En far, en skolelærer og Charlie Hebdo

1.

En far, Johnny, spurgte sin søns dansklærer, Flemming, om, hvorfor eleverne ikke havde så mange danske stile som sidste år.

Flemming mumlede noget om ”læring”, ”maksimering” og “internationale rollemodeller”, mens han kiggede ned i gulvet. Det så jo ikke så godt ud, så Johnny spurgte, om lærerens svært hørbare forklaringer var udtalt som fri lærer eller som ledelsesloyal medarbejder, for han havde nemlig læst, at både den lokale kommune og lærernes fagforening lagde meget vægt på ”loyalitet”.

Flemming så helt lettet ud og sagde – dog stadig mumlende – at han talte som ledelsesloyal medarbejder. Det havde lærerne fået at vide, at de skulle, både af kommunen og af deres fagforening – og eftersom Flemming havde hørt om både afskedigelser og advarsler rundt omkring, havde han tænkt sig at makke ret.

”Nå, men kan jeg så ikke regne med dit svar, hverken din mumlen og din forklaring?”, spurgte faren. ”Nej det kan du ikke”, svarede Flemming, ”du kan ikke regne med noget som helst andet, end at jeg er loyal over for min overordnede, som siger, som han siger – og at det hele står i en e-mail, vi fik i forgårs – og det vi ikke har i en e-mail, udtaler vi os ikke om”.

”Men hvad er da sandheden?”, spurgte Johnny. ”Ring efter kl. 16 på mit privat-nummer”, svarede læreren, ”men fortæl ingen at denne opfordring er udtalt før kl. 16”.

”Efter kl. 16?”, udbrød faren forundret, ”men er du da ikke på arbejde om aftenen – ligesom lærere altid har været det?”. ”Nej nej”, sagde læreren forskrækket, ”det er slut nu – nu er vi jo normaliseret. Efter kl. 16 er vi noget, der hedder ’privatpersoner’. Det er både kommunen og fagforeningen også helt enige om”. Derefter må vi gerne sige noget, men vi må ikke sige, at vi er lærere på en af kommunens skoler.

Johnny spurgte: ”Men må læreren så ikke følge sin personlige overbevisning i arbejdstiden?”, og Flemming svarede: ”Nej, han skal være loyal overfor en løgn i arbejdstiden. Det er det, man kalder for en ja-hat”.

Så sagde faren: ”Nej, ved du nu hvad. Det går jo ikke det her. Vi taler jo blot om et lille problem med nogle stile. Hvad sker der, hvis spørgsmålene bliver mere alvorlige?”. Læreren svarede: ”Det gør ikke den mindste forskel. Kommunen og fagforeningen skelner ikke mellem forskellige slags spørgsmål. Jeg er loyal i alt, hvad jeg bliver bedt om, og eftersom alt er reguleret ned i detaljen, er det alt, der findes”.

”Men hvad skal jeg da gøre, hvis jeg vil have et svar”, spurgte faren, og læreren svarede: ”Du skal spørge min skoleleder, han er ikke loyal over for mig”.

 

2.

Derpå gik Johnny op til skolelederen, en såkaldt “superleder”, hvor han fik tildelt en audienstid onsdagen efter. Men da mødet fandt sted, udspillede hele dialogen sig på fuldstændig samme måde som den samtale, han lige havde haft med læreren. Også lederen mumlede og forklarede og undveg.

Lederen sluttede af med at anbefale, at faren gik hen til den kommunale skoledirektør og måske også talte med kommunens skolerådmand. Så gjorde faren det. Først gik han hen til skoledirektøren, som for tiden blev kaldt en “læringschef”, men med præcist samme resultat som ved læreren og superlederen; læringschefen henviste til rådmanden, mens han mumlede og så ned i gulvet. Nu skulle man jo så tro, at rådmanden var lidt mere fri – hun er jo trods alt politisk valgt – men det var hun ikke. Hun henviste blot fåmælt til finansministeriet, imens hun surfede lidt rundt på KL’s hjemmeside uden at se op.

 

3.

Den trætte far forstod to ting:

  1. At børnenes stile er et finansministerielt anliggende.
  2. At hele skolesystemet er et stort loyalitetssystem, hvor ingen må sige, hvad de mener at se, eller hvad de tænker; kort sagt: at skolen er en form for mur i skolens indre. Johnny troede faktisk, at en skole var det modsatte, men han indså nu, at han havde taget fejl.

Da faren var kommet frem til disse indsigter, hvorefter land og folk er samlet bag et lukket og enstrenget system af mursten, der udelukker holdning, subjektivitet, mavefornemmelser, synsninger og almindelig dømmekraft og pædagogik, ja hele skolens formål – ja, da gik han ned i byen.

I byens gamle og mondæne kvarter, lige foran Cafe Glorie, mødte Johnny læreren, superlederen, læringschefen og rådmanden i ivrig, snakkende og begejstret samtale vedrørende en leder i Politiken. De bar alle en t-shirt, hvorpå der stod: ”Je suis Charlie”.

Måske må man tegne, hvad man tænker?

Men hvordan tegner man en dansk stil?

2 tanker om "En far, en skolelærer og Charlie Hebdo"

  1. Det offentlige burde måske skifte navn til det defensive… alt skal jo fornyes med tidens takter. Og der er ganske entydigt mere bæltedyr end akvarium over tidens statsførelsen.

Skriv en kommentar