Jeg har tidligere skrevet kort om SF’s nyere historie og dennes betydning for 00’ernes og 10’ernes pædagogiske krise. Derfor laver jeg her en form for pædagogisk læsning af Holger K’s aktuelle politiske erindringer “Det var det værd – politisk tilbageblik”, som er udkommet på forlaget Momenta i år. Der står egentlig næsten ikke noget om pædagogik i bogen, men på en måde handler det alligevel om pædagogik det hele. Det er i al fald min hypotese. Det handler om pædagogisk eksistens, om det historisk-poetiske, om påmindelse og tilsynekomst.
A: De frie skoler (kapitel 2 og 3)
Holger er opdraget i et grundtvigsk efterskolehjem i den vestjyske by, Bramming, i 1950-60’erne. Her spillede det nationale en stor og selvfølgelig, men også lidt stille og forudsat rolle. Og faderen, som var efterskoleforstanderen himself, var stærkt imod, at der kom prøver ind i denne skoleform. Hele dette setup har tydeligvis påvirket Holger dybt.
Herfra gik turen til Ribe Katedralskole fra 1966-69, som bestemt ikke var noget for den grundtvigsk opdragede Holger. Han har kun sans for de dårlige sider af gymnasieundervisningen, der udelukkende fremstilles negativt.
Herefter kom han på Snoghøj Højskole, hvor han stiftede et begejstret bekendtskab med den let sekulariserede grundtvigianisme og højskolekultur, som for alvor havde udviklet sig i 1960’erne, og som i de efterfølgende årtier satte sig spor i de folkelige og internationalt interesserede bevægelser på venstrefløjen. SF blev i høj grad en del af hele denne proces. For Holger udgjorde Snoghøj en mere naturlig modernisering af efterskoleopdragelsen end katedralskolen, der som sagt var sort skole i Holgers verden.
Fra denne sammenhæng flyder en kort omtale af Holgers tidlige år i SF og hans stærke engagement i EU-modstanden i 1972, hvor han faktisk – i overensstemmelse med sin opdragelse – mere knytter an til en mild national modstand, dvs. dansk selvstændighed, end til den kommunistiske del af modstanden, som han kritiserer, og som faktisk dominerede dele af ”Folkebevægelsen mod EF” på den tid. Holger var bestemt ikke DKP’er. Han udsprang af højskolesocialismen.
B: Børnebanden (kapitel 1)
Bogen åbner med en stærk kritik af den såkaldte børnebande i SF, der i løbet af slut-2000’erne kom i tæt kontakt med corydonismens og konkurrencestatens Socialdemokrati, som dermed kom til at definere SF som sådan. Efter Thorning-regeringens fald skiftede børnebanditterne til især Socialdemokratiet. Børnebanden stod med andre ord for et totalopgør med SF’s folkelige tradition, som Holger K selv var rundet af. Om Holger selv er opmærksom på denne sammenhæng, kan man dog ikke læse ude af de første kapitler, hvor kritikken af børnebanden især hægtes op på DONG-sagen. Og min pointe er, at han også senere i bogen udfolder et alt for overfladisk syn på denne modsætning, og at han ikke rigtig forstår den.
Børnebandens hovedpersoner bestod blandt andet af følgende personer, hvoraf de fleste i dag er blevet rene apperatjikker, helt uden sans for den opdragelsessammenhæng som ligger i Holgers sociale DNA:
Thor Möger Pedersen (chefstrateg, i dag ansat i det socialdemokratiske partiapparat)
Astrid Krag (i dag: socialminister)
Jesper Petersen (i dag: forskningsminister)
Nanna Westerby (dannede par med Möger og var medskribent på Antorinis Ny Nordisk Skole. Antorini havde selv taget turen fra SF til Socialdemokratiet ca. 10 år før. Jeg ved ikke, hvad Westerby laver i dag)
Tesfaye (i dag: integrationsminister)
I dag har SF tabt al kontakt til hele den tradition, som Holger kom fra, og som han i 1970’erne og 80’erne var med til at træde ind i på vegne af en ny generation. Denne sammenhæng blev slet og ret smadret i løbet af 00’erne. Han registrerer det som en form for ubehag, men uden egentlig analyse, så det skøjter på overfladen.
C. EU
Undervejs i bogen får vi en ret udførlig redegørelse for de EU-politiske processer. Jeg har en lille hypotese i den forbindelse, som hænger sammen med Holgers tre skoler. Først to elementer i hele baggrunden:
For det første forlader Holger den folkelige SF-modstand med sin tilslutning til Amsterdam-traktaten i 1998. Her forlader han på en måde sin dannelse på Snoghøj Højskole og på sin vis også den folkelige baggrund for sin barndom på efterskolen i Bramming. Han lader de folkelige og EU-kritiske dele af SF stå tilbage på folkedybets bagperron. Det var noget af det samme, som otte år tidligere havde fået Antorini til at forlade SF. Kort sagt: Grundtvig var skyld i EU-modstanden.
For det andet kan Holger så alligevel ikke lide EU, når det bliver for højstemt, hvilket han mener var tilfældet i forbindelse med den såkaldte forfatningstraktat, der netop ikke blev vedtaget som en del af Nice-traktaten i 2003. I stedet for ”storladne manifester” gik han ind for det mere praktisk-økonomiske samarbejde, som blev resultatet af at afvise forfatningsdelen. Han ønsker et EU som et ”forhandlingsrum” (s. 168).
Og nu kommer vi i to lag tilbage til Holgers eksistens:
For det første svarer denne lidt simple kritik af det højstemte til hans ubehag ved gymnasiet, der jo er en skoleform, som netop hviler på europæisk oplysning. Og den grundtvigske baggrund – dvs. Bramming og Snoghøj – havde han jo forladt i 1998. På en måde forlader han dermed værdierne og opdragelsen som sådan.
For det andet: Det konkrete resultat af Holgers ”forhandlingsrum”, nu altså uden værdier, blev i EU den såkaldte ”open method of coordination”, der indenfor f.eks. uddannelsespolitikken omsatte de europæiske idealer til et sindrigt bureaukratisk forhandlingssystem, der langsomt men sikkert forgreb sig på både pædagogikken og på subsidiaritetsprincippet, vel at mærke under en ny vidensøkonomis semantiske herredømme. Efterskolens nære og beskedne nationale liv, nu omfortolket som et værdifrit forhandlingsrum, ender dermed som en ”åben koordinationsmetode” under økonomiens herretegn.
Så Holgers sunde efterskolepragmatisme omdannes dermed til en bureaukratisk og økonomisk defineret pragmatisme.
Dermed bliver Holger også en passage for folkesocialismens tab af ”folket”, som han jo ellers ubevidst elsker via sin dannelse i den frie skolesektor og via SF’s ”folke”-socialisme. Det er dette grundlagstab, som bliver udgangspunktet for den næste partileder, åndsfællen Villy Søvndal, som Holger godt kan lide, og for Søvndals børnebande, som Holger som sagt ikke kan lide, men som i min optik på en måde er en forlængelse af ham selv.
I stedet parkerer Holger resterne af sin venstre-grundtvigske baggrund i indvandrerpolitikken, som får en del plads. Imens kan den globaliserede økonomi med dens statistikker og “forhandlingsrum” bemægtige sig samfundsfilosofien og almenpædagogikken som sådan.
Sådan kan det gå, når man ikke kan lide gymnasiet og glemmer højskolen. Men mon Holger havde haft nogen som helst energi uden Bramming, Ribe og Snoghøj?
D. De sidste år
Denne filosofisk-psykologiske diagnose præger også Holgers sidste år. Han virker helt fjern i forhold til SF’s tilnærmelse til det nye konkurrencestats-socialdemokrati fra 2005 og fremefter. Derfor bliver hans ministertid fra 2012 også præget af, hvad der i bogen fremstår som en lang række lidt forvirrede fejlvurderinger samt en form for flegmatisk pragmatisme helt uden analytisk dybde.
I en nærlæsning viser det sig, at både skattepolitikken, som Holger bliver minister for, men også skolereformen, som Holger synes godt om, samt Dong-salget, som han forsvarer halvhjertet, er kraftigt influeret af Bjarne Corydons ideologi. Men Holger kan godt lide Bjarne, fremgår det, mens konkurrencestaten drysser og river og flår i Holger selv og hans parti.
Holger tror, at problemerne handler om ”en dysfunktionel regering”. Men det gør de ikke. Problemerne handler snarere om en ny politisk ideologi, konkurrencestatens ideologi, som gør radikalt op med erfaringerne fra både Ribe og Snoghøj og Bramming, og som vil omsætte samfundets sociale og pædagogiske liv til centralistisk læringsstatistik. Og denne ideologi er 100% imod SF’s oprindelige ånd.
Faktisk ender Holger med at give mig ret i det. I kapitlet ”Hvad lærte vi?” fortæller han, at ”den neoliberale økonomiske politik, som Helle Thorning og Margrethe Vestager adopterede, lå langt fra SF’s grundlag” (s. 348). Men han er ikke opmærksom på, at SF i løbet af 00’erne selv har tilsluttet sig dette grundlag, og at f.eks. skolereformen fra 2013 i høj grad er en del af denne politik. Så igen savnes den dybde, som Holger ikke kan trække på, fordi han har forladt de grundtvigske sammenhænge og de europæiske idealer.
Holger skriver i en af sine utallige fortrydelser, at ”vi burde have forladt regeringen tidligere”. Men hvis man er grundlæggende imod ideologien, så burde man jo slet ikke været trådt ind i regeringen? Og hvorfor havde SF understøttet ideologien op gennem 00’erne og endda med tilslutning til skolereformen, som Holger selv erklærer, at han synes godt om?
Det er også lidt underligt, at Holger ikke nævner f.eks. Mikael Buschs kritiske biografi om Corydon. Men der er generelt ikke så mange henvisninger til andre behandlinger af bogens emner.
Til sidst går det hele lidt op i ministerbiler, småforlig og anekdoter. Der er ingen analyser eller undersøgelser af tidens mere principielle temaer eller spørgsmål.
Til sidst, i 2015, mister Holger ”gejsten”, skriver han, og der er et fint billede, hvor han spiller fodbold.
E. Karikatur-krisen
Det er meget mærkeligt, at karikaturkrisen i 2006 slet ikke omtales? Især fordi udenrigspolitiske emner generelt fylder meget i bogen, og eftersom SF – efter min mening – spillede en meget uheldig rolle ved netop ikke at forsvare tegningerne med rank ryg og oprejst pande. Men måske har jeg overset noget?
F. Demokratiets kollaps: Corona, klima og nødvendighedens politik
Til sidst lægger Holger op til, at man suspenderer demokrati og frihedsrettigheder for at redde klimaet. Coronaen var en form for øvelse i det, fremgår det. Den slags er ”nødvendigt”, skriver han (s. 359).
Holger har virkelig lært noget af Corydon om ”nødvendighedens politik”, dvs. om opgøret med Holgers egne skoler.
Links:
Tidligere bemærkninger til SF’s historie: http://www.thomasaastruproemer.dk/noter-til-sfs-historie.html
Kort omtale af børnebanden: https://www.berlingske.dk/politik/naesten-hele-boernebanden-er-fortid-i-sf
Link til omtale af Mikael Buschs bog om Corydon: http://www.thomasaastruproemer.dk/anmeldelse-af-bjarne-corydon-og-noedvendighedens-politik.html