Er uddannelse og arbejdsmarked modsætninger?

Folk som Helge Sander, Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen besøger i korte og længere perioder videnskabernes og seminariernes haller for at hænge lidt i gardinerne, mens de råber og støjer og forstyrrer.

Hvad råber de om for tiden? De råber, at dannelse og arbejdsmarkedet ikke er modsætninger, hvorefter de skrider til at tale om ”arbejdsmarkedet” og ikke andet, hvilket jo også er en måde at omgås en evt. modsætning på, selvom den metode kun er gangbar i ”gardinerne” og ikke inde i hallerne.

Jeg hader at slå noget fast, men nu gør jeg det alligevel: Dannelse og arbejde er ikke modsætninger, men det er dannelse og arbejdsmarked derimod.

Uddannelse kan godt knytte sig til et embede, til at få et virke i samfundet, og til at bygge, i bredest muligt forstand, smukke, sjove og nyttige ting, som står og fylder ud alle mulige steder. Arbejdet er den aktivitet, hvor naturen, hånden og ånden arbejder sammen med det formål, at samfundets ting altid er tættest muligt på en frit etableret sandhed, så fællesskaberne ikke går i kuk. Og det er et dannelsesideal – det er klart. Dannelse, sandhed og arbejde hænger derfor sammen Der er også andre sider af dannelsen, men det lader jeg ligge her.

Men hvis man uddanner til arbejdsmarkedet, så er dannelsen underordnet køb, salg og bytte af CV’er og selv små skolebørn vil man tvinge til at følge skemalagte timer i ”karriereudvikling”. Og på uddannelsesstederne lærer man om ”selvledelseskompetencer” og ”kommunikationskompetencer”, ellers bliver uddannelsen ikke godkendt af ”akkrediteringsrådet”. Man skal også, ifølge den nye minister, til at indrette uddannelsernes indhold efter ”erhvervslivet” – f.eks. efter tilfældige synspunkter fra en eller anden kommunal bureaukrat eller en frisk virksomhedskonsulent – selvom selvsamme ”erhvervsliv” netop mangler den form for uddannelse, hvis indhold, den bliver bedt om at regere over.  Hvad er ”dannelsesidealet” i så fald? Ja, det er at købe og sælge sin rå ”kraft”, at gøre sig til for sin overordnede og at være loyal overfor for en eller anden organisatorisk vision. Men er det dannelse? Nej, det er det jo ikke. Det er det modsatte.

Dannelse og arbejdsmarkedet er derfor modsætninger.

Dannelse og arbejde er derimod ikke modsætninger.

Men hvorfor er den distinktion ikke en selvfølgelighed for alle de støjende gardinhængerne? Det er den ikke, fordi politikernes sproglige infrastruktur har ændret sig. De, dvs. Corydon og dermed også folkene i regeringens koordinations- og økonomiudvalg, har erklæret, at ”konkurrencestaten” er selve politikkens og pædagogikkens mål; altså ikke blot et erhvervspolitisk princip, men hele samfundets mål. Og hvad er det så for en statsteori? Ja, det er en teori, der er udarbejdet af Ove Kaj Pedersen, og som siger, at statslig kontrol, økonomisk vækst og ”arbejdsmarkedet” er de overordnede formål for alt, og at dannelse, humanitet, etik og pædagogik må lægge sig fladt som en pandekage i det, jeg plejer at kalde en ”kæntret stat” med en ”kæntret pædagogik”. Det er også derfor, at selvsamme politikere har valgt professor Jens Rasmussen til at stå i spidsen for det nationale arbejde med både læreruddannelse, folkeskole og pædagogisk forskning. Rasmussen vil omdanne alting til metoder og teknik i konkurrencestatens tjeneste, så han er blevet en slags officiel antidannelses-statspædagog.

Men henviser et ”dannelsesbegreb” ikke netop til dyder og forhold, som man mener bør eksistere uanset økonomiens svingninger? Jo, det gør det jo. Man kan altså ikke underordne ”dannelse” arbejdsmarkedet med en så magtfuld systematik, som konkurrencestatspolitiken er, uden at ødelægge dannelsen. Men har konkurrencestaten ikke noget ”dannelsesbegreb”? Ikke rigtigt vel? men Ove Kaj har sin egen skrækkelige version af et pædagogisk og politisk formål, nemlig en blanding mellem en økonomisk soldat og et opportunistisk individ; en blanding, der nu larmer i gangene på DPU og mange andre steder. Men er de, soldaten og egoisten, ikke modsætninger? En soldat skulle jo helst ikke være opportunistisk? Jo, det er de lige præcist, hvilket betyder, at vores ungdom kommer til at møde stærkt modsatrettede etiske krav, der endda har en dobbelt dobbelthed, fordi kravene, som altså er indbyrdes modstridende, er uden etik, selvom de konstant postulerer et ”bør”: Gør som der bliver sagt, og som du har lyst til på samme tid for samfundets pengekasses skyld.

Sådan en åndelig og praktisk fattigdom kan man ikke byde et ungt menneske, som derfor får kvalme, og det er efter min opfattelse også derfor, at en hel generation i disse uger kaster op på fortovet i Prag, mens hele Europa ser forskrækket til.

Man påstår altså, at dannelse og arbejdsmarked ikke er modsætninger, selvom de er, og det gør man, fordi man tænker og taler som Ove Kaj P, der tror, at dannelse kan underlægges arbejdsmarkedet og stadigvæk kaldes for ”dannelse”. Men det er fejltagelser på den store klinge. Dannelse er tværtimod en kategori for arbejdet, dvs. den situation, hvor man på en måde har forladt arbejds-”markedet”, fordi man jo netop har fået sig et arbejde, og derfor ikke mere tænker på at købe og sælge arbejdskraft, men kun på at producere ting, der er tættest muligt på sandheden.

 

Interview med Sofie Carsten Nielsen i JP, d.18.2.2014

En tanke om "Er uddannelse og arbejdsmarked modsætninger?"

  1. Godt indlæg der er med til at oplyse om hvad dannelse er. Frederich Nietzsche afviste hvad han kaldte kurant dannelse, dannelse med hensigten at berige sig, med det argument at dannelse og økonomi ikke er sammenlignelige.

    MVH
    Dan Christophersen

Skriv en kommentar