Et døgn i selskab med Konkurrencestatstidende

Hov, hvad sker der lige for min avis i dag? Hvilken avis jeg holder? Jo, det er da Konkurrencestatstidende, også kaldet Politiken i ældre kulturradikale segmenter. Dengang avisen hed Politiken, blev den også ind imellem kaldt for “Systemet Politiken”. Det var især Tiderhvervs-folk, der brugte det udtryk, når de var vrede, hvilket de jo tit var. Hvad Tidehverv kalder avisen i dag, ved jeg ikke? Man kan jo ikke sige “Systemet Konkurrencestatstidende” vel? Måske siger de bare “Konkurrencestatstidende” ligesom mig? Så har vi da lidt at være fælles om. For som almindelig pædagog har jeg jo et noget mere løsagtigt forhold til Gud, end de har.

Nå, men det nye navn kommer blandt andet af, at avisens chefredaktion synes, at konkurrencestaten betegner et vilkår, som vi må tilpasse os, og at man derfor opfatter Ove Kaj Pedersen og Bjarne Corydon som nærmest visionære.

Men når konkurrencestats-ideologien tager overhånd, så får man ”udfordringer” i stedet for ”politik”, dvs. opportunistiske soldater frem for myndige borgere. Ligesom i skolereformen, ikke sandt? Måske skulle avisen hedde “Udfordringstidende”? Nej, jeg bliver ved min første ide.

Avisens uddannelsesredaktion har da også lagt sin linje nede i de lavere regioner af konkurrencestats- og udfordringspædagogikkens horisont, men alt det har jeg skrevet om ved andre lejligheder.

Men som sagt: Hvad sker der lige for min avis? Jeg spørger, fordi den var helt anderledes i dag, altså på “den gode måde”, som det hedder på moderne dansk.

1.
Først og fremmest er der jo kronikken, hvor Peter Kemp slår løs på skolereformen, konkurrencestaten og et par velkendte DPO-professorer i vanlig stil. Kemp spørger, hvad der er galt med skolereformen – hvad den ”fejler” – og han når frem til, at det ikke har noget med ”ressourcer” at gøre. I stedet mener Kemp, at

”sygdommen skyldes en til vanvid grænsende ideologi i ordets værste betydning”.

Og vanvids-Ideologien hedder, ifølge Kemp, netop ”konkurrencestaten”, og han kritiserer dennes krav om opportunisme og ensretning.

Kemp viser derpå, hvordan f.eks. Antorini forsøger at forsøde sin ”til vanvid grænsende ideologi” ved at oversætte dannelsesbegrebet med ”livsduelighed”, som ifølge Kemp har rod i biologien på en måde, der minder om fascismen. Ja, Kemp konkluderer ironisk om Antorinis ”dannelse”: ”Denne dannelsesverden er således egoisternes paradis til glæde for de stærkeste. Og det er det paradis, folkeskolen efter Antorinis mening skal tilpasse børnene til”.

Og i et statement, som jeg selv vil bruge fremover, hedder det:

”Dannede mennesker sælger ikke deres sjæl til konkurrencen”.

Den dannelse, der gør det, altså ”sælger sin sjæl”, beskrives som en ”halvddannelse”, som det hedder med et udtryk fra Kemps seneste bogudgivelse. Det betyder naturligvis ikke, at man ikke kan konkurrere en gang imellem, f.eks. i idrætstimerne, men konkurrencen kan blot ikke være et pædagogisk formål.

Endelig får vi at vide, at ”konkurrencestatsideologerne er helt blinde for, hvad globaliseringen betyder”. Det er godt set, fordi konkurrencestaten jo netop lanceres som en teori om globalisering, hvad den altså på en måde ikke er, i al fald ikke i pædagogisk forstand. Konkurrencestatspædagogikken putter sig da også i små lukkede læringsmålsystemer. Det er faktisk som om, at verden og det globale helt forsvinder. Så Kemp har ret i sin iagttagelse efter min mening. I konkurrencestatsideologiens horisont er Verden=Pisaliste, og så kan det vist ikke blive mere provinsielt?

2.
Nå, men Kemps kronik, både dens dyder og mangler, kan man jo skrive om i uendelighed, så jeg holder her og springer tilbage til avisens 1. del, hvor uddannelsesredaktionen hver tirsdag plejer at udfolde sit konkurrencestatsherrredømme.

Men hov, ikke i dag. Det starter med, at jeg kigger op i venstre hjørne. Her er sørme intet mindre end et tykt og blå-farvet kæmpecitat af Brian Degn Mårtensson, som Kemp i øvrigt forsvarer i sin netop omtalte kronik. Hvad siger Mårtensson? Jo, han siger:

”Konkurrencestatens pædagogik er en dækkende betegnelse for hovedlinjerne i de reformer, vi har oplevet de seneste år. Reformen af folkeskolen, Lov 409 og læreruddannelsen. Men egentlig også på børnehaveområdet, på universiteterne og på gymnasierne. Det er en grundlæggende tænkning, der gennemsyrer al pædagogisk og uddannelse i Danmark.”

Herligt citat. Jeg tror, det er første gang, der har stået noget objektivt – som i ”tæt på objektet” – på Konkurrencestatstidendes uddannelsessider?

Men ved I hvad? Det slutter ikke engang her. Det fortsætter. Dagens tema er nemlig ’demokrati på skoleskemaet i ly af radikaliseringen’.

Hovedartiklen handler ikke bare, som det ellers er normen, om en eller anden metode, som nogle elever synes er sjov, og som støttes af en eller anden Antorini-skole i Brønshøj, og som fører til, at man hopper på en eller anden Pisa-plads. Man har faktisk interviewet nogle lærere, der er i stand til at reflektere selvstændigt om forholdet mellem demokrati og pædagogik. Lærerne tænker blandt andet over, hvorvidt ”demokratiet” er et formål, der er indbygget i det pædagogiske liv som sådan, eller om det bør isoleres i bestemte kurser med anti-radikalisering som formål. Og lærerne knytter også diskussionen direkte og kritisk an til hele den læringsmålsideologi, der presser skolen for tiden, f.eks. står der:

””Det er lidt svært, når det hele er så resultatorienteret”, siger hun (læreren, TAR) og bliver bakket op af sin kollega: ”Hele dannelsesprojektet er en del af folkeskolen, men det træder lidt i baggrunden, fordi vi har meget fokus på læringsmål””.

Og de to lærere vender vel at mærke tilbage til læringsmålsemnet igen og igen. Anders Bondo får også et fint citat, og pludselig kommer formanden for foreningen Danske Skolelever – der ellers er en slags orakel-organisation i Konkurrencestatstidende, og som efter sigende har fået et pænt budget, efter at Antorini blev minister, og som ligesom redaktionen er helt omtågede af ”den til vanvid grænsende ideologi” – til at fremstå helt naiv, hvilket jo også er i orden, når man er et barn, men ikke når man er en selvstændig redaktion på Politiken.

3.
Men de positive takter slutter ikke her: For uddannelsesredaktøren, Jacob Fuglsang, er sørme også i sit kritiske hjørne i sin kommentar i bunden af siden. Det er, i modsætning til interviewet med de to tænksomme lærere, naturligvis ikke de store vingesus, der præger indlægget, men han får da sagt, at landets skoleelever har fået verdensrekord i timer, og at de tilmed også spilder deres tid. Det er naturligvis ikke decideret interessant, men det er ikke så tit, at den slags tal og tale finder vej ind i avisens spalter. Vi har været mere vant til ministeriets og KL’s statistikker og tomme retorik.

Endelig er der et interview med den iranske politolog Meddi Mozaffari, som er en af landets førende Islam-kritikere, og som vist i dag har sin debut i Politikens uddannelsesunivers? Mozaffari siger også alt muligt fornuftigt og spændende. Hvad f.eks. med ”Tal også om det onde” eller ”Undervisningen skal stimulere refleksion, så eleverne selv stiller spørgsmål”. Det er hans bud på en anti-radikaliseringspædagogik, som vel at mærke spiller godt sammen med nogle af de ting, som de to lærere nævner.

Kort sagt: Hvilken festdag i Konkurrencestatstidende.

4.
Men hov Thomas, der må da være nogen tidsler? Nå ja, Ellen Trane Nørby fortsætter ovre i debatsektionen med sin ”jeg er Antorinis embedsmands”-stil, dvs. med en masse tomgang, som formodentlig er skrevet af en af embedsmandens embedsmænd. Man kan ikke engang kritisere det, så indholdsløst er det. Det er absolut ikke til at holde ud.

Og så er der naturligvis Anders Jerichows utrolige ”Vælgernes troværdighed er i dyb krise”, som er en kommentar til sidste uges folkeafstemning. Jerichow skriver ligefrem, at ”vælgerne må tage sig sammen”. Hermed fortsætter han centrum-venstres vanvidsridt ud i antidemokratiets haller. Jerichows kommentar supplerer f.eks. fint Morten Østergaards tre, allerede nu, legendariske tweets, f.eks. ”Danmark skal være så tæt på kernen af EU som muligt. De 53% skal ikke bestemme over de 46%”. Det er virkelig ynkeligt at se på.

5.
Endelig må man heller ikke glemme filosoffen Tone Saugstads fine læserbrev i gårsdagens avis. Det kommer her:

”KONKURRENCESTAT

Ove Kaj Pedersen er ikke nådig over for venstrefløjen (Pol.28.11.), som han hævder har en manglende evne til at analysere og forholde sig til de nye udfordringer i det politiske landskab.

Men disse udfordringer kan og bør ikke bare gøre en ‘venstrefløjer’, men også enhver anden, en smule rådvild.

Der må tænkes nyt, og der må tænkes om, fordi verden ikke bare har forandret sig, men også er uhyre kompleks. Derfor findes der hverken enkle eller entydige svar, heller ikke dem, professor Pedersen selv kommer med, nemlig: reformer, reformer, reformer.
Den forrige regering har da tydeligt vist, at svaret på de nye udfordringer ikke ligger i forhastede og ofte uigennemtænkte reformer, såsom f. eks. skolereformen.

Måske skulle vi snarere starte med at diskutere, i hvor høj grad vi er underlagt globaliseringen og europæiseringen, versus i hvor høj grad vi selv kan og skal styre udviklingen i Danmark. Denne debat er for vigtig til, at vi kan overlade den til DF alene.”

Det ene med det andet. Fortsætter det på denne måde ender det med at avisen skifter navn til Politiken igen; eller til “Systemet Politiken”, hvis man er Tidehvervs-mand.

—————————————————————————-

Noter:

a) Dette indlæg er en let omskrivning af et facebook-opslag, der voksede sig ud af FB-genren:

b) I september 2014 skrev jeg et andet indlæg om Konkurrencestatstidende.

Skriv en kommentar