Lars Qvortrup har siden 2008, hvor han blev leder af DPU, været blandt de mest magtfulde personer i dansk pædagogik. Han var en begejstret fortaler for skolereformens tankesæt, ikke mindst sammen med åndsfællen Jens Rasmussen og flere andre. Her herskede interessen for læringsmålstyring, John Hattie og LP-metoder, mens AP Møllers millioner dryssede som guldstøv ned over de læringsrevolutionære kommuner. De centrale institutioner og myndigheder tog flittigt del løjerne. Det var et pædagogikkens oligarki efter min mening.

Siden blev Qvortrup leder af det John Hattie-inspirerede ”Nationalt Center for Skoleforskning”. Det er nu nedlagt, og Qvortrup, som nu er 72 år, er i dag menig professor ved DPU.

I en ny international antologi gør han status over tiden omkring og efter skolereformen. Her fastholder han sine synspunkter med 100%. Han har kort sagt intet lært af den omfattende kritiske proces, der har været i perioden. Tiden er stået stille. Lad os se på sagen:

Selve antologien har titlen ”The Emerald Handbook of Evidence-informed Practice in Education: Learning from International Contexts”. Bogen er redigeret af to evaluerings-evidens-effektivitetsforskere, Chris Brown og Joel R. Malin.

Det er svært at opdrive en pædagogisk tanke i udgivelsen. Hvert land har fået et kapitel, og Qvortrup står så for at beskrive ”evidensens” skæbne i Danmark. Hans artikel hedder “Evidence-Informed Practice in Denmark” (Qvortrup 2022).

En kort note til titlens brug af udtrykket ”evidensinformeret”. I gamle dage hed det jo ”evidensbaseret”. Forskellen er, at det evidensbaserede gik på specifikke metoders målbare effekt på elevernes output. Det evidensinformerede handler sådan set også om det, men det er også noget mere. Det evidensinformerede angår nemlig snarere en mere omfattende ideologi, som fortalerne mener skal kendetegne hele det pædagogiske og politiske mindset. Så det ”informerede” er ikke noget andet end det ”baserede”, det er snarere en udvidelse og forstærkning af evalueringssystemernes magt og effekt. Bogens helt ukritiske og stærkt normative indledning bærer tydeligt præg heraf.

 

1. Qvortrups diagnose

Qvortrup skriver, at skolereformen fra 2013 i høj grad var evidensinformeret. Her er nogle af de ord, han bruger om reformen, og som han godt kan lide: output-oriented, accountability-based, learning objectives, capacity building, evidence-informed.

Han fremhæver også, hvad han opfatter som AP Møllerfondens positive betydning og det politiske niveaus store opbakning. Vi får kort sagt hele vokabularet fra dengang.

Qvortrup beskriver dette system som et ”anglo-american steering regime” uden antydning af kritisk lyd. Han fortæller også, at dette regime står i modsætning til humboldtsk Bildung, som han ikke har noget tilovers for. Humboldt er fjenden, må man forstå. Qvortrup sætter også – måske med et kritisk brod til den situerede læring – sine ideer i modsætning til ”understanding teaching as craft”.

Det er hårde dikotomier, som stadig præger folkeskolens begreber. Det er hele den brede ”uren pædagogik”- bevægelse, som med dennes fokus på dannelse og situeret læring hermed marginaliseres. Qvortrup bygger især sin analyse på en artikel af Jens Rasmussen fra 2015. Det er som om, at tiden står stille.

Qvortrup mener, at hans store styringssystem ligger i direkte forlængelse af reformpædagogikken i 1920’erne og af den demokratiske pædagogik efter WW2. Det er fascinerende unuanceret, må jeg indrømme, men det hele står så kort, at det ikke rigtig kan adresseres i en seriøs kritik. Jeg vil henvise til min bog ”Skolens formål” for en mere regulær fremstilling af disse sammenhænge (Rømer 2022). Her kan man læse om, at skolereformen fra 2013 i hovedtræk består af et frontalt opgør med reformpædagogikkens og efterkrigstidens traditioner, og jeg behandler også de test-tilgange, som Qvortrup kort refererer til.

 

2. De to årsager til dårligdommene på nationalt niveau: OK13 og dannelseskritik

Qvortrup mener, at det er gået skidt med evidensinformeringen i Danmark. Det skyldes to ting, mener han. Først og fremmest var skolereformen underfinansieret, og den blev derfor en del af arbejdskampen omkring OK13. Det betød at mange lærere blev skeptiske.

Den anden årsag til evidensinformeringens problemer var, ifølge Qvortrup, at lærerkonflikten blev ledsaget af en ”ideological dispute”. Lærerne blev nemlig understøttet af forskere, som mente, at pædagogik overhovedet ikke skal være nyttig, og at den skal ”set human beings free”. Denne position står Steen Nepper Larsen og undertegnede angiveligt for, inspireret af Gert Biestas arbejde.

Qvortrup har fundet nogle citater, men gør dog ikke det mindste forsøg på at sætte dem i filosofisk sammenhæng. F.eks. har han et citat fra min bog ”Uddannelse i spænding”, som han uden videre lader tale for sig selv, selvom citatet optræder i forbindelse med en kæmpeudredning af forholdet mellem frihed, handling, afhængighed og lydighed i et langt kapitel, der hedder ”Uddannelse som forfald”. I kapitlet undersøges, hvordan pædagogikkens opgave er at huske friheden, hvilket jo ikke er helt det samme som at ”sætte fri” (faktisk kan jeg ikke finde det konkrete citat på den side i bogen, som Qvortrup angiver?).

Qvortrup kritiserer os desuden for at være ”filosofisk informeret”, men jeg forstår ikke, hvorfor det skulle være et problem? Det er da godt? Men med sin markering bliver det endnu lettere at forstå essensen i Qvortrups skarpe opgør med pædagogisk filosofi, da han var dekan på DPU. Han ville først nedlægge uddannelsen i faget, og da han ikke slap afsted med det, ville han fyre tre filosoffer. Det mislykkedes dog også.

Og Qvortrup lader til at mene, at Biesta er Humboldt-mand? Det er lidt svært at forstå, synes jeg, men det har jeg skrevet om andre steder. Qvortrup har sin kasse, som det hele kan komme ned i.

Nå, men Qvortrup siger, at modsætningen mellem hans Hattie-baserede evidens-system og alle disse mærkelige dannelsesfolk har lavet en ”pedagogical volcano” i Danmark, og at denne vukan skabte en ”legitimation crisis” i Habermas’ forstand. Jeg er lidt stolt af på den måde at have bidraget til at standse Qvortrup i hans forehavende.

 

3. Konsekvenser på projektniveau

Dernæst går Qvortrup over til det, han kalder for et ”project-level”. Her fortæller han om et af de store AP Møller-projekter, som han selv var kraftigt involveret i. Her ville man lave ”a detailed mapping of students’ learning”, og det skulle være med ”student achievement profiles represented digitally in numerical and graphical formmats for every municipality, school and all individuel classes”.

Lyder det ikke skrækkeligt? Ikke ifølge Qvortrup. Han mener, at det hænger sammen med oplysningstidens filantropisme. Jeg er helt sat af.

Så på grund af OK13 og på grund af Biesta, Nepper og undertegnede, så er nogle lærere blevet kritiske overfor skolereformen og AP-Møllerprojektet og al den ledsagende retorik. Projektet er simpelthen godt, mener Qvortrup. Jeg synes nu, det er godt, at der blev skabt lidt kritisk bevidsthed, må jeg indrømme.

Men Qvortrup er optimist. For med tiden – når ”the memory of the 2013 school reform becomes weaker” – så vil lærerne indse, at evidensinformeret pædagogik vil gøre dem mere ”satisfied with being teachers”.

I bogens indledning klassificerer de to evidensinformationsbegejstrede redaktører – med baggrund i Qvortrups beretning – den danske skole som ”fatalistisk”, dvs. hovedet under armen mod afgrunden.

Vi er i antifilosofiens verden, som Peter Kemp engang skrev om disse tilgange.

 

Referencer:

Qvortrup, L. (2022). ”Evidence-Informed Practice in Denmark”, I Brown, C. & Malin, J.R.: The Emereald Handbook of Evidence-Informed Practice in Education: Learning from International Contexts, Emerald Publishing, s. 167-174.

Rømer, T.A. (2022). Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering, Aarhus: Klim.