Erik Schmidt og Lars Qvortrup i 2008

I sommeren 2008 var der en debat, som jeg gerne vil bringe frem fra gemmerne, fordi det var en slags for-premiere på nogle temaer, som siden har fået stor betydning. Der var, så vidt jeg har kunnet finde ud af, to deltagere, nemlig skolelærer, Erik Schmidt, og den på det tidspunkt nyudnævnte dekan ved DPU, Lars Qvortrup. Diskussionen havde følgende fire akter:

1. Qvortrup, L.: ”Pædagogikken viser vejen til det nye paradis: Videnssamfundet”, Information, d. 1. august, 2008: https://www.information.dk/debat/2008/07/paedagogikken-viser-vejen-nye-paradis-videnssamfundet

2. Schmidt, E.: ”Evidens eller drægtige dilemmaer”, www.folkeskolen.dk, d. 29. august, 2008. (Folkeskolen, nr. 20): http://www.folkeskolen.dk/53711/evidens-eller-draegtige-dilemmaer

3. Schmidt, E.: ”Qvortrups illusion om evidens”, Information, d. 2. september, 2008: https://www.information.dk/debat/2008/09/qvortrups-illusion-evidens

4. Qvortrup, L.: ”Dannelse og evidens”, www.folkeskolen.dk, d. 19. september (Folkeskolen, nr. 22): http://www.folkeskolen.dk/54015/dannelse-og-evidens

5. Schmidt, E.: ”Rationalistisk oprustning”, www.folkeskolen.dk, d. 26. september (Folkeskolen, nr. 23): http://www.folkeskolen.dk/54115/rationalistisk-oprustning

 

Nedenfor kan man læse den fulde debat. Indledningsvis vil jeg dog sige to ting:

a.

For det første bør man bemærke, at Eriks Schmidt siden hen måtte forlade sin stilling som lærer. Årsagen var, at han i 2014 fik en tjenstlig advarsel, fordi han havde såkaldte ”negative holdninger” til lige netop den læringsoptimeringsfilosofi, som Qvortrup siden hen har fremført med stor kraft, aktuelt på de kommunale flader og i regi af Nationalt Center for Skoleforskning.

Siden hen har Schmidt arbejdet med pædagogikkens kritiske funktion, både som redaktør for både forlaget Fjordager og DLF-Odenses blad ”Lærerbladet” og som kritisk skribent i almindelighed. F.eks. bidrager han til bogen Uren Pædagogik 3, der udkommer i løbet af foråret 2017.

Diskussionen fra 2008 er derfor også starten på en fletning af skolesyn, personlige karriereforløb og nationale dannelsesfortællinger, der siden hen udviklede sig hen mod den aktuelle realitet, hvor Qvortrup står for den landets reneste anti-pædagogik, mens Schmidt tilhører den efterhånden brede skare af urene pædagoger, der hver på deres måde undersøger pædagogikkens ståsteder.

b.

Debatten starter med, at Lars Qvortrup skriver en kronik i Information, hvor han stiller dannelse og evidens op imod hinanden (tekst nr. 1). Han siger, at han går ind for ”både-og”, og at han er ”agnostiker”. Schmidt, som allerede tidligere på sommeren 2008 havde bemærket Qvortrups problematiske forhold til landets skoletradition, kritiserer herefter Qvortrup for at reducere pædagogik og dannelse til semi-religiøst sværmeri samt for efterfølgende at fremture med et rationalistisk funderet evidensevangelium (tekst nr. 2+3). Schmidt har med andre ord ikke tiltro til Qvortrups ”både-og”.

Qvortrup hævder derfor i sit svar, at Schmidt totalt misforstår hans ærinde; ja, Qvortrup siger ligefrem, at Schmidt lever i en ”fantasiverden” (tekst nr. 4). Qvortrup mener selv, at han er lige så kritisk over for evidensparadigmet, som han er over for dannelsesteorien. Men ved nærmere læsning er det klart, at Schmidt har fuldstændig ret, hvilket Schmidt også fint argumenterer for i sin tekst nr. 5, som han afslutter med det lakoniske:

”Hvis jeg har misforstået Lars Qvortrup, er det ikke af uvilje, og jeg vil i så fald gerne undskylde. Men jeg er ikke overbevist”.

Bemærk f.eks., hvordan Qvortrup i sit indlæg umiddelbart efter at have markeret dannelse over for evidens siger følgende i sin kronik: ”Jeg foretrækker til enhver tid at vide, hvad der virker”. Bemærk også, hvordan Qvortrup sidestiller dannelse med tilfældige stemninger og religiøst sværmeri. Til sidst omdefinerer han, nærmest uden at vide det selv, dannelse og formål til noget, uddannelsespolitikerne bestemmer og til en såkaldt ”selvoverskridelse”. Denne forskningsmæssige underdanighed har ikke taget af med tiden, for nu at sige det mildt, og selvoverskridelsen er i dag reduceret til at ”blive så dygtig du kan” i regi af John Hatties radikalt konstruktivistiske konceptpædagogik. I dag kører Qvortrup frem med det helt store datalæringsinferno i regi af Nationalt Center for Skoleforskning. Der er ikke den mindste åbning. Den efterfølgende historik bekræfter derfor Schmidts kritik til fulde.

Qvortrup aner simpelthen ikke, hvad han skal stille op med pædagogikkens ontologiske og normative aspekter, som han da også affærdiger som ”fundamentalistisk fænomenologi” (Qvortrup 2012). Han virker som en blind på en cykel. Hele den pædagogiske substans placerer han derfor i evidens- og dataparadigmet, selvom han påstår eller tror det modsatte.

Erik Schmidts kritik er i øvrigt helt på linje med f.eks. Peter Kemp, der få år efter var ude med stort set samme pointer, både i dagspressen og i videnskabelig sammenhæng. Også her forsøgte Qvortrup sig med ”både og-tesen” som svar, mens han hældte sprogets værste gloser ud over Kemp. Siden har mange andre, både forskere og lærere, fulgt i Kemps spor med kritik af Qvortrups synspunkter, som efterhånden kun støttes af en lille flok systemteoretikere, der har rod i 00’ernes dannelsesopgør, og så lige Kommunernes Landsforening, der selvfølgelig bakker fuldstændig op om den qvortrupske kombination af anti-pædagogik og datalæring.

Også filosoffen Asger Sørensen var allerede i 2004 ude med en parallel kritik på et mere videnskabsteoretisk niveau (se link i bunden). Få år efter forsøgte Qvortrup at afskedige Sørensen, hvilket han dog ikke kunne komme igennem med. Qvortrup er efter min opfattelse blind for sit eget synspunkt. Måske går han stadig og tror, at han er evidenskritiker og agnostiker? Måske tror han, at han er dannelsens mand, selvom alle andre siger det modsatte? Hvilken vildfarelse.

Sagens fakta er, at Erik Schmidt i 2008 var særdeles fremsynet, og at han lader til at kende Qvortrup bedre end Qvortrup selv. Sådan kan det gå. Schmidt havde simpelthen hen fanget sprogets retning.

Men her er dokumenterne. Så kan man jo selv tage stilling:

 

1. Lars Qvortrup: ”Pædagogikken viser vejen til det nye paradis: Videnssamfundet”

Kronikken kan tilgås i følgende dybdelink: https://www.information.dk/debat/2008/07/paedagogikken-viser-vejen-nye-paradis-videnssamfundet

 

2. Erik Schmidt: “Evidens eller drægtige dilemmaer”

Blandt danske uddannelsesforskere er der tilsyneladende en rationalistisk oprustning i gang for at gøre det muligt at »finde ud af, hvad der virker« i undervisningen.

Én af de prominente tilhængere af denne meget resultatorienterede »evidensbaserede« forskning er Lars Qvortrup, der er dekan på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU). Den 1. august bekendte han sig i Information som »pædagogisk ateist«: »Forskningen, ikke dannelsen skal vise vej. ‘Du skal ikke tro, du skal vide’, lyder formaningen til vor tids undervisere«. Og dekanen fortsætter: »Jeg synes ikke, at undervisningen skal tilrettelægges efter det, der tilfældigvis er stemning for«.

Qvortrup opstiller en aparte modsætning mellem dannelse og evidens, og det fremgår, at han betragter dannelsestænkere som repræsentanter for lunefulde stemninger og religiøst føleri.

Hans position som ensidig tilhænger af rationel fornuft og effektivitet frem for erfaringsmæssig intuition og følelse, af teori frem for praksis, af objektivitet frem for subjektivitet, af regler frem for samtale, af systemer frem for kultur – er imidlertid problematisk. Problemet er ensidigheden.

Holdningen vil muligvis bringe DPU tættere på den politiske magt, for her er succeskriteriet for tiden nemlig nytte og effektivitet. Men positionen vil fjerne forskerne fra lærernes og elevernes virkelighed. Lærere har en erfaringsbaseret indsigt, som forskerne burde forholde sig nysgerrigt og ydmygt til i bevidstheden om, at nogle påvirkninger er umulige at måle, fordi der er for mange variabler – eller fordi målingen påvirker processen.

Desuden kan lærere ikke undervise uden både at have viden og idealer, holdninger og tro på det, de gør. Ligesom eleverne dybest set ikke kan lære uden at »holde af« den viden, de personligt tilegner sig i en undervisnings- og udviklingsproces under lærerens ledelse og uden at kunne lide læreren.

Undervisningen må ikke alene vise sin gyldighed i teorien, teorien må også vise sin gyldighed i praksis. Og følelsen må være med i fornuften, ligesom fornuften må være med i følelsen. Også af forskere og dekaner må man kunne forlange en afbalanceret virkelighedsopfattelse og en udvidet filosofisk-æstetisk tænkemåde, der forholder sig til skolens og undervisningens drægtige dilemmaer og perspektivrige paradokser.

 

3. Erik Schmidt: ”Qvortrups illusion om evidens”

Blandt danske uddannelsesforskere er der tilsyneladende en rationalistisk oprustning i gang for at gøre det muligt at ‘finde ud af, hvad der virker’ i undervisningen. Der er selvfølgelig tale om den såkaldte evidensbaserede forskning.

Én af de prominente tilhængere af denne meget resultatorienterede forskning er Lars Qvortrup, der er dekan på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Qvortrup har nedlagt seks institutter og åbner i morgen DPU med tre nye: Institut for Læring, Institut for Didaktik og Institut for Pædagogik – samt Center for Grundskoleforskning. I sig selv måske en plausibel konstruktion.

For lærere og andre, der arbejder praktisk med pædagogik og didaktik, afføder baggrunden for den lynhurtige omorganisering (TV 2’s Per Mikael Jensen in memoriam) nok en del skepsis. Af forskellige grunde. Én af dem kommer her:

I en kronik i Information den 1. august 2008 skriver Qvortrup: “Forskningen, ikke dannelsen skal vise vej. ‘Du skal ikke tro, du skal vide’, lyder formaningen til vor tids undervisere.”

Han bekender sig herefter som ‘pædagogisk ateist’. “Jeg foretrækker til enhver tid at vide, hvad der virker. Jeg synes ikke, at undervisningen skal tilrettelægges efter det, der tilfældigvis er stemning for.”

Qvortrup går ud fra, at nutidens dannelsespædagogiske undervisning tilrettelægges efter, “hvad der er stemning for”, og at den indebærer en form for missionsvirksomhed. Han betragter dannelsestænkere som repræsentanter for lunefulde stemninger og religiøst føleri og sig selv som den rationelle forsknings- og den objektive verdens repræsentant.

Hans position som ensidig tilhænger af rationel fornuft og effektivitet frem for erfaringsmæssig intuition og følelse, af teori frem for praksis, af objektivitet frem for subjektivitet, af regler frem for samtale, af systemer frem for kultur – er imidlertid problematisk. Problemet er ensidigheden.

Holdningen vil muligvis bringe DPU tættere på politikerne, tættere på magten. Nytte og effektivitet er nemlig for tiden succeskriteriet hos nervøse politikere og deres rådgivere i OECD. Hvis undervisningens resultat kan identificeres og bruges, er det godt. Kan det ikke, er det overflødigt eller værdiløst.

Men positionen vil fjerne forskerne fra lærernes og elevernes virkelighed. Lærerne har en erfaringsbaseret indsigt, som forskerne burde forholde sig nysgerrigt og ydmygt til i bevidstheden om, at nogle påvirkninger er umulige at måle, fordi der er for mange variabler, eller fordi målingen påvirker processen.

Desuden kan lærere ikke undervise uden både at have viden og idealer, holdninger og tro på det, de gør. Ligesom eleverne dybest set ikke kan lære uden at ‘holde af’ den viden, de personligt tilegner sig i en undervisnings- og udviklingsproces under lærerens ledelse. Og uden at kunne lide læreren.

Undervisningen må ikke alene vise sin gyldighed i teorien, men teorien også må vise sin gyldighed i praksis. Og følelsen må være med i fornuften, ligesom fornuften må være med i følelsen. Også af forskere må man kunne forlange en afbalanceret virkelighedsopfattelse og en udvidet filosofisk-æstetisk tænkemåde, der forholder sig til skolens og undervisningens drægtige dilemmaer og perspektivrige paradokser.

 

4. Lars Qvortrup: “Dannelse og evidens”

I Folkeskolen nummer 20 skrev Erik Schmidt under overskriften »Evidens eller drægtige dilemmaer«, at jeg i en kronik i Information har bekendt mig som »pædagogisk ateist«. Han påstår, at jeg »betragter dannelsestænkere som repræsentanter for lunefulde stemninger og religiøst føleri«. Og som om det ikke er nok, har han også kendskab til mine motiver: Det skal »bringe Danmarks Pædagogiske Universitetsskole nærmere den politiske magt«.

Nu må det være svært for læsere af Folkeskolen at forholde sig til en polemik, som Erik Schmidt fører om en kronik, som de allerfleste læsere ikke har haft den mindste chance for at læse.

Så derfor er jeg nødt til at bukke hovedpointen i neon: Erik Schmidts referat af min kronik er simpelthen forkert. Jeg vil i al stilfærdighed prøve at forklare ham og eventuelle andre læsere, hvad jeg skrev.

I kronikken sagde jeg, at pædagogikken er vor tids utopiske projekt. I gamle dage var det religionen, der skulle bringe os i himmelen. I dag er det undervisningen, der skal bringe os om ikke i himmelen, så i det såkaldte »videnssamfund«, der for mange synes at være lige så paradisisk.

Men dette er ikke den eneste parallel. Også fronterne er trukket op på samme måde: På den ene side står i religionen de troende, i pædagogikken dannelsesteoretikerne. På den anden side står i de religiøse anliggender ateisterne, i pædagogikken evidensfolket.

Og så kommer den pointe, som Erik Schmidt ikke har forstået: Hvad er jeg selv, spørger jeg i kronikken: Troende eller ateist? Og mit svar lyder: Jeg er agnostiker, det vil sige, at jeg tror ikke på nogen af delene. Jeg bekender mig ikke til den pædagogiske ateisme, Erik Schmidt. Jeg tager afstand fra den!

Hvorfor? Fordi verden ikke er enten-eller, men både-og. På den ene side er det vigtigt at vide, hvad der virker. På den anden side har undervisning altid – jeg gentager: altid – et dannelsesperspektiv. Man underviser for at danne mennesker eller for at stimulere til selvdannelse.

Se, det var min pointe. Vi skal, i det omfang det er muligt, vide, hvad der virker. Men vi skal også forstå, at pædagogik er et dannelsesprojekt. Man kan ikke reducere sagen til det ene eller det andet, for pædagogikkens dilemma – og må jeg tilføje: Vidunderlige dilemma – er, at den altid er begge dele.

Dette standpunkt ville jeg gerne have diskuteret med Erik Schmidt. Men de holdninger, han tillægger mig, gider jeg ikke diskutere. For de findes udelukkende i Erik Schmidts egen fantasiverden.

 

5. Erik Schmidt: “Rationalistisk oprustning”

En ny superrationalistisk oprustning finder for tiden sted i uddannelsessektoren i form af den evidensbaserede forskning, som med Lars Qvortrup som ny dekan på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) tilsyneladende har fundet en indflydelsesrig tilhænger (Folkeskolen nummer 22).

Problemet er troen på, at hårdtpumpet positivistisk forskning kan levere de endegyldige svar på pædagogikkens problemer.

Det påstod jeg for nylig i Folkeskolens spalter og tidligere i Information. Anledningen var indholdet af Qvortrups kronik den 1. august i Information, hvor han betegnede sig som pædagogisk agnostiker, hvilket han selv udlagde således: »Jeg foretrækker til enhver tid at vide, hvad der virker. Jeg synes ikke, at undervisningen skal tilrettelægges efter det, der tilfældigvis er stemning for«.

Heraf udleder jeg, at Qvortrup mener, at den nuværende undervisning i skolen ofte tilrettelægges efter følelser og stemninger.

Ved andre lejligheder (Information den 7. januar 2008) har Qvortrup skrevet: »Den største udfordring for os på DPU er lige nu, hvordan vi kan vende den situation og det syn, som mange lærere har på Pisa, test og elevplaner«. Den 25. januar skrev han desuden i Berlingske lidt nedladende om »drømmen om seminarie-Danmark« og »den grundvigianske ursuppe«.

Jeg tror, Qvortrups tilkendegivelser kan tages som udtryk for, at lærerens personlige overbevisning, idealer, erfaringsbaserede indsigt og professionsidentitet efter hans mening bør spille en underordnet rolle i undervisningen.

Min kritik er imidlertid faldet Qvortrup for brystet. I Folkeskolen nummer 22 skriver han som reaktion på min kritik, at jeg har misforstået ham. At han netop ikke mener, at evidensbaseret forskning alene skal vise vejen. Hvis jeg har misforstået Lars Qvortrup, er det ikke af uvilje, og jeg vil i så fald gerne undskylde. Men jeg er ikke overbevist.

 

Øvrige links/referencer:

”Rend mig i evidensen”, journalistisk dækning af sagen på folkeskolen.dk, d. 5. september (Folkeskolen, nr. 21): http://www.folkeskolen.dk/53809/rend-mig-i-evidensen

Diskussionen mellem Asger Sørensen og Lars Qvortrup: http://www.thomasaastruproemer.dk/systemteoretisk-affekt-i-2004-med-aktuel-relevans.html

Qvortrup, L. (2012). Den myndige lærer, Dafolo.

Schmidt, E. (2017). ”Den rene læreanstalt? – læreren på mellemhånd”, i Rømer, T.A. & Tanggaard, L. & Brinkmann, S.: Uren pædagogik 3, Klim.

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.