anerkendt, at jorden var flad, men det er det jo ikke mere.

En god videnskabsmand tilslutter sig ikke en ”diagnose”, fordi den er ”bredt anerkendt”. Han tilslutter sig kun, hvis det er en ”teori”, og hvis teorien er godt begrundet via dens møde med virkelighedens objekter og med videnskabelig og folkelig kritik. Og allerhelst ’tilslutter’ han sig ikke til noget som helst, fordi en forsker jo kun står ret for sandhedens stridbare essens, og den har ingen eksplicit policy-relevans, med mindre forskeren er vild med konkurrencestater og systemteorier, altså at han har tabt interessen for det videnskabelige objekts essens.

Ok, men er konkurrencestats-”diagnosen” overhovedet ”bredt anerkendt”, selv hvis vi anerkender dette miserable kriterium? Lad os skelne mellem det politiske og det videnskabelige niveau:

I visse politisk-ideologiske kredse er diagnosen mere end bare anerkendt. Den er nærmest en bibel. Det gælder for Holm selv, men også for folk som Lars Goldschmidt og Bjarne Corydon, dvs. folk der har stået centralt i hele centrum-venstreideologien og i opgøret med dansk skoletradition; altså i opgøret med det som Holm faktisk burde forsvare, hvilket han bestemt ikke gør.

I en nyere undersøgelse af den danske magtelite omtales begrebet også som centralt for den politiske elites selvforståelse. Og i ledende kredse på dagbladet Politiken er man også begejstret for OKP’s teori på en måde, der minder stærkt om Holms. På Politiken taler man direkte om en ”rød version” af konkurrencestaten. Holm har på samme måde i en artikel fra 2015 talt om konkurrencestaten som en form for ny-kommunistisk ideal. Denne ide om konkurrencestaten som et nyt venstreorienteret ideal er i sandhed sælsomt. Men hvorfor i alverden man bør hige efter disse menneskers ”anerkendelse”, aner jeg ikke. Det fører jo blot i videnskabeligt og moralsk uføre.

Men er ”diagnosen” så videnskabeligt ”anerkendt”? Ikke mig bekendt. Hvem anerkender Ove Kaj Pedersens diagnose så meget, at det definerer, hvad der er ”sagligt” og ”klar besked”, og som bifalder, at man udleder hele den pædagogiske substans på Holms ideologiske måde?

ja, Holm kalder ligefrem sin diagnose for en samfundsmæssig ”grundpræmis”, selvom man jo skulle tro, at Grundloven og de pædagogiske formål og deres tradition var landets grundlæggende sætninger og præmis?

Så hvem anerkender egentlig Holms ”klare besked”? Måske er der nogen et eller andet sted? Jeg kender ingen. Enkelte forskere anerkender måske dele af ”diagnosen”, men vil bestemt ikke kalde den for ”klar besked” og efterfølgende bruge den til at slå kritikken som sådan i hovedet med på Holms og OKP’s måde med udgangspunkt i en kraftig nednormering af landets demokrati.

Og hvis de pågældende halvtilhængere dykkede nærmere ned i Ove Kaj Pedersens version af ”diagnosen” og dens konsekvenser for pædagogik, ville de nok betakke sig endnu mere. Men som sagt kender jeg ikke ret mange, og jeg vil ikke sige, at ”de anerkender diagnosen”, og altså slet ikke i Holms forstand, hvor en bestemt forståelse af et lille hjørne af den politiske økonomi helt ureflekteret sejler ind over det pædagogiske og kulturelle felt.

Faktisk har store dele af dansk forskning helt andre interesser. Ja, og nogle er nærmest i oprør over den måde konkurrencestatsbegrebet konstrueres på og over en række konsekvenser heraf. Men det kan Holm slet ikke tage alvorligt. Det er bare ”holdningspræget”. Det er lige præcist dér, man får sig en ”kæmpeholdning”, for nu at sige det på den måde, og dermed ender med at blive til endnu mere af alt det, som Holm ikke kan lide. Hvilken sød skæbne.

Vedrørende den videnskabelige anerkendelse kan man også kigge i en helt aktuel udgivelse på området, nemlig bogen ”The Oxford Handbook of Transformations of State” (2015), der består af en samling særdeles grundige artikler om aktuelle statslige transformationsprocesser. Bogen er på 900 tætskrevne sider og er udgivet på Oxford University Press.

Ud af de 44 kapitler er der kun et eneste kapitel, der handler om ”konkurrencestaten”, nemlig kapitel 12, som heder ”The Competition State”. Altså ét kapitel ud af 44.

Og hvad står der så i det kapitel, udover at vi får en gennemgang af de poststrukturalistiske og neomarxistiske forskere med hang til systemteori, som har udviklet begrebet, og hvis teoretiske præmis derfor ligner Holms og OKP’s? Jo, der står følgende:

”In sum, the mainstream literature in comparative political economy is not very impressed by the competition state thesis and largely ignores it” (s. 238)

Hovsa? Ikke nok med at konkurrencestats-teorien, undskyld ”diagnosen”, herhjemme er godt i gang med at kolonialisere en række andre videnskaber og praksisser på en måde, der minder stærkt om marxismens hegemoni i de grumme universitets-70’ere. Nu får vi endda at vide, at selv hvis man går ind på den politiske økonomis egne præmisser, så er teorien ikke noget at være ”imponeret” af, og at politologiske kredse ligefrem ”ignorerer” den. Men det er da det modsatte af ”anerkendelse”?

Det er i al fald ”klar besked”.

 

3. Empiriske analyser?

Så er der det der med, at Ove Kaj Pedersens teori, undskyld diagnose, ”bygger på empiriske analyser”; modsat hans kritikere, som jo bare postuleres at angle efter plat popularitet (som om videnskab ikke har en folkelig side!). Holm glemmer helt, at OKP’s ”empiriske” analyser er struktureret af en hel bestemt begrebsmæssig horisont, nemlig en neo-althussersk ideologi, der i sig selv har store problemer med filosofi og ordentlig videnskab. Empirien er altså ideologisk formidlet, og derfor berører OKP’s ”empiri” kun et meget lille hjørne af det virkelige objekt, som er staten og dens omgivelser som sådan. Denne misforståelse af forholdet mellem det empiriske og det begrebsmæssige i Pedersens ”diagnose” har enorme negative konsekvenser for både statsopfattelse og pædagogik, men det må jeg lade ligge her.

En lille krølle på den sag blev jeg opmærksom på i forbindelse med, at jeg delte Holms indlæg på twitter.com. Holm skriver jo i sit indlæg, at Willig taler ud af en tradition for at modstille elite og folk, der ”rækker tilbage til 1970’erne”. Det reagerede ph.d. ved UC-VIA, Jan Jaap Rothuizen på. Rothuizen skrev, at Willigs arbejde snarere havde rod i Rousseaus filosofi. Rothuizen er altid god at lytte til, fordi han forsøger at forbinde aktuelle pædagogiske indsatser med det, han kalder for ”det pædagogiske projekt”. Jan Jaap er altså pædagog med stort P, i modsætning til Holm som er læringsideolog med et gigantisk L.

Nå, men denne reference til Rousseau er faktisk uhyre interessant. Hvorfor? Jo, fordi Althusser – hvis filosofi både konkurrencestatsteorien og poststrukturalismen, herunder samtidsdiagnosen, er udsprunget af – var det, man kalder for strukturmarxist. Dvs. at Althusser skelnede skarpt mellem den tidlige og den sene Marx; Den tidligere Marx var netop af forskellige idehistoriske linjer præget af Rousseaus emancipationstænkning, mens den sene Marx gik op i at fundere en ny politisk økonomi.

(Andre, f.eks. Peter Kemp, mener slet ikke man bør skelne så skarpt mellem den tidlige og den sene Marx, men det siger jeg blot i parentes).

Har man spenderet sin ungdom i Althusser-inspirerede kredse, så får man simpelthen derfor et problem med handlingsfilosofien, dvs. med den tidligere Marx og med europæisk filosofi mere bredt. På den måde er striden mellem Holm og Willig en genopførelse af en postuleret strid mellem en tidlig og en sen Marx, en strid mellem emancipation og politisk økonomi og en strid mellem filosofi og økonomi. Det er derfor, at Holm slet ikke kan se Willigs og andre kritikeres egentlige pointe.

Holm lever simpelthen i et opgør med Rousseau og den handlingsorienterede marxisme. Kritikerne er en bare flok Rousseau’er. De allermest slemme Rousseauer er desuden glade for den brede Grundtvigske tradition, som skolens formål er skabt i, men som Lars Qvortrup kalder for ”fundamentalistisk fænomenologi”, ”dødsensfarlig” og ”ursuppe”. Samtidsdiagnosen har, i modsætning til Qvortrup, faktisk en Rousseau-side, der kunne aktiveres og moderniseres, men Holm taler den nærmest ned i en vild selvlæringsfilosofi, der løsriver læringsbegrebet fra indhold, formål og pædagogik, og som derfor let lader sig forene med Ove Kaj Pedersens radikale strukturalisme i en form for althussersk guldbryllup.

Rasmus Willigs normativitet, som Holm og Pedersen arrogant nedgør, er derimod langt mere åben, og derfor kommer Willig også tættere på det, som jo er hans forsknings-”objekt”, nemlig statens og folkets indre transformationer, som de viser sig i tilstanden for kritikkens praksis under en bestemt ”diagnoses” konstruerede herredømme. Kvaliteten af Willigs empiri kan derfor meget vel være meget højere end OKP’s, fordi normativiteten er ekspliciteret hos Willig, men skjult hos Ove Kaj Pedersen. På den måde er det faktisk Willig, der overholder den værdirelativistiske dyd, nemlig at eksplicitere sine værdier, så videnskaben kan få et selvstændigt rum.

Endelig gælder det samme forbehold over for ”empiri”, som jeg tog over for Holms brug af ”teori” ovenfor: Empiribegrebet tilhører en klassisk videnskabelig tradition, der ikke kan arbejde ordentligt, når teori defineres som ”diagnose”. I samme øjeblik, du definerer et objekt som en genstand for en teori, så kommer tvivlen, refleksionen, objektet og eksperimenterne, og dermed ”empirien” ind. Så arbejder videnskaben i en fri og søgende bevægelse, men prisen er, at der ikke findes nogen ”klar besked”. Ja, videnskabens rolle er at forstyrre politikken frem for at informere den, hvilket er det stik modsatte af Claus Holms synspunkt. I parentes bemærket betyder det, at den såkaldte ”empiriske vending”, som læringsfolkene taler om, faktisk også er det stik modsatte, nemlig en teknisk vending, der udelukker empiri.

Den slags refleksioner er helt uden for Holms horisont. Han ender blot med en hyldest til Ove Kaj Pedersens pædagogikdræber af en teori/diagnose, mens Willigs arbejde får følgende omtale:

”Det tangerer efter min opfattelse et forsøg på at være så populær, at rollen som intellektuel sættes over styr”.

Jeg vil undlade at sige noget om, hvem Holm forsøger at gøre sig populær hos, men ifølge Ove Kaj Pedersen må han jo være en forkælet opportunist, eftersom han jo er offentligt ansat. Og offentlige ansatte må udøve ”konstant selvkritik”, som det hedder.

Men der er ingen tegn på selvkritik, hverken hos Holm eller hos nogle af hans åndsfæller; en iagttagelse som mange intellektuelle har markeret på de sociale medier og i Politiken. Ja, Willlig selv skrev på facebook, at Holms behandling var et ”klassisk” eksempel på det, som Willig kaldte for ”en u-vending af kritik”. Det var et svar til professor Svend Brinkmann, der lige havde skrevet, at han ”sjældent havde læst en så kritisabel tekst som Holms”.

 

4. Hvad kan man lære af det?

Holms tekst er et eksempel på, at et opgør med videnskabelig autoritet følges op af en konstrueret og ideologisk videnskabelighed, der lader hånt om det egentlige videnskabelige objekt og dets kritiske tilsynekomst og diskussion. Og på samme tid bruger Holm sin ideologiske ”videnskabelighed” til at slå seriøse kritiske forskere og lærere oven i hovedet med. Det er ikke noget kønt syn.

Det er ”diagnosens” forsøg på at vinde over ”teorien”.

Det er faktisk en hel parallel proces, som landets lærere og pædagoger i disse år oplever med konkurrencestatsdiagnosen og læringsrevolutionen i et tæt nedbrydende parløb. Her er det ”læring” og ”fremtiden”, der forsøger at tæmme skole og pædagogik.

Det var også derfor, at en af landets toneangivende skolepolitiske debattører, det tidligere HB-medlem i Danmarks Lærerforening, Niels Christian Sauer, straks røg i blækhuset efter at have læst Holms indlæg. Overskriften på Sauers kommentar til lærer-hjemmesiden, folkeskolen.dk, var:

”Claus Holms skrabud for OKP”.

Jeg gav straks indlægget et kæmpehjerte.

En anden fremtrædende debattør, Lektor Brian Degn Mårtensson, har også ytret sig. Han forslog i sit indlæg, at Holm fik et kram og et højskoleophold, og det var jo også godt sagt.. Derimod er Holm helt på linje med lederskribenten på Børsen, Thomas Bernt Henriksen, der har en fortid som chef for international markedsanalyse i Danske Bank, og som i sin leder forsvarede OKP mod Brinkmanns kritik (se litteraturlisten for links). Henriksen mener, at pædagogik og uddannelse er en kunde-ydelse. Det hele svarer vist til, at min svigermor, som har arbejdet på en møbelfabrik, skal stå for økonomien i Den Danske Bank.

 

B.

Jeg har også en kommentar til spørgsmålet om kritik og ytringsfrihed for lærere og pædagoger, som jeg gerne vil dele her.

I en JP-kronik fra d. 16. maj understreger Folketingets Ombudsmand retstillingen vedrørende offentligt ansattes vidtgående ytringsfrihed, som han begrunder med de store samfundsinteresser, der er forbundet med offentlig kritik. Han fortæller også om, at mange offentlige arbejdsgivere slet ikke har forstået reglerne og deres begrundelser. Ombudsmandens syn ligger i den forstand helt i tråd med ånden i Willigs arbejde.

Men dermed er ombudsmanden helt uenig med konkurrencestats-industrien. Blandt andet er han uenig med netop Claus Holm, der jo slutter helt ukritisk op om et af Ove Kaj Pedersens synspunkter, som jeg ikke vil tøve med at kalde for totalitære, når det kommer til synet på kritik.

Hvad er det for et totalitært synspunkt? Det er, at alle lige fra lærere, præster og forskere og til vuggestuepædagoger og postbude skal udøve ”konstant selvkritik”, indtil de er enige med OKP og en eller anden mellemleder/konsulent i noget læringsmålsideologi, som man påstår at kunne udlede af nogle bevægelser i den globale økonomi.

Dette grundsyn ledsages så af OKP’s manglende indsigt i forholdet mellem tænkning og handling. Han kan ikke skelne mellem at gøre som en overordnet chef siger og at kritisere det sagte sønder og sammen lige bagefter. Hvorfor kan han ikke det? Det er jo fordi, han har gjort oplysningsfilosofien til et middel til økonomisk optimering. Det er den althusserske dybdestruktur, der arbejder. Disse momenter er decideret farlige for samfundets udvikling; ja, endda ”dødsensfarlige”, som Qvortrup skrev om Grundtvigs begreb om ”folk”, som jo slet ikke er farligt, tværtimod.

Nå, men hvor kommer disse meget kritisable synspunkter fra? Jo, de kommer fra OKP’s bog Konkurrencestaten, som Holm som sagt er helt ekset i på en måde, der minder mig om venstrefløjen i min ungdoms1970’erne. Bogen transformerer pædagogik og åndsvidenskab til midler for økonomisk vækst og tømmer dermed pædagogik for indhold, formål og tradition. Det er det, som Peter Kemp i sin seneste bog kalder for halvdannelse.

Ja, både Kemp, Steen Nepper Larsen, Keld Skovmand, Sten Larsen, Svend Brinkmann, Anders Bondo og mange andre kritiserer Holm og hans åndsfælles ideologiske fascination og dens konsekvenser.

Det er på en måde ikke Holms synspunkter, men derimod kritikken af Holms synspunker, der er ”bredt anerkendt”, for nu at blive i jargonen. Men DPU-cirklerne er helt smeltet sammen med policykredse, så de opdager det slet ikke.

Ja, i sin markering af konkurrencestatens konsekvenser overser Holm fuldstændig alle de problemer, hvoraf Ove Kaj Pedersen endda selv omtaler en del. Hos Holm får vi blot følgende sammenfatning:

”Analysen peger på, at forandringen omfatter en skrap økonomistyring, der kræver højere kvalitet og større effektivitet i den offentlige sektor”.

Og det eneste alternativ til konkurrencestatskritikken, Holm kan se, er at tale ”den gode gamle velfærdsstat op i himmelske højder”. Derudover klager han over, at kritikerne gør offentlige ledere til ”sataner”, som han siger.

Det er sjovt på en måde: Også rektor Stefan Hermann reducerer ofte kritikken til noget med at være ude efter ”topledelsen”, og også han er ud af en samtidsdiagnostisk tradition og er leder af en større uddannelsesinstitution. Jeg synes, det tyder på, at de offentlige ledere er noget forkælede og egeninteresserede, eftersom de uden videre kan reducere en omfattende faglig kritik til sådanne banaliteter.

Holm kan slet ikke se nogen demokratiproblemer eller nogen pædagogiske problemer. I disse passager er Holms markeringer simpelthen både normativt farlige og under niveau.

Følger vi min talehandlingskonsekvens, som jeg omtalte ovenfor, kan man sige: ”DPU er vild med DPU’s ødelæggelse”. Det er intellektuelt set et fascinerende skue. En hvirvlende spiral ned i pædagogikkens opløsning, forårsaget af den person, der burde være pædagogikkens vogter.

Men ombudsmanden taler ikke om “selvkritik”. Han taler derimod om “kritik”, altså virkelig offentlig og objektiv kritik, dvs. kritik, der er knyttet til “objekt” og ”offentlighed” frem for til “selvet”. Og guderne skal vide, at der aldrig nogensinde før har været så meget brug for offentlig kæmpekritik i/af/fra landets pædagogiske institutioner.

Folk putter sig rundt omkring i læringsburene, mens de ligesom jeg selv får ondt i maven. Eller måske slå de endda forestillingsevnerne fra, hvilket er endnu værre, men vel at mærke i fuld overensstemmelse med konkurrencestatens og den systemteoretiske ideologi, der jo har afmonteret omverdenen eller rekonstruerer den politiske og pædagogiske tradition som policy-økonomiske strukturer.

Og når endelig en lærer tager bladet fra munden, som f.eks. Stinuspris-modtageren Erik Schmidt, der var involveret i en meget omtalt sag fra Agedrup skole, ja så får han en tjenstlig advarsel begrundet i netop læringsmålsmaksimering og normalisering, dvs. i OKP’s og Claus Holms ideologi.

På den måde kan man godt sige, at det var DPU og Claus Holm, der gav Erik Schmidt en advarsel for manglende “selvkritik”. Holm og DPU sad på lærerværelset med deres røde kort, sin ”rene besked”; ja, sin ”rene pædagogik”, som vi er nogen, der kalder det.

Holm/Pedersen/DPU og Ombudsmanden er dermed i direkte filosofisk konflikt. Og Holm mener derfor på en måde, at ombudsmanden er ”holdningspræget”.

Hvilket signal tror Claus Holm, han sender ved – på DPU’s officielle nyhedside og med fuld sildesalat – at støtte så entydigt op om OKP, hvis teori lukker munden på landets lærere og pædagoger i åndsfrihedens og mundens og Ombudsmandens eget land?

 

C.

Holm skriver, at han gerne vil ”genopfinde arbejdsdelingen” mellem forskning og politik. Jeg håber at have gjort det klart, at hans eget synspunkt er både ideologisk og undertrykkende. Forskning er en langt grundigere affære end en simpel hyldest til en skråsikker ”diagnose”, og det er politik faktisk også. Ja, sagen er, at OKP’s teori underminerer politikbegrebet og omdanner det til en økonomisk defineret ”policy”, men det lader jeg blot stå som et indlysende politologisk postulat.

OKP ødelægger dermed faktisk både selve distinktionen mellem er og bør, og begge distinktionens sider. Både virkelighed og politik kollapser ind i et læringsteknokrati. Konsekvensen heraf ses tydeligt hos Holm. Holm vil ”genopfinde” skellet mellem forskning og politik, mellem er og bør. Men fordi Holms ideologi allerede har ødelagt hele bør-siden, dvs. formålsspørgsmålet, så ødelægges også er-siden, dvs. det videnskabelige objekt, og dermed eroderes skellet som sådan.

Holms ”genopfindelse” består derfor i, at han udleder et skråsikkert ”bør” direkte fra et konstrueret ”er”, og det var jo lige præcist det, som er/bør-distinktionen var sat i verden for at undgå. Holm ender i det, jeg kalder for et konstruktivistisk bur, hvor han hævder sin læringsideologiske radikalisme ud fra en alt for omsluttende begejstring for en ”diagnose”. Dermed får Holms ønske om, at kritikerne skal skelne mellem er og bør en kraftig ideologisk effekt. Hvorfor? Jo, fordi han jo selv arbejder med udgangspunkt i en opløsning af selvsamme skel.

Jeg skrev faktisk speciale om forholdet mellem værdier og videnskab på Institut på Statskundskab i sin tid, så det er fagligt set nærmest fascinerende for mig at se, hvordan Holms destruktion af skellet mellem er og bør ledsages af en postuleret ”genopfindelse” af det selvsamme skel, som han jo lige har ødelagt. Mindre fascinerende er det, at den pædagogiske videnskab decimeres i samme hug.

Dermed bliver virkelighed til konstruktion, og politik bliver til policy. Når man dækker over virkeligheden med virkelighedens egne begreber, så tager man sproget fra samfundets borgere, der må gå fra voice til noice, som den franske filosof Jacques Rancière engang skrev – altså fra stemme til støj – og så får man det, som man i gamle dage kaldte for ideologi, dvs. det modsatte af pædagogik, der jo handler om at kultivere stemmer.

Man får også en ny form for støj, en ny ”kompleksitet”, som systemteoretikerne siger, dvs. en hel generations søgen efter et sprog, der er taget fra dem; og søgende mennesker uden sprog er ikke nødvendigvis et behageligt bekendtskab. Eftersom systemfolkene ingen omverden har, så kan de kun udrydde kompleksiteten med metoder, data og modeller koblet til simple policyinitiativer som f.eks. det aktuelle udspil til gymnasiereform.

En virkelig pædagog får derimod øje på hele den store bagside af det pædagogiske faktum, dvs. på det pædagogiske objekt som sådan. Det er denne undersøgelse og opdagelse af ”voice”, landet har brug for, men som DPU nu glemmer, afviser og nedgør.

DPU er derfor en ideologisk organisme, der afviser pædagogik.

 

Diverse links og referencer:

Institutleder for DPU, Claus Holms, kommentar som blev flyttet fra DPU’s officielle nyhedsside: https://arts.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/vi-skal-genopfinde-arbejdsdelingen-mellem-forskning-og-politik

Niels Christians Sauer kommentar til Holms kommentar: https://blog.folkeskolen.dk/blog-niels-chr-sauer-paedagogik/claus-holms-skrabud-for-okp/169336

Brian Degn Mårtenssons kommentar til Holms kommentar: https://blog.folkeskolen.dk/arbejdsliv-brian-degn-martensson-dlf/pligt-og-civilisation/252908

Ombudsmandens kronik om offentligt ansattes ytringsfrihed: http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE8661374/ytringsfrihed-for-offentligt-ansatte/

Leder i Børsen, der forsvarer Ove Kaj Pedersen: http://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/141570/artikel.html

Referat fra DPU-konferencen ”Konkurrencestatens krav til dannelse” i 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/konkurrencestatens-krav-til-dannelse-kommenteret-referat-fra-konference-pa-dpu-aarhus-universitet-d-20-november-2013-i-emdrup-kobenhavn.html

Referat fra DPU-konferencen ”Folkeskolens formål til eftersyn” i 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/referat-af-konferencen-folkeskolens-formaal-til-eftersyn-d-19-august-2015-paa-dpu.html

Kommentar til institutleder Claus Holms leder i DPU’s magasin Asterisk: ”Et liv i læringens tegn”: http://www.thomasaastruproemer.dk/et-liv-i-tegnets-tegn.html

Kommentar til institutleder Claus Holms leder i DPU’s magasin Asterisk: ”Didaktikken er død, længe leve didaktikken”: http://www.thomasaastruproemer.dk/styringsdidaktikken-er-doed-laenge-leve-didaktikken.html

Kommentar til institutleder Claus Holms tale til kandidater, 2015: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10153709930429481&id=837549480

Anders Bondo stiller spørgsmål til Claus Holm: http://www.thomasaastruproemer.dk/anders-bondo-christensen-stiller-spoergsmaal-til-claus-holm-og-lars-qvortrup.html

Sten Larsens anmeldelse af bogen ”Folkeskolen efter reformen” af Claus Holm, Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen: http://www.folkeskolen.dk/561856/historisk-vaerk-om-skolereformen

Politikens interview med Ove Kaj Pedersen, der startede diskussionen: http://politiken.dk/debat/ECE3182671/forkaelede-offentligt-ansatte-kan-underminere-velfaerdsstaten/

Svend Brinkmanns kommentar til Ove Kaj Pedersen: http://politiken.dk/debat/profiler/svendbrinkmann/ECE3186244/hvorfor-skal-kritiske-laerere-og-sygeplejersker-bare-tage-ja-hatten-paa/

Politikens interview med Rasmus Willig: http://politiken.dk/debat/ECE3193704/chefer-kraenker-kritikere-i-den-offentlige-sektor/

Min første diskussion med Claus Holm i 2010 på folkeskolen.dk. https://old.folkeskolen.dk/505720/oplaeg-paa-det-alternative-soroemoede

Andre kritiske markeringer:

Kemp, P. (2015). Løgnen om dannelse – opgør med halvdannelsen, Tiderne Skifter.

Larsen, S.N. (2016). At ville noget med nogen, Forlaget Turbine.

Skovmand, K. (2016). Fælles mål – uden mål og med, Hans Reitzels Forlag.