1. Kampen mellem §1 og §2 i skolelovgivningen – Danmark er blevet kommunal.

Folkeskolelovens §1 er Folkets Tings lov om Folkets Skoles normative formål. Her tales om ”frihed, demokrati, kundskaber, historie, kultur, natursyn, fællesskab og åndsfrihed” og andet godt.

§2 er en administrativ paragraf, der angiver, at kommunerne har pligt til at sørge for skolens organisation og ledelse, men der står også eksplicit, at det skal ske med henvisning til §1. Kommunerne kan altså ikke ”organisere” frit.

Kommunerne, som ellers er et offentligt forvaltningsorgan, har samlet sig i en udemokratisk og privat organisation, KL, som klør på med §2, altså skolens organisation, fuldstændig uden reference til §1, som de egentlig var forpligtet til, og de folkevalgte kommunalbestyrelser og deres embedsmænd og skoleledelser har åbenbart fået resultatkontraktmundkurv på – i al fald siger de ikke noget.

Nu skulle man så tro, at staten og Folkets Ting var deres opgave voksen, altså at de beskyttede §1 mod KL’s overgreb, men det gør de ikke. Tværtimod fører både regering og folketingets partier sig frem i direkte forlængelse af §2, dvs. af KL’s ideer, ja regeringens skoleudspil er en slags udvidet KL’er – for nu at sige det på den måde. Ok, ret skal være ret, de folkevalgte var faktisk på beskyttelsestogt, da de på Sorø-mødet indførte en dannelsesdimension i Ny Nordisk Skoles såkaldte manifest, eller da de fra både højre og venstre stod sammen om at redde faget Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab på læreruddannelsen. Der var også lidt beskyttelsessans, da forligspartierne fik tilføjet nogle henvisninger til §1 i skolelovens forligstekst; formuleringer som ellers var helt væk i regeringens oprindelige udspil. Men de folkevalgte er ude af stand til yderligere eller i videre forstand at opretholde beskyttelsen, fordi også Venstre og de Konservative grundlæggende set har solgt deres filosofi til §2 allerede med Lars Løkkes ranglistepolitik, der blev deklareret i 2008. Dannelsestrangen er højst en følelse af savn, som popper op ved tilfældige lejligheder. Det er, hvad der er tilbage af §1: En lejlighedsvis følelse af savn.

§1’s filosofi er oplysningsfilosofien i bred national og europæisk forstand. §2’s filosofi er den såkaldte systemteori, en metodisk antihumanisme, som er som skabt til mellemledere uden selvstændigt formuleret formål, altså til KL.

Staten har altså stort set glemt sin pligt. Staten er blevet til §2. Danmark er blevet en privat kommunalforening, Danmark er blevet en kommune, endda en sammenslutning af kommuner, og skolen er blevet en strittende og vildfaren organisation uden formål, hvilket er det samme som at sige, at samfundet intet formål har. Formål og dannelse er blevet ”rådvildhedens semantik i en meningsløs tid”. Sådan siger en af vores statspædagoger.. eller rettere: En af vores ”fælleskommunale kompetence-eksperter”.

Men hvad gør så den frigjorte og hyperaktive §2, der i sin forvildede idealitet nu kan regere rådvildt og meningsløst, fri af §1’s besværlige kulturelle pligt? Man kan jo ikke undgå at have en eller anden grund for sin organisation, og hvis man ikke vil have §1, så må man lede efter noget andet. Og hvad finder man? Man finder jo bare et eller andet teknisk, der kan måles, som man så kalder for et ”operativt måltal”, som skolelederne kan konkurrere om, så vi kan få pisalisteforbedringer, så vi kan få flere arbejdspladser til landet, så vi kan redde vores pension i 2090 og så videre i samme mol.

Lille Peter: “Hr. lærer, hvorfor går jeg i skole?” Læreren: “Det er for, at du kan få pension!” Sådan lyder det, når §2 svarer §1. Det opvakte barn spørger efter §1, og læreren svarer med §2, som altså i dag er i dag noget helt forskelligt fra §1. En lærer må derfor enten være §1-lærer i skjul eller blive til en §2-lærer, hvilket slet ikke er en lærer. Vi tvinger vores lærere til ikke at være lærere.

 

2. §2’s dominans – Den nye kommunes organisation

Hvem sætter dagsordnen for vores skolepolitik? Det gør organisationsfolk og folk, der på forskellige måder har afvist hele det vokabular, der ligger til grund for §1. Man kan blot studere grupperne bag Ny Nordisk Skole, læreruddannelsen, dagtilbudsændringer og folkeskolereformen og her til sidst ungdomsuddannelserne. Alt afgøres af §2 folk, der trækker på systemteori eller beslægtede tilgange, som er ansat i kommunale og regionale mellemlederpositioner, og som har problemer med at diskutere begreber, som hører til en ordentlig skoletænkning. Det er mellemlederfilosofier, der bruges af store og små mellemledere. Det er en hel horisont af midler uden mål.

Dermed bekræftes den overordnede tese – Danmark er et forvaltningsorgan – en kommune. Danmark er en organisation, en mellemleder og et maskinrum. Hjernen, omgivelserne, luften og kroppen fortoner sig, og nævnes højst i bisætninger og altid med forbehold. Danmark er en metode, en kommunal metode. Danmark er §2.

”Ny Nordisk Skole”, som folk måske tror er en §1-skole,  er derfor i virkeligheden en  ”Ikke Nordisk Skole”, altså en §2 skole. Og husk på at Ny Nordisk Skole både dækker vuggestuer, børnehaver, folkeskoler, frie skoler, gymnasier og ungdomsuddannelser. Og jeg kan tilføje, at læreruddannelsen er skrevet helt i samme ånd. Danmark er en kommune. KL Danmark.

 

3. En diskussion mellem §1 og §2 – Danmark mod KL-Danmark

Her er en lille dialog mellem §1 og §2:

§1: Hej, hvem er du? §2: Jeg er en KL-metode!

§1: Men jeg troede, du var fra verdens ældste kongerige med en rig filosofi og poesi, med spændende kritik og teologi og en vild og mærkelig historie?  §2: Nej nej, det var dengang – det er ”gamle dage”, det er jo dit gebet. Nu er vi moderne!

§1: Men står det at være moderne i modsætning til at beskytte sin tradition? Man skulle ellers tro, at uddannelse handlede om at etablere en eller anden form for vekselvirkning, der kan fremme initiativlyst, tænksomhed og social forståelse? Så vi måske kan blive moderne på en måde, der kan berige verden omkring os – i stedet for blot at ligne alle de andre? Og hvad med Kierkegaard og Brandes? Er de umoderne? Og Thomas Kingos salmer? §2: Helt ærligt, de forfatterskaber, du nævner der, må man studere på universitetet, hvis man da ellers kan få lov. De hører ikke til i skolen eller på professionshøjskolen. Nej, der er helt klart en modsætning mellem modernitet og tradition. Dannelse og tradition, det gamle pjat, hører til hos Dansk Folkeparti, det siger en professor på DPU selv.

§1: Ok, jeg har ellers hørt, at nogle af de mest moderne og vist nok også ret venstreorienterede pædagogiske tænkere i Europa netop vil genskabe pædagogikkens og dannelsens herredømme efter mange år med læringsbegrebets raseren? §2: Du taler om ”pædagogik” og ”tænkere” – det er uforståelige ord i §2. Og hvad mener du med ”læringsbegrebets rasen”. Det er da ”læring”, alt kommer an på. Derfor kan det heller ikke ”rase”. Læring ”er”!

§1: Men hvem er du så, hvis du ikke kan bruge mine ord til noget? §2: Jeg er en KL-metode, det er jo det, jeg lige har sagt!

§1: Men metode til hvad? Til hvilket formål? §2: Til den globale konkurrence selvfølgelig – det er der flere professorer, der siger!

§1: Men hvorfor vil du konkurrere? §2: For at få en fladskærm måske! Den forrige er allerede 2 år gammel. Eller for min pensions skyld. En anden professor har sagt, at hvis vi scorer højere på Pisa, kan vi redde pensionen i 2090.

§1: Jeg konkurrerer ellers ikke på mit arbejde. Jeg samarbejder, hjælper mine elever, diskuterer alt muligt og har det sjovt. Vi havde ganske vist et kapløb til sommerfesten, men bagefter arbejdede vi ordentligt. Tror du ikke, man skal passe på med at tale så meget om konkurrence, hvis det kun er en afgrænset del af landets liv? Tror du ikke, at uddannelse handler om at undgå at konkurrere? §2: Bare vent – om få år er det slut med det arbejdsliv, du beskriver der. Så er I på individuelle kontrakter, og så er sommerfesten en ledelsesteknologi, der skal sikre, at I kan konkurrere endnu mere. Dit sidste spørgsmål forstår jeg ikke.

§1: Gør du altid, hvad en professor siger? §2: Ja, Jeg tænker ikke selv. Jeg reflekterer kun over den mest effektive opgaveløsning og den mest karrierefremmende networking, så jeg kan få flere fladskærme og beholde mit job.

§1: Men tror du, det er godt for konkurrenceevnen, hvis det, du beskriver der, generelt er folks horisont? §2: Det spørgsmål kan man kun svare på ved at lave en evidensbaseret undersøgelse. Indtil den er gennemført, kan man ikke sige noget om det.

§1: Men hvad så med solidaritet, kundskaber, Gud, demokrati, kritik, modersmål, fædreland, omsorg, selvstændighed og videnskab? §2: Det kalder vi for inklusion, fakta, værdier, refleksion, kommunikation, læsning, coaching, fleksibilitet og forskning, og det snakker vi meget om, så vi kan konkurrere bedre og så videre på den galej.

§1: Er du en abekat? §2: Nej, jeg er en vuffer! En abe er for vild.

§1: For resten, så vi ikke hinanden på Christiansborg slotsplads i april til lærernes store demonstration? §2: Nej, det var for folkeligt, så bliver jeg nervøs. Og det er også urimeligt, at lærerne skal have andre arbejdsforhold end andre mellemledere. Alting i landet er jo ens. Husk på vi blot er en metode, en mellemleder – et benchmark, så vi kan blive nr. 1 i tyvtyv. Det siger Lars Løkke selv.

§1: Men nu er der jo forskel på Lars Løkke og en professor? §2: Nej, det er det samme. Det synes professorerne også. De er enige med mig og Løkke og med §2.

§1: Du ved… mit navn er jo Danmark, jeg er gammel men stadig fyldt med energi – hvad hedder du? §2: Mit navn er KL Danmark. Jeg er det nye Danmark. Ny Danmarks Skole og Ny Nordisk Skole. En stakåndet vovse med kort levetid. Jeg er en kommune. Vuf!

§1: Nu må du altså ikke glemme, at det er mig, der er §1, og at det derfor på en måde er mig, der bestemmer. Ja, det står faktisk i din egen paragraf. §2: Du bestemmer ikke mere. Du er ligeså gammeldags som grundloven.

§1: Grundloven? Vil du da af med demokratiet? §2: Nej, ikke så længe man accepterer mine formål, altså den globale konkurrence. Gør man ikke det, så er man en vag, kontemplativ og doven vegetar. Det har jeg faktisk læst i Højskolebladet. Det var en eller anden, der kendte ministeren virkelig godt, der sagde noget i den retning. Han var vist også formand for Ny Nordisk Skole.

§1: Men ministeren – er hun ikke min tjener? §2: Nej, hun er min tjener, måske endda min slave. Du har derimod intet selskab, du er blot med i et fællesskab af dem, som intet har til fælles; en slags barbar, som kan stå og fryse på en slotsplads uden løn, Jeg er derimod civiliseret, fordi jeg konkurrerer i stedet for at gå i krig. Jeg er faktisk skabt af angsten for Holocaust.

§1: Ok, det sidste lyder spændende, men er du ikke bange for at komme til at reproducere din angst, når du ikke kan drøfte den rationelt, kunstnerisk, historisk og i fællesskab? Altså med ord som du lige har udelukket? Er du ikke bange for, at angsten kan slå om i sin uciviliserede modsætning? §2: Jo, jeg er angst for angsten. Den dobbelte angst… det er min skole. Jeg kalder det også nogen gange for ”afsmagens afmagt”. I gamle dage hed det ”nihilisme”. Mere er der ikke at sige om det, for det skulle jo nødig ende med, at jeg skal hen i kirken. Religion er endnu værre end pædagogik og dannelse. Især §1’s religion, som er kristendommen, og som kan finde på at problematisere den dobbelte angst, som er min moderne pædagogik.

§1: Men nu er jeg jo lærer – jeg kan jo ikke fortælle børnene, at de skal være dobbelt angste. Det kan jeg simpelthen ikke. §2: Men det skal du, fordi det siger jeg, altså KL og også regeringen og alle de andre. Du skal selvfølgelig ikke sige det direkte, men derimod indirekte. Det er jo det, der er ”pædagogikken”, undskyld udtrykket.

§1: Ved KL og alle de andre egentlig noget om ”den dobbelte angst”? Jeg mener.. Det er jo en slags filosofi, og det er jo umiddelbart helt uden for §2’s horisont. §2: Nej, det er en slags hemmelig filosofi. Det er sådan, filosofi ser ud, når den anskues fra §2’s synspunkt, altså fra ”organisationens, det sociales og det gemene, ja mellemlederens synspunkt” og ikke fra ”formålets” synspunkt. Angsten for angsten er en rigtig god §2 filosofi. Jeg har for resten også en anden filosofi. Den er blot ikke så hemmelig, fordi jeg egentlig ikke behøver at kalde den for “filosofi”. Jeg kalder den for “den bedste operative konstruktion hidtil”. Den er også nihilistisk, altså uden for alle værdier. Den handler om, at der ikke findes mennesker, men kun ”psykiske systemer”, der er komplekse og kontingente, som vi siger, dvs at de altid kunne have været på en anden måde. Det kan vi jo ikke have, og pædagogikkens opgave er at begrænse tilfældighederne med metoder og systemer. Begrænsningen skal ikke ske efter holdninger og idealer, men efter hvad der kan få samfundets systemer til at optimere deres ydelser. Derfor kalder vi filosofien, eller rettere “konstruktionen”, for for metodisk antihumanisme.

§1: Men de to filosofier, altså ”angsten for angsten” og ”den metodiske antihumanisme”, lyder ellers ret forskellige? §2 ja, de kan godt lyde meget forskellige, men de er begge nihilistiske og derfor velegnede for en mellemleder, som jo Danmark er. Så jeg bruger dem efter forgodtbefindende. Og ved nærmere eftertanke er de måske også nærmest ens.

§1: Men med det udgangspunkt nedlægger du jo muligheden for at bedrive skole i landet? §2: Skole? Det ord synes jeg ikke så godt om. Jeg kalder det for en ”læringsarena”. Der kan man lære kompetencer, der kan fremme konkurrenceevnen, så vi kan gøre folk til lydige konkurrencesoldater, altså reducere kompleksiteten og kontrollere angsten for angsten.

§1: Men hvad så med Danmark? Kan hun fortsat eksistere? §2: Danmark hedder fra nu af KL Danmark. Det er også lettere at arbejde med rent kommunikationsmæssigt. Det Nye Danmark hedder: ”KL Denmark – European Region for Municipality and Progress”?

§1: Hvor går dine egne børn egentlig i skole? §2: De går i en friskole, hvor der ikke er andre regler end dem, som lærerne finder på og så lidt eksaminer i enden, hvor børnene faktisk klarer sig glimrende. Desuden er der masser af teater, litteraturfestivaller, skolefester, morgensamling og lejrskoler. Alt det har vores lokale folkeskole sparet væk. De er vildt dygtige på mine børns skole.

§1: Men burde du så ikke arbejde for, at folkeskolen kunne få noget mere frihed? §2: Nej, for når jeg er på arbejde, er jeg en §2 mand, men når jeg henter mine børn i deres frie skole, er jeg en §1 mand. Jeg bevæger mig rundt i lukkede systemer og tilpasser mig. Det værste, jeg ved, er, når man blander tingene sammen. Journalisten Adam Holm skrev for nylig en selvstændig kronik i Politiken og fik heldigvis skæld ud af sin chef på Danmarks Radio. EU-forskeren, Marlene Wind, gjorde det samme, men hun måtte også rette ind. Hver ting til sit system.

§1: Men var du så ikke i et svært dilemma i forbindelse med skolekonflikten i foråret? altså når du havde fri? §2: Egentlig ikke. Jeg var da med på slotspladsen – som et spøgelse. Måske var det spøgelset, du så den der eftermiddag i hovedstaden. Min virkelige krop sad hos KL-Danmark og skrev om implementeringen af de operative måltal.

Link til facebook-opdatering