Finansminister Bjarne Corydon mener, at konkurrencestaten er et politisk og pædagogisk ideal. Det er der så nogen, der ikke synes, f.eks. den eks-radikale Uffe Elbæk, forfatteren Carsten Jensen og socialdemokraten Carsten Hansen. Min statsminister siger så, at al den strid jo blot handler om et ”enkelt ord”, så det vil hun ikke gå ind i. Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, siger lidt på samme måde, at Corydons brug af ordet blot er en direkte forlængelse af en gammel socialdemokratisk ide. De siger, på den ene eller den anden måde, at ordet ikke rigtigt betyder noget. Det er blot et lille ord. Man kunne ligeså godt sige noget andet, fx “græsplæne”; og det betyder jo heller ikke noget, om man kalder Alt for Damerne for et ugeblad eller for et magasin, vel? Nå nej, det er jo lidt det samme, og det er jo også rigtigt… Ærligt talt og pyt med det.

Men nu har jeg modtaget en invitation til en konference på DPU, Aarhus universitet, med titlen: ”Konkurrencestaten krav om dannelse – dannelse i uddannelsessystemet” Men hov, var det ikke blot et lille ord, altså et ord uden egen magt? Men nu stiller det lille ubetydelige ord krav? ”Konkurrencestaten” stiller krav; ikke blot til produktivitet og til nogle erhvervsvirksomheder eller sådan noget, altså til økonomien. Nej, det lille ubetydelige ord stiller krav til dannelsen. Altså til ånden, til filosofien og til pædagogikken som sådan, til alle de vaner der skal genskabes i uddannelse og opdragelse i hele Danmark, til skolen, lærerne, pædagogerne, højskolerne og universiteterne, ja selv til familierne. Det lille ord har sat sig som et ”krav” til et kæmpestort område, til vores fælles liv, til vores hjerner og eksistens. Det lille ord er blevet et svar, en forudsætning, som skal møde alle nye børn og unge i landet: Du er en soldat i en global konkurrence! Du er et opportunistisk individ! Din karriere starter i vuggestuen! Spørgsmålet er ikke “om”, men kun “hvordan”.

Det minder mig om Dansk Industris Lars Goldschmidt, formand for Ny Nordisk Skoles dialoggruppe og medforfatter på Christine Antorinis bøger. Han sagde i det nyeste nummer af Højskolebladet, at der på højskolerne kun er brug for de stemmer, der ”accepterer konkurrencestaten som udgangspunkt”, og at ”højskolen skal være for de nysgerrige og de undersøgende unge og ikke for de kontemplative, de vage og de dovne vegetarer”. Blot et lille uskyldigt ord? Hør, hvad der sker med vores sprog! Hør hvordan den anorektiske statsfilosofi vælger sine sætninger! Goldschmidts formuleringer er jo totalitære i hele deres grundstruktur. Der er kun brug for ’ relevante og flittige kødædere, der i al fald ikke er kontemplative’, og man skal accepterer en hel arbitrær samfundsbeskrivelse fra et lille hjørne af den politiske økonomi, som om der ikke findes noget sted i samfundet, hvor man ikke skal ”konkurrere” for statens skyld. Det er en form for hyper-socialisme – blot uden solidaritet – af “relevante” og flittige kødædere, der i al fald ikke er “kontemplative”; her er ingen bøn eller grublen.

Et lille ord uden betydning! Er statsministeren dum eller ond? Eller blot tankeløs? Eller er de tre ord, det dumme, det onde og det tankeløse, det samme? Hannah Arendt sagde, at det tankeløse var det onde. Har vi et eksempel på det her?

Men ok, siger læseren måske, er der ikke blot tale om en lille ubetydelig konference for bachelorstuderende? Nej, det er det ikke er. Der er hele perlerækken af indflydelsesrige pædagogiske forskere, der kommer fra den sædvanlige blanding af systemteori, samtidsdiagnose og politisk økonomi. Folk der sidder effektivt på læreruddannelsernes, børnehavepædagogernes, skoleområdets og professionshøjskolernes hel- og halvofficielle filosofi, og som har magt over tildeling af forskningsstipendiater, over tidsskriftsredaktioner og meget andet. Det er et hegemoni, som man siger i politologiske kredse.

Den mest utrolige titel er professor Jens Rasmussens. Rasmussen, som har været helt nede i detaljen i afviklingen af dannelsen fra både folkeskolen og læreruddannelse, skal tale over emnet: ”Folkeskolereformen er ren Humboldt”. Humboldt er sådan en slags kode for den klassiske dannelse, men i regeringens oplæg til folkeskolereform er det sørme svært at finde klassiske dannelseselementer. Men det er nok fordi, at Humboldt var liberalist. Han satte dannelsen over staten – og konkurrencestaten og folkeskolereformen gør det modsatte, altså sætter staten over dannelsen – ligesom det er tilfældet i konferencens titel. Helst taler man dog slet ikke om dannelse, fordi konkurrencestatsteorien siger, at den slags begreber hører til i nationalstaten eller velfærdsstaten.

Men jeg vil da også høre Claus Holm, som er meget tæt på BUPL og redaktør for foreningens faglige magasin VERA. Han vil tale om, hvordan ”livsduelighed stiller konkurrencestaten stærk” – lige noget for en frisk Ny Nordisk pædagog! Dette ”livsduelighedsbegreb” bruges ind imellem af Ny Nordisk Skoles folk til at lave en slags grundtvigsk forbindelse, men Holm bygger sit begreb på en direkte afvisning af dannelse og af Løgstrups filosofi, så der er snarere tale om et opgør med Grundtvig end det modsatte. Hvad Holm vil med en “stærk konkurrencestat”, må jeg også høre om. En god konkurrenceevne kan man jo godt forstå, der er brug for, men en “stærk konkurrencestat”? Det lyder virkelig grimt.

Stefan Hermann, rektor for professionshøjskolen Metropol og også med i Ny Nordisk Skole-gruppen, skal tale om, at ”konkurrencestaten kræver mere professionsuddannelse”. Det var sørme heldigt for hans taxametertæller, men selvfølgelig trist for vores lærere, eller hvad man nu skal kalde dem – undervisningseksperter hedder de vist på konkurrencestatssprog. Lars Goldschmidt kalder dem for “duracellkaniner”, det er sådan nogle hoppe-hoppe-engagerede medarbejdere, der “accepterer konkurrencestatens udgangspunkt, og som hverken er vage, kontemplative eller dovne vegetarer”.

Derpå kommer Jens Erik Kristensen, som er i samme teoretiske boldgade som Hermann og Holm, med sin kreative titel: ”Konkurrencestaten kræver medarbejderborgere”. Kan man overhovedet skrive så grimt? En medarbejderborger! Man kan fyre en medarbejder, når man mener, de ikke er “relevante”, det har Kristensen selv gjort i 2010, men man kan ikke fyre en borger – så det begreb duer altså ikke. Men nu har jeg hørt Kristensen ved flere lejligheder, og han ender altid med at acceptere konkurrencestatens præmis. Han slår måske lige en samtidsdiagnostisk refleksionskrølle, som han så kalder for “kritik”, men han har ingen begreber til sin kyniske melankoli. Så nu skal vi nok også acceptere, at vi skal være “medarbejderborgere”, så vi kan blive fyret, hvis kontraktfikserede mellemledere skal “sætte hold”. Sådan hed det også i Odense sidste år, da KL/SF-rådkvinden, Stina Willumsen, skulle fyre 100 lærere, hvis kompetencer ikke passede til rådhusets mellemlederskolevision. På den måde kunne hun agere som en “stærk konkurrencestat” overfor sine “medarbejder-borgere”. Med mindre vi da kan hoppe som duracell-kaniner. Uff!

Endelig er der endnu en samtidsdiagnostiker, Lars Geer Hammershøj. At tænke sig; fire konkurrencestatstilhængere blandt Lars-Henrik Schmidts elever. Det står sløjt til for dansk postmodernisme. Hammershøj er også for tiden en slags halvofficiel dannelsesteoretiker for lærere, pædagoger og magistre i landet. Han vil tale om ”hvad er almendannelse og professionsdannelse i konkurrencestaten?”, og det lyder jo også helt og aldeles skrækkeligt.

Og så er der endda en grundtvigianer, Ove Korsgaard, med. Han er en af dem, der længe har danset om den varme grød. Men med det spørgsmål han stiller, ”mister medborgerskabet styrke i konkurrencestatens tidsalder?”, tror jeg, at han endegyldigt har accepteret konkurrencestaten som præmis, og at de grundtvigske kategorier derfor må reduceres til en metode, men nu må vi se.

Ove Kaj Pedersen, hovedteoretikeren på området, er faktisk også grundtvigianer, siger han, men han har også rødder i en blanding af neomarxistisk statsteori og økonomi, der har samme udspring som samtidsdiagnosen, og han er derfor svær at tvinge nogen decideret holdning ud af. Selvom han i ny og næ kalder på en ny form for tænkning og etik, er hovedsporet den samme deskriptive kynisme og en lidt for bastant begrebsdannelse; ligesom alle de andre, og derfor har jeg ikke meget håb til hans ”Grundtvigs nye betydning i konkurrencestaten”. Det smager ikke godt. Det smager af ”ny=ikke”, som jeg engang skrev om (se litteraturliste).

Derudover deltager Ida Juul fra DPU med oplægget “konkurrencestaten gør uddannelse til en forpligtelse”, og Laura Louise Sarauw fra Københavns Universitet skal tale om “Konkurrencestatens universitet 2.0?”. Hvad de vil sige, har jeg ingen fornemmelse af, men overskrifterne lyder ikke godt.

Det er et DPU i frit fald, er det ikke?. En ”pædagogisk videnskab”, der har lagt sig ned som en naiv hundehvalp. Det er faktisk slet ikke et pædagogisk universitet efter mine begreber. Det er et AUDEM, hvilket står for Asiatisk inspireret Udviklingsafdeling for Evidensbaseret Myndighedsbetjening. Corydon kalder…. Her kommer vi! ”10-4”, som DPUs leder og en række  professionshøjskolerektorer sagde i 2010, da man på samme måde lagde sig ned på ryggen for at blive kildet af en tilfældig magthaver, dengang var det blot af Lars Løkke Rasmussens “top 5 på Pisa-drøm”. Betegnelsen “DPU” kan man så reservere til dem, der interesserer sig for virkelighedens processer – i stedet for hvordan man skal indrette hele vores pædagogiske liv efter et postuleret teoretisk begreb.

Til sidste kommer Hans Hauge, som ifølge programmet skal afbryde hele den københavnske klike med et ”forsvar for den klassiske dannelse”. Jeg håber, han vil lade ironien ligge, og at han i stedet helhjertet vil tale liberalismen frem, som han har annonceret i Berlingeren – altså den egentlige liberalisme, som er født med dannelsen. Den, hvor dannelse ikke bestemmes af staten, men omvendt, hvor fornuftig statsførelse er afhængig af folkelig og civil dannelse. Hans kritik af konkurrencestatens universitet i bogen Uren pædagogik, var i al fald glimrende. Og så må landets liberalister altså høre ordentlig efter i stedet for at overgå statsministeren i konkurrencebegejstring. Men Hauge er på til allersidst, så mon ikke alle, inklusiv han selv, er lidt trætte? Og så er han jo ironiker, så har han kraft?

I oplægget til konferencen spørges der til, om konferencens spørgsmål er et udtryk for en ”normalisering af dansk pædagogik”, fordi konkurrencestatspræmissen trækker pædagogikken ud af sit ”moralske reservat”, der herefter defineres som ”personlig selvrealisering”. Sikken en sætning! Er ”konkurrencestaten” ikke et ”reservat”. Det kan jeg da love for. Et teknokratisk ideal – helt alene i vores verden. En tvangsmæssig og centralistisk konstruktion, der trods sit tomme indre vil råbe højt om frihed, innovation og fastforwardprocesser. Den vil lukke vores munde. Men det er måske det, der menes med en ”normalisering”; endnu ”et lille ord”, som lærerne på gymnasier og skoler nok ikke glemmer netop Corydon for, og som også kom til at betyde meget mere, end man skulle tro.

Og kan normativitet reduceres til ”moralsk selvrealisering”? Det er jo absurd. Hvad med oplysning, kritik, demokrati, nationalfølelse, globalt ansvar, musik, litteratur, videnskab osv? Uddannelse er da normativ pr. inderste definitoriske essens – hvorfor skulle man ellers uddanne?

Måske tænker man med “normalisering” og  ”moralsk reservat” på, at man ønsker at vende tilbage til tiden før 1960, altså før den såkaldte “blå betænkning”s officielle indstiftelse af en form for reformpædagogisk streg i dansk uddannelsespolitik? En sådan tolkning vil tale til mange konservative, som siden Henning Fonsmarks ”Kampen mod kundskaber” fra 1996 har set skævt til netop Den blå betænkning. Det er da også rigtigt, at der er en del at kritisere, men for det første skal man ikke underdrive Den blå betænknings betydning i forhold til, at børn faktisk herefter blev behandlet ordentligt, og for det andet var dansk pædagogik og åndsliv sandelig ikke præget af ”konkurrencestaten” i 1950’erne. Der stod tværtimod Heretica, mytologi og nationalfølelse over det hele. Så konservative og borgerlige sjæle skal ikke lade sig narre af den blå betænkningslokkemad.

Skulle jeg ikke lige stikke piben ind og vente og se, hvad folk rent faktisk siger på konferencen? Nej, det er bedre at lufte sine forventninger og fordomme fra starten, så må vi se, om jeg tager fejl i en eller anden detalje, men i disse sager er det hidtil ikke sket.

Jeg må hellere melde mig til, selvom det efter alt at dømme bliver en skrækkelig dag. Jeg skal nok rapportere, måske først efter d. 10. december, hvor konkurrencestatsmenigheden holder endnu en konference, denne gang om “evidens og dømmekraft”.

 

Litteratur:

Konkurrencestatens krav om dannelse, konference på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet

Evidens og dømmekraft, konference om Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet.

“Direktør med ambitioner for højskolerne“, interview med Lars Goldschmidt på højskolebladet.dk

“Konkurrencestat er en ny velfærdsstat“, interview med Bjarne Corydon på politiken.dk

“Thorning om konkurrencestat: Det er kun et ord“, artikel på politiken.dk, d. 28. september 2013.

“Carsten Hansen tager afstand fra Corydons konkurrencestat“, artikel på politiken.dk, d. 28. september.

Fonsmark, Henning (1996). Kampen mod kundskaberne, København: Gyldendal.

Hammershøjs, LG. Dannelse i uddannelse, dannelsesoplæg udgivet af DLF, De frie skolers lærerforening, BUPL, DM, HL og Uddannelsesforbundet.

Hermann, S., Mikkelsen, H, Jakobsen, JL & Qvortrup, L.: “10-4 løsning til folkeskolen“, kronik på Berlingerens hjemmeside, b.dk.

Hauge, Hans. “Liberalisme er det bedste bud“, kronik på Berlingerens hjemmeside, b.dk.

Hauge, Hans. “Kritik af ren pædagogik”, i Rømer, Tanggaard og Brinkmann (red.): Uren pædagogik, Århus: Klim.

Jensen, Carsten: “Den socialdemokratiske epoke slutter med Helle Thorning-Schmidt“, kommentar i Politiken, d. 16. september 2013.

Lidegaard, B. (2013): ”Solidariske løsninger er konkurrencedygtige”, leder i Politiken, d. 26. august.

Rømer, TA. “Danmarks Pædagogiske Universitet?”, kronik i Information, d. 29. maj 2010.

Rømer, TA. “Ny = Ikke“, blogindlæg på www.folkeskolen.dk.