Her er en kort refleksion over Egon Clausens erindringer Regnebrættet – erindringer fra Ribe fra 2011; en bog jeg læste med stor interesse, både fordi min egen slægt stammer fra Ribe, og fordi bogen er meget velskrevet, tankevækkende og efter min opfattelse relevant for en række moderne pædagogiske problemstillinger:

I vinteren 1963 kommer den 23-årige seminarist Egon Clausen til Kippinge Skole på Falster. Han skal være lærervikar. Det er den koldeste vinter i mands minde, og alt vand omkring og på øen er frosset til is. Hr. Clausen er også selv frosset indeni; splittet mellem hans egentlige jeg, bonde- og spejderdrengen Egon, der er vokset op i et vestjysk indremissionsk miljø og den rastløse og venstreorienterede modernist med det nyopfundne navn Sophus. På seminariet i Ribe, hvor Egon går, hedder han Sophus, men hjemme på gården hedder han Egon. Egon og Sophus fører et umuligt og størknet indre samliv. Det er enten-eller. Selv pigerne, som Sophus møder, kan fornemme splittelsen og frosten. Det hele foregår dog generelt under Sophus’ herredømme. Sophus er flov over sin Egon. Den indremissionske spejder må dukke sig, hvilket naturligvis gør Sophus overfladisk. Der er med andre ord is ude og inde. Ligesom hos Martin A Hansens ”Løgneren”, hvor skolelæreren Johannes Vig også bor på en ø, hvis ydre vande fryser til på samme måde som Johannes’ eget indre.

Så kommer følgende skildring af samværet med eleverne på Kippinge Skole:

”Sammen med børnene udfoldede sig en langt større og smukkere virkelighed, end jeg hidtil havde kendt eksistensen af. I forholdet til børnene kunne jeg vise mig selv uden forbehold og uden angst for at blive til grin. Alle mine talenter kunne her fremvises i frihed og uden bagtanker om at opnå noget andet. Forholdet var rent og derfor kunne det blomstre. Når de små lærte at læse, var det som om en større sammenhæng pludselig åbenbarede sig i de ordsammenstillinger, der hidtil havde stået som meningsløse gåder for dem. Dette under satte sig som et lys i børnenes øjne, og da jeg så det, kom en hidtil uanet følelse af ydmyghed over for lærergerningen over mig”. (s.132)

Unge lærer Clausen brugte ingen af de metoder, han havde lært som praktikant i Ribe, på hvis (nu nedlagte) seminarium han som sagt studerede til lærer. Han fandt derimod en form for pædagogisk og personlig lykke i en blanding af inspirationer fra sin strenge men velmenende seminarierektors syn på lærerens store betydning, fra sin gamle landsbyskolelærerinde, som var uddannet i 1920’erne, og for hvem fortællingen havde spillet en afgørende pædagogisk rolle – og fra sit møde med en tænksom venstregrundtvigiansme, som prægede Askov Højskole under forstander Knud Hansens ledelse i de år. Og så bidrog Clausen selv til det hele ved i den nye tids gode ånd at drage omsorg for børnene i stort og småt, så børnene behandlede ham godt, selvom han ikke stak lussinger. Det var den gode side af den legendariske skolepolitiske ” blå betænkning” fra 1960. De dårlige taler vi ikke om.

Kapitlet umiddelbart efter ovenstående citat hedder ”tøbrud”. Her bryder naturen og livet og våren frem både ude og inde. Hos Martin A Hansen kom der også til sidst et tøbrud på Johannes Vigs ø, men jeg har altid været i tvivl om, hvordan dette tøbrud sætter sig i Johannes’ sind, selvom det vist nok gør det. Men det var jo i 1947, og dengang kunne ”tøbruddet” ikke rigtig blive til noget. Det indre var for hårdt, selvom det altså var tøet lidt trods alt. Måske var det med ”tøbrud” i 1947 blot et spinkelt og forfængeligt indre håb, som ingen rede kunne finde i det ydre? Hos Clausen er man i al fald ikke i tvivl om tøbruddets ydre kendetegn. Tiden efter vikariatet på Falster er lutter fremskridt, både i store dele af Danmark og hos Clausen selv, som får et bredt kulturelt, pædagogisk og journalistisk virke i samfundet.

Under tøbruddet møder Clausen også, i forbindelse med en studierejse til Athen, den klassiske græske kultur og kunst, hvorved det slumrende europæiske bagtæppe vækkes. Som det hedder: ”Det var, som når man trykker på en elektrisk kontakt, og en lampe tændes: Pludselig forsvinder mørket, og alt ligger badet i et klart og lykkeligt lys”. (s.143). Den formulering er jeg vild med.

Tøbruddet er altså fortællingens, venstregrundtvigianismens, traditionens og Europas tøbrud, og herefter strømmer alle kilder tiltagende frit.

Spørgsmålet er så, hvem der egentlig vandt herredømmet, Egon eller Sophus? Og svaret er, at det gjorde Egon. Historien om tøbruddet er historien om Egons tilsynekomst fra frosten. Det er Egons vår. Egon Clausen hedder jo netop ikke ”Sophus Clausen”. Men i en anden forstand vandt Egon også. Egon var jo bonde- og spejderdreng, knyttet til sin egn, sin religion og til sit land og dets dyder. Når man er 15 år gammel i 1950’erne, så er man med sådan en baggrund en spejder. Det var denne forankrede Egon, der vandt under tøbruddet, altså spejderen. Ikke en spejder, der havde tabt Sophus; ikke den samme spejder, som gik rundt i Vestjylland i 1950’erne. Men Egon med en underordnet Sophus. Så spejderen vinder; det er spejderen, der bryder frem i våren. Hvordan kan man se det? Det kan man se til sidst i bogen, hvor Egon Clausen som moden mand besøger Ribe Domkirke og reflekterer over 70’ernes kulturelle modernisering som en fragmenteret og forvirret tid. Han ærgres over Domkirkens nye postmoderne udsmykning af Carl-Henning Pedersen, fordi den mangler sammenhæng med kirkens fortælling og essens; i stedet læner han sig tilbage og nyderne tonerne fra Bachs musik fra kirkeorgelet, fra Europas evighed i en form for kulturel syntese – ligesom da alt lå badet i Athens lys. Den forvirrede kirkeudsmykning symboliserer 1970’erne og Sophus. Spejderen og Bach under domkirkens høje loft er sammenhængen mellem 1950’erne og 2000’erne. Og oplevelserne som lærer på Falster og som seminarist i Athen er den kulturelle passage, der redder ham.

Men på en anden måde vandt Sophus. Han vandt i dele af samfundet. Han vandt over udsmykningen af Ribe Domkirke, han vandt i vores omgivelser, hvor Clausen fortæller om omgangskredsens opløste familier, og hvor selvmordene og de psykiske lidelser var hyppige gæster; Sophus vandt i afvisningen af historien, af traditionen og af kundskaberne, som stadigvæk hiver efter vejret. Sophus slap løs i alt for mange. Men hos dem, hvor han kom under kontrol, blev han til forståelse, frisind og hjælpsomhed underlagt kulturel og frivillig forankring.

Egon Clausen som blev født i 1940 tilhører en generation, der nåede at være spejder, og som derfor kunne holde lidt stand overfor den vilde modernitet, hvis der ellers var et tøbrud i omegnen. Var man født ti år senere manglede mange forankringen i 1950’ernes kulturelle synteser, og disse unge blev i 1970’erne opslugt af en aggressiv marxisme. For ham eller hende, som er født i 1950, er der i symbolsk forstand slet ingen Egon, kun en Sophus, men altså en Sophus uden en tavs og bebrejdende Egon i nærheden, og dermed på sin vis ikke engang en Sophus. Der er blot tomhed.

Efter murens fald, var der ingen pejlemærker, for dem havde man jo allerede gjort totalt op med, hvorefter først postmodernismens cirkulære refleksion og siden konkurrencestatens metodiske antihumanisme meldte sig som de nye idealer. Derfor: Skal du finde en lærer og dermed blive til en elev i egentlig og ikke blot i mekanisk forstand, så find, i overført betydning, én, der er 70+. Man skal naturligvis også lytte til en 60 åring, men det skal i så fald være uden følelser, for de har ofte ikke nogen politiske eller kulturelle følelser selv. De lokker med goldhed. Desværre er det jo denne forvirrede generation uden en indre spejder, der dominerer vores pædagogiske liv for tiden. Gad vide om der findes nogle spejdere i landet? En dansk Tintin, der forsvarer zigøjnerne i Møllenborgs baghave? Det ville være dejligt.

Clausens bog hedder ”regnebrættet”. Den foregår på kulturens bræt. Der flyttes og rumsteres med de brikker, som har præget os alle sammen, på et bræt som både er personligt og fælles. Konkurrencestatsideologerne og de nyliberale regner ikke på et bræt – de regner den ud for sig selv, så de kan vinde. De er en slags ensomme regnedrenge – de burde være spejderdrenge med en moderne erfaring i nærheden. Vores bræt er som en strøm, vi bader i – i lys – som i Athen. på Askov, på Lolland, I Ribe. Hvad mon dette bræt er lavet af?