DPU er i dag endt som et udtryk for en form for opgør med pædagogik, videnskab og filosofi. Det er sket løbende over årene, hvilket jeg har beskrevet udførligt i bogen ”Universitetet og dets fjender” fra februar 2024. Hvis min tese passer, så er der tale om et stort problem for pålideligheden af samfundets pædagogiske kundskaber.

Den problematiske begrebslige tilstand bekræftes i to nyere udgivelser, som jeg vil omtale nedenfor. Det drejer sig dels om et helt nyt nummer af DPUs magasin Asterisk og dels om et festskrift til lektor Jens Erik Kristensen, som udkom sidste år. De to udgivelser hænger på en måde sammen. Her kommer den nærmere argumentation:

DPUs magasin Asterisk redigeres af DPU’s institutleder Claus Holm, som selv er glødende tilhænger af skolereformens begrebslige univers. Bladet og instituttets kommunikationsafdeling har i mange år været en form for central for faglig propaganda i Holms ånd.

Det nyeste nummer af Asterisk har temaet ”Hvad er egentlig formålet med uddannelse?”. Man forventer en filosofisk og kulturhistorisk diskussion. Men det sker ikke.

Det er i den forbindelse tankevækkende, at der inden for dette tema ikke er et eneste bidrag fra det hensygnende fagmiljø ”pædagogisk filosofi”? Dermed forstærker udgivelsens struktur det angreb på pædagogisk filosofi, som Holm og hans åndsfæller har stået for siden 2008.

Men ok, selvom DPUs ledelse har udsultet dette fagområde, bl.a. med fyringsrunder i både 2010 og 2022, så er det alligevel utroligt, at ingen af DPU’s filosoffer har fået lov til at bidrage ind i den aktuelle sammenhæng.

Den eneste, der for alvor kommer i nærheden af det filosofiske, er et interview med lektor emeritus Jens Erik Kristensen, men denne reference forstærker faktisk problemet. For det var nemlig Kristensen, der i samarbejde med den daværende DPU-leder Lars Qvortrup, decideret forsøgte at nedlægge pædagogisk filosofi. Det var i 2010. Og da Qvortrup og Kristensen ikke slap afsted med det, så forsøgte de i stedet at fyre tre filosoffer med henvisning til, at deres forskning ikke var ”relevant”. Claus Holm, som allerede dengang var kommunikationsdekan, støttede fyringerne offentligt. Det var ved den lejlighed, at jeg blev opmærksom på, at der var noget helt galt.

Og at denne gamle sag stadig er levende, fremgår af en antologi fra 2023, der netop fejrer Kristensens virke. Bogens titel er: Festskrift til en idehistorisk opdrager – og opdager. Til Jens Erik Kristensen efter 40 år i universitetets tjeneste. Bogen er endda udgivet på DPUs eget forlag, og den har netop Claus Holm som redaktør. Holm og Kristensen har en fælles ideologisk rod i nogle strukturalistiske læsninger af den tidligere DPU-rektor Lars-Henrik Schmidts filosofi, der faktisk i sig selv var strukturalistisk. Holm er dog værre end Kristensen, for nu at sige det på den måde.

Det hele er en del af Holms ideologiske apparatur, der også har involveret særbehandling af skolereformens ideologer, herunder Lars Qvortrup og professor Jens Rasmussen. Historien er endeløs.

Festskriftets første og derfor centrale artikel handler netop om fyringssagen fra 2010, hvor forfatteren på alle måder tager Kristensens parti. Artiklen er skrevet af bladet Forskerforums tidligere redaktør, Jørgen Øllgaard, der ellers ligesom Kristensen selv havde været meget kritisk over for universitetsreformen fra 2003.

Men Øllgaard mener nu ligefrem, at de tre filosoffer og deres støtter var ”forskningsfrihedsfundamentalister”, som lavede ”konspirationer”. I dag finder man også Øllgaards nedladende ide om frihedsfundamentalister hos dekanen ved fakultetet ARTS på AU, Maja Horst. Det kan man læse om i hendes bog ”Hvad vil vi med universiteterne?”. Horst vil have mere målstyring og mindre videnskabelig autonomi. DPU og AU vekselvirker i en negativ spiral.

Og det helt store kollaps i Øllgaards åbningskapitel kan man læse i følgende proletarisering af åndens liv og nedgørelse af de tre filosoffers virke:

”I alle andre ansættelser kan der stilles krav til ens job-udførelse, så hvorfor gælder det ikke uni-professorer og -lektorer? Og i alle andre brancher må man fyre, hvis der ikke er penge til at betale løn? Så hvad, når instituttet manglede penge?”

Med denne begrebsmæssige og organisatoriske konstellation fra omkring 2010 startede den filosofiske deroute for både for den poststrukturalistiske Foucault-tradition og faktisk også for fagforeningen, som Forskerforum jo er en del af. Kritikken blev opslugt af dens modsætning. Forskningen var nu politikkens tjener. Herfra kunne en ny og korrigeret forskningspolitisk venstrefløj omdanne videnskaben til midler for optimering af emner som identitetspolitik, klima og coronasmitte.

Tilbage i 2010 var der faktisk store protester mod fyringerne, så Qvortrup, Kristensen og Holm endte med at trække dem i land, men det lader Øllgaard sig ikke påvirke af.

Når det er sagt, så kæmper Kristensen faktisk i interviewet i Asterisk med at fastholde en distinktion mellem konkurrencestatens humankapital og en mere traditionel pædagogisk rammesætning, men pga. det filosofiske underskud bliver det uden egentlig kraft.

En anden lektor, Miriam Madsen, mener i samme artikel, at uddannelse handler om ting som geopolitiske processer og styringsparametre. Ligesom Kristensen lyder hun ind imellem lidt ked af det, men hos Madsen er der faktisk endnu mindre filosofisk og kulturhistorisk arbejde med begreberne. Vi ender derfor med en forstærket konkurrencestat, hvilket jo også er DPU’s ideologi som sådan. Foucault er endt som tjener for sin modsætning.

Kigger man i resten af Asterisks temanummer, så bekræftes denne tendens. Som sagt er der ingen bidrag fra det filosofiske miljø eller fra andre forskere, der i tidens løb har leveret kritiske diskussioner af uddannelsernes formål. Det er et lukket ideologisk system.

Temanummerets leder er skrevet af Claus Holm selv. Han mener, at uddannelsers formål handler om en blanding af arbejdsmarkedstilpasning og selvrealisering. Med det udfaldsrum har han ødelagt begrebet. Det er pinlig læsning, som er sigende for DPU’s linje.

De andre bidrag bærer også præg af DPU’s grundlæggende filosofi. I en artikel om demokrati og åndsfrihed står der intet om hele ånds- og ytringsfrihedens tradition. Der refereres blot til nogle globale undersøgelser, som bl.a. Holms tidligere viceinstitutleder og væbner, sociologen Christian Christrup Kjeldsen, fortæller om. Kjeldsen refererer direkte til 2014-skolereformens måltal uden den mindste reservation. Det er et lukket univers, som er det modsatte af “åndsfrihed”.

Christrup Kjeldsen er stadig lektor, men mon ikke han får tilbudt et nyopslået professorat, som Holm har designet efter at have fyret nogle mere klassiske forskere? Det er mit bud.

I en tredje artikel, der handler om universiteter, refererer antropologen Gritt B. Nielsen til det klassiske universitets store tænker og praktiker, Wilhelm von Humboldt, men hun knytter udelukkende Humboldt an til diversitet og identitetspolitik. Dermed bekræftes Claus Holms symbioser. Holm stod jo netop for forårets rapport om køn og identitetspolitik, som Tesfaye heldigvis kaldte for ”noget sjask”.

Hele den omfattende diskussion om universiteternes egenart og formål, som føres både nationalt og globalt, er helt ude af billedet.

I samme artikel forklarer lektor Rikke Toft Nørgaard, at universitetet skal være en slags forsamlingshus. Det er fint nok, men det er ikke fint, at hendes ideer bygger videre på Michal Gibbons såkaldte modus 1 og 2-teori, som hviler på et opgør med det klassiske universitet, som udelukkende – via modus 1 – defineres negativt som et “elfensbenstårn”. Modus 2 er så konkurrencestatens universitet, som blev indført i 2003.

Toft Nørgaard tilføjer så en modus 3, jf. ”forsamlingshuset”. Men på den måde kommer hendes forsamlingshus-universitet til at stå for et opgør med et opgør med en allerede reduceret version af det klassiske universitets dyder, som jo netop var baseret på Humboldt. Vi får et tredoblet opgør med ”elfensbenstårnet”, som den rige universitetstradition kaldes i disse kredse.

Denne meget uheldige logik, som fremstår helt ureflekteret, præger også AU’s forskningscenter CHEF, som Nørgaard selv er involveret i. Nørgaard stod også i foråret 2022 – i samarbejde med kredse på DPU – for et læringsrevolutionært opgør med universitetspædagogikken, og hun er en del af den kraftfulde IT-ideologi, som har udviklet sig på AU’s humaniora i det sidste årti.

I en fjerde artikel fortæller lektor Helle Rørbech om tre procesorienterede didaktikker, der skal indfri folkeskolens formålsparagraf. Det er sådan set en ok analyse, som dog har det problem, at “formålet”, der jo er det overordnede tema, snarere anvendes end undersøges. Det ender lidt som didaktik uden skole, hvilket har næsten den samme reduktionistiske effekt som modus 1-2-3-logikken.

Helle Rørbech er netop blevet leder af en ny afdeling, hvor man har reduceret pædagogisk filosofi til at være en del af det ret instrumentelle didaktiske miljø på DPU. Oprindelig var pædagogisk filosofi et selvstændigt institut under teologen Peter Kemp. Siden blev det til en afdeling under bl.a. filosoffen Jørgen Huggler, men nu har Claus Holm altså endegyldigt nedlagt fagets organisation, så procesdidaktikkens begreber kan tage overhånd.

I en femte artikel diskuterer lektor Maja Hojer Bruun og lektor Helene Friis Ratner kunstig intelligens. Men også her forbliver vi på det instrumentelle plan i forhold til institutionernes formålstraditioner, og der er ingen reelle modhager i forhold til Aarhus Universitets ekstreme syn på brug af AI ved eksaminer og fakultetets ARTS store AI-satsninger.

Sådan fortsætter det. Der er ingen regulære diskussioner af formålene for børnehaver, skole, læreruddannelse eller universiteter, som man ellers har set i de seneste år eller gennem tiden.

Der er dog to spæde tegn på undtagelser; en slags rester, der på en måde ender med at bekræfte forfaldet:

For det første er der et interview med den tyske sociolog Hartmut Rosa. Interviewet fandt sted i forbindelse med en konference, som slet ikke blev holdt i regi af DPU, hvor Rosa fortæller lidt om sin teori og kritiserer digitaliseringen af pædagogikken.

Det er lidt mystisk: Rosa er ikke pædagog, hans foredrag foregår på Sydsjælland, han har ikke noget med DPU at gøre, og han kommer ikke ret meget ind på ”formålene”. Og hvorfor har man ikke f.eks. interviewet DPU-filosofferne Asger Sørensen, som også tilhører den kritiske tradition, eller Jørgen Huggler, som deler Rosas interesse for romantikken? Både Sørensen og Huggler var i øvrigt ofre for fyringsaktionen i 2010. Deres forskning var heller ikke dengang “relevant”.

Hvis man endelig vil bevæge sig uden for DPU, så kunne man havde taget en mere regulær pædagogisk filosof fra udlandet eller en anden person, som er aktiv på de nationale og internationale pædagogiske konferencer. Valget af Rosa som repræsentant for det filosofiske ender på den måde som en markør for opgøret med filosofien.

For det andet er der et udmærket interview om dagtilbud med antropologen Eva Gulløv og psykologen Grethe Kragh-Müller. Disse to kvinders gode markeringer ville gøre det godt i bedre filosofisk selskab end det aktuelle. F.eks. er der en reference til børnehavernes filosof, Fr. Frøbel, selvom det står meget kort. Der er dog en god sans for børnehavens baggrundstraditioner og disses modsætning til læringsbegrebet, hvilket sætter Holms system under pres.

Gulløv og Kragh-Muller er ud af den gamle DPU-skole fra 2000, dvs. fra tiden før DPU under dekan Lars Qvortrup  2008 blev sammenlagt med et AU, som i de år selv var under kraftfuld radikalisering.

Man kan genkende en god blødhed og interesse hos Gulløv og især Kragh-Müller. Konsekvensen er, at man selv bliver lidt blød, selvom man mangler den mere engagerede omgang med den børnehavepædagogiske tradition, som man i disse år finder i kredse på især UC VIA, UC Syd og RUC hos folk som f.eks. Line Togsverd og Jan Jaap Rothuizen.

Jeg vil i den forbindelse nævne, at Eva Gulløv støttede Claus Holms fyringsaktion i 2022, hvilket jeg blev meget skuffet over. Kragh-Müller skrev ikke under på det utrolige indlæg.

Til sidst vil jeg sige, at jeg egentlig ikke tror, at disse prioriteringer nødvendigvis er udtryk for en bevidst ideologi. Det er snarere ideologien, nemlig symbiosen mellem konkurrencestat og læring, der vælger bevidstheden, hvilket jo er langt værre.

 

Referencer og links:

Claus Holm og Stefan Herman (red.). Festskrift til en idehistorisk opdrager – og opdager. Til Jens Erik Kristensen efter 40 år i universitetets tjeneste, Aarhus Universitet- DPU, 2023. https://ebooks.au.dk/aul/catalog/view/503/351/2068

Asterisk, nr. 124, november 2024. https://dpu.au.dk/asterisk

Støtteerklæring til Claus Holm, december 2022. https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-kollega-modsvar-i-debatten-om-afskedigelser-pa-dpu/4689601

Kritik af DPU-rapport om universitetspædagogik, marts 2022. http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpu-rapport-om-universitetspaedagogik.html

Thomas Aastrup Rømer. Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU, Klim, 2024. https://klim.dk/bog/universitetet-og-dets-fjender