1. Forskellen mellem respekterende respekt og respektløs respekt
Hvad er forudsætningen for respekt? Det er respektløshed. Der er ingen respekt uden respektløshed. Respektløshed hjælper respekten og de virkelige dyder frem.
Samfundet bygger på respektløshed, på en åbenhjertig og respektløs barbar eller nar der står frem, nøgen, fattig og inkompetent, og som får verden til at vise sig og bruse.
Uden en indbygget respektløshed er der kun “positiv og konstruktiv dialog” til imamens eller kommunaldirektørens ære, dvs. underdanighed, ja-hat, organisationsstrategier, rygklapperi og glemsomhed. Det kalder jeg for en “respekterende respekt”, og det er en ren forfaldsform.
Inden i en virkelig respekt er der respektløshed.
Alle verdens ting vrister sig fri af den respekterende respekt via respektløsheden.
Respektløsheden aftvinger en “respektløs respekt”, der får tingene til at summe og rotere og samle mennesker i frihed. Det er en virkelig respekt.
(I min bog Uddannelse i spænding fra 2010 kaldte jeg den respektløse respekt for ”åbenhjertighed”; et begreb jeg byggede på læsninger af især Michel Foucaults forelæsninger Fearless Speech og Jacques Rancières bog Disagreement).
2. Respektløs respekt
Man bør have respekt for loven og for sine medmennesker. Men med hensyn skolepolitiske ideer fra KL og organisationens omegn samt disse ideers umiddelbare konsekvenser ude på skolerne, bør man være maksimalt respektløs. Jeg har analyseret adskillelige af KL’s notater, så jeg kan sige dette med stor sikkerhed. De nye kommuner er født sammen med det opgør med pædagogik, som udviklede sig i løbet af 2000’erne, og hvis foreløbige klimaks er skolereformen fra 2013, som ingen bør have respekt for.
At vise respektløshed over for KL er simpelthen den eneste måde, hvorpå man kan vise respekt for loven og for sine medmennesker, ikke mindst for de mennesker, der arbejder i KL selv.
Hvis en kommunal leder i disse år beder om respektfuld dialog, så vær respektløs. På den måde respekterer du ham som medmenneske og forsvarer pædagogikkens liv.
KL/kommuneland er et bur, hvor der flyttes pinde fra det ene hjørne til det andet, mens de tror, de gør store gerninger, der kræver respekt og ”positiv og konstruktiv dialog”. Disse folk skriver rapporter uden forfatter, og de enten afviser eller overser al kritisk virksomhed i samfundet.
Fra sit bur kræver kommunemanden “respektfuld dialog”. Men vis ham ingen respekt. Nedbryd nysprogets panser! Væk ham! Vær respektløs! Tegn en karikaturtegning! Sig din mening! Lige op i hans og alle andres åbne ansigt. Respektløst! Skriv også kronikker og bøger og taler, men husk også at tale lige imod.
3. Et eksempel på respektløs respekt
Ovenfor opfordrede jeg til “respektløshed” overfor kommuner hvad angår pædagogiske og uddannelsespolitiske emner.
Nedenfor er et link til en facebook-tråd hos Dorte Lange, næstformand for Danmarks Lærerforening fra d. 11. februar 2015. Lange havde postet DLF’s nye pjece om ytringsfrihed. Et stykke nede i tråden har jeg en respektløs diskussion med en fremtrædende kommunal leder, Eik Møller, der er direktør i Ballerup Kommune og formand for Børne- og Kulturchefforeningen (BKF). Møller kendte tydeligvis ikke til kritikkens og ytringsfrihedens tradition. Eik Møller var desuden oplægsholder på UVM’s reklamemøder for skolereformen i Allinge i sommers. En indflydelsesrig mand i disse år. Som det vil fremgå, er der også andre, som er fortørnede.
Her er facebook-diskussionen (Jeg har sat en opklarende parentes ind her og der og rettet lidt kommaer mm.. Der er også udeladt nogle kommentarer. Man kan linke til den fulde tråd i bunden af blogindlægget:
Marianne Graae: Det er godt nok sørgeligt, at man i 2015, 166 år efter Grundlovens indførelse, er nødt til at udsende den form for information fordi vores magthavere ikke magter at lade loven gælde for alle borgere.
Simon Pihl Sørensen: Ja og brug den. Det er der i høj grad brug for. Ensretning og newspeak i offentlig forvaltning trænger til oplyst, kritisk og begavet indspil.
Eik Møller: Selvfølgelig har I og vi andre offentlige ansatte det (ytringsfrihed, TAR). Vi skal alle blot huske nogle få rettesnore.
Eik Møller: Man kan roligt ytre sig om det, man laver og ved noget om. Jeg forsøger selv at blive der og afstå fra at generalisere og gætte. Og så er ytringsfriheden jo fulgt af ansvar for at bruge den uden at støde eller nedgøre. Og dermed ikke en absolut frihed.
Jonna Rolvung: Der er da nogen, der bruger ytringsfriheden til at støde og nedgøre. Tænk bare på tiden op til lockouten og efter.
Eik Møller: Jo, men fordi “nogen” gør det, er det ikke et eksempel til efterfølgelse
Thomas Fogh: Desværre er der talrige eksempler på, at humørforladte eller inkompetente skoleledere/chefer misbruger deres magt. Vi har set det nyligt med en sag fra Fyn. Svaret burde ikke være retningslinjer fra DLF. Men intern debat på ledelsesgangen om, hvilken type ledelse man ønsker. Det ser desværre ud til, at krisen har været med til at understøtte den rigide ledertype.
Eik Møller: Jeg oplever rigiditet hos mange aktører. Jeg tager afsæt der, hvor jeg kan gøre noget ved tingene, og forsøger at undgå at pege fingre og få det til at se ud som om “hvis alle andre bare….så fik jeg det meget lettere”.
Eik Møller: (…). En god dialog må godt gå lidt til vaflerne på en respektfuld måde
Simon Pihl Sørensen: Ledelse animerer til dialog, indspil og modspil.., og ja modstand. Også udtalt. Management derimod; sjældent. Det handler jo netop om at håndtere, ikke om at lede. En god leder elsker den (også højt-) tænkende medarbejder. Manageren frygter ham
Eik Møller: Elsker og elsker. Det meget familiære sprogbrug skal man være yderst forsigtig med i en professionel relation. Jeg foretrækker selv “respekterer”. Jeg elsker ingen på min arbejdsplads, men der er mange, også højttænkende oh konstruktivt kritiske, jeg har dyb respekt for.
Thomas Aastrup Rømer: Eik: Kommunerne er, efter min opfattelse, i disse år totalt utroværdige i alle diskussioner om ytringsfrihed. Enten træder man den under fode, eller også er man systematisk tavs, når den bliver trådt under fode – samtidig med at man synger falskt om “ytringsfriheden”. Sidst var den gal i Agedrup, hvor Odenses rådmand også rejser rundt og prædiker det modsatte af hendes handlinger. Det er som om, at den kommunale sektor, inklusiv KL, er sådan en slags tung sæk gamle kartofler, der har mistet deres væske. Den er helt umulig at komme i nogen form for kontakt med, uanset argumentationens karakter, samtidig med at kvaliteten af de skolepolitiske skrifter er himmelråbende elendig. Men ok, hele det kommunale system er jo efterhånden også blot en slags mellemledere under KL og finansministeriel styring, Det kan ingen tage alvorligt, og måske er det også derfor, at KL er så “tavs” om ytringsfrihedens realitet. Man skal jo bare slå den mindste prut, før kritikken bliver til “negative holdninger”, som det kaldes på Fyn, hvis en lærer siger sin mening om de kommunale elendigheder. Dine egne indlæg på herværende tråd falder godt ind under tendensen til ytringsfrihedens kommunale forfald.
Eik Møller: Hvordan du, Thomas, evner at fortolke mine udsagn, som du gør, er mig noget ubegribeligt. Det fører derfor nok ikke ret langt, at jeg begiver mig ud i en form for svar på dit indlæg. Jeg læser en masse konklusioner, der ikke inviterer til ret megen dialog. Jeg efterlades med muligheden for at er klæde mig enig eller uenig. Kan jo også være det er det du reelt ønsker?
Thomas Aastrup Rømer: Intet, ja simpelthen intet, fra KL og omegn indeholder blot et gran af uddannelsespolitisk kvalitet. De centrale skrifter er både uden forfatternavn og uden seriøse referencer, og i deres dorske mekaniske intethed er de praktiske konsekvenser for vores skoler enorme. KL er et lille rustent kvalitetsmæssigt bur, som man taler ud fra, og mens man står der og råber, kræver man ligefrem respektfuld dialog. Massevis af mennesker, inklusiv undertegnede, har skrevet tusindvis af sider i bøger, blogs, opdateringer, kronikker og læserbreve, og der er ingen respons overhovedet inde fra det rustne bur. Hvorfor ikke? Fordi man ikke har noget at svare med, ingen argumenter, ingen autonomi og ingen selvstændighed. Til gengæld har man magt. En tom og bedrevidende og latterlig magt. Men intet svar og ingen strid kan man gå ind i. Man vil kun “inviteres til dialog”, som om vi var i Kuwait. Med det grundsyn er det ikke underligt, at det står så grelt til med ytringsfriheden i kommunerne. Det, som KL og resten af den kommunale mekanik bør inviteres til, er derimod strid – en altomfattende pædagogisk kritik. Derfor er der kun en ansvarlig ting at gøre som pædagogisk aktiv lærer, pædagog, forsker eller medborger. Og det er at gennemføre en god gammeldags destruktiv og fuldstændig respektløs kritik af hele det kommunale luftkastel og dets latterlige ja-hatte.
Eik Møller: Jeg tror ikke det ligger indenfor min formåen at ændre dit verdensbillede. Så god vind her fra.
Thomas Aastrup Rømer: Eik: Det er ikke et “verdensbillede”, men det tætteste man kommer på et videnskabeligt og filosofisk faktum. Det bygger på massevis af analyser af kommunale skriblerier over mange bøger og artikler, og andre har bare fundet de samme tendenser igen og igen. Fra KL og omegn kommer der imidlertid ingen seriøse analyser, og der er aldrig et svar på nogen kritik. Man lukker sig inde i en boble uden kontakt med den åndsvidenskabelige omverden, som pædagogik er skabt af. Man har ikke engang et “verdensbillede”, som du kalder det. Man har derimod et tunnelsyn. og alligevel taler man bagefter til landets borgere om “respekt” og “dialog”, selvom man ikke gør andet end at demonstrere det modsatte. KL er i sine uddannelsespolitiske syn respektløse overfor fornuft og tradition, og organisationen og dens tænkning bør udryddes fra landets overflade med en mere seriøs respektløshed på alle niveauer.
Eik Møller: Mon ikke du burde tale med KL om din kritik af dem? Jeg er ikke KL og jeg bruger mit krudt på det jeg kan gøre noget ved.
Thomas Aastrup Rømer: KL/kommuner/skolereform er fra et uddannelsespolitisk synspunkt helt det samme. Der er ingen forskel. Du kan derfor på ingen måde gemme dig bagved “jeg er ikke KL”. Og det forhold, at du kun bruger krudt på det, du “kan gøre noget ved” i din lille kommunale boble af et bur. er det samme som at melde sig ud af den brede samfundsmæssige debat om pædagogik og uddannelse, som ingen kommunalmand da heller nogen sinde har deltaget i. Han, altså kommunalmanden, sidder i et lille maski-mekaniske bur og arbejder med “det man kan gøre noget ved”, hvilket blot er at flytte grene fra den ene ende af buret til den anden, og hvis der kommer nogen udefra og taler om det, “man ikke umiddelbart kan gøre noget ved” – altså noget ordentligt, altså om PÆDAGOGIK – så er det “negative holdninger”, og så gider man ikke at diskutere det – ja deler ligefrem tjenstlige advarsler ud – og lukker derpå fornærmet sin egen lille mund, mens man taler om “ytringsfrihed”. Det er dybt kritisabelt.
Eik Møller: Kære Thomas. Prøv at læse din frustrerede ordstrøm langsomt igennem, og svar mig så stilfærdigt på om du selv ville orke at forsøge at tage dialogen, hvis jeg gjorde som du? Tror det næppe. I rest my case.
Thomas Aastrup Rømer: Eik: Du kan ikke gøre som jeg, for du bor sammen med KL og mange borgmestre og kommunalforvaltninger i et kommunalt bur, der ødelægger vores skoletradition. Der er heller ingen kommunepersoner, der skriver noget ordentligt, som vi andre prøver på, og de vil kun diskutere det, der lige kan laves om nu og her i det lille bur. Det er sådan et bur, KL kalder for “ytringsfrihed”. Resten, altså hele den store verden uden for det lille KL-bur, er blot “negative holdninger”. Hvorfor kan du ikke forholde dig til det? Er Ina Ahrensberg fra Odense ikke med i din forening? Jeg læser stort set alt, hvad der kommer fra kommunalt hold, og det er bare så langt ude og elendigt. Og lige meget hvad diverse kritikere siger – om det er argumenterende, høfligt eller skarpt – så er der bare ingen respons. Det er altid de samme systemteoretiske ja-hatte med J.Hat-tie, som man inviterer til konferencer, når kommunepersonerne skal flytte pinde fra den ene ende af buret til den anden. Og når kommunefolkene så får lidt ordentligt skæld ud som nu, så sidder de bare, som du gør, og taler om ytringsfrihed under ansvar, dialog og konstruktiv kritik og giver op, blot der kommer en enkelt person og kigger ind i buret. Hvis en eller anden kommunal-mand i Danmark demonstrerede bare den mindste smule selvstændighed, så ville jeg juble og klappe, men det er aldrig sket. De fleste lærere er kommunerne dybt overlegne på alle pædagogiske og uddannelsespolitiske parametre, men alligevel skal de stakkels lærere tvinges til at høre på så meget tanketomt nysprog.
Jonna Rolvung: Tak Thomas!
Eik Møller: Kære Thomas. Uanset hvad jeg skriver, har du jo allerede besluttet dig og fortolker alt ind i dine konklusioner. Dermed vil jeg notorisk leve op til dine fordomme og forudfattede meninger. Dem synes jeg, du skal have lov til have. Men jeg vælger så at bruge min tid på noget andet. God vind. vh. Eik
Thomas Aastrup Rømer: Jeg har ikke “besluttet mig”, men det er jo fuldstændig uden substans, hvad der kommer fra kommunale cirkler. Jeg er den mest spørgende og diskuterende person inden for dansk pædagogik, og mine “konklusioner” er underbyggede af tusindvis af sider og analyser; modsat dine, som blot er små underdanige skvulp i et kommunalt børnebassin. Det er derimod dig og dine kommunale fæller, der har “besluttet” alt på forhånd, og beslutningerne er på alle måde uoplyste og foregår i et lille bur, hvor man ikke vil have ytringsfrihed, men kun ”konstruktiv dialog”.
Her er fakta: “1. Alt, hvad forstandige mennesker siger, er både præcist og “sådan cirka”.
2. Alt, hvad KL/UVM siger, er både upræcist og “helt bestemt”.
Du kan ikke bare “bruge din tid på noget andet”, for det er virkeligheden, der kalder; en dansk og europæisk åndelig og praktisk realitet og ikke et elendigt teknokratisk kommunalt bur, som kun kan splintres af respektløs og åbenhjertig og oplyst ytringsfrihed.
Hans-Jacob Lauridsen: Eik Møller lever i sine ikke-svar fuldstændig (og sikkert ufrivilligt) op til Thomas’ påstand om substandsløse kommunemænd. Om Eik reelt er en sådan, ved jeg ikke, men af en direktør at være, med ansvarsområder som B&U og Skole og Institutioner, er han noget umælende i forhold til det område, han burde være svært meget inde i…
Eik Møller: Der er ikke noget bedre at være fælles om end en god og tryg fordom. God weekend de herrer.
Hans-Jacob Lauridsen: – og der er ikke noget nemmere, end at levere ikke-svar. Faktisk er det sådan i de kommunale systemer, at jo bedre man er til at levere disse ikke-svar, jo højere i hierarkiet kan man komme, for man giver indtryk af at have en viden og en objektivitet, som i de fleste tilfælde blot dækker over enten uvidenhed eller manglende evne/vilje til at stille sig kritisk an…
Det synes måske som et udbrud af overskud og overblik, når Eik Møller stilfærdigt glider af ethvert forsøg på at få ham i tale, men hvad Eik Møller i virkeligheden kommer til at udstille (igen sikkert ganske ufrivilligt) er, at hans dybdegående viden i substansen omkring det område, han repræsenterer, kan ligge på et meget lille sted. Igen; jeg ved det ikke, jeg kan kun tolke på det han skriver, og det er – som Thomas skriver – indholdsløst… Og så er vi tilbage til, at Eik Møller, der gerne vil give indtryk af overskud, i virkeligheden giver indtryk af manglende viden og dermed manglende indhold i forhold til et område han som kommunaldirektør i det mindste burde kunne forsvare blot en smule.
Nuvel, måske han ikke finder platformen gunstig for en debat om KL og kommunetoppens gennerelle pædagogiske, faglige og indsigtsmæssige armod, men så sig da i det mindste det. Der ligger et uheldigt slør af ‘hvis ikke jeg tager aktivt stilling til noget i det offentlige rum, så risikerer jeg heller ikke noget’ – og så er vi tilbage til udgangspunktet, som jeg personligt synes Eik Møller plæderer for: Du har ytringsfrihed, så længe du ikke støder nogen (‘nogen’ er her til fri fortolkning, og kan dække alt fra en indigneret skoleleder til en kommunaldirektør, som har fået et noget forvrænget billede af begrebet ‘loyalitet’), hvilket betyder, at det i 2015 er nødvendigt at understrege medarbejdernes ret til ytringsfrihed i det kommunale styre…
Thomas Aastrup Rømer: Eik: Det jeg skriver er ikke fordomme, men nok et af de mest evidensbaserede synspunkter i kongeriget, stort set på linje med tyngdeloven. Og det forhold, at du blot afviser velunderbyggede synspunkter, der ikke lige er normen i kommune-buret, som “fordomme”, er karakteristisk for hele den kommunale horisont, der er så lille og lav, at ikke engang en muldvarp kan være under den. Når kommuner taler om “ytringsfrihed”, er det ytringsfrihed for muldvarpe i bur. I det bur har man “negative holdninger”, blot fordi man siger noget om verden uden for, hvilket er det modsatte af ytringsfrihed. Ytringsfrihed er det modsatte af kommunehorisonten.
4. DLFs vej
Med den nye overenskomstaftale mellem DLF og KL har DLF på vegne af landets lærere valgt den respekterende respekts vej, altså organisationsstrategiens og glemsomhedens vej. Det kan man læse om her: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-laererforening-accepterer-kls-skole-og-laerersyn.html
Referencer:
Link til Dorte Langes facebook-opslag: https://www.facebook.com/dortelange/posts/10206425146455834?pnref=story
Der er en fin diskussion af herværende indlæg mellem Christian Christrup Kjeldsen fra DPU og undertegnede på min fb-profil: www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10153082927704481&id=837549480&pnref=story
Foucault, M. (2000). Fearless Speech, Los Angeles: Semotext(e)
Ranciere, J. (1999). Disagreement, Minneapolis: University of Minnesota Press.
Rømer, T.A. (2010). Uddannelse i spænding – åbenhjertighedens, påmindelsens og tilsynekomstens pædagogik, Aarhus: Klim.