De yderste socialister kritiserer konkurrencestaten for at være for neo-liberal, men det er som om, at argumenterne ikke rigtig virker. Hvorfor?

De yderste liberalister kritiserer konkurrencestaten for at være for neo-socialistisk, men heller ikke her føler man sig overbevist. Hvorfor?

De almindelige liberalister og socialister synes godt om konkurrencestaten, fordi de tror, den giver arbejdspladser. Nogle få af dem har måske et lille ubehag, en lille ubestemt pine i maven, men ikke rigtig noget, der har nogle konsekvenser.

Hvordan hænger det sammen? Jo, sagen er, at konkurrencestaten er et neo-socialistisk svar på en neo-liberal problemstilling. Det lå sådan set allerede i Ove Kaj Pedersens argumentation, hvor han bruger kritisk teori, altså neo-socialisme, til at begrebsliggøre neo-liberalismens konsekvenser. Deraf spændetrøjen, som svækker fløjenes argumentation. De er selv en del af det, som de kritiserer.

Alle dem i midten har ikke opdaget paradokset. De tror måske, at konkurrencestaten har noget med vækst og arbejdspladser at gøre, men det har den ikke. De tror måske også, at vi taler om et lidt praktisk aspekt af den offentlige sektor, men det gør vi heller ikke. Konkurrencestaten giver ingen arbejdspladser, og den er slet ikke praktisk. Den bremser initiativ, den liberale dyd, og den ødelægger ligheden, den socialistiske dyd. Konkurrencestaten forøger den offentlige sektors størrelse med tilpasningsdygtige bureaukratier, som er det værste den liberale ved, og som altid skal reorganiseres, samtidig med at den binder pædagoger og forskere på hænder og fødder i topstyrede qvasi-markeder, som er det værste socialisten ved. Det er cirka det samme set fra henholdsvis højre og venstre.

Konkurrencestaten er et neo-socialistisk svar på en neo-liberal problemstilling. Det er det værste fra liberalisme og socialisme samlet i samme begreb – i samme verden – nemlig en verden uden dyder, en verden uden individualitet og fællesskab; kort sagt: en verden hvor både stat og civilsamfund, og dermed demokratiet som styreform, er sendt i grøften. Og derfor forsvinder faktisk også det FRIE marked. I stedet får vi et marked, der er frit – altså fri fra både statens og civilsamfundets, og dermed dannelsens sfære. På den måde havner det neo-socialistiske svar på en neo-liberal problemstilling, altså konkurrencestaten, som en junglelov af opportunisme, pengegriskhed og ny-sprog, som staten og demokratiet ligeså langsomt kollapser ned i, med mindre selvfølgelig at man gør et eller andet, men hvem og hvad skulle det være?

Konkurrencestaten er derfor en politisk ideologi, som ikke kan være politisk.

Konkurrencestaten lukker derfor mundene, for hvorfra skal man tale?